Femten år
I 1976 udsendte Skalk et register dækkende tiden fra bladets start i 1957 og frem til udgangen af året 1975. Det er stadig på lager, og nu følger fortsættelsen, et nyt register, denne gang for femtenårsperioden 1976-90.
Af Redaktionen
De mange fund fra perioden, som under registerarbejdet kom til at passere revy, gav os anledning til en intern spøg: vi udvalgte 20, som efter vort skøn udgør toppen. Senere faldt det os ind, at dette skøn måske kunne have læsernes interesse, så vi fremlægger det her og - i billedform - på bladets bagside. Det må bemærkes, at vi kun har medtaget danske fund og kun sådanne, som er fremkommet inden for femtenårsperioden. Selv store sager glimrer altså ved deres fravær, hvis grunden til dem er lagt og resultater bekendtgjort før 1976.
Skulle man vælge et enkelt fund som det mest epokegørende, måtte det blive Sorte Muld-pladsen med dens utrolige mængder af de ellers så sjældne guldgubber, men et andet følger tæt i hælene: handelspladsen ved Lundeborg. Helt i forgrunden står også den enorme Lejrehal, der bringer Skjoldungerne ind i varmen. Lad os imidlertid gå kronologisk til værks.
Jels-fundets særlige interesse ligger i dets ælde, mens det noget yngre Tybrind Vigfund udmærker sig ved de mange sjældenheder, som har kunnet hentes op fra havbunden. Bondestenalderen er repræsenteret ved hjulgraven fra Hjordkær og bronzealderen med det mystiske »hændernes hus«, med Lusehøjs sære gravkonstruktioner og med to bronzelurer.
Jernalderen begynder i kælderen, nemlig den ved Overbygård, som en brand ødelagde, samtidig med at den effektivt bevarede dens indhold. Et par gravpladser - ved Sejlflod i Himmerland og Nørre Sandegård på Bornholm - stråler med deres smykkepragt, og stråler gør også Tissø-guldringen, som dog især imponerer ved sin størrelse. Snekkeværftet på Falster, Malt-runestenen og den kirkeforbundne »Skeigård« i Lisbjerg behøver vist ingen nærmere forklaring. Vikingebebyggelsen ved Viborg Søndersø er endnu kun sparsomt udforsket, men utroligt løfterig.
Middelalderen møder med to kogger, den nordjyske fra Kollerup og den sjællandske fra Vejby, sidstnævnte bemærkelsesværdig på grund af guldskatten, som fulgte med. Hvad har vi tilbage? Jo møntkrukken fra Læsø. Målet er fuldt.
Registeret 1976-90 vil foreligge færdigt sidst på sommeren, antagelig inden udkomsten af nr 4. Kan bestilles allerede nu. Pris: 35 kr.