Europahavn

I sommeren 985, da Erik den Røde stod ud fra Island for at bebygge Grønland, blev han fulgt af 35 skibe. Heraf nåede kun de 14 frem; nogle forliste, og andre blev slået tilbage af det voldsomme uvejr, der overfaldt flokken ude til havs. Blandt dem, der havde lykkelig rejse, var Herjolf, om hvem »Landnamabok« fortæller, at han bosatte sig på Herjolfsnæs og var i alle henseender en ypperlig mand. Nogen grønskolling var han ikke, han må have været omkring 60 år, hvilket dengang var en ret høj alder. Få år før sin udvandring synes han da også at have opgivet sine søgående handelsrejser, som han overlod til sønnen Bjarni, mens han selv slog sig til ro hjemme på Island. Da Erik den Røde fortæller om det nye land og sine planer om kolonisering, betænker han sig dog ikke længe. Han sælger sin ejendom og bryder op. Det kan godt forekomme noget dristigt i den alder at give sig i vej som nybygger til et ukendt land. Men det var heller ikke det, han havde i tankerne. Medens de øvrige landnamsfolk udsøgte sig steder inderst i de dybe fjorde, hvor der var forholdsvis lunt og gode græsgange, valgte Herjolf at slå sig ned så langt ude ved det åbne hav, han kunne komme.

Næsset er barskt, ligger ikke langt fra Kap Farvel. I storm fyger skum og havrøg ind over det lave forland, hvis tynde jorddække holdes fast af udstrakte revlingheder. Hvor vind og vejr har revet planterne væk, plettes den grusede barmark af nøjsom bevoksning med lav. Hertil kommer, at somrene er koldere ved yderkysten end inde i fjordene, så alt i alt var stedet just ikke velegnet til landbrug. Derimod var det et logisk sted at anlægge en havn. Var middeltemperaturen lavere om sommeren, var vintergennemsnittet til gengæld højere end indenfjords, hvor føhnvinden tillige blæser hyppigere og kraftigere end ude ved kysten. Der kan ikke være tvivl om, at det var handelsmulighederne ved åbningen af nyt land, der drev Herjolf, da Erik den Røde offentliggjorde sine planer. Med sikker fornemmelse valgte han stedet og anlagde den havn, der blev vigtigste anløbs- og stabelplads for nordboerne i Grønland.

Havnen fik navnet Sand eller Sandhavn. I Ivar Bårdsens ovenfor citerede topografiske Grønlandsbeskrivelse fra ca 1400 nævnes søruterne fra Norge og Island, og stedet omtales som den havn, hvor skibene løb ind. Det må betyde, at pladsen gennem hele nordbotiden holdt stillingen som den vigtigste havn på Grønland. Besejlingen skete oftest fra Island og Norge, men når Bårdsen taler om »nordmænd og købmænd« må der være underforstået »andre købmænd«. Hermed menes rimeligvis engelskmænd. I hvert fald klager kong Erik af Pommern 1431 til den engelske konge Henrik 6. over ulovlig handel, som engelske skibe gennem de sidste tyve år har drevet på Nordatlanten. Antagelig anløb en del af disse skibe også Sandhavn. Da den grønlandske fristat 1261 gav sig ind under Norge, blev centret for handelen Bergen, som skulle sørge for besejlingen. Herfra udgik Grønlandsknarren, der nok anduvede Sandhavn som første sted. Efterhånden forekom det med stadig længere mellemrum for til sidst at ophøre. Der sker det, at Hansestæderne i løbet af 1300-tallet får herredømmet i Bergen og lammer den norske udenrigshandel. I midten af århundredet hærges byen af den sorte død, og ikke længe efter nedbrændes den af tyske kapere. Desuden bliver Norge forenet med Danmark, som var uden erfaring i og videre interesse for den nordatlantiske handel. Sammenlagt bevirker disse faktorer, at forbindelsen mellem nordbobygderne og Norge lidt efter lidt kappes. Nordboerne blev faktisk glemt. Da sejladsen to hundrede år senere genoprettes, er de forsvundet og med dem kendskabet til de gamle bygder og deres havne. Først efter yderligere et århundrede begynder med Hans Egedes virksomhed lokaliseringen af de tilbageværende ruiner. I nyere tid har nordboarkæologien stedfæstet mange af de berømte navne fra sagaerne - Brattalid med Erik den Rødes gård, Tjodhildes kirke, Gardar med bispesædet - og udgravningerne her har øget vor viden om kolonisternes lange og spændende kamp for tilværelsen.

Hvor lå da, helt nøjagtigt, Sandhavn, nybyggernes åbning ud mod Europa? I kursforskriften fra 1400 hedder det, at Sand ligger ved Herjolfsnæs. Nu er det sådan, at man længe har kendt kirkeruinen og den tilstødende gård, der ligger på næssets østre bred ud mod Herjolfsfjorden. Det var her, Poul Nørlund i 1921 gjorde de berømte dragtfund (se Skalk 1972:4). Imidlertid er stedet ikke velegnet som ankerplads på grund af skær og mangel på læ for de fremherskende vinde. Ingen har heller villet placere Sandhavn her, men i stedet har man søgt den på fjordens modsatte side, på en lokalitet, man har identificeret som nordbotopografiens Melrakkanæs. Da herrnhutiske missionærer i 1824 grundlagde bygden Frederiksdal på dette sted, stødte de på resterne af et par nordbohuse, men ruinernes fåtallighed og fraværet af en virkelig god naturhavn gør det tvivlsomt, om stedfæstelsen kan være rigtig. Der er en afstand på 4-5 kilometer over vandet, som i uroligt vejr er umuligt at krydse for mindre fartøjer. Med det ustabile vejrlig i Kap Farvel-området er fjorden ofte ufarbar, og det forekommer meget upraktisk at anlægge hovedbebyggelsens stabelplads her. Snarere skal man søge Sandhavn på selve næsset. Det var, hvad lærer Ove Bak fra Sydprøven gjorde for få år siden. På den anden side af Herjolfsnæs, modsat Herjolfsfjorden, fandt han en beskyttet naturhavn med sandbred og femten sammenfaldne nordboruiner. Nationalmuseets Nordboundersøgelser besøgte siden stedet sammen med Bak og registrerede samtlige anlæg.

Lokaliteten, der på grønlandsk hedder Mauqarneq, ligger 4-5 kilometer vest for kirkepladsen. Terrænet imellem er ret jævnt og kan uden besvær tilbagelægges til fods (Fig. 2). I en sænkning ved foden af to ca tusind meter høje fjelde danner forlandet en mindre, laguneagtig bugt med åbning mod syd (Fig. 3, Fig. 4, Fig. 5). Bugtens arme og foranliggende skær virker som naturlige bølgebrydere og sikrer smult vande indenfor. Fra det ene fjeld søger mindre vandløb ud i bugten og forsyner således området med ferskvand. Den vestlige side har store sandskrænter, og i selve bugten består bunden, bortset fra enkelte skær, af rent sand. Kort sagt, en ideel naturhavn, beskyttet mod næsten alle vindretninger. De omtalte nordboruiner findes langs bugtens østlige bred med de største samlet ved førnævnte vandløb. Der er fire store boliger - op til 40 meter lange - bygget af sten og tørv og hver især markeret af en mødding, hvis kalkindhold betinger væksten af store gule mælkebøtter. Omkring dem grupperer sig mindre bygninger, hvoraf en skiller sig ud ved særligt store veltilpassede stenblokke. Lignende kyklopagtigt byggeri kendes også andre steder i Østerbygden, for eksempel fra kirkeladen i Igaliko, hvor bispesædet Gardar lå. Noget vest for boligerne ligger et mindre stenhus og seks stenbyggede fåreskjul.

Der kan næppe herske nogen tvivl om, at Sandhavn nu endelig er lokaliseret. Fire så store boligkomplekser samlet på et sted, hvor mulighederne for at drive landbrug er begrænsede, tyder på andre erhverv, nemlig havjagt, fiskeri - og handel. Det samme gælder de mange mindre boder og ikke mindst den beskyttede bugt med sandstranden.

Det kan nu være berettiget at rejse spørgsmålet, om ikke Herjolf snarere slog sig ned i Sandhavn end på pladsen ved kirken, og om ikke Herjolfsnæs først blev det fremherskende navn, efter at kirken var bygget. Dens opførelse dateres til ca 1200, mens det tilstødende gårdsanlæg er vanskeligere at placere. Boligen er et langhus, hvilket anses som den ældste type, men et stykke rhinsk keramik viser, at gården i hvert fald har været befolket op i 1400-tallet. Hvorom alting er, så forekommer det mest sandsynligt, at handelsmanden Herjolf ville bosætte sig ved sin havn.

Et blik på kortet viser, med hvilken omtanke pladsen var valgt. Det var Østerbygdens sydligste punkt og den første landkending, de søfarende fik. Endvidere kunne fartøjerne overvintre godt beskyttet mod vind og vejr. Den lave sandstrand tillod skibene at blive ophalet, en ting, der kunne have sine vanskeligheder andre steder i Østerbygden. Det var nok også af betydning, at de overvintrende skibe kunne stikke i søen hurtigere, end hvis de lå over inde i en fjord, der meget vel kunne være islagt i længere tid end yderkysten. Og lige uden for tærskelen lå handelsvarerne og ventede. Mellem de mange øer og skær, der ligger strøet ud for kysten, var et mylder af havdyr. Sæltræk gik herigennem, og med dem fulgte hvidbjørnen. Farvandet var fuldt af fisk, fugle svirrede i luften, og hvaler var ikke sjældne. I en af møddingerne ses da også hvalknogler stikke frem.

Vi kan altså nogenlunde regne ud, hvilke varer der ventede på lastning i Sandhavn, og det viser sig at passe godt med, hvad de skriftlige kilder oplyser. Det var gods som huder og skind, hvalros- og narhvaltænder, flettede reb af hvalroshud, vadmel og uld, tørret kød og klipfisk. Det kunne også hænde, at en hvidbjørn brummede i et bur på stranden, mens den ventede indskibning til Europa (Fig. 6). Om mængden kan man gisne ved at høre, at der alene i 1327 udgik næsten en ton hvalrostænder fra Grønland til den pavelige stol. Med sig til bygderne førte skibene nok især naturalier som tømmer, jern, korn og salt, ting der alle var trangvarer i Grønland. Heraf er ingen spor tilbage, men en lidt mere luksuspræget artikel kaster et strejflys over tilværelsen heroppe. Under udgravningen af Herjolfsnæs kirkegård fandt Nørlund som nævnt en del velbevarede dragter og hovedbeklædninger, der skønt dagligtøj vidner om jævn velstand. Mere bemærkelsesværdigt er dog, at de nøje følger 1300-årenes europæiske mode, ja, endda rækker lidt ind i det følgende århundrede. Herved bekræftes Sandhavns betydning som handelscenter et stykke ind i 1400-tallet; det ville nok kun være muligt at skaffe disse sager på et sted, der stod i regelmæssig forbindelse med Europa. Man kan forestille sig, hvor utålmodigt det lille samfund efter den lange vinter har ventet på årets første skib.

Hvornår eller hvorfor nordboerne på Grønland uddøde, er os ubekendt. Det kan tænkes, at nogle af de sidste har fundet sammen i Sandhavn i et desperat håb om endnu et skib, og hvem ved, måske kom det. Kanhænde en udgravning af den gamle havn kunne medvirke til at få klarhed over, hvad der egentlig skete i de sidste tider.