Fagets fuskere
En medarbejder ved Forhistorisk museum, Århus fik for nylig et lille bronzesværd i hånden, og hans opmærksomhed fangedes af to små lyse pletter midt på klingen. En anelse blev til en undersøgelse. - Men først lidt om stykket selv og dets oprindelse.
Af H. Brinch Madsen
Sværdet er ikke noget rigtigt sværd, men en lille efterligning fremstillet specielt til gravgave, som man gjorde det, efter at ligbrændingen omkring midten af bronzealderen var blevet almindelig. Sammen med to lignende, men endnu mindre småsværd er det fundet for mere end hundrede år siden i Borum Eshøj lidt vest for Århus - og her vil kyndige spidse øren, for denne høj er kendt som findestedet for tre af vore berømteste egekistegrave. Vore sværd hører nu ikke til dem, men til en noget yngre brandgrav, som var placeret i udkanten af højen.
Af de mistænkelige pletter, som billedet til højre viser i næroptagelse, blev en lille prøve udtaget; den kunne på Århus Universitets geologiske institut bestemmes som forvitringsprodukter efter en bly-tin-legering. Det er åbenbart, at der er tale om en reparation, om lapning af huller forårsaget af luftblærer i støbemassen. Det er set før, men fyldstoffet har da altid været bronze, aldrig som her en blylegering. I virkeligheden er det lidt pinligt at opdage, at vore fremragende bronzealder-støbemestre, hvis bedste værker simpelthen er uovertrufne, har nedladt sig til at bruge dette tarvelige metal, som de har kendt fra indførte genstande, hvor der i detaljerne er sparet lidt på bronzen.
Til reparation af støbefejl havde man flere metoder; den her anvendte er efter al sandsynlighed følgende: På sværdets ene side har man lagt en lerkappe, derved er hullet blevet lukket, og man har kunnet dryppe metallet ned. Blyet har naturligvis ikke forenet sig med bronzen, hvis smeltepunkt ligger langt højere, men det har lagt sig uden om hullets skarpe rande, hvorved lappen er låst fast.
Til undskyldning for de amoralske håndværkere tjener, at dette sværd jo ikke var »rigtigt«; det var kun beregnet til gravbrug, og man har vel ment, at det kunne være den døde lige meget, om våbnet var perfekt. Manipulering med gravgaver lå ikke de Borum-folk fjernt. I en af højens egekister fandtes en smukt udskåret sværdskede, men indstukket i den sad - ikke den dødes sværd, men en tarvelig dolk.
