Fjendeland

Danmark og England var på det tidspunkt i krig - den, som begyndte 1807 med bombardementet af København og bortførelsen af den danske flåde. De strandede var jo imidlertid ikke soldater, så de blev behandlet venligt, ja fik endda lov til, under passende opsyn, at rejse gennem landet for fra Sjælland at søge over til Sverige. Turen gik i første omgang mod Ålborg, i bondevogne og med eskorte af fem infanterister og tre dragoner. Man fulgte stranden, og Macdonald talte over en strækning af én dansk mil 35 vrag. Snart bøjede man dog ind i landet: »De få spredte hytter, der nu og da viste sig, svarede til landskabets almindelige elendighed. De er opført af træ fra skibsvrag, slet byggede og klodset sammentømrede - «. På et tidspunkt gjorde transporten holdt, for at man kunne hvile og spise, men »her, ligesom i Skagen, fandtes intet andet brød end en grov blanding af rug, byg og fiskeben, stødt og æltet sammen — og næppe spiselig for mennesker, der ikke har været vant til den allersletteste føde«. Det havde Macdonald åbenbart ikke, for han blev så syg, at han sammen med en korporal måtte efterlades i en bondehytte. »De stakkels mennesker gjorde for mig alt, hvad de kunne, og var heldigvis i besiddelse af to æg og fire kartofler, hvilket blev det mest velkomne og velsmagende måltid, jeg nogensinde har nydt«.

Næste dag kunne rejsen fortsætte. Man nåede til Fladstrand (det nuværende Frederikshavn), og efter et par dage dér drog man videre til Sæby, hvor det med besvær lykkedes at få logi. Ved aftensmaden fik Macdonald selskab: »Seks danske kaperkaptajner« og deres folk. Krigen mod England er blevet kaldt »kaperkrigen«, fordi den fra dansk side, efter tabet af flåden, måtte føres med kanonbevæbnede robåde, og det var mandskab fra sådanne, som nu dukkede op. De nyankomne, der var i skindtrøjer og væbnet til tænderne, mistænkte engelskmanden for at være spion, men han fik dem dog nogenlunde overbevist om sin uskyld. Alligevel tilbragte han en meget urolig nat i et værelse, hvis dør ikke kunne låses; her frygtede han at blive udplyndret eller måske myrdet af kaperkaptajnerne, »hvis stadige beskæftigelse er røveri, og hvis eksistens er afhængig af blod og rov«. Det turde være en ret grov fordrejning. Kaptajnerne var ikke sørøvere, men deltagere i en krig, hvis to parter ikke havde meget at lade hinanden høre. Natten forløb i øvrigt fredeligt. Der skete intet som helst.

I Ålborg, rejsens næste station, var der mange skibe i havnen, men det ville ikke blive let for englænderne at erobre eller ødelægge dem, mener Macdonald, der her alligevel afslører sig som lidt af en spion (Fig. 1). På grund af krigen er handelen i stærk tilbagegang og varepriserne steget til det dobbelte. Ålborgs damer får et par ord med på vejen: De er venlige og elskværdige, men »klædedragten for kvinder af de lavere klasser er så uklædelig som tænkes kan — . De er ikke alene svøbt ind, men bogstaveligt presset og viklet ind fra hoften til næsen i utallige lag af klæde og linned, og fra hoften og nedefter er de af et så frygteligt omfang, at de på frastand ser ud som vandrende øltønder«. Hos mændene er det træskoene, han især har fæstnet sig ved. »De har givet indbyggerne en så slæbende, hinkende og vraltende gang, at officerer, der skal indøve de nørrejyske infanteriregimenter, bittert beklager sig over vanskeligheden ved deres opgave«. Om jyderne i almindelighed siger han, at de »er ikke nogen smuk race, men mændene er høje og ser nogenlunde ud, skønt de i reglen er kalveknæede og med spinkle lemmer«.

Efter 18 dage i Ålborg gik turen videre, og nytårsdag 1809 ankom Macdonald til København. Det lykkedes ham at nå over til Sverige, hvorfra han, da isen brød op, fortsatte til England. Når man betænker, at hans rejse foregik i fjendeland, må man undre sig over, at han trods alt mødte så stor imødekommenhed. Om personen Macdonald vides i øvrigt meget lidt.

Lit: Saml. til jydsk Hist. og Topografi, 1901-03.