Et hoved kortere

Vi vidste fra tidligere undersøgelser, at der har ligget en vikingeboplads her på stedet, og det var dens sydlige udkant, vi denne gang fik forbindelse med. Der fandtes rester af et lerklinet hus samt mange gruber af uvis bestemmelse. Om det daglige arbejde vidnede en tenvægt fundet i en af gruberne, mens en lille sølvbarre og et usædvanligt bronzespænde prydet med en ansigtsmaske fortæller om de mere lystbetonede sider af vikingernes kultur. Vigtige var to arabiske sølvmønter slået i henholdsvis Balkh og Herat (byer i det nuværende Afghanistan) - den ene i året 194 efter arabisk tidsregning, hvilket svarer til 808-9 efter vor, den anden tolv år senere. Vikingerne havde vidtspændende forbindelser. Ikke alene har de selv færdedes i fjerne østlige egne, men vi ved, at arabiske købmænd lejlighedsvis fandt vej herop. Mønterne har dog uden tvivl været længe i omløb, så nogen umiddelbar datering af pladsen giver de ikke.

Flere af gruberne lå nær åen og må i oldtiden have stået vandfyldte. I dette fugtige område ragede toppen af en stor sten op over jordoverfladen. (Fig. 1) Da den blev fjernet, dukkede til vor overraskelse to skeletter op - ikke direkte under den, men tæt ved siden af - og det mærkelige var, at begge havde kraniet på unaturlig plads, nemlig mellem benene. (Fig. 2) Der var med andre ord tale om to halshuggede.

Det første skelet var af en 30-40-årig mand. Kroppen er efter henrettelsen blevet anbragt på ryggen i en lav nedgravning og hovedet på det nævnte ureglementerede sted med ansigtet vendt mod underkroppen. At der virkelig er tale om halshugning, bekræftedes gennem en nøjere undersøgelse af selve knoglerne. Sammen med kraniet lå øverste og en del af næstøverste halshvirvel på anatomisk rigtig plads, mens resten af næstøverste hvirvel afsluttede den hovedløse rygsøjle opefter. De to halvdele passer fint sammen med plane flader, der må være frembragt af et skarpt instrument. Snittet står skarpest bagtil, hvilket må betyde, at hugget er kommet fra nakken. Åbenbart har manden ikke strakt halsen tilstrækkeligt, for underkæben er strejfet. Iøvrigt er henrettelsen forløbet perfekt. Et enkelt hug, og sagen var afgjort.

Efter at hullet var kastet til, er den store sten blevet anbragt, sikkert som en slags markering af graven eller vel snarere af retterstedet. Den næste henrettelse må have fundet sted noget senere, måske flere år. Delinkventen, en mand på 20-30 år, fik samme behandling som forgængeren, og resultatet blev også det samme, men alligevel er der en forskel til det værre. Selve halshugningen er nemlig ikke gået helt så planmæssigt som i det første tilfælde. Sandsynligvis har bødlen sigtet rigtigt nok, men der må være sket det, at offeret i det afgørende øjeblik har trukket hagen til sig, hvilket også må være en naturlig reaktion. Resultatet blev, at øksen, eller hvad det nu var, gik ind i nakken, skråt gennem hovedet og ud under øjnene. (Fig. 3) Ved nedkulingen - i et hul gravet tæt op ad den store sten og lidt ind under denne - er den afhuggede del af hovedet, som i det første tilfælde, placeret mellem benene, mens under- og overkæben er blevet ved halsen, åbenbart hængende i bløddelene. (Fig. 4) (Fig. 5) Et rædselsvækkende syn har det været, men retfærdighedens håndlangere var vel hærdede.

En nøjere undersøgelse af skeletterne gør det muligt at sige lidt mere om de to hovedpersoner i denne tragiske affære. Den først henrettede har på grund af et meget markant underbid næppe været nogen skønhed. løvrigt er der ikke i knoglerne fundet tegn på sygdom eller andre skader. Anderledes med den anden. Han var krøbling slet og ret, ude af stand til at bevæge sig rundt på normal vis. En voldsom knoglebetændelse har angrebet bækken og lårben i højre side med svære knogleforandringer og sammenvoksning til følge. Hofteleddet er blevet stift og i en ejendommelig stilling med lårbenet strittende skråt udad. Manden må have gået stærkt krumbøjet og kraftigt haltende, hvis han da overhovedet har kunnet bevæge sig til fods.

Der blev ikke fundet daterbare genstande sammen med skeletterne, og vi antog i første omgang, at de måtte være fra en senere tid end bopladsen. Det modsiges imidlertid af en kulstof-14 datering, som senere er foretaget. Den peger mod første halvdel af 1000-årene, slutningen af vikingetid.

Der kendes yderligere to skeletter af halshuggede fra denne oldtidsperiode, et fra Lejre ved Roskilde og et fra landsbyen Stengade på Langeland (se Skalk 1972:1), men begge har det afhuggede hoved liggende ved skulderen, og begge er fundet i grav sammen med et ikke halshugget og normalt udstyret skelet, så der er snarest tale om menneskeofring; en afdød stormand har fået sin tjener med sig til opvartning i det hinsidige. På Tissø-pladsen var situationen en anden, og der kan næppe være tvivl om, at det her drejer sig om henrettelse af - efter datidens målestok - virkelige forbrydere. Fra udgravninger af flere galgebakker, for eksempel i Slots Bjergby ved Slagelse, ved vi, at det i middelalder og senere var god kristen skik at placere den halshuggedes hoved mellem benene - et udtryk for samfundets foragt over for den, der tilsidesatte dets love. Det nye fund viser, at denne makabre sædvane har rod i oldtiden.

Nær findestedet for skeletterne har der over Halleby-åen været et vadested, som også går tilbage til vikingetid. Den store sten på retterstedet kan således have haft en pædagogisk betydning: Vogt dig vejfarende, at det ikke skal gå dig som disse! Måske har den tillige fungeret som en slags skelpæl. For nogle år siden blev en lignende sten fjernet på den anden side af åen, der danner grænsen mellem Ars og Løve herreder. Netop vadesteder ved herredsgrænser har historisk hævd som henrettelsespladser for forbrydere.

Om arten af de begåede forbrydelser er det svært at udtale sig, da vi kender så lidt til vikingetidens retspraksis. 1100- årenes krøniker giver noget, men det er af tvivlsom pålidelighed, og med de lidt yngre landskabslove er vi allerede så langt fra vikingerne, at det er betænkeligt at drage sammenlignende slutninger. På disse loves tid endte mange retstrætter - i særdeleshed volds- og drabssager - med forlig, hvor lovbryderen gik ind på at udrede en bod til den eller de forurettede, men specielt tyverisager lod sig vanskeligt afgøre på denne måde af den simple grund, at tyven intet ejede - derfor tyveriet. Den skadelidte havde i så tilfælde ret til at tage sagen i egen hånd, ja kunne med øvrighedens billigelse dræbe lovbryderen. Om det virkelig drejer sig om et par tyveknægte, som måske tilmed ved deres udseende har frastødt omgivelserne, får vi aldrig at vide, men nogen langvarig retssag har der næppe været tale om. Vi kan sikkert gå ud fra, det ikke er om disse halse, den store guldring har hængt.