Enken

Herluf Trolle var adelsmand og bar gyldne kæder, men både han og hustruen vidste, at de forpligter. Barnløse, som de var, havde de bestemt, at gården Skovkloster ved Næstved, som de havde tilbyttet sig og omdøbt til Herlufsholm, skulle indrettes til skole for »menige ædlinger og andre ærlige mænds børn«. Ved Herlufs død var kun formaliteterne bragt i orden, og det er fru Birgittes fortjeneste, at planen trods alt blev ført ud i livet. En vanskelighed var det, at hendes slægtninge på ingen måde bifaldt dispositionen, de så en forventet arv gå deres næse forbi og prøvede på alle måder at få bestemmelsen omstødt. Især Birgittes halvbror, Christoffer Gøye, var i den henseende aktiv. Også han bar gyldne kæder, men åbenbart ikke i det ønskede antal. Overalt, hvor vi møder ham, ser vi ham skrabe til sig.

(Fig. 1).

Birgitte Gøyes ni år i enkestand blev tilbragt temmelig omflakkende; hun blev flere gange generet af myndighederne på en måde, der af eftertiden - muligvis med urette - er opfattet som forfølgelse. Efter ophold på forskellige gårde fandt hun dog hvile i Næstved Sortebrødrekloster, og her tilbragte hun sine sidste år. Velhavende var hun, det fremgår med al tydelighed af bevarede fortegnelser over husgeråd og andet løsøre, som hun ejede. Om disse, der aldrig før har været offentliggjort, har Holger Rasmussen skrevet en lille bog, Birgitte Gøyes enkestand, som nu udsendes af Wormianum. Den viser os Herluf Trolles hustru, følger hende gennem alle fortrædeligheder og lader hendes ting fortælle om datidig skik og brug.

Efter nogle år plaget af sygdom døde fru Birgitte 26. juli 1574, for netop 400 år siden. Af tilskrifter til de omtalte lister fremgår det, at der i hendes sidste levedage blev bortgivet forskellige sager fra en hollandsk kiste, som stod i hendes sengekammer; det må være afskedsgaver til venner i husstanden. Sidste notat lyder:

»Blev her tre par lagen udtaget at svøbe min salig frues lig«.

(Fig. 2).