Fanfare

I august 1988 fandt Orla Pedersen fra Tornby i Vendsyssel tre stykker bronzerør i en stor bunke tørvejord, og det stod ham - trods nogen skepsis fra omgivelsernes side - klart, der måtte være tale om et oldtidsfund. Vendsyssel historiske Museum, der fik sagerne overbragt i en bærepose, delte fuldt ud denne opfattelse: rørene var dele af en lur, den første, der er fundet i Vendsyssel nogensinde. Findestedet blev straks besigtiget, men det viste sig, at jorden, hvor rørstykkerne havde ligget, stammede fra et helt andet sted.

Den kraftige udvikling, Hirtshals for tiden er inde i, har medført et betydeligt byggeri i byens sydlige udkant - først og fremmest i de højtliggende områder, men efterhånden også i »Ulvkær«, et lavt og derfor mere fugtigt terræn med mosedrag, hvoraf nogle ligger dækket under flyvesand (Fig. 1, Fig. 2). At bygge her kræver forudgående boringer, og sådanne fandt da også sted sidste sommer, hvor et nyt område blev inddraget. Det viste sig, at der under flyvesandet lå et op til tre meter tykt tørvelag, som bygherren besluttede at udskifte med mere stabilt materiale, før han gik videre med arbejdet. Den opgravede tørv blev lagt i bunker fem steder i omegnen til brug på forskellig vis, for eksempel til jordforbedring i haver. Ingen har under denne transport bemærket, at en lur fulgte med (Fig. 3).

At foretage undersøgelser på det egentlige findested lod sig ikke gøre, jordudskiftningen var for længst tilendebragt, så vi koncentrerede opmærksomheden om dyngerne, hvoraf tre var havnet i Tornby. Den, hvor lurstykkerne var fundet, blev undersøgt på det nøjeste og naturligvis med brug af metaldetektor; ved dens hjælp fandt vi efterhånden frem til samtlige dele af Orla Pedersens lur. Og mere end det: der var stykker af endnu én, som gravemaskinen desværre havde været meget hård ved. Enkelte lerkarskår og nogle dyreben må også nævnes, selv om det slet ikke er sikkert, de har noget med lurerne at gøre. At gennemsøge samtlige dynger var et stort arbejde, så noget blev udskudt, til jorden på et senere tidspunkt alligevel skulle spredes.

Fund af den art er danefæ og skal som sådant indbringes til Nationalmuseet, hvorefter der tilfalder finderen en dusør - i dette tilfælde yderst velfortjent. Vel ankommet til København blev de forskellige dele stykket sammen. Den ene lur var som sagt fuldstændig, af den anden manglede to stykker på henholdsvis 10 og 24 centimeter; det kan siges nøjagtigt, for lurerne har jo dannet par og været af præcis samme størrelse. Nu vidste vi, hvad vi skulle lede efter, og ved udjævningen i Tornby, som fandt sted lige efter nytår, dukkede virkelig det ene af de to stykker op, endda det længste. Også det gik til Nationalmuseet, og takket være en fin indsats fra konservatorerne Birthe Gottlieb, Marianne Lundbæk og John Sørensen blev den komplicerede bevarings- og genopbygningsproces afsluttet så betids, at lurerne kunne være hjemme i Vendsyssel til åbningen af museets 100 års jubilæumsudstilling 4. marts. Her kan de ses resten af året, men skulle man komme for sent, behøver ingen at fortvivle af den grund. Med rigsantikvarens velvillige tilladelse får de to sjældenheder nemlig deres fremtidige opholdssted i Hjørring. Vendsyssel historiske Museum vil herefter være det eneste danske lokalmuseum, der kan fremvise et ægte lurpar.

Den ublide opgravning er naturligvis ikke gået sporløst hen over de to lurer, og kun den ene, den først fundne, har kunnet sættes sammen; den må vi derfor bruge som udgangspunkt for beskrivelsen (Fig. 4). Vægten er knap tre kilo og længden, hvis vi tænker os luren rettet ud, 1,75 meter. Det lange buede rør, der vokser i tykkelse udefter, er fremstillet ved støbning, men i seks stykker, som er samlet ved - ligeledes støbte - »muffer«. Et sted er muffen udeladt og erstattet med en slags lås, så at luren kan skilles ad i to dele, vel for lettere at kunne transporteres. I den tynde ende er der et mundstykke, som på en moderne basun, og ved den tykke en cirkelrund prydplade, der med sine fem dekorative buler nærmest ligner en æbleskivepande. Hver af de to lurdele er jævnt krummede, men kun i ét plan - den flotte slyngede form (som et dyrehorn) fremkommer først ved sammensætningen. Denne er ganske ukompliceret: de to rørender er indrettet, så at den ene kan skydes ind i den anden, og der er sørget for, at det kun kan ske i én bestemt stilling. Sidder alt, som det skal, falder to øskener, en på hver rørende, netop ud for hinanden; når de forenes er sammenføjningen låst. Fra andre fund ved vi, at en lur havde bærekæde. Den er sjældent bevaret, og altså heller ikke her, men vi kan se, hvor den har gået, nemlig fra den omtalte dobbeltøsken til en øsken lige bag prydpladen. På rørets tynde ende, straks efter mundstykket, er der endnu tre øskener. Her har hængt små blikplader, som har raslet lystigt, når der blev truttet i hornet.

Den anden, ødelagte, lur har været nøjagtig som den første, men spejlvendt i forhold til denne. De to har som nævnt dannet par, noget for lurer almindeligt. Støbeteknisk er disse blæsehorn rene mesterværker. Kort fortalt var metoden følgende: Man formede en lerpølse svarende til den indre hulhed i det ønskede rørstykke. Derover blev lagt et ca halvanden millimeter tykt vokslag, modelleret i rørstykkets form, og derover igen en lerkappe. Nu opvarmedes det hele, så at vokset smeltede ud (for at formen ikke skulle klappe sammen, var der i vokslaget indlagt små bronzelameller). Det flydende metal kunne derefter indhældes gennem en til formålet lavet kanal, og når det var størknet, havde man lurstykket. For at få det ud, måtte formen slås i stykker; der var altså ikke mulighed for en serieproduktion.

Når rørstykkerne var færdige, skulle de samles med de omtalte muffer, og hvordan det er foregået, får vi god besked om gennem den ødelagte lur 2. Vi kan se, at der i de to rørender er lavet nogle hak og huller, så at alt har siddet urokkeligt fast, når muffen var støbt. På lur 2's mundrør er der fire muffer, som skiller sig ud ved deres lidt kluntede udførelse. Den ene er en udbedring af nederste regulære sammenføjning, de tre andre reparationer efter brud. Denne lur har altså været ude for et alvorligt uheld, mens den endnu var i brug.

Fundet af Ulvkær-lurerne er opsigtsvækkende, men det står ikke alene - i alt har vi kendskab til 60 lurer, nemlig 37 fra Danmark, 13 fra Sydsverige, 5 fra Nordtyskland, 4 fra Sydnorge og 1 fra Letland. Ikke alle disse lurer er dog hele, og ikke alle er bevaret til i dag. Som nævnt findes lurerne ofte parvis; der kendes 21 sådanne sæt. 1 et enkelt tilfælde - det første registrerede danske lurfund, gjort 1797 i Brudevælte mose, Nordsjælland - var hele seks lurer nedlagt sammen (Fig. 5, Fig. 6, Fig. 7, Fig. 8). Kun ganske få af fundene er fra vort århundrede. Ulvkær-lurerne er det første regulære par, som er fremkommet i Danmark siden 1894.

Lurerne varierer i størrelse, form, ornamentik og støbeteknik. På grundlag af variationerne kan opstilles en udviklingsrække: fra enkle, naturhornsagtige instrumenter med lille prydplade, over store lurer med brede, rigt ornamenterede plader til, igen, forholdsvis små eksemplarer. Tidsmæssigt spænder rækken fra slutningen af ældre til slutningen af yngre bronzealder. Ulvkær-sættet, der hører til i den yngre ende, ca 700 før Kristus, har sin nærmeste parallel i et lurpar fra Norge, egnen omkring Stavanger. De fire eksemplarer er næsten lige store, og alles prydplader har en enkel udsmykning alene bestående af buler, fem på de danske lurer, syv på de norske. Om det ligefrem er samme bronzestøber, der har været på færde, kan blive svært at afgøre, men det står fast, at der har været nære forbindelser mellem Vendsyssel og Sydnorge i nordisk bronzealder.

Lurerne er blæseinstrumenter og stemt sammen parvis. Praktiske forsøg har vist, at man kan frembringe op til en halv snes toner, såkaldte naturtoner, på dem. Klangen er ren og dybt rungende. De har næppe været brugt til at spille egentlige melodier, men der kan blæses flotte fanfarer med dem. Vurderingen af lurerne som musikinstrumenter har svinget noget gennem tiderne. 1893 skriver professor Angul Hammerich, at de er af »en ganske mærkelig godhed. Deres toner besidder alt, hvad selv en så udviklet tid som vor forlanger, renhed og vellyd, klarhed og volubilitet, samtidig styrke og blødhed«. Heri var direktøren for Musikhistorisk Museum, Godtfred Skjerne, ikke helt enig. Han berømmede - 1949 - luren som støbearbejde, men hævdede, at den ikke var »et udtryk for, hvad musikalsk snilde eller en særlig instrumentbyggerkunst formåede. Til dette slog bronzealderens kultur ikke til«.

Når luren blev blæst, har den været holdt med prydpladen vendende opad og frem; det viser forsøgene, som støttes af svenske helleristninger. Disse stenbilleder antages jo almindeligt at vise kultiske scener, og her passer lurerne udmærket ind - det kan meget vel være ved rituelle fester, de har lydt. Et fund, som for nylig er gjort ved Fogdarp i Skåne, peger lidt i samme retning. Det indeholdt to prydplader til lurer samt forskelligt hestetøj, i hvis udsmykning indgik små plastiske hoveder af mænd med hornede hjelme. At denne specielle hovedbeklædning på en eller anden måde har med guderne at gøre, er der adskilligt, som tyder på.

Lurfundet ved Fogdarp er usædvanligt på to måder: ved sit blandede indhold og ved at være opgravet i mark, ikke i mose. Moselurfundene er langt de almindeligste, og man kan så spekulere på, hvordan og hvorfor de fugtige henlæggelser er sket.

En botanisk undersøgelse af et findested på Falster, 1894, tyder på, at de derfra stammende lurer simpelthen er lagt på moseoverfladen, hvor de med tiden er blevet overgroet og skjult. Planterødder på stykkerne fra Ulvkær lader ane, at noget lignende kan være sket i Vendsyssel.

Genstandshenlæggelser i søer og moser har fundet sted oldtiden igennem og ofte på en måde, så at man ikke kan være i tvivl om det kultiske øjemed. Men lurerne er ikke skabt blot for at skjules, forud for den afsluttende ofring er gået en - formodentlig lang - tid, hvor de lejlighedsvis har hævet deres stemmer og talt til al folket. Vidste vi blot lidt mere om, hvori deres budskab bestod (Fig. 9).