Et slot ved navn Trælborg
For et år siden bragte Skalk en artikel skrevet af bladets redaktør. Den retter blikket mod en gruppe oldtidsminder, der ikke helt har fået den opmærksomhed, de fortjener, og som kun undtagelsesvis har været genstand for arkæologiske undersøgelser. Det drejer sig om oldtidens borganlæg, hvoraf der med større og mindre sikkerhed kan opregnes 35-40, men som sandsynligvis ved nærmere efterforskning vil vise sig at være langt talrigere. I landskabet fremtræder de som lave jordvolde, der afskærmer en større eller mindre borgplads - ofte assisteret af naturen i form af markante bakkedrag eller fugtige engarealer.
Af Hans Jørgen Madsen og Jens Jeppesen
Flere af disse anlæg - ja overraskende mange - bærer navnet Trælborg/Trelleborg (det kan være stavet lidt forskelligt); bedst kendt er vikingeanlægget Trelleborg ved Slagelse. Men Trælborgnavnet kan også optræde alene, på steder, hvor der ikke er synlige tegn på fæstningsværker, og hvad skal man så tro? En sådan fritsvæven- de Trælborglokalitet findes i Tiset sogn en halv snes kilometer sydvest for Århus. Navnet står på moderne kort og omtales i en præsteindberetning fra 1623: »På In- gerslev mark har der været et slot ved navn Trælborg«. I Traps »Danmark« nævnes, at der skal være oppløjet munkesten på stedet, men det må vist bero på en misforståelse, i hvert fald har der ikke i mands minde været brokker at se i marken. Den henligger i dag dyrket og uden mindste tegn på, at der skulle have været et voldanlæg for slet ikke at tale om et slot. Men lokaliteten fremtræder som et markant næs, der med stejle, næsten ti meter høje skrænter skyder sig ud i de fugtige engdrag ved Århus-åens øvre løb; dette er nu af ringe størrelse, men har tidligere været mere vandrigt. For en oldtidsborg syntes stedet oplagt, men nogen synlige spor efter en sådan var der altså ikke. (Fig. 1, fig. 2)
Fig. 1. Ingen billedtekst. Fig. 2. Trælborgnæsset set fra sydøst. Til venstre den regulerede Århus-å.
En henvendelse til Skalk fra ingeniør Erik Zinck satte skred i sagen; han tilbød sig med arkæologisk luftfotografering, og Trælborg blev et af de mål, man foreslog. Billederne, der blev taget i juli under de bedst mulige betingelser, syntes at vise et rundagtigt anlæg yderst på næsset, og nu kom Forhistorisk Museum Moesgård med i legen. Der blev med venlig tilladelse fra gårdejer Peter Brandt lagt et antal søge- grøfter ud over området. De afslørede en 165 meter lang voldgrav. Den dannede en regelmæssig bue tværs over næsset, der dermed har været afskærmet mod landsiden. En typisk oldtidsborg.
Voldgraven blev ikke afdækket i sin helhed, men kun i korte stykker med de omtalte grøfter. På fire steder blev graven tømt for jord, så at dens størrelse kunne bedømmes, den viste sig at være ca tre meter bred og én meter dyb - altså ikke noget imponerende fæstningsværk efter nutidig målestok, men passende efter oldtidens. Langs indersiden af graven har været en vold dannet af den opgravede jord; den var helt udslettet på grund af dyrkningen, men kendelig derved, at noget af voldfylden igen var skredet ned i graven. På borgpladsen inden for vold og voldgrav - den er af størrelsen ca én hektar - anlagdes et par søgegrøfter. De gav som resultat nogle få stolpehuller, men ingen genstandsfund. Ved tømningen af voldgraven var vi lidt heldigere, her fandtes flintafslag og enkelte skår fra henholdsvis stenalder og jernalder. At der har boet mennesker på næsset i stenalderen, kommer ikke overraskende – det ville være mærkeligt andet - men det var nu mest jernalderskårene, der interesserede os; de viser, at borgen ikke kan være anlagt tidligere end denne periode. Heller ikke det forbavser særligt. Forsvarsanlæg i egentlig forstand kendes slet ikke fra sten- og bronzealderen i Danmark. (Fig. 3)
Fig. 3. Luftfoto af Trælborgnæsset fra sydøst. Bemærk den mørke, jævnt buede linje, der begyndende ved trægruppen til højre ligesom afskærer »halvøen«. Den mærkelige afstribning på tværs har næppe noget med borgen at gøre; det kan være såkaldt højryggede agre, spor efter århundreders pløjning med hjulplov. - Fot: Erik Zinck.
Fra middelalderen kan voldstedet umuligt være, det afviger stærkt fra den tids almindelige borgtyper, og der er da heller ikke fundet bygningsrester eller andet, som peger i den retning. Dertil kommer navnet Trælborg, der - skønt det som nævnt er ret almindeligt - ikke en eneste gang optræder i forbindelse med et middelalderanlæg, derimod flere gange ved borge fra forskellige afsnit af jernalderen. For en nærmere datering er selve borgtypen til ringe hjælp, den kan være fra vikingetiden, men de uanselige forsvarsværker og det lidt kuperede terræn, man har valgt til anlæggelsen, taler dog måske for en lidt højere alder. Tidsfæsteisen er i det hele taget oldtidsborgenes svage punkt. Hvis udgravningen i Tiset kan fortsætte, hvad man håber, vil dette spørgsmål blive prioriteret højt.
Det er bemærkelsesværdigt, at Trælborg i Tiset blev fundet alene ved hjælp af stednavnet; intet i marken røbede jo dens eksistens. Der kan rundt om i landet skjule sig snesevis af tilsvarende anlæg, som først med luftfotografens og senere spadens hjælp kan hentes frem i lyset. De danske oldtidsborge er som nævnt endnu et uopdyrket område, men det vil givetvis ændre sig. Kun nogle få er grundigt undersøgt: Borremose i Himmerland og Priorsløkke ved Horsens - begge befæstede landsbyer fra ældre jernalder - og så naturligvis vikingetidens store militæranlæg, men de indtager helt igennem en særstilling. Fra smågravninger i en række voldsteder foreligger daterende fund, men noget egentligt mønster har endnu ikke tegnet sig. Det bør der rådes bod på.
Ser vi på Norden som helhed, kan vi konstatere, at oldtidsborge er et meget udbredt fænomen, i alt kendes omkring 1500, hvoraf ikke mindre end 1000 i Sverige; her kaldes de »fornborge«, mens man i Norge bruger betegnelsen »bygdeborge«. Tidligere blev de tilskrevet den yngre del af jernalderen, men nyere undersøgelser har vist, at de ligesom i Danmark tilhører hele jernalderen, ja nogle er endda ældre. Nu skal de store borgmængder i vore nordlige nabolande naturligvis ses i sammenhæng med disse områders natur, der giver ganske anderledes muligheder for bevaring end tilfældet er i vort gennempløjede fædreland. I og for sig er der ingen grund til at tro, borgene her skulle have ligget mindre tæt. (Fig. 4, fig. 5, fig. 6)
Fig. 4. Plan over næsset med indtegnede søgegrøfter og angivet voldgravsforløb. Fig. 5. Mod syd, hvor voldgraven snævrede noget ind, blev et ca 12 meter langt stykke af dækket. Det ses her, utømt. Fig. 6. Lodret snit gennem voldgraven fremkommet ved tømning i en af tværgrøfterne.
Det har været almindeligt at opfatte jernalderborgene som tilflugtssteder for en egns befolkning, lokale beskyttelsesforanstaltninger i en ufredelig tid, men i dag må vi forestille os, at i hvert fald nogle af dem kan have spillet en rolle i organiseringen og forsvaret af et landområde. Nyere borgundersøgelser på blandt andet Øland (se Skalk 1981:1) tyder på, at samfundet dér allerede omkring midten af jernalderen var velorganiseret politisk/militært, og et lignende indtryk får vi gennem de store danske våbenofferfund i for eksempel Nydam, Ejsbøl og Illerup ådal - det sidstnævnte knap ti kilometer fra borgen i Tiset. Disse bemærkelsesværdige fund fra tiden ca 100- 500 må med deres mængder af fremragende våben afspejle krigshandlinger, hvor veldisciplinerede styrker var involveret. Danmark har på den tid endnu været et stammesamfund, og de lokale høvdinge, småkonger, eller hvad man nu skal kalde dem, har utvivlsomt bekriget hinanden for at opnå mere magt og større landområder. Men også udefra truede farerne, og det er kommet til egentlige slag mellem hære med mere eller mindre uniformerede soldater. Igen kan våbenofrene tale med. Det ser for eksempel ud til, at den østlige del af Midtjylland i første halvdel af 200-årene har været angrebet fra Norge eller Sverige - men næppe med den helt store succes, ellers havde der vel ikke været noget krigsbytte for jyderne at ofre. I hele dette billede passer borgene fint ind - og ikke blot dem, men også langvoldene, de såkaldte folkevolde, som især Jylland er rig på, og sejlspærringer i form af undersøiske pælekonstruktioner. Gennem al den uro, som fundene og vel også vor sagnhistorie afspejler, sker organiseringen af samfundet hen mod et samlet dansk kongedømme. Det er muligt at denne proces var fuldbyrdet allerede omkring år 700, men også tiden derefter krævede borgbyggeri.
Om vor Trælborgs anvendelse kan der på nuværende tidspunkt intet afgørende siges. Beliggenheden kunne dog tyde på, at der ikke udelukkende er tale om en tilflugtsborg, men at den også har haft strategiske funktioner. Århus-åen, som den er anlagt ved, danner på dette sted ikke alene sogne-, men også herredsskel; her kan i forhistorisk tid have været en grænse, som ikke måtte overskrides af hvem som helst. Godt en halv kilometer sydøst for Trælborg fører en hulvej ned til en åovergang - den er nu betydningsløs, men optræder på gamle kort - og følger vi åløbet i modsat retning, kommer vi nær Hørning til et andet overgangssted, som i hvert fald var af vigtighed i vikingetiden. Herfra stammer nemlig Hørning-runestenen, som i dag står i Forhistorisk Museums runehal.
Navnet Trælborg er som nævnt ret almindeligt, det findes knyttet til en række mere eller mindre velbevarede borganlæg, men også til lokaliteter, hvor der - som i Tiset - ikke er synlige spor af noget sådant. Måske var det umagen værd at se lidt nærmere på dem, om ikke andet så fra luften.
