Et bolværk af træ

Forfatteren af disse ord er ukendt, men hans lille »krønike om Lejrekongerne« må være skrevet kort efter midten af 1100-tallet. Just på det tidspunkt fik Danevirke sin sidste store udvidelse, en teglstensmur anlagt af ingen ringere end kong Valdemar. Det Danevirke, krønikeskriveren kendte, var i det hele taget meget forskelligt fra det oprindelige. Det store værk var i århundredernes løb blevet ombygget og udvidet gang efter gang.

Den ældste efterretning, vi har om Danevirke, stammer fra de frankiske årbøger, som kan tillægges en høj grad af troværdighed, da de er skrevet i takt med de omhandlede begivenheder. Den danske konge Godfred, siges det, besluttede kort før sin død i 810 at befæste sit riges grænse med en vold »fra den østlige havbugt, som danerne kalder Østersalt, til det vestlige ocean«. Det er nu lidt overdrevet, men det tjener årbogsskriveren til undskyldning, at han vel ikke var lokalkendt (Fig. 2). Danevirke, selv på dets højdepunkt, rakte ikke fra Østersø til Vesterhav, men fra den inderste vig af Slien til sumpene ved Rheide å og Trene, som sammen med Ejderen dannede en naturlig spærring vestpå. I gabet mellem disse naturforhindringer var porten til halvøen for ven såvel som for fjende. Det var den, Godfred lukkede med sin vold, der så vidt vides ikke havde forgængere.

Gennem snart et århundrede har man diskuteret, hvor i det komplicerede voldsystem, hvis forskellige led må være bygget til vidt forskellig tid, man skulle søge den vold, som var begyndelsen til det hele. Meningerne har været stærkt delte, men diskussionen har lidt under en beklagelig mangel på bevis i den ene eller den anden retning. De udgravninger, som siden 1969 er foretaget af danske arkæologer i samarbejde med Landsmuseet for Slesvig-Holsten, har nu omsider løst op for gåden - og samtidig for adskillige andre gåder; vort arkæologiske kendskab til Danevirke er på det nærmeste blevet fordoblet. Lejrekrønikens forfatter, hvis ovenfor citerede udtalelse man har villet henføre til sagnets verden, har gennem dette fået fuld oprejsning. Det første Danevirke var et bolværk af træpæle; bedre kan det simpelthen ikke siges. Vi har fået syn for sagn.

På vedføjede kort finder man det store anlægs forskellige elementer afsat og navngivet. Hovedvolden, Forbindelsesvolden, Nordvolden og Kovirke udgør det egentlige Danevirke, spærringen mellem Slien og de sumpede områder i vest, men dertil slutter sig Krumvolden, som er en forstærkning af Rheideåens naturlige forsvarslinje, og østervolden, der helt for sig selv spærrer for halvøen Svansen. Af de fire egentlige Danevirkevolde støder de tre til Dane virkesøen, der ligger midt i den smalle adgangsvej til det daværende danske rige, og som derfor naturligt er blevet inddraget i forsvarssystemet (Fig. 3). Hovedvolden, hvortil hører den før omtalte teglstensmur, er, som navnet antyder, den største.

Forbindelsesvolden knytter kontakten med Hedebys halvkredsvold, mens den lille og ret stærkt udjævnede Nordvold rækker op mod engene ved Slien. Uden forbindelse med de andre volde ligger Kovirket som en selvstændig spærring. På tværs af det hele system løber den gamle jyske Hærvej, halvøens Europaforbindelse til lands. At spærre den i krigssituationer har været voldenes vigtigste opgave.

Hvor i alt dette skal vi så søge begyndelsen? Kovirket har været anset for en mulighed, men det kan lades ude af betragtning. Ganske vist er det ikke - heller ikke ved de nye undersøgelser - lykkedes at nå frem til en præcis datering af dette bemærkelsesværdigt snorlige anlæg, men alt taler for, at det er betydeligt yngre end kong Godfred. Den voldstrækning, som vi nu uden betænkning vil udpege som den ældste, er Nordvolden og dens fortsættelse under den stærkt udbyggede Hovedvold - samt formodentlig Østervolden, der i hvert fald er konstrueret på samme måde. Nordvolden har aldrig været udvidet. Den blev på et senere tidspunkt erstattet med Forbindelsesvolden og var dermed ude af billedet. Samtidig med denne omplacering blev Hovedvolden første gang udbygget, og i de følgende århundreder voksede den sig større og større. Når Lejrekrønikens forfatter anbringer sit bolværk, »der hvor nu Danevirke ligger«, tænker han uden tvivl på Hovedvolden, som på hans tid var det egentlige. Og under den lå det faktisk - i hvert fald det meste af det. Endnu engang må vi give ham ret.

Hvordan dette anlæg, som vi med stor sandsynlighed tør tilskrive Godfred, har set ud, giver udgravningerne et ganske fyldestgørende billede af. Jordvolden har været to meter høj og ti meter bred, men dertil skal lægges en terrasseformet udbygning på voldens bagside, sikkert en vej, som forsvaret kunne benytte, når der hurtigt skulle føres tropper til truede positioner. Sydfronten, der vendte mod fjenden, finder vi markeret af stolpehuller, anbragt på række med to meters mellemrum (Fig. 4). De meget solide pæle, der har gået halvanden meter i jorden og været ompakket med sten, må have støttet en træbeklædning (Lejrekrønikens bolværk); den holdt jorden på plads. På voldkronen har efter al sandsynlighed været et brystværn eller måske et galleri, hvor forsvaret kunne søge dækning; hvordan det nærmere så ud, ved vi endnu ikke, men spørgsmålet må kunne løses ved kommende undersøgelser under Hovedvolden, hertil egner den ret stærkt udtværede Nordvold sig ikke. Foran bolværket lå en smal berme og uden for den voldgraven, som ikke har været vandførende, den var fem meter bred og halvanden meter dyb med jævnt afrundet bund, en såkaldt truggrav. Den »sammentrykkethed«, som ligger i de angivne dimensioner for vold, berme og grav, må ses i lyset af datidens kampform, nærkampen. Fjenden skulle helt ind på livet af forsvaret, så det var vigtigt at undgå døde vinkler. Først i de yngre dele af Danevirke ser vi dette forhold ændret og større adskillelse skabt.

I et 62 meter langt voldstykke, som blev udgravet midtvejs i Nordvolden, fandtes 31 huller efter frontstolper, men intet af selve stolperne eller den tilhørende træbeklædning. Det bolværk, som århundreder efter huskedes som det væsentlige ved anlægget, er idag totalt forsvundet, men der er levnet os en mulighed for at bedømme dets karakter og kvalitet på de steder, hvor voldlinjen krydser sumpet terræn (Fig. 5, Fig. 6). Det er f.eks. tilfældet nær Nordvoldens østlige afslutning. Måske har der dengang ligefrem været åbent vand, men dybden til fast bund var dog ikke større, end at det væsentligste kunne klares med et halvmetertykt fundament af stammer og grene; de lå endnu relativt velbevarede i den fugtige jord. Af selve voldfronten var bevaret fem stolpeender, firkantet udhugget i meget svært tømmer. For at imødegå faren for udskridning har man på det mest udsatte sted anbragt en forankret panelvæg en halv meter foran stolperne, nede i den bløde bund. Den var i to fag, der hver bestod af 5.5 meter lange kantstillede planker med forankringstømmer, som var sammenskåret med plankerne og strakte sig ind under volden. De lange panelplanker havde »slæbehuller« ved enderne. De er altså kommet forarbejdede til stedet.

Et endnu klarere bevis på voldmestrenes færdighed i træbygningskunsten fik vi ved Danevirkesøen; den er nu udtørret, men dannede dengang et s-formet, ret lavvandet bassin, som på to steder krydsedes af voldlinjen. Selve volden er naturligvis her afbrudt, men den bagved liggende vej, der var vigtig for forsvarets bevægelighed, har man ført over på to dæmninger, hvoraf den ene - den korte - er undersøgt med udmærket resultat. Store mængder af jord er slæbt ud i hullet, og for at holde sammen på den har man gennemtrukket den med træindmad: rispakninger og stammelag. Ekstra forstærket var, som naturligt, dæmningens flanker, og her er det især sydsidens sikring, som er interessant, den bestod nemlig af store, kunstfærdigt byggede sænkekasser, udlagt på række og fyldt med sand. Kasserne var konstrueret i blokhusteknik; de svære egeplanker lå perfekt bevaret i mosejorden, sammentappet i hjørnerne, så at de ikke kunne rives op. Lokale eksperter fra digebygningsvæsenet, som aflagde besøg på stedet, fandt arbejdet helt overdimensioneret. Her er ikke taget chancer. At dæmningen er anlagt samtidig med den oprindelige vold, turde være hævet over al tvivl. Med tiden er den sunket ned i mosen, og man har så bygget videre på den. Det kan være sket ca 300 år efter i forbindelse med befæstningsarbejder på Hovedvolden.

De to trækonstruktioner, Nordvoldens panelforstærkning og dæmningens sænkekasser, giver et interessant indblik i en ellers næsten ukendt side af vikingetidens ingeniørkunst og - i tilgift - et glimt af det forsvundne, længe huskede, træ-Danevirke. Lad os igen vende vor fulde opmærksomhed mod volden, som den strakte sig kilometer efter kilometer, og især mod dens hovedejendommelighed frontforskansningen, selve bolværket. Som omtalt stod der en stolpe for hver anden meter; de har været mindst 3.5 meter lange, idet man må regne med to meters fri højde og halvanden meter til stolpehullet. Hvordan dette bærende skelet har været beklædt, er os strengt taget ubekendt, men det må anses for overordentlig sandsynligt, at det var med vandretliggende, kantstillede planker, som jorden i volden holdt på plads (Fig. 7, Fig. 8, Fig. 9, Fig.10). Fra panelbeskyttelsen under Nordvolden ved vi, at planker af 5.5 meters længde stod til rådighed, men netop denne længde går dårligt op i stolpeafstanden, så det er nok rimeligere at forestille sig voldplankerne lidt kortere, f.eks. fire meter. Fem-seks sådanne planker stablet over hinanden med støtte af to stolper synes en rimelig løsning, men iøvrigt har der vel været plads for variation. En flade i glat forarbejdet træ, af stolperne opdelt i flade nicher, det var det billede, der mødte det ældste Danevirkes angribere.

Alene de to voldstrækninger Nordvolden og den ældste Hovedvold har krævet 3-4000 stolper og vel tre gange så mange beklædningsplanker, men antallet bliver væsentligt større, hvis vi regner Østervolden med. Egeskove er faldet for at fremskaffe alt dette kvalitetstømmer, og dertil kommer så det kæmpemæssige jordflytningsarbejde. Voldbyggeriet må have strakt sig over år. Hvor mange? Det spørgsmål skal vi straks komme tilbage til.

Ved udgravninger af denne art findes kun sjældent daterende oldsager, som kan anvise anlæggene deres historiske plads. Sådan også her, men anden udvej forelå. En dateringsmetode, som først for nylig er taget i brug på vore breddegrader (se rammeteksten), kom os til hjælp, og selv om dens forhold til vikingetiden endnu er lidt svævende, har den på mange måder kunnet yde os vejledning. Hvor gammel volden er, udtrykt i præcise årstal, vil den endnu ikke sige, men den kan fortælle, at vort træværk er væsentlig ældre end de husrester, den har dateret i Hedeby, og med den viden i baghånden føler vi os ret sikre på at stå ved Godfreds vold. Det synes ikke muligt inden for Danevirkekomplekset at pege på noget ældre anlæg - eller noget yngre, som er tilstrækkeligt gammelt til at være Godfreds. Om varigheden af voldbyggeriet har vi også fået visse fingerpeg. Træer, som i forkullet tilstand har fundet vej til Nordvoldens fyldmasse, ses at være faldet for øksen 10-20 år før dem, der blev til sænkekasser i dæmningen. Nok var vejen over Danevirkesøen vigtig, men dog mindre vigtig end volden, så det undrer ikke, at den er anlagt sidst (Fig. 11, Fig. 12). En varighed på et par årtier for det samlede byggeri lyder ikke usandsynligt.

Grunden til disse vældige bestræbelser må vi søge i Danmarks fjendtlige forhold til Karl den Stores frankerrige. Kong Godfred, der efter Karls undertvingelse af sachserne følte, at turen var kommet til hans folk, søgte at imødegå faren ved at spille på hele registeret. Han angreb Frisland og de vendiske abodriter, som var Karls allierede - ja han truede med at hjemsøge sin modstander i selve hans hovedstad Aachen (Fig. 13). En afspænding af situationen gennem forhandling blev dog også forsøgt, og at han ikke glemte forsvaret, viser det store voldbyggeri. År 810 døde Godfred, fire år senere Karl. Til noget virkeligt sammenstød mellem de to kom det ikke, det blev deres sønners sag.

Danevirke bestod ikke sin første store prøve, men var vel på det tidspunkt næppe heller færdigbygget. 815, året efter Karls død, trængte hans søn og efterfølger Ludvig den Fromme med sin frankiske hær op i Jylland; foran sig skød han et dansk kongsemne, Harald Klak. Godfredssønnerne måtte vige og med deres 200 skibe søge over til øerne. Allerede to år senere var spillet dog vendt om; frankernes fremskudte fæstning Esesfeld (Itzehoe) i Holsten blev da angrebet af en vis Glum kaldet »den normanniske grænsevogter«. I ham må vi seen tidlig kommandant på Danevirke.

Kun én gang senere har, så vidt vi ved, det ældste Danevirke været angre
bet. 974 - altså på Harald Blåtands tid - blev det stormet og indtaget af den tyske kejser Otto 2. Denne gang tog det ni år at genoprette herredømmet i landets sydligste provins, og det synes, som om der straks blev truffet foranstaltninger til en mere effektiv sikring af rigsgrænsen. Det gamle virke blev opgivet og nye befæstninger skabt. Danevirke gik nu en hård tid imøde, men det var i en helt ændret skikkelse.

Af Danevirkeudgravningernes meget omfattende resultater er i ovenstående kun berørt dem, som knytter sig til den ældste vold. Om hele arbejdet er for tiden to bøger under forberedelse: en videnskabelig redegørelse, der vil blive udsendt af Jysk arkæologisk Selskab, og en mere almen fremstilling, som forlaget Wormianum står for udgivelsen af. (Fig. 14).