Faderlig formaning

»Hver morgen i det ringeste, når klokken er seks, skal I stå op i Jesu navn, læse jeres morgenlæsning og jer Gud troligen befale — siden kan I sy og gøre anden husgerning, men I må ikke være ørkesløse og stjæle dagen og tiden fra Vorherre«. Bibellæsning er et fast punkt på dagens program, endvidere at »synge smukke salmer og overhøre hinanden et stykke af alt det, jeres gode salig mor jer har ladet lære«. Hvad den verdslige kundskab angår, skal de lægge særlig vægt på tysk, »at den bekostning, jeg har haft at holde tysk skolemester til jer fra jeres første barndom, ikke skal være forgæves«.

Kosten skal pigerne tage som den falder, de må ikke være kræsne, men skal spise med måde og hverken »æde eller drikke mellem måltiderne«. Og om påklædningen hedder det: »Jeg vil for ingen del, at I må have af de galeste og nyeste noder, men gå som de fleste. Særdeles vil jeg have jer al karlagtig dragt, pudder og nøgen krop forbøden — og at I stille jer ikke lig dennem, som sådan dårlighed elsker, men betænker, hvad sådant kan hjælpe på dødens dag«. Overfor folkene på gården skal de »være ydmyge og med adstadighed«, men de må ikke gøre sig »gemen og holde sladder med dennem, thi det står ikke jomfruer vel«. »At være fræk og flagervorn og bruge andre unoder, skal I have vederstyggelighed til«, hedder det videre, og der opregnes en række dyder, som pigerne bør lægge sig efter: beskedenhed, sagtmodighed, tugtighed, tavshed. Sluttelig pålægger Christen Skeel sine døtre at skrive så ofte, »I kan få bud til mig — at jeg kan se, hvad I jer forbedrer både med jeres hånd og i jeres stil«.

Christen Skeel døde seks år senere, så det blev ham ikke forundt at se, hvordan pigerne artede sig, da de skulle stå på egne ben. Birgitte og Berte blev senere særdeles myndige kvinder, der med stor dygtighed bestyrede de godser, de dels fik i arv fra faderen, dels kom i besiddelse af gennem ægteskaber. Berte er husket for sin gavmildhed. Sammen med en anden fornem dame stod hun bag oprettelsen af Roskilde adelige Jomfrukloster, og da hendes egne børn døde som små, påtog hun sig opdragelsen af andre adelsbørn. Faderens formaninger var altså ikke ganske spildt (fig. 1).