Falden engel

Her skal berettes om et sådant fund.

I administrationsbygningen til Købstadmuseet »Den gamle By« i Århus indfandt sig en vinterdag 1973 en dame med en del ting, hun gerne ville forære til museet. Det drejede sig fortrinsvis om nips af forskellig art, men mellem genstandene var en mærkelig næsten sort metalfigur, ca. 10 centimeter høj og anbragt på en sortlakeret træsokkel. Den forestillede en engel i halv figur med en skriftrulle mellem hænderne.

På forespørgslen om, hvad det dog var for noget, kunne damen kun oplyse, at hun vistnok havde fundet genstanden i en affaldsspand - senere ændrede hun dog forklaringen til, at hun for ca. 20 år siden havde fået den af en bekendt, der hjalp til i bispegården i Århus, hvor hun også selv havde gået til hånde.

Figuren blev stillet til side på museet, indtil der en dag var tid til at kigge lidt nærmere på den. Ved at gnide på metallet kom det til at skinne blankt, og det åbenbaredes, at englen var af sølv. På skriftrullen mellem dens hænder viste sig ved samme lejlighed en indskrift: M FRIDERIC NANNESTAD / MARTHA ELISABET WISSING / 1734, og på dens bagside fandtes vægten angivet med indprikning: Vog 25 Lod 2Q 1/2; den nuværende vægt er knap 280 gram. På to steder sås et hjerteformet mærke med bogstaverne PPS. (Fig. 1)

Nu findes der gode fortegnelser over danske sølvstempler, og ved at slå efter i Chr. A. Bøje: Danske guld- og sølvsmedemærker før 1870, opklaredes det, at bogstaverne henførte til Århusmesteren Palle Pedersen Schandorph, der fik borgerskab i 1731 og døde 1745, hvorpå hans enke fortsatte med professionen. Fra hans værksted kender man bl.a. en sygekalk i Jelling kirke, dateret 1735, og en alterkalk i Ølsted kirke med årstallet 1736.

Figuren er altså noget så sjældent som en sølvskulptur fra 1700-årene. Vi ved, hvem der har fremstillet den, og også de to navne på skriftrullen er det muligt at identificere.

Frederik Christophersen Nannestad, 1693-1774, var præstesøn fra Norge. I 1715 tog han teologisk embedseksamen og blev derefter magister. 1722 udnævntes han til regensprovst - det vil sige administrator af regensens anliggender - og gjorde sig allerede da bemærket ved sin strenge og myndige optræden. Hans dygtighed var umiskendelig og hans lærdom så stor, at der i 1731 blev tilbudt ham et professorat, som han dog ikke ønskede at modtage. Året efter blev han udnævnt til sognepræst ved domkirken i Århus og tillige stiftsprovst. Her virkede han til 1748, da han blev biskop i sit fødeland Norge, først i Trondhjem og fra 1758 i Christiania (Oslo).

I de 16 år Nannestad opholdt sig i Århus, hvor han efter sigende befandt sig godt, opnåede han ved sin kraftige personlighed og sin i det daglige imødekommende færd megen popularitet, ligesom han roses for godgørenhed. Sin afgjorte lutherske rettroenhed lagde han ingen skjul på, og den medførte et skarpt modsætningsforhold til hans foresatte, biskop Hygom, som repræsenterede den da fremherskende pietistiske trosretning. På hans karriere fik det ingen indflydelse. Han blev dr.theol. og titulær professor, var velanskrevet på de højeste steder og deltog gerne i tidens svulstige lovprisning af kongehuset.

Den 6. august 1733 blev han i Århus Frue kirke viet til den 21-årige Martha Elisabeth Wissing. Slægten Wissing var en af byens ansete og velhavende patricierfamilier med tilknytning til Århus Mølle; hendes far, præsten Lorentz Wissing var søn herfra, og også Martha Elisabeth har vistnok en overgang boet i møllen, der nu for en dels vedkommende er overflyttet til »Den gamle By« og rummer museets administration. Hendes ægteskab blev ikke af lang varighed. Allerede året efter døde stiftsprovstens unge hustru af tæring, og hun blev begravet i Århus domkirke nær koret.

Frederik Nannestad giftede sig ikke igen. (Fig. 2)

Til Århus domkirke har den barnløse mand givet store gaver. I 1748, året for sin udnævnelse til biskop i Trondhjem, skænkede han således sin ejendom, den gamle bispegårds sydfløj, til residens for sin eftermand i embedet og samme år en hvid alterdug med bibelske billeder broderet med rød silke og forsynet med brede kniplinger samt seks håndklæder i damaskesmønster til brug på alteret ved nadver og dåb.

Nannestad, der var en lærd skribent, har også gjort sig bemærket ved at forfatte et værk om kirken i Århus.

Det er denne fremtrædende gejstlige og hans hustrus navne samt årstallet for hendes død, vi finder indgraveret på den skriftrulle, som sølvenglen holder mellem sine hænder. Hvor kommer den fra? Vi ved, at Frederik Nannestad har betænkt domkirken med rige gaver. Det var da værd at undersøge, om der skulle være en sølvengel mellem dem.

Det er så heldigt, at der i en beskrivelse af Århus domkirke fra 1810 af Christian Vest Hertel findes en opregning af kirkesølvet. Heri nævnes blandt andet: »En ibenholtsspade med sølvbeslag, der består af mange sølvzirater, som kan af- og påskrues. Denne spade blev 1749 foræret domkirken til brug ved jordpåkastelse af dr. profess, theol. Friderich Nannestad, sognepræst og stiftsprovst til domkirken; hans og hans frues navne, Margrethe Vissing, er indgraverede på den. Ved afgivelsen vejede den, 1749, 25 lod 2 1/2 quintin sølv. Men da den i året 1791 atter blev vejet, befandtes sølvet ved slid ej at veje mere end 22 lod«.

Da den hos Hertel anførte vægtangivelse, svarer til den, som er indprikket på englen, og inskriptionen også er den samme, kan vi betragte spørgsmålet som løst: englen har hørt til jordpåkastelsesspaden. Det bekræftes yderligere af domkirkens arkivalier, der også kaster lys over, hvordan det kunne gå til, at dette kostbare stykke kirkesølv forsvandt.

Der har nemlig været problemer med englen, som flere gange er faldet af spaden. Det har jo været ret så tungt et stykke sølv at have anbragt på enden af et redskab, som gang på gang blev benyttet af præsten, når han ved begravelser kastede de tre skovlfulde jord på kisten med ordene: »Af jord er du kommen, til jord skal du blive, men af jorden skal du igen opstå«. (Fig. 3)

1762 og 1770 er englen blevet repareret af guldsmed Joh. Zønnichsen Buxlund i Århus. 1843 er den igen løs og gemt hos alterdegnen, men to år senere repareres den endnu engang. 1858 opgiver man, spaden forsynes med et nyt sortpoleret skaft uden sølvzirater; den findes stadig i Århus domkirke, men benyttes ikke mere. Måske har englen samtidig fået sit fodstykke, det er i hvert fald udført på lignende måde som det nye skaft. 1871 opbevares den hos provsten. Det er det sidste, man hører til den.

Dette er beretningen om, hvordan et kostbart stykke forsvundet kirkesølv fra Århus domkirke uventet dukkede op i »Den gamle By« og vist endda i det selvsamme hus, hvor den unge kvinde, hvis navn det bærer, har levet inden sit korte ægteskab med byens stiftsprovst. (Fig. 4)

Men tys! Bag hækken hist af berberisser det lange sørgetog alt skimtes kan.

På pladsen rundt den vimse graver bisser, og kisten sættes på det gule sand. Ligbærerskaren langsomt ned den hisser, mens præsten stiger op på gravens rand; han blotter sin kalot, så sort som natten, og alle ser med ham - til bunds i hatten.

Af graveren han la'r sig spaden give og siger, medens jord han kaster på, de ord, der kistens hule lyd oplive: Af jorden taget, skal til jord du blive, og atter skal af jorden du opstå! - Enhver af følget op til graven må; til kisten med den tanke ned man kigger Ah gudskelov, at jeg der ikke ligger!