Fattigmandsuld
De ældste danske klædedragter, vi kender, er af uld, men senere kom hørren til - de to dominerede tekstilfremstillingen hele oldtiden igennem. Middelalderen bragte endnu et spindestof, bomulden, og det fik stigende betydning frem gennem perioden. Bomulden er ligesom hørren et vegetabilsk produkt, men den kan ikke dyrkes i den tempererede zone, hvor den derfor må importeres. I økonomiske kriseperioder, for eksempel under krige, blev den hurtigt en mangelvare, og det kan ikke undre, at man har set sig om i den hjemlige flora for at finde en erstatning.
Af V. J. Brøndegaard
Fig. 1: Ingen billedtekst. – FOT: LARS GEJL/BIOFOTO
Kæruld og dunhammer producerer kolossale mængder af frøhår, hvis biologiske funktion er at sprede frugterne med vinden. Når enge og kær stod dækket med kæruldens fnuglette totter, og når dunhammerens aks »eksploderede« i en gråhvid tåge med millioner af dunede frø, fik fattigfolk og landøkonomer uvægerligt den tanke, at landets egen planteuld ikke burde gå til spilde. Man gav kærulden navne som mosebomuld og fattigmandsuld.
I en bog fra 1761 om planternes nyttevirkninger tager Johan Paulli problemet op, og det samme gør 35 år senere en anden af naturvidenskabens praktikere, C. G. Rafn. Han vurderer kæruldens muligheder meget optimistisk. Vel er frøhårene for korte, men blandet med dyrehår eller silke kan de »udspindes til de skønneste tråde«. Af tre dele kæruld og én del bomuld »erholdes endog et meget fint garn, ved dets forarbejdning ser man, at det overmåde godt lader sig håndtere såvel på stolen (vævestolen) som i valken, og efter presning får det en fin glans«. Rafn bliver helt overstrømmende i sin begejstring: »Når vore manufakturister engang fik smag på at benytte vore indenlandske produkter, skulle også børn, som nu fylder ørene med tiggersang, tjene til deres underhold ved at indsamle og rense sådanne produkter«.
Niels Blicher (digteren Steen Steensen Blichers far) prøvede at karte og spinde kæruld, men først da han blandede med fåreuld, gik det nogenlunde. Et lignende forsøg blev gjort af »en særdeles virksom og kyndig hædersmand i Fyn«. Han kartede to dele kæruld og én del fåreuld sammen, lod det spinde og strikke og fik derved et stykke tøj, »som i godhed fuldkommen kan sættes ved siden af om ikke over tøj af fåreuld alene. På nærværende tid, hvor fåreulden er i så høj pris (det var i 1809, under krigen med England), ville det vist lønne umagen at gøre lignende forsøg med flere af vore uldbærende planter«.
I et indlæg fra 1838 kaldes kærulden »nordisk bomuld«, og det siges, at »den gemmer en meget fin frøuld, der gør stor gavn, om end den just ikke er så god som den bomuld, der indføres fra Asien og andre steder«. Den kan imidlertid bruges til dynefyld, stolesæder, slåbrokke og blandet med hareuld giver den »skønne vanter«. Samtlige eksperimenterende synes at have mødt vanskeligheder, og alligevel bedømmer de resultatet positivt. Men hvordan ser man i dag på sagen? Var den hjemlige frøuld virkelig så brugbar som påstået?
Det var den ikke. Både hos kæruld og dunhammer er frøhårene for glatte, skøre og uelastiske til med fordel at kunne spindes. De består nemlig ikke som bomulden af ren cellulose, men indeholder lignin, der gør dem sprøde, så de ikke tåler mekanisk behandling. Blandet med dyrisk uld falder de let ud, og de knuses i vask. Den nordiske bomuld kan bruges som vat eller som stoppemateriale i for eksempel puder; til andet egner den sig ikke. Under sidste verdenskrig blev der i Skanderborg oparbejdet dunhammerfnug til kapokerstatning.
Drømmen om en nordisk bomuldsindustri bristede altså. Niels Blicher og de andre fortjener ros for deres indsats, men de kunne have sparet sig anstrengelserne og de store ord.
