Evig ild

Som udgraver var Rhode talentfuld og forud for sin tid. Ved hjælp af et par betroede arbejdsfolk lagde han snit ind i højene, hvorefter han selv trådte i aktion med finere redskaber. Ikke blot oldsagerne, men også fundforholdene i graven interesserede ham. Resultaterne blev skrevet ned, nøje overvejet og ikke sjældent offentliggjort i bøger og tidsskrifter. Efter hans død 1717 fortsatte sønnen udgivelserne. Herfra stammer nedenstående beretning, der desværre ikke viser Rhode fra hans bedste side, men til gengæld giver et godt indtryk af de problemer, datidens arkæologer tumlede med.

Sagen angår en stor høj, som Rhode åbnede 1693 ved landsbyen Cölln nær Elmshorn. Det var hurtigt overstået, efter fundet af en urnegrav stillede han sig tilfreds og tog hjem, men nogle uger senere fandt tre børn, som legede på stedet, flere oversete sager, deriblandt en armring af guld. Rhode kom igen til stede, erhvervede ringen for en klækkelig betaling og genoptog arbejdet i højen. Denne gang stødte han på en stenkiste med flere krukker og en jernkniv. Nu måtte mulighederne være udtømt.

Det mente hans medhjælpere, de to pålidelige arbejdsfolk, åbenbart ikke, for nogle år senere, i 1701, gav de sig af egen drift til at grave videre i højen. De fandt en ny stenkiste med brændte ben og et meget rigt udstyr: flere krukker, to guldfingerringe, en lille dåse af jern med et par skarpe flintesten, to krumme knive, en pincet, forskellige ubestemmelige instrumenter og rester af pelsværk(!). Et af lerkarrene, som var af meget fint og tyndt gods, men desværre noget beskadiget, indeholdt en fedtet, grågul substans af ukendt beskaffenhed.

Da mændene ville fjerne resterne af den fine vase, viste der sig pludselig ligesom et lysglimt eller en smuk rund glød, og en af dem udbrød uvilkårligt: »Se! En stjerne«. I deres iver for at udforske fænomenet kom de til at knuse en underliggende genstand, og straks forsvandt lyset. Tilbage var blot nogle porøse, gulbrune skår.

Man kan forestille sig Rhodes sindsbevægelse, da han fik dette forelagt. Tidens største specialister blev i hast kontaktet, således historikeren og arkæologen Otto Sperling i København. Denne viste sig i begyndelsen noget afvisende, men senere må han være kommet på bedre tanker, for i et nyt brev til Rhode skriver han, at der kan være tale om en evigt brændende gravlampe, og anbefaler, at man prøver, om det fedtede stof fra vasen kan antændes. Eksperimentet blev gjort, men uden held. Den grågule masse viste sig aldeles u-brandbar (fig. 1).

Videnskaben var i knibe. Enkelte gik imod lampeteorien, men de fleste gav tanken deres tilslutning, heriblandt Rhode selv, der nærede fuld tillid til sine folks pålidelighed. Det var bekendt, at man i 1500-årene uden for Rom havde fundet Ciceros datters grav, og her brændte der stadig lys halvandet årtusinde efter hendes død. Romerske lamper - ganske vist ikke brændende - var for nylig fundet i grave ved Køln og Mainz, så den mulighed forelå vel, at en kimbrer efter romersk fangenskab var flygtet til hjemlandet medbringende en sådan. Også fysikere gav deres besyv med: det brandbare stof kunne være en slags fosfor, der antændtes ved kontakt med luften. Fortidens mennesker havde sikkert kendt hemmelige opskrifter på sådanne pulvere.

Vi nutidsmennesker med vor indbyggede mistillid til alt og alle vil nok mene, at der har været tale om et optisk bedrag, men selve graven var i hvert fald ikke helt almindelig og kan måske godt have været fra romertid. Lidt mærkeligt forekommer det, at skårene, som fremkom under den fine vase, ikke blev taget med i overvejelserne. Lampe eller ikke lampe? De alene kunne vel have løst problemet.