Europas fødsel

Europa var for 3000 år siden i sin helhed et underudviklet område, men netop på den tid startede en proces, der helt ændrede vægtfordelingen i vor verdensdel. Inden for et tidsrum, der omtrent svarer til vor yngre bronzealder (1000-500 før Kristus), opstod i Middelhavsområdet, især i det vi nu kalder Grækenland, en række nye samfund med centrer af bymæssig karakter og en kultur, der på mange måder hævede sig bemærkelsesværdigt over samtidens. Produktionen og dermed handelen øgedes stærkt, og man har indtryk af, at også befolkningstallet var i kraftig vækst. Selv om områderne nord for Alperne også gennemgik en markant økonomisk udvikling i disse århundreder, skabte Den antikke Verdens fremvækst i Middelhavsområdet dog en ubalance mellem syd og nord, som det skulle tage halvandet årtusinde at rette op. Måske eksisterer denne forskel stadig, blot med en slags omvendt fortegn - som i Italien, hvor den nordlige del er kommet med i den nu herskende vesteuropæiske dynamik, mens den sydlige, der i klassisk tid var et rigt og centralt område, i dag står nærmere den tredje verden (fig. 1/fig. 2).

I det næste halve årtusinde, det vil sige perioden op mod Kristi fødsel, svarende til vor ældste jernalder, tog denne udvikling et skridt videre, og fænomenet bredte sig over et større område langs Middelhavet, i sidste ende med Rom som centrum. I de omtalte bystater produceredes som nævnt handelsvarer, men hovedsageligt til de lokale markeder (fig. 3). Det slog til i begyndelsen, men var i længden utilstrækkeligt. Produktionen øgedes, og man ønskede bedre afsætningsmuligheder, hvilket kunne opnås gennem dannelsen af større samfund og samfundsalliancer - hvad enten det nu skete ad frivillighedens vej eller med brug af mere voldsomme metoder. De lokale markeder blev på denne måde i løbet af de sidste århundreder før Kristi fødsel til en slags fællesmarkeder, hvis grænser bestemtes af det politisk mulige. Territoriale udvidelser var for de antikke imperier noget nær en nødvendighed. Allerede på kejser Augustus' tid, det vil sige omkring Kristi fødsel, havde Romerriget dog fundet en form og udstrækning, som det beholdt gennem flere århundreder. Udvidelse var ikke længere mulig og nye kriser uundgåelige.

Hele Middelhavet var nu omklamret, men de vigtigste dele af riget lå dog stadig i Europa (fig. 4/fig. 5). Under fremstødene mod nord og nordvest, indtil Rhinen og Donau, kom romerne i berøring med keltiske stammer, hvoraf nogle blev nedkæmpet som beskrevet i Cæsars værk om Gallerkrigen. De keltiske folkeslag bredte sig på denne tid over et meget stort landområde, fra Lilleasien og i et bælte nord om Alperne til Frankrig og De britiske Øer, men om noget samlet keltisk rige var der slet ikke tale, kun om beslægtede folkegrupper med et vist sprogfællesskab. De keltere, som romerne kom i berøring med gennem handel, krig og til slut egentlige erobringstogter, var højere udviklet end traditionen gerne har villet fremstille det. De enkelte stammer havde store befæstede byer, nogle større end det samtidige Rom. Teknologien var veludviklet, produktionen betydelig, og økonomien som helhed stod ikke tilbage for Middelhavslandenes. Betingelserne for dannelsen af egentlige riger - eller i det mindste en form for overregional økonomi - skulle således have været til stede, men intet sådant opstod. Måske hænger det sammen med, at handelen ikke var centreret om landbrugsprodukter og dagligvarer, men om luksusgenstande og bestemte materialer.

For Romerriget lå de keltiske områder som et nordligt bælte, en randzone, der kunne udnyttes, enten ved indhandling af dens produkter - fra jern, over jagthunde til lejesoldater - eller simpelthen ved erobring (fig. 6). Kelterne kom på denne måde mere og mere under romersk kontrol, og resultatet blev, at storriget fik nye naboer, nemlig de germanske folkeslag i det nordlige Europa. Disse så sig på en gang stillet over for en meget alvorlig trussel. Det er nævnt, at det danske samfund ved år 1000 før Kristus befandt sig på nogenlunde samme kulturtrin som Middelhavslandene (fig. 7/fig. 8). Nu, ved indgangen til første årtusinde efter Kristus, stod det over for en stormagt med tilsyneladende uendelige ressourcer. Vidste man heroppe, hvilken fare man svævede i?

Men Romerriget var en kolos på lerfødder. Det vældige og højt udviklede imperium krævede enorme forsyninger og havde også meget at yde - hvad det kneb med var fordelingen, her kom nemlig transportproblemet ind, og det magtede man ikke at løse tilstrækkeligt effektivt. Politisk, militært og administrativt var riget en enhed, men det lykkedes ikke at binde de enkelte regioner sammen til et velfungerende økonomisk hele. I stedet ser vi - blandt andet gennem det arkæologiske materiale - en serie kraftige, men relativt kortvarige lokaludviklinger inden for bebyggelse, landbrug og håndværk. En sådan lokal opblomstring kan for eksempel på kejser Augustus’ tid spores i egnen omkring Rom.

Allerede i 200-årene efter Kristus viser bebyggelsen i rigets centrale og vestlige del klare tegn på tilbagegang. Det skyldes udpining af jorden med efterfølgende erosion, men især, at den økonomiske udvikling ikke kan holdes i den nødvendige stadige fremgang, når markedssystemerne er svage. De politiske og militære vanskeligheder, storriget samtidig løb ind i, har naturligvis et medansvar for miseren, men er også et resultat af den. Gennem krigene svækkedes landbruget, som var det økonomiske grundlag for krigsførelsen, yderligere. Denne svækkelse forblev naturligvis ikke ubemærket, hvilket førte til nye politiske vanskeligheder, de fleste internt i Romerriget, og til nye krige.

I den østlige del af imperiet forløb udviklingen lidt anderledes. Krisen var vel den samme som i vest, men landbruget kom sig snart. I øst som i vest blev tilbagegangen imødegået ved en samfundsmæssig omstrukturering, der styrkede statsmagten og administrationen. Det må ses som et led i denne proces, at hovedstaden i begyndelsen af 300-årene flyttedes til Konstantinopel (nutidens Istanbul); senere fulgte en egentlig opsplitning af riget i en vestlig og en østlig del. Langs hele kæmperigets nordgrænse, som jo især var truet, oprettedes en række administrative og militære »støttehovedstæder«, nemlig fra vest mod øst: Trier, Milano, Sirmium (nær Beograd) og vel til dels også Antiochia (i Syrien) (fig. 9). Foranstaltningerne lagde en dæmper på tilbagegangen, men de standsede den ikke, i 400-årene faldt det vestlige rige, mens det østlige på et noget senere tidspunkt led nederlag til angribere fra Mellemøsten, hvor den nye religion islam havde bredt sig og udløst hellig krig (fig. 10/fig. 11). Traditionelt sættes Romerrigets opløsning i forbindelse med bestemte, af herrefolket tabte slag, men de var kun udløsende faktorer. Den egentlige årsag var (det viser blandt andet arkæologien) svigtende landbrugsproduktion med deraf følgende reducerede skatteindkomster - det hele som følge af dårligt økonomisk samspil mellem de enkelte regioner. Det var på denne front, slaget blev tabt.

Det vestromerske riges fald sættes almindeligvis til år 476, men for provinserne og
egnene uden for Limes (romernes befæstede grænselinje) var dette tidspunkt uden større betydning. Allerede i 200-årene var som nævnt bebyggelsen stærkt på retur, og i tiden op mod det vedtagne undergangsår har der været en betydelig skovdannelse omkring grænserne, selv langs Donau på jordbund af udmærket kvalitet og beliggenhed. Mange af folkevandringstidens bebyggelser, som de frankiske vest for Rhinen, ligger derfor på helt andre lokaliteter end de romerske »villaer« fra de første århundreder efter Kristi fødsel.

Ikke blot villaerne (overklassens boliger), men også en del romerske byer gik i forfald og forsvandt helt omkring år 400 (fig. 12/fig. 13/fig. 14). Mange af byerne i det nuværende Vesteuropa har ganske vist romerske forgængere, men det er sjældent, man arkæologisk kan spore en sammenhængende bymæssig bebyggelse gennem hele den periode, der svarer til vor yngre jernalder (400-1000); således dør de romerske forløbere for Paris, London og Köln næsten helt ud. Som økonomiske og politiske centrer fungerede på denne tid over store dele af Mellem- og Østeuropa en række mindre, ofte højtliggende bebyggelser, men selv mange af disse overlevede ikke det østromerske riges kriseperiode. Den indtraf i 600-årene og betegner i realiteten afslutningen på den antikke verden. Hvis man da ikke - lidt utraditionelt - vælger at regne det islamiske kalifat til denne. På en måde kan man sige, at kulturen flyttede østpå med hovedstaden: fra Rom over Konstantinopel og Damaskus til det i 700-årene grundlagte Baghdad.

Da luften igen klarede, var Middelhavet blevet en grænsezone mellem islam og et isoleret, men virksomt Vesteuropa - dog med en slags stødpude omkring Balkan, hvor for eksempel det bulgarske rige rådede over meget store landområder. For Vestens vedkommende er det Frankerriget interessen samles om. Dettes første tid var - som vi kan læse hos den frankiske historie skriver Gregor af Tours - meget urolig og endnu præget af antikkens efterdønninger, men i de nordlige distrikter opstod der dog efterhånden mere stabile forhold, kulminerende omkring år 800, hvor Karl den Store regerede og gav navn til Karolingernes dynasti. Antikken kom efterhånden på afstand, men stadig var det i den, de frankiske herskere med gejstlighedens bifald fandt deres idealer. Det ses for eksempel af kirker og klostres stenarkitektur - for eksempel i Aachen, hvor Karl den Stores velkendte rundkirke tydeligt er inspireret af San Vitale i Ravenna.

Karolingerriget var tilsyneladende en solid konstruktion. Der blev gjort meget for at sikre stabile vækstforhold, og teknologien nød fremme; vandmøllen var nu kommet til, og der indførtes forbedrede plovtyper og høstredskaber. Det er karakteristisk for karolingertiden, at der ikke opstod egentlige byer, men til bedste for blandt andet langvejshandelen oprettedes - gerne ved havet - en række handelspladser med tilknyttet håndværk; flere af dem udviklede sig senere til det, vi forstår ved byer. Alt var såre godt, men også dette rige havde, trods al kraftudfoldelse og den tilsyneladende fuldkommenhed, sine svagheder (fig. 15).

Det var i højere grad et allianceforbund end en egentlig stat, og mange af gevinsterne opnåedes gennem erobringstogter, plyndring og tributopkrævning - hvilket ikke er det bedste grundlag at bygge sin beståen på. En udlandshandel var ganske vist etableret, men den tog især sigte på luksusvarer. Først omkring 1000-årene skete der en udbygning af fordelingssystemet med sammenfletning af de lokale markeder, men da var Karls rige gået i opløsning (fig. 16/fig. 17).

De fordelingsmæssige reformer ved udgangen af det, vi betegner som oldtiden, hænger nøje sammen med den genoplivning af Europas byer, som samtidig fandt sted - efter at de i mere end et halvt årtusinde havde spillet en mindre fremtrædende rolle. En mængde større og mindre provinsbyer skød nu frem - nogle som en videreudvikling af de fordums handelspladser. Hovederhvervene i disse lokalsamfund var handel og håndværk, men der udfoldedes mange andre aktiviteter, heraf en del med tilknytning til kirken. Med byerne og deres markeder var omsider skabt et økonomisk system, som skulle vise sig holdbart. Det danner grundlag for den stadige vækst i Vesteuropa, som har udmærket hele det årtusinde, hvori vi selv lever.

Hvordan føjer nu Danmark og det øvrige Norden sig ind i dette billede? En vis forbindelse med de sydlige områder har der vel altid været, og den tog et kraftigt opsving i bronzealderen, hvor hver eneste stump af det nye metal måtte hentes udefra. I den tidlige jernalder, århundrederne før Kristi fødsel, spores indflydelse fra kelterne, og samtidig ses de første tegn på kontakt med kulturrigerne ved Middelhavet; den var endnu beskeden, men enkelte metalkar af italiensk oprindelse har dog fundet vej herop. I den følgende tid tiltog mængden af varer sydfra - så kraftigt, at det har givet navn til perioden: romersk jernalder (0-400 efter Kristus). Sager som våben, glas- og bronzekar, de fleste fra de romerske Rhinprovinser, dukker op i rige grave fra datiden, og dem er der til alt held temmelig mange af. Sandsynligvis drejer det sig om gaver udvekslet mellem det germanske områdes høvdinge, hvoraf de sydligst boende har haft samkvem med romerne. Desværre ændrer gravskikken sig i løbet af perioden mod det enklere, men til gengæld optræder der nu importsager på bopladserne, om end oftest som stumper og stykker. Forretningsforbindelserne sydpå synes efterhånden at være kommet i fastere former, herom vidner blandt andet den for nylig fundne plads ved Lundeborg på Sydøstfyn (se Skalk 1987:5), der tydeligvis har været rammen om en livlig vareudveksling mellem lokale håndværkere og fjernt fra kommende handelsfolk (fig. 18). Det danske samfund er nu - i modsætning til Romerriget - på vej mod mere stabile forhold, men om en samlet stat er der endnu ikke tale; man må tænke sig landet delt op i en række mindre enheder med lokale stormænd som ledere. Fra Centraleuropa har vi fået forbedrede landbrugsredskaber som drejekværnen og kortleen - den sidste til afløsning for den gammeldags kornsegl.

Efter romertiden følger germansk jernalder (400-800); med navnet understreges en selvstændighed, som dog hele tiden har været til stede. Der er stadig forbindelser udad, nu til det efterromerske Europa og de senantikke østlige riger, men udvekslingen synes igen snævert knyttet til høvdingegårdene. I 700-årene, som jo er en slags optakt til vikingetiden, spiller Norden og specielt Danmark en vigtig rolle i den internationale handel, fra Frankerriget til kalifatet i Mellemøsten. En betydningsfuld opfindelse som vandmøllen er sikkert kommet til os ved den tid.

Den egentlige vikingetid var en splittelsens periode. De mange og store plyndringstogter måtte nødvendigvis gå hårdt ud over den internationale handel, men samtidig blev der gjort erfaringer af største betydning for de enkelte områders udvikling. Norden havde på det tidspunkt endnu ikke fået endeligt opbygget hele det omfattende apparat med vej- og forsyningslinjer med videre, som er nødvendigt, for at et område kan fungere økonomisk, men man var godt i gang. Tænk blot på et anlæg som Ravningbroen.

Først op mod år 1000 har vi de første sikre vidnesbyrd om et samlet dansk rige. Provinsbyerne skyder nu op som paddehatte med håndværk og handel, der gør dem til små økonomiske centrer, velegnede grundpiller i en helhedsøkonomi. På dette tidspunkt er Danmark igen - som i bronzealderen - blevet del af en samlet europæisk udvikling. Det system, man nu fandt frem til, og som stod sin prøve gennem middelalderen, var med sine over- og underordnede sammenkædninger af lokale økonomiske enheder antikkens politisk styrede økonomier klart overlegen.

Ser vi til slut tilbage på hele denne lange udvikling, som blandt andet tegnes af den moderne arkæologi, spiller den antikke verden to roller i forløbet (fig. 19/fig. 20/fig. 21/fig. 22). På den ene side er den skurken, der skaber skel mellem Europas samfund, på den anden side den store igangsætter; udviklingen gennem hele første årtusinde efter Kristus er utænkelig uden den. Selv efter at de sidste egentlige antikke samfund var gået i opløsning, levede kulturarven videre, ofte på tværs af den politiske og økonomiske udvikling. Antikken har kunnet bruges og er blevet det, helt op til vor tid - dog især af de toneangivende kredse: fyrster, velhavere og i dag især af akademikere, der som forne tiders fyrster søger oplevelse og bekræftelse.

Når legen går for vidt, kan det ske, vi glemmer, Europa indtil for nylig var et bondesamfund, og at dette samfunds normer i høj grad har bestemt vort liv trods mere end halvandet årtusinders sværmen for antikken. I det højteknologiske samfund, hvor vi i dag befinder os, er det trods alt arven fra bondefolket, der vejer tungest.

Lit: K. Randsborg: The first millennium AD. Cambridge (University Press). Udkommer 1989.