Erobrerfolkets børn

Det er en sådan høj, et indholdsrigt og mærkeligt, skønt stærkt beskadiget eksemplar, der her i korthed skal dissekeres (Fig. 1). Den er beliggende på Kirkebjerggårds mark i Malle sogn, Nordvesthimmerland, og blev genopdaget for nogle år siden af ejeren Jørgen Nielsen, der under forårspløjningen stødte på en stor sten, som ved frigravning viste sig at være en blandt flere. Besked afgik til den ene af nærværende artikels forfattere, Bent Jensen, Løgstør, som med Nationalmuseets billigelse tog sig af sagen. Stenene viste sig at være sidesten i en fire meter lang gravkiste indeholdende - bl.a. - en stridsøkse af granit, en såkaldt »jysk bådøkse«. Hermed var anlægget dateret og dets tilknytning til enkeltgravskulturen fastslået.

Højen er, som man vil have forstået, en ruin, ploven har jævnet den ud, så at den oprindelige højde ikke længere kan fastslås, og en betydelig del af nordsiden er bortskåret af en vej. Udgraves i sin helhed kunne anlægget altså ikke, men et stort indsnit blev foretaget fra sydøst; det gav så spændende resultater, at det blev besluttet at gå videre med gravningen, og her kommer artiklens anden forfatter samt Forhistorisk Museum, Århus ind i billedet. Det opsigtsvækkende ved den første udgravning var dels det meget store antal grave (der blev påvist ikke færre end 16), dels at der blev fundet skeletrester - dårligt bevarede ganske vist, men selv det er overordentligt sjældent i grave fra denne kultur. Der var kranierester og tandemalje af tre personer, og det har vist sig, til almindelig overraskelse, at alle tre var børn, de to i spæd alder, det tredje omkring en halv snes år. - Ved den udvidede undersøgelse er der påvist endnu nogle enkeltgrave samt to stenkister fra en langt senere tid, men denne del af arbejdet er endnu uafsluttet og kan foreløbig lades ude af betragtning (Fig. 2).

En oldtidshøj, som vi ser den idag, er sjældent én mands grav og én tids værk; det almindelige er, at den er blevet til af flere gange, og at der til hvert højstadium svarer en eller flere grave. Vor høj danner ingen undtagelse, der er tre erkendelige byggefaser, alle med grave. Den før omtalte stenkiste hører antagelig til højens tredje og yngste stadium, men lad os begynde med begyndelsen og søge ned til den grav, som formentlig danner indledningen til det hele. Den lå lige under stenkisten: en langstrakt, øst-vestvendt grube nedgravet i den oprindelige markflade; efter størrelsen kunne den passe til en voksen, men de to før omtalte tandsæt, som begge blev fundet her, afslørede den som en dobbeltgrav for to børn. Syd for dobbeltgraven lå endnu to gravsteder og denne gang af en så beskeden størrelse, at de uden videre kan antages at være børnegrave. Allerede nu er vi altså oppe på fire småfolk, og over dem synes den ældste høj at være kastet. I størrelse svarede denne høj til sit indhold; den var kun syv meter i diameter og ganske lav, opført af mørk jord.

De tre børnegrave ligger alle med længderetning øst-vest, hvilket stemmer godt med, at de er højens ældste og oprindelige anlæg. På et lidt senere tidspunkt begyndte man imidlertid at gravlægge i kanten af den lille høj, og disse grave blev af praktiske grunde lagt parallelt med højfoden uden hensyn til verdenshjørner. Af de syv grave, som på denne måde bræmmer ældstehøjen, er kun én i udpræget voksen størrelse, mens de seks andre synes bestemt for børn. Det før omtalte barnekranium fandtes i en af disse seks og støtter altså bestemmelsen.

Trængslen i høj 1 var efterhånden blevet betydelig, og man greb da til den udvej at bygge den større ved at lægge en kappe af hedetørv hen over den ældre højning. Derved opstod høj 2, der er elleve meter i diameter og omgives af en stenkreds. I den nye højs fod er der - ganske som i den ældres - anlagt en række grave, nemlig en lille stenkiste, to almindelige jordgrave, der er så intimt forbundne, at de må antages anbragt samtidig, og to stenlagte grave; de sidste, der er placeret oppe i højfylden, kan dog ikke anses for helt sikre. Atter forbavses man over anlæggenes ringe størrelse. - Det ser ud til, at højudvidelsen er foretaget til ære for tvillinggravene, der lå neddybet i undergrunden, uden for høj 1's område og med høj 2's fyld ubrudt hen over sig.

Endnu har vi en grav tilbage, nemlig den store stenkiste i højtoppen, den som gav anledning til udgravningen. Den stod nedgravet i høj 2, ja rakte helt ned i høj 1, men ikke desmindre er det en nærliggende mulighed, at den hører til højens tredje og yngste stadium. Udvidelsen skete efter det kendte mønster: en jordkappe - denne gang af mørk jord - blev lagt hen over den ældre høj. Noget sikkert billede af høj 3 var det ikke muligt at danne sig, da toppen var helt bortpløjet, og kun foden stod tilbage.

Enkeltgravsfolkets indtrængen foregik omkring midten af yngre stenalder; gennem et par hundrede år bevarede det sit særpræg, men derefter må en folkeblanding have fundet sted (Fig. 3, Fig. 4). Det var et hyrdefolk, men vi kender det næsten kun gennem gravfund, først i de senere år er bopladser begyndt at dukke op. Med andre ord: vi er i den mærkelige situation at vide meget lidt om, hvordan disse mennesker levede, mens deres dødelige afgang er velbelyst - hvilket dog ikke betyder, at billedet er fuldstændigt. Der kan stadig føjes nye træk til, og dertil tjener det nye fund.

I de 16 grave fandtes seks lerkar (hvoraf dog de to var meget dårligt bevaret), rester af et trækar, en halv snes ravperler og den ovenomtalte stridsøkse. En del af disse genstande er velkendte oldsagstyper af fastslået alder, og det træffer sig så heldigt, at netop højens ældste og yngste anlæg - dobbeltgraven og den ovenover liggende stenkiste - indeholdt sådanne daterbare sager. De viste sig at være omtrent jævngamle, og hele komplekset med alle højstadier og samtlige grave må da antages at være blevet til inden for et ganske kort åremål i sen enkeltgravstid.

Det kan ikke udelukkes, at manden i stenkisten kan have kendt børnene i dobbeltgraven og måske adskillige andre af denne flok, der vel er for stor til at være en familie, men som kan tænkes at repræsentere en landsby eller bygd. Det må undre i et så sluttet kompleks at se så mange gravtyper repræsenteret. Her er stenkister i vekslende størrelser, som især nordjyderne brugte det, og forskellige udgaver af jordgraven, enkeltgravsfolkets klassiske gravform. En grav har ramme af ler, i en anden er selve trækisten tilstede, omend kun som et svagt erkendeligt spor.

Det mærkeligste ved denne høj, det som især sætter fantasien i bevægelse, er dog gravenes påfaldende ringe størrelse, helt ned til 0,75 m. Mindst 10 af de 16 grave er i barnestørrelse og er formentlig barnegrave - en antagelse, som støttes af de tre »skeletfund«. Hvad er der sket, hvad er det for en tragedie, der har hjemsøgt den himmerlandske oldtidsbygd og bortrevet stammens yngste? En epidemi? Nej, nok er højen blevet bygget hurtigt, men nogen tid - vel nogle årtier - må det have taget, eftersom den er opført i flere omgange af forskelligartet materiale. Snarere må vi opfatte dette gravfund som et grænsetilfælde af det normale. I primitive samfund er børnedødeligheden i reglen stor. Det kræver ikke blot hårdførhed, men også held at nå frem til voksen alder.

Måske er tilfældet ikke så enestående, som det lader. Små, uanselige og ofte fundtomme grave er lette at overse, og det er først i de senere år, udgraverne er begyndt at interessere sig for højenes randzoner, der tidligere blev anset for mindre væsentlige. De små stenaldermænd og -kvinder var næppe regnet for så meget, mens de levede. Kan det undre, at de er blevet overset af os?