Et hus af rav

Undertiden er der dog hjælp at hente. Hvis huset er brændt, kan rester af lerklinede vægge eller forkullet tagværk ligge tilbage, og hvor bunden er fugtig, kan de jordgravede husdele være bevaret. Værdifulde oplysninger kan hentes ad den vej, og dertil kommer endnu en kilde: de få og stærkt forenklede billeder, der eksisterer af oldtidshuse. 

Ved udgravning sidste sommer af en bronzealderhøj i Sejstrup nær Ribe fandtes et hus med både vægge og tag, men det er af rav og ikke større, end at det kan være i en tændstikæske. Det har sammen med et lerkar ledsaget en afdød på den sidste rejse en gang i tidlig bronzealder, altså for omkring 3500 år siden. Det var egekisternes tid, og graven her indeholdt da også en sådan, selv om den var reduceret til et lag formuldet træ i det stenleje, der i sin tid har understøttet den. Af den afdøde selv var der slet ingen spor, men da traditionen på den tid foreskrev begravelse med hovedet i vest, kan vi med nogenlunde sikkerhed fastslå, at ravhuset har ligget i området mellem ligets bryst og talje. 

Ravhuset er 3 cm langt og 1 cm bredt med rette gavle, let buede langsider og afrundede hjørner. Den skarpe tagryg er jævnt rundet efter længden og tagfladerne tilsvarende buede. Modellen svarer ikke helt til de gængse forestillinger om, hvordan bronzealderens huse så ud - vi tænker os dem mere i stil med vor egen tids bondehuse, med rette vægge og lige tagryg. Tværs gennem huset, fra langvæg til langvæg, er boret et ganske fint hul, en kanal, hvis mundinger, der ligger lidt forsænkede, måske skal markere døre. Ved den ene gavl er der også et hul. 

Vender vi ravhuset om, ja så er vi på hjemmebane. I bunden ses nemlig fint indborede gruber i et mønster, der svarer ret nøje til det velkendte, som viser sig i jorden, når vi udgraver en hustomt (Fig. 2). Langs hver langside er der syv huller i næsten lige forløb; til hvert hul i den ene række svarer et i den anden. Skulle det virkelig være en markering af husets stolpesætning? Man fristes til at tro det. 

Lad os vende tilbage til de rigtige bronzealderhuse, dem vi finder sporene efter i marken. Vi har kendskab til to typer, hvis væsentligste forskel ligger i den tagbærende konstruktion. Ældst er huset, hvor en enkelt stolperække midt ned gennem bygningen bærer rygningsbjælken; det er stenalderens boligform, som levede videre i den tidligste bronzealder. Et hus af denne slags, udgravet ved Egehøj på Djursland, kan ses rekonstrueret i frilandsmuseet på Hjerl Hede. De store mellemrum mellem vægstolperne har formodentlig været udfyldt med vandretliggende planker (såkaldt bulkonstruktion); sådan er det i hvert fald gjort ved genskabelsen. Huset er omtrent rektangulært i grundrids, men med afrundede hjørner. To vægstolper er trukket lidt ind i rummet. Her må døren have været. 

Denne sikkert ældgamle husform levede som sagt lidt ind i bronzealderen, men afløstes så af en solidere, med to rækker tagbærende stolper hen gennem længen. Højremshuset, som det kaldes, holdt sig - ikke blot gennem resten af bronzealderen, men hele oldtiden ud, ja længere endnu, om end i skiftende iklædning. Fra en boplads ved Højgård mellem Haderslev og Ribe har vi kendskab til nogle af de ældste eksemplarer (se Skalk 1986:1). Bortset fra tagunderstøtningen er formen uændret, vægkonstruktionen er omtrent den samme, begge gavle tydeligt afrundede. Først ved jernalderens begyndelse kom de skarpe hushjørner ind. 

Desværre giver vort ravhus ingen oplysninger om de indre bærestolpers placering, så vi ved ikke, om der er tale om den ene eller den anden af de to typer, men hvad det øvrige angår, kan der findes adskillige lighedstræk mellem modellen og de udgravede hustomter (Fig. 3, Fig. 4). Dimensionerne, forholdet mellem længde og bredde, passer ret godt, og afstanden mellem de i bunden markerede vægstolpehuller er - størrelsesforskellen taget i betragtning - heller ikke helt ved siden af. Mest betænkelighed vækker den krumme tagryg; den rejser et problem, som vi i hvert fald ikke for tiden har mulighed for at løse. Det er vanskeligt at forestille sig bronzealderens huse sådan, men man skal intet forsværge. 

Der findes en anden slags husmodeller fra bronzealderen, nemlig de såkaldte husurner (husformede lerkar), men nogen væsentlig viden om forbilledernes udseende har de sjældent at byde på, dertil er de for stiliserede. En undtagelse er eksemplaret fra Stora Hammar i Skåne, selv om også det må tages med forbehold, tilpasset som det er til sit formål, at gemme brændte ben. Det afbildede hus er afrundet firkantet, men taget kegleformet, så der er ingen tagryg at studere; i øvrigt er det jo slet ikke sikkert, det er et beboelseshus, man har villet vise. Særlig interessant er denne husurne derved, at den er bemalet; på siderne ses således to døre og på taget forskellige skraveringer, der måske skal forestille strå. På flere bronzealderbopladser er fundet lerklining med farvespor (se Skalk 1979:3), så det skal nok passe, at også de rigtige huse har haft kulør. 

Mærkeligt nok skal vi helt frem til germansk jernalder og vikingetid for at finde de nærmeste paralleller til vort lille skrutryggede hus. Det var på Trelleborg i 1930’erne, man først bemærkede typen med de buede former, men siden er der kommet mange af slagsen. At disse huse har haft krummet tagryg, ved vi fra flere billedfremstillinger, først og fremmest det berømte Camminskrin, som desværre gik tabt under sidste krig (se Skalk 1970:3). Det er alt sammen veldokumenteret, men her kan vore bronzealderfolk jo af gode grunde ikke have hentet deres inspiration. 

Har ravhuset haft et virkeligt forbillede, eller er det blot udtryk for en kunstners vision? Måske løses problemet aldrig, men arkæologien er fuld af overraskelser, så lad os bevare håbet (Fig. 5).