Et mønster af helvedes bolig

I et langelandsk præstehjem tildrog der sig omkring 1700-tallets begyndelse begivenheder, som bekymrede både kirkelige og verdslige myndigheder, og som gennem en lille menneskealder var genstand for forarget tale i folkemunde over hele øen, ja endog uden for denne. Det er en historie, hvori indgår mental svaghed, overtro, løse rygter samt en så celeber aktør som selveste hans djævelske majestæt. Hovedscenen udspiller sig i omgivelser så uhumske, at følsomme læsere bør holde inde her. Men lad os, med en smule hjælp af fantasien, begynde vor oprullen af denne særegne historie, idet vi vælger at bryde ind i begivenhederne på et tidspunkt, da disse var godt i gang:

Den sjette oktober 1711 kunne man i landsbyen Snøde på Nordlangeland se ni småfrysende mænd sætte sig modvilligt i bevægelse hen ad den sølede gade med retning mod præstegården. Hele byen vidste, hvad der skulle ske, og man holdt sig i baggrunden, men hvor mændene var kommet forbi, dukkede folk frem fra observationsposter i smøger og porte. Par og smågrupper dannedes, lavmælte bemærkninger udveksledes bag de nølende rygge. Nu skete det. Hr Jens' hus skulle synes -.

Det er forståeligt, om de ni i det lille optog ikke var lette om hjertet ved tanken om det forestående. Ganske vist gik de den højeste myndigheds retfærdige ærinde, men en præst var nu engang en præst, den kirkelige øvrigheds stedlige repræsentant og det hellige evangeliums forkynder, og det var sin sag at trænge ind i hans hus. Nej, ingen af kommissionens medlemmer glædede sig til synsforretningen i hr Jens' ilde berygtede præstegård.

Præsten på sin side modtog heller ikke sine gæster med den hjertelighed, som hørte sig til i landlige præstegårde førhen. Hans forventninger til dette møde har i meget lignet dem, hvormed misdæderen møder sin bøddel. Hr Jens og hans familie var - og, som vi siden skal se, i mere end én forstand - trængt op i en krog.

Om besigtigelsen taler kommissionsformanden selv i den beretning, han nogle dage senere udfærdigede, og her behøver vi ikke længere at betjene os af vor fantasi. Der er lagt farver på, og det tykt! Vi tager et hastigt kig ind i storstuen:

»Der er et mønster af Helvedes bolig og gruseligt at indgå. Loft, vinduer og vægge, behængte med spindelvæver af græsselig størrelse, som gardiner. På gulvet kan ikke sættes en fod, uden man skal gå på mange Guds gaver, som jammerlige og skammelige er forrådnede og giftig stinkende; der så man store hobe, en efter anden, som hylder, over hele gulvet, fast op til under vinduerne, på en forstyrret og underlig måde sammenblandet af en stor kvantitet forrådnet uld, rådne præstekraver, garn, hele stykker lærred, hør, altsammen råddent og på jorden i skarnet liggende; stinkende smør, rådne brød, rådden ost, stinkende talg, et om et andet; og iblandt al denne forstyrring lå, fordulgt og henstukken, mange døde og rådne kalkunske høns og andre ådsler; item en rådden hare, rådden flæsk, rådne flyndere og megen anden uopregnelig uhumskhed, mange hundrede rådne æg lå imellem disse fordærvede stinkende ådselhylder ligesom et lystkvarter i en have, der er belagt med hvidt sand«.

Ja, ikke sandt? Vi lukker skyndsomst til igen og forstår tilfulde forargelsen. De nævnte effekter var ophobet gennem ikke mindre end femten år, og et så eklatant svineri har, selv for datidens hærdede sjæle, været uantageligt og en gudsbespottelig omgang med Herrens nådegaver, tilmed i hans egen tjeners hus!

Men før vi lader synsforretningen gå sin videre gang og endnu værre ting oprulles, vil vi gå nogle år tilbage i tiden for at se, hvorledes den gode hr Jens er havnet i disse for en Guds mand så beskæmmende omgivelser.

Jens Jørgensen Marstrand, forhen kapellan i det sønderjyske sogn Kliplev, blev kaldet til sognepræst i Snøde-Stoense i det Herrens år 1690. Samtidig tog han den dydige præstedatter Anna Cathrine Breckling fra Gråsten til ægte, »af årsag«, som han selv skriver, »fordi hun havde, som hel mange ved hoffet og i egnen vidste med berømmelse at tale om, fremvist mange gode prøver til en skikkelig husholdning vel at kunne indrette og forstå«. Hr Jens, der selv indrømmer, at han ikke har begreb om husførelse, kunne således med ro i sindet hellige sig sine studier, skriftens ransagning og embedets idelige forretninger, hvortil hans hu stod.

De første fire-fem år synes den unge præstefrue på bedste vis at have levet op til sit berømmelige ry, og parret havde ej liden glæde tilsammen af den gode fremgang, som den højeste nådige Gud gav i begges forretninger. Men så begyndte andre og mere uønskede magter at blande sig i husførelsen. Fanden selv tog sig for at forstyrre husfreden, gjorde ved onde mennesker tyendet opsætsigt imod husfruen og anrettede stor fortræd i husholdningen, »så at vi næppe engang kunne bage uden største ildsfare, som påkastede mig selv undertiden stor skræk og forfærsel, og næppe brygge, uden at det blev ødelagt for os og ilde forandret, og aldrig kunne anrette nogen slagtning i huset økonomien til gode. Derover forlod tjenestefolkene os og ville ej blive hos os, hvor meget man end ville give dem, og min hustru faldt i langvarig svaghed, som år efter andet tilkom - så at jeg frygtede for andet svarere tilfælde at skulle tilslåes«. Her hører vi for første gang, med præstens egne ord, om konens syge sind, der sammen med hans eget på en gang kantede og verdensfjerne væsen vel var den vigtigste årsag til, at det siden gik så skævt.

Mens hr Jens søgte tilflugt i studeringer og i sine embedsforretninger, gik det stadig ringere med husførelsen, og i 1696 så han ingen anden udvej end at ophøre med at have tjenestefolk boende og i stedet give dem kostpenge; senere opgav han helt folkeholdet. Alle de ubeboede stuer samt bryggers, stegers og kælder m.v. blev lukket af, og samtidig tog han sine børn og sin »svagelige hustru, som da fremmelig lavede til barsel«, ind til sig i sin studerestue, »hvor vi siden continuerlig har levet og bruge et lidet køkken derved«.

Her boede da familien i dette ene lille værelse, mens uforbrugte tiendevarer: korn, fjerkræ, æg, kød, fisk og meget andet hobede sig op overalt i præstegården tillige med den del af gårdens egne produkter, som husstanden efter det opgivne folkehold ikke selv kunne forbruge (Fig. 1). Som årene gik, blev præstefruens angst for forgørelse mere og mere udtalt, og det er utvivlsomt heri, vi skal søge årsagen til, at der hverken blev gjort rent eller ryddet ud noget sted i huset. Mærkelige dufte bredte sig i præstegården fra de mange aflåsede rum med deres blandede indhold af forrådnende naturalier. Hvad der ikke var plads til i »det iboede« studerekammer, blev slængt ind i andre stuer og indgik der nære forbindelser med frugterne af sikkert mange mislykkede bagninger og fejlslagne saltninger - resultater af den på gården huserende djævels onde anslag. Og som dunsterne bredte sig inden døre, udvikledes ude over øen en stadigt tiltagende sladder om hr Jens' usædvanlige husholdning.

Han selv synes også at være blevet mere og mere sær. Han fandt sig tilsyneladende fromt i sine besynderlige levevilkår og »emanciperede sig sine studiis«, især granskningen af Johannes' åbenbaring, der havde hans interesse i en sådan grad, at han i årene 1710-11 ikke mindre end to gange til kongen indsendte sin tolkning deraf, kaldet »Kirkens tvende Mysteriers himmelgivne Patent samt Clavis eller Forklaring derover«. Hvilket udbytte Hans Majestæt har haft af denne gang teologisk tågesnak, forsynet med pennetegninger af åbenbaringens dyr i præstens opfattelse, får stå hen. Tydeligst taler det om hr Jens' egen forvirrede tankegang.

Naturligvis måtte sladderen nå frem til hr Jens' foresatte. Flere gange forsøgte både provst og biskop ved påmindelser til ham at bringe det navnkundige roderi til ophør, men uden resultat. I 1710 lovede hr Jens ved en bispevisitats »i mange smukke præsters overværelse« at forbedre sig, men intet skete - heller ikke efter at pesten i 1711 var brudt ud i København, hvilket medførte skærpede hygiejniske forholdsregler over hele landet (Fig. 2).

Og her er vi så atter fremme ved synsforretningen hin oktoberdag 1711. Kirkens mænd havde opgivet, nu var det de borgerlige myndigheders tur. Greve Carl Ahlefeldt til Tranekær var, til hr Jens’ uheld, formand for den regeringskommission, hvis opgave det var at imødegå pesten med sanitære forordninger, og han havde da i september ladet udstede en kongelig ordre til sig selv som amtmand om at lade »den skidne søle« i Snøde inspicere, så at en indberetning derom kunne gøres til Politi- og Kommercekollegiet.

Synskommissionen bestod af grevskabets birkedommer og birkeskriveren, kirkeværgen i Snøde, en smed og fire gårdmænd fra egnen, samt endelig grevskabets inspektør Junghans, forfatteren til den beretning, hvori vi kan hente et endog særdeles fyldigt indtryk af tingenes gruelige tilstand (Fig. 3). Den er affattet efter tidens mode i en stil, der svulmer af ord, og som den nyligt oplevede væmmelse har gjort endnu mere blomstrende. Allerede indledningen er et lammende bombardement af adjektiver i sin karakteristik af den »nu fast ødelagte og ilde besudlede Snøde præstegård og dens afskyelige, hesselige, umenneskelige, og slemmere end alle af den hidtil bekendte og beboede verdens allersletteste, fra det hellige evangelii kundskab adskilte, og de allerfæiskeste nationers eller folkes husholdnings måde, ubeskrivelig, uendelig, forskrækkelig, farlig, vederstyggeligheds-bolig lignende, og for alle, som ej har set det, utrolige væsen«.

Dernæst gennemgås, hus for hus, fag for fag, den store firlængede præstegård, »som overalt står på fald, hid og did udentil støttet, ruineret og i alle måder ilde udseende«. Den store møddingpøl, der oversvømmer gårdspladsen, og en med allehånde skarn til det øverste opfyldt brønd, i hvilken intet vand mere er tilsyne, omendskønt den tilforn har været en god brønd, er for intet at regne mod det, som følger efter.

Af husene begynder man med den østre længe, hvorunder er en stor kælder. »Indgangen til denne kælder vilde den forhærdede kvinde ej anvise, og manden hr Jens torde ej heller for hende. Endelig fandt man en dør dertil, men da den blev oplukt, var der så meget alleslags skarn og liderlige sager i vejen, foruden en forfærdelig stank, som deraf udstod, at man ikke kunne komme derned uden den allerstørste besværlighed. Der så man et forfærdeligt syn, det ene rum rent opfyldt med idel forrådnet gods, de andre tvende iligemåde således opfyldt, at man fast ikke kunne komme derned for gammelt forrådnet kød og kroppe«. Disse kældre »ligner ret en ådselkule, for ikke at give dem et andet og bekvemmere navn efter sit skrækkelige udseende« (Fig. 4).

Og sådan går det gennem husets forskellige rum. Parykhårene har rejst sig på kommissionens salonvante embedsmænd, for hver gang en ny dør trods præsteparrets fortvivlede vægring er blevet »opslået« og har åbenbaret flere kvalmende enkeltheder, mere råddent sul, flere hedengangne gæs, »en død fugl, som en påfugl udseende« og andre forkrænkelighedens kendetegn. På lofterne ligger dynger af råddent eller spirende korn og frø, gammel gødning samt endnu flere ådsler, og på bunden af dyngerne i stalden antages at ligge døde kreaturer. Det sidste opgiver man at få verificeret på grund af stanken, »som hverken balsam eller tobak kunne resistere«, og som gør mændene syge den ene efter den anden. - I Stoense bylov, som også gjaldt for hr Jens' kald, og som han iøvrigt selv er medunderskriver af, er det under bødestraf påbudt at skaffe døde dyr af vejen. Det er altså ikke alene de af pesten fremkaldte nødforanstaltninger, han har forbrudt sig imod.

Det har - omstændighederne taget i betragtning - været med lettet lugtesans, at d'herrer omsider er trådt ind i husets eneste beboede rum. Her så det ellers galt nok ud, endskønt hr Jens og hans »halstarrige kvinde« har søgt at bedre lidt på helhedsindtrykket ved i hast at dække dyngerne til:

»Udi hver ende af dette ilde udseende og værre end udi en svinesti stinkende kammer er ikkun tre små vinduer, for hvilke lå opstablet mange, ikkun fingerstore uldne pjalter og klude af adskillige farver og andet tilhobemænget skam. Ved alle sider i kammeret lå fuldt af urenlighed skjult med linnede lagner eller slemme, skidne klæder, et lag oven på det andet, så der ikkun er en smal gang at komme igennem til sengen ved en side og op til et lidet bord i den anden ende, hvor hr Jens med sine bøger og skrifter har sit sæde at studere. Og er det ret beklageligt at se ham og hans bibliotek omgiven med allehånde ildelugtende ting, hid og did blandt klæder og linned liggende på bænke, på jorden og i skarnet, som på gulvet var voksen«. Konens gangklæder, som ellers er kostbare nok, finder man rundt omkring ligge mellem »ormstukne tørfisk, visnede kålblade med sild udi, rådne æg, og hvor man lod opløfte en ende af overdækkenet, så man snart noget stinkende mad!«

Den 13-14-årige datters leje er en sæk humle og nogle rådnende sengeklæder »på den bare jord, sammenholdt af små skrin, gamle folianter, og iblandt lå en stor bibel for enden... Og er meget andet i dette kammer, som for sin mængde og underlige sammenvikling ej kunne skrives. Alt dette så man oven hen. Thi der var meget i de nederste lag, som man ej enten kunne eller turde røre ved for vederstyggelig stank, hvoraf både den ene og den anden fik ondt«.

Alt dette kunne være graverende nok, men værre ser det ud for præsteparret, da man i dyngerne gør nogle uforklarlige fund: »Mærkværdigt er det, at tvende stykker gamle taftes gardiner, som hænge for hr Jens' seng, er på den side, som vender indad til lejet, besat med fingertykt spindelvæv, og enderne af disse gardiner er gjort til to store poser; i den ene er stoppet en del gamle, opsamlede fjer; i den anden lå mangfoldige små papirspakker, vel sammenlagte og med tråd omvundne, hvilke hr Jens bad, at man ikke ville røre, sigende derudi at være forvaret hans kones perler, koraller og ringe (Fig. 5, Fig. 6). Men da de dog blev oplukkede, fandtes til megen forundring i stedet for disse klenodier udi hver pakke intet uden noget gulvskarn, hår, halmsmuld, nogle få bygkorn, store og små fuglefjer«. Og oven på sengehimlen findes blandt meget andet ragelse et sølvbæger, »tilstoppet med nogle små, sammenrullede klude, og midt udi sad et stykke hvalfiskeben; men neden på bunden lå et sammenlagt papir, hvorudi ligesom i de forrige var gulvskarn, hår og fjer; hvilket det ene med det andet syntes meget mistænkeligt, kogleværk eller overtro lignende«.

Her synes hr Jens virkelig stedt i knibe. Et var at leve i urenlighed og dermed trodse verdslige bud og forordninger, noget helt andet og langt værre var mistanken om at befatte sig med »kogleværk eller overtro«, ikke mindst for en præst. Mildere tider var ganske vist undervejs, den sidste officielle heksebrænding havde fundet sted - men dog i mands minde, og heksetroen var endnu langtfra uddød. Overtro gennemsyrede almuens hverdag - og vist desværre også præstemadammens, herpå tyder ikke blot hr Jens' ynkeligt afslørede løgn om småpakkernes indhold, men også selve dettes art: Fjer, hår og skarn! Man forstår synsmændenes mistanke. Helt op i vor tid har den forestilling levet, at dele af en persons legeme - afklippede negle og hår - er »stærk medicin«, der ved magi kan anvendes mod vedkommende. Dog også til gavn: En klog mand på Langeland kurerede i forrige århundrede tandpine ved under iagttagelse af visse bestemte regler at anbringe negle og hår af den lidende i et hul, han havde boret i stammen af et bestemt piletræ, og bagefter slå en prop i hullet.

Så kyndig har den stakkels præstekone næppe været; snarest har hun blot af skræk for forgørelse og i sygelig samlermani gemt alt, hvad hun har været i berøring med, at det ikke skulle blive remedier for »Satans onde anslag«. Men synsmændene så med stor strenghed på deres fund og blev yderligere bestyrket i deres mistanker, da det blev bekendt, hvorledes »hr Jens og hans kone siden mod aften selv indbar i kamrene og forvarede påny de udkastede vederstyggelige ting« - nemlig det, som under synsforretningen var blevet lempet ud på gårdspladsen.

Hr Jens kunne ikke være blind for situationens alvor. I sin kvide affattede han en lang og omstændelig forsvarsmemorial og sendte den til kongen, passeligt forsynet med underdanige erindringer om det tidligere indsendte himmelpatent. Det kan nu næppe have gavnet hans eget omdømme i det himmelske, at forsvarsskriftet efter alt at dømme rummer nogle temmelig kraftige usandheder, såsom at der »udi mit ringe gårdsrum og huse med mit vidskab findes slet intet, som nogen ond stank kan udgive til sygdom at forårsage«. Skal man tro ham selv, er der intet særligt i vejen med atmosfæren omkring præstegården, i særdeleshed ikke, da »gården ligger vejrnem for alle vinde, og en vanding eller dam den meste tid af året flyder der igennem, hvoraf god og ren luft stedse opkommer og forårsages (Fig. 7). Men at der klages over mit hus formedelst urenhed, det forvolder et underligt korses mysterium, som den alvise Gud har behaget at ydmyge mig med i mit ægteskab - «. Det skal ikke benægtes, at der i de synede rum kan være »forefunden nogen uordentlighed og vel også urenhed af støv og andet, som jeg siden har ladet udfeje«, men al anden snak er bagvaskelse og rygter forårsaget af sådanne folk, som »søger ære og fremgang ved andres forklejning og detrahering«. Biskop Kingo selv har i sin tid besøgt præstegården og erklæret sig velfornøjet med alt, hvad han så.

Hr Jens reddede sit skind. Næppe fordi han hos kongen har opvakt den »allerchristmildeste reflection«, han så bønligt beder om, men snarere på grund af, at pesten havde raset ud uden at nå til Langeland, og at myndighederne derfor fra deres midlertidige sanitære nidkærhed faldt tilbage i den gamle bekvemme skure. Politi- og Kommercekollegiet afgav en betænkning med anvisninger på, hvorledes man skulle rense ud i præstegården eller - hvis dette ikke kunne betale sig - brænde den af. Intet af dette skete, og endnu et par halvhjertede påmindelser om udrensning forblev uden virkning. Præsteparret levede videre i sin selvvalgte svinesti til hr Jens' salige bortgang i 1722.

Her kunne man godt slutte beretningen om den præstelige Augias-stald i Snøde og overlade madam Marstrand til sin enkestands triste betragtninger. Men i virkeligheden er historien længere, sagen fik et efterspil, der fortjener at nævnes.

Den nye sjælesørger skulle naturligvis overtage præstegården. Han var enkens bror og samtidig hendes svigersøn; men hvad skulle han stille op i søsterens roderi, og hvordan skulle hun kunne undvære samme? Problemet løstes ved, at hun, med lensgrevens billigelse, betalte 1000 rigsdaler til opførelse af en ny præstegård og selv blev boende i den gamle. En halv snes år senere, natten mellem den 8. og 9. februar 1732, brændte den gamle præstegård; ilden var påsat, viste det sig senere, af tyveknægte for at skjule deres onde gerninger. Nogle nysgerrige bondekoner, som næste morgen gik og ragede i ruinerne, fandt en kiste, hvis indhold de naturligvis undersøgte. Blandt jord og andet snavs kom en del småknogler til syne. Flere andre folk kom til og så dem, mente at det måtte være menneskeben, og snart grasserede over hele øen et rygte gående ud på, at madam Marstrand gennem mange år skulle have gemt et barnelig og således være medviderske i et mord om ikke selv morderske. Historien nåede frem til lensgreven, der gav ordre til, at hun skulle indstævnes for grevskabets birketing. Trods sagens alvor fik hun ingen forsvarer, men der blev ført vidner - deriblandt, viste det sig senere, brandstifterne selv! - og de erklærede, at det fundne måtte være ben af et 10-12 års barn. At få disse ben frem og synet af en medicus faldt åbenbart ingen ind. På dette mildt sagt noget løse grundlag afsagde da retten den dom, at madam Marstrand ved ed skulle fri sig for mistanken om at have ombragt et menneske eller også anses for skyldig i denne ugerning. Men selvom hun friede sig ved ed, skulle hun for sin i 1711 beviste vederstyggelige levemåde bøde til Skt Hans kirke i Odense 30 rigsdaler og til de fattige i Snøde 20 rigsdaler samt betale lensgreven sagens omkostninger med 30 rigsdaler!

I sandhed en besynderlig og urimelig dom. Hvad man end kunne mene om præsteenkens fordums levemåde, så måtte den dog være mordsigtelsen helt uvedkommende. Heldigvis var der også retfærdighed til i 1700-tallet. Højesteret, hvortil hun appellerede, tilkendte hende fuld æresoprejsning for den på løse byrygter grundede beskyldning. Ydermere skulle dommen slettes af tingbogen, dommeren og anklageren i den første proces idømtes bøder, og det pålagdes lensgreven at betale hende for »æres forklejnelse og utålelig spot og skade« en bod på ikke mindre end 1000 rigsdaler.

Og sandelig om ikke denne dom i sidste ende vendte den almindelige stemning til fordel for den førhen så berygtede præstekone! Den hele sag var, hed det sig siden, udsprunget alene af grevindens misundelse over, at hendes diamanter overstråledes af madam Marstrands! - Om dennes senere skæbne vides kun lidt. Hun flyttede til Flensborg, men fandt dog sit sidste hvilested ved hr Jens' side i Snøde kirke.

Den langelandske historiker Vilhelm Lütken, der er en af de efterhånden ikke så få, der har forsket i denne sære historie, ved at fortælle om et stort maleri, som af præsteparret var skænket »Snøde kirke til zir og prydelse, de ugudelige til skræk og de gudfrygtige til trøst og opmuntring«. Billedet, der forestillede himmel og helvede, blev hundrede år senere kasseret og givet til en gårdmand, der lavede sig et par bukser af det til at gå i marken med. »Sådan kom«, slutter Lütken sin beretning, »den famøse sag omsider til en passende ende«.