Et bæst af uhyre størrelse

Den knap én meter lange knogle blev indleveret til museet 1954 af en Bagenkop-fisker, der havde fået den i sit garn under trawlfiskeri på ca 20 meters dybde 10 kilometer syd for Langeland. På Zoologisk museum i København, hvorhen fundet blev sendt, var man ikke længe om bestemmelsen. (Fig. 1) »Det drejer sig om et overarmsben fra en mammut eller måske en skovelefant«. Det var svært at skelne mellem disse to, for man havde intet sammenligningsgrundlag - endnu i dag råder Zoologisk museum kun over nogle få tænder og knoglebrudstykker fra de store rødpelsede elefantdyr, som levede i Danmark før sidste istid. Der var altså virkelig tale om en sensation. At knoglen var fundet 10 kilometer fra land, har ikke undret nogen. Før sidste istid havde Danmark et ganske andet udseende end nu - meget af det, der i dag er dækket af hav, var tørt land i hine fjerne tider.

For den, der får fat i noget spændende, er det svært at slå sig til tåls - man vil have mere! I 1979 blev den gamle sag taget op igen. På det tidspunkt var museet nemlig gået aktivt ind i undervandsarkæologiske undersøgelser med hjælp af interesserede sportsdykkere fra Sydfyn. Som incitament for nye efterforskninger havde man en oplysning fra en anden Bagenkop-fisker, der nær den store knogles fundsted havde fået noget, der lignede et mægtigt skulderblad i garnet - det var dog smuttet fra ham, før han fik det bjærget ind. Men som entusiasmen var stor, var Østersøen det også - resultatet af to dykninger blev et par tomme øldåser og en formodet urokseknogle, men ingen mammut.

Nu kunne så knoglen have stået i sin ophøjede ensomhed som unik, hvis ikke museumsinspektør Kim Aaris fra Zoologisk museum havde fået ideen at lade den kulstof-14 datere. (Fig. 2) Den endelige dom faldt marts 1982, og den var grum: »Det drejer sig desværre (som man så venligt udtrykte det) om en elefantknogle fra midten af 1600-tallet«. Farvel mammut! Den flade fornemmelse, brevet efterlod, veg dog hurtigt for forundring. Hvad i alverden havde en elefant at gøre i Østersøen ved midten af 1600-årene?

På den tid var den største offentlige forlystelse de mange henrettelser, der fandt sted. Man kendte ikke til cirkus og zoologiske haver i vor forstand, men kunne undertiden være heldig at møde en bjørnetrækker med sit dresserede dyr. Interessen for det sjældne og eksotiske var imidlertid stor, og netop i 1650 lod Frederik 3. et menageri indrette på Københavns slot. Her kunne man beskue en tiger, en los, en leopard, en marekat og et par løver. Et forsøg, som 1669 blev gjort på at få en krokodille dertil, mislykkedes, hvilket findes beskrevet i datidens avis, der i modsætning til nutidens var på vers:

Til Lykstad er et skib
så lykkelig hjemlandet fra den guineisk strand;
man derpå så blandt andet, som sært og sælsomt var,
en farlig krokodil af samme slags,
som går udi Ægyptens Nil. Man den til kongen hid
så levende at føre på veje var; men hvo kan mod naturen gøre? Ved vores danske luft
den sig ej vel befandt, men fik sin død på Bælt
ret under Sprogø land.

Det gik altså ikke så godt, men andre dyr er dog, som vi har hørt, nået levende frem, nogle til kongens menageri, andre til almindelig folkeforlystelse. En elefant - vel overhovedet den første, der har sat sine store fødder på dansk jord - er omtalt 1640 af den stærkt raritetsinteresserede Ole Worm. I slutningen af januar skriver han til sin ven Henrik Køster, livlæge hos »den udvalgte prins« på slottet i Nykøbing Falster:

»Hos os er der intet nyt; thi om den hunelefant, som en købmand har bragt hertil, tror jeg, at du forlængst har hørt. Det er et bæst af uhyre størrelse og mere lærenemt, end man skulle tro; med sin snabel udfører den ting, som intet menneske kunne gøre bedre med hånden; den hopper, opfører kordanse, udfordrer sin modstander med draget sværd, bøjer knæ, renser sig med en kost, tørrer sig med et håndklæde, tager en hat på hovedet og tager den af igen, lader folk sidde på sig; i det hele taget, hvad som helst, den får befaling til af sin herre, udfører den straks«. (Fig. 3) (Fig. 4)

Herpå svarer Køster:

»Hvad du fortæller om elefanten, har jeg forebragt min fyrstelige Nåde prinsen, der nu er draget til Eder med hendes Nåde for at se dette store og snilde dyr«. (H. D. Schepelerns oversættelse).

Er det for dristigt at forestille sig, det er vor elefant, der omtales her - at den på hjemvejen med sin foretagsomme ejer har lidt samme skæbne som senere den arme krokodille? Helt umuligt er det vel ikke. De elefanter, der har krydset Østersøen før 1800, må være forsvindende få.

Lit: Dagligliv i Danmark. 1620-1720. (Ib Varnild: Offentlige forlystelser).