Fjendtlig jernalder

En jernalderboplads i området kom i 1975 til Nationalmuseets kundskab gennem amatørarkæologen Finn Dalhoff Knudsen, der på stedet havde gjort fund af keramik. I første omgang var pladsen ikke truet, men senere opstod planer om at bebygge hele arealet med parcelhuse, og det gjorde en undersøgelse aktuel. Udgravningen startedes forsommeren 1980 under ledelse af museumsinspektør C. L. Vebæk og med undertegnede som medarbejdere. For finansieringen sørgede Fortidsmindeforvaltningen.

Pladsen, som er navngivet Priorsløkke efter en nærliggende, nu nedlagt gård, ligger østligst i dalen ved åens udløb i Nørrestrand, den inderste vig af Horsensfjorden. Det drejer sig om en banke, der som en halvø skyder sig ud i engene fra syd, dog adskilt fra det faste land ved en lavning. Udgravningen blev sat ind på det sted, som ved de indledende opsamlinger havde leveret flest lerkarskår, og ført ud i tørven, hvor der skulle være mulighed for uforstyrrede oldsagslag. De var der - med sædvanligt indhold af dyreknogler, knusesten og store mængder af skår, som ved deres former kunne dateres til tiden kort efter Kristi fødsel. Dengang har det, der nu er mose og eng, antagelig været åbent vand, velegnet som affaldsplads for bopladsens beboere. (Fig. 1). Tilsvarende er fundet mange steder, men ikke det, som nu skal omtales.

Det viste sig, at der langs bankens fod på den mod land vendende side har stået et pælehegn; de opragende dele var naturligvis bortrådnet, men de nedre, jorddækkede, endnu bevaret. Ca 60 egestolper med en tykkelse på 20-35 cm blev i første omgang lokaliseret. Der sås spor af en gravet grøft, som pælene har været placeret i, hvilket stemmer godt med, at nogle af dem var fladt afhugget i bunden, ikke tilspidsede, som man ville vente, hvis de var bestemt til nedramning fra jordoverfladen.

Bevarede trækonstruktioner er en stor sjældenhed på jernalderbopladser, så det er klart, udgravningen måtte få et større omfang, end der fra starten var regnet med; den er foreløbig blevet fortsat i 1981 og er stadig uafsluttet. Stolperækken måtte i hvert fald forfølges, men også det, den indhegner, fik gennem selve dens tilstedeværelse forøget interesse. (Fig. 2). Mod vest holdt hegnet nu hurtigt op, det sluttede omtrent, hvor banken slipper forbindelsen til det faste land, og har muligvis ikke gået længere, men kan også være ødelagt ved senere tiders forstyrrelser; der har været regeret temmelig meget såvel i tørven som på landjorden. Mod øst derimod kunne man følge stolperækken, på det første stykke stadig in natura, derefter - hvor terrænet hævede sig, og den træbevarende tørv slap op - ved stolpegrøften, der stod tilbage som en mørk aftegning i undergrunden. (Fig. 3). Først helt ovre på halvøens anden side, hvor terrænet igen sank ned, dukkede nye stolper frem, men vi har kun lige færten af dem og ved ikke, hvor langt de fortsætter.

Omtrent midt for halvøens landside havde stolpegrøften en afbrydelse, åbenbart den port, der har givet adgang til landsbyen. Bredden var 3,5 meter, og tværgrøfter ved begge sider antyder en større trækonstruktion. Også andre steder har der været passager gennem hegnet, men ganske smalle, ikke større end at et menneske lige netop kunne passere. I området omkring porten var hegnet dobbelt; inden for grøften løb en række stolpehuller, som ikke selv var lagt i grøft, men tegnede sig enkeltvis. Pælene her har været ret små og - viser gennemskæring af hullerne - tilspidsede forneden. De må vel have haft en støttefunktion.

Men er dette fund nu så opsigtsvækkende? Indhegnede jernalderlandsbyer er ikke noget ukendt fænomen; der er udgravet adskillige af dem, især i Vestjylland. (Fig. 4). Som et eksempel kan nævnes Hodde-bopladsen (se Skalk 1976:1), hvor ikke blot selve landsbyen, men også de enkelte gårde var omgivet af hegn, ofte således, at gårdhegnene stødte til hovedhegnet. (Fig. 5). Sådanne tilslutningshegn er ikke fundet ved Priorsløkke, og stolpeværket her har, som vi skal se, en helt anden karakter. Da den nævnte portindgang erkendtes, blev det nødvendigt at udvide udgravningsfeltet, og derved blotlagdes det, som blev undersøgelsens anden store overraskelse: fyldskiftet efter en ca tre meter bred »kanal«, der har løbet langs med stolpegrøften på den side, som vendte mod land. Denne kanal, der ved tømningen viste sig at være godt én meter dyb med flad bund, kan ikke være andet end en voldgrav, og hegnet får hermed en anden betydning, end det kan have haft i Hodde og de andre ubeskyttede landsbyer, hvor funktionen vel nærmest var at holde husdyrene på den plads, der tilkom dem. (Fig. 6). Der er tale om et regulært fæstningsværk. Bopladsen på halvøen har haft en borgagtig karakter.

Voldgraven havde en større afbrydelse foran porten, men har iøvrigt dækket halvøens landside, som var den mest sårbare, over en strækning på 130 meter. Den har aldrig været vandførende, der er tale om en tørgrav, som netop ophører, hvor fugtigheden tiltager, og sø og mose overtager dens funktion, at holde fjender på afstand. Om hegnet på samme måde kun har dækket landsiden, eller om det har fortsat halvøen rundt, er som nævnt endnu uafklaret, men noget tyder på, at det sidste kan have været tilfældet. Til en voldgrav plejer at høre en vold, bygget af den fra graven opkastede jord, og en sådan kan have ligget bag hegnet, men det er endnu ikke lykkedes at påvise den i snittene.

Bebyggelsen inden for voldgrav og palisade har vi endnu slet intet overblik over, men søgegrøfter trukket hen over banken har afdækket så store mængder af stolpehuller og gruber, at det kan betragtes som givet, der har ligget en større landsby her. Om livet i denne vidner løsfundene, især de mange lerkarskår, resultater af hverdagens små uheld; fra pladsen har de bredt sig ud omkring stolpegrøften, som har fået sin rigelige part, og videre ud i voldgraven, hvor de sammen med andet affald har dannet lag vekslende med aflejringer af flyvesand. Med interesse bemærker man, at det er de samme typer af romertidskeramik, der optræder såvel ved bunden som i de øvre lag. Hele fyldningsprocessen kan næppe have taget mere end nogle få tiår. Det er dog muligt, at man i en forudgående periode har holdt graven åben og affaldsfri gennem oprensning. Netop fyldningen satte den jo ud af funktion.

Befæstede jernalderlandsbyer har vi ikke mange af i Danmark, foruden Priorsløkke faktisk kun én: Borremosefæstningen i Himmerland, en voldgravsomgivet holm helt omsluttet af mose og med en stenlagt vej som forbindelse til det faste land. (Fig. 7). Den er anlagt som tilflugtsborg et par århundreder før landsbyen ved Hanstedåen og først senere taget i brug til permanent beboelse. Om noget lignende er tilfældet ved Priorsløkke, vil de kommende undersøgelser forhåbentlig give svaret på.

Vi står altså over for noget meget sjældent, men det er måske et spørgsmål, om det vil blive ved med at være det. De fleste store udgravninger af jernalderlandsbyer er foretaget i Vestjylland, som bød på andre betingelser end det østjyske fjordlandskab. Priorsløkke kan være et eksempel på en anden type med et andet udbredelsesområde og vil som sådant rette lidt op på skævheden. Geografisk set indtager Priorsløkke en nøgleposition, placeret, som den er, ved et trafikalt knudepunkt. Mod øst spærrer fjorden, mod vest breder ådalen sig ud og gør overgang særdeles besværlig, men netop her er en indsnævring - i datiden som i nutiden det naturlige sted for en nord-sydgående vejføring. Ad åen har man kunnet sejle ind i landet. Mange mennesker er kommet her forbi.

De bevarede stolper giver mulighed for en dendrokronologisk datering, men der vil nok gå nogen tid, før den foreligger; den nødvendige »grundkurve« er endnu ikke ført så langt tilbage, at Priorsløkke-træet kan få bid. Det vil komme, og det skulle da blive muligt med sikkerhed at fastslå, hvornår dette bemærkelsesværdige anlæg er skabt.