Endog et fruentimmer

Kvinden, der giver dette kloge råd, ved, hvad hun taler om, for hun har selv gennem flere år, iført mandstøj, levet som mand mellem håndværkssvende på valsen i 1780’ernes Europa. Om sine oplevelser skrev hun efter hjemkomsten en lille bog, den udkom 1784 i København som en af datidens populære »nytårsgaver«. Netop slutningen af 1700-årene var en tid, hvor kvindeidealet undergik store forandringer. Fra at have været en aktiv del af samfundet og erhvervslivet isoleredes en stor del af kvindekønnet i den borgerlige families moderrolle, samtidig med at mændene fjernede sig mere og mere fra hjemmet. Man kan vist godt gå ud fra, at den lille bog har vakt en del forargelse, og at dens hovedperson i hvert fald ikke blev opfattet som et eksempel til efterfølgelse, men netop det kan have bidraget til dens succes. I hvert fald blev den genoptrykt - endda flere gange.

Bogens forfatter kalder sig Engelbrecht Maria Stokkenbeck, men hed vist i virkeligheden Ingel Maria (mandsnavnet Engelbrecht kan hun have valgt for at understrege sit tvekønnede væsen). Hun var født i Hamborg 1757 som datter af guldsmeden Johann Stokkenbeck og den yngste af en flok på ti; alle de øvrige var drenge, men kun en af dem nåede voksen alder. Faderen døde, da Maria var ét år, og moderen flyttede til Ærø, hvor datteren lærte at læse og skrive både dansk og tysk. Efter at også moderen var død, kom hun som tolvårig til Kiel, hvor hun fik plads på et af byens bedre værtshuse.

Femten år gammel blev hun hjulpet med anbefalinger til København, hvor hun kom i tjeneste hos en kammerråd, men efter et års forløb blev hun syg, kom på hospitalet og mistede sit gode arbejde. Efter helbredelsen tog hun logement hos en strømpevævers kone i Gothersgade, og her skete der noget betydningsfuldt. »Om aftenen, da jeg sad og syede, kom en bryggerkarl ind, som var bekendt i huset, og satte sig ned for at forbedre en trøje. Jeg sagde, at det var en skam, at et mandfolk foretog sligt fruentimmerarbejde, tog trøjen fra ham og gjorde den i stand. Da den var færdig, spurgte han mig: Lille pige, vil hun ikke have mig til mand? Jeg svarede straks: Lige så gerne ham som en anden. (Hvorvel det aldrig var kommet mig i hjertet). Herpå ville han kysse mig, hvilket jeg ikke ville tillade ham, men han gik ud af døren og bestilte vor trolovelse først ved Holmens kirke, hvor det ikke lod sig gøre, siden ved Skt Petri kirke, hvor trolovelsen blev holdt mandagen derefter«. Bekræftelse herpå finder man i Skt Petri kirkebog under 7. oktober 1780, hvor Ingel Marias forbindelse med »Junggesell ein Arbeitsmann Morten Christen Dalsgaard« er indført. Maria blev altså gift, men det var et udpræget fornuftsparti foranlediget af madammen, der lod sive ud, at bryggersvenden havde en formue på 700 rigsdaler. Kærlighed var der, som man vil have forstået, ikke meget af, men sådan var det ofte i de kredse og på de tider.

Med ægteskabet går det ikke så godt, manden drikker op alt, hvad de ejer. Hun flytter fra ham få måneder senere, får arbejde som vaskepige, men bliver fyret, da man opdager, at hun er gift. Hvad nu? Jo hun skaffer sig skibslejlighed til Kiel, hvor hun kom fra, og hvor hun håber, det vil gå bedre, men det gør det ikke, rygtet om hendes ægteskab når frem. Hun er villig til at påtage sig ethvert arbejde, som vaskekone, tjenestepige eller syerske, men ingen er interesseret i at antage en gift kone, ganske som man nødig ser en »viverkarl« (gift karl/svend) i sit brød. Den eneste udvej synes nu at være prostitutionen.

Da er det, hun tager sin store beslutning og anskaffer mandfolketøj under påskud af, at det er til en bror. De gamle fruentimmerklæder bliver solgt, og i det nye antræk med sko, hat og stok begiver hun sig, efterladende sin kiste, til Hamborg. Her kalder hun sig Gotfried Jacob Eichstedt, udgiver sig for en fruentimmerskrædder, der først nu skal lære at sy mandfolketøj, og får straks arbejde hos en venlig mester, der gerne vil være den »unge Bursche« behjælpelig (Fig. 2, Fig. 3). De næste par måneder »lærte jeg alt, hvad en mandsskrædder bør vide, så at jeg efter den tid ej alene er sluppet for at blive udleet, men endog erholdet stor berømmelse for mit arbejde«.

»Min fruentimmertalje fordulgte jeg med et syet skærf, som to til tre gange blev viklet om livet, og mine fruentimmersager med fodside skjorter og fyldte underbukser«. Rådvild har hun ikke været, nu er hun en mand, en ung håndværkssvend, og opfører sig som en sådan. For et silketørklæde og en skjorte køber hun af en anden skræddersvend et »kundskab« (et laugsdokument, der bekræfter, at indehaveren hører til den rette kreds) og begiver sig fra Hamborg med retning mod Bremen. Et specielt og påtrængende problem løses elegant: »Undervejs fandt jeg et horn, som jeg tilskar og dannede således, at jeg uden mindste mistanke om mit køn kunne, endog i selskab med andre, lade mit vand igennem det, hvilket jeg siden bestandig gemte i min ene bukselomme af frygt, at det måtte blive forstoppet«. I Bremen, som hun arbejder sig frem til, får hun mulighed for at komme til Amsterdam med en tomastet brig ført af en dansk kaptajn.

»Søen stod mig nu an, og ved søfarten troede jeg engang vist at kunne gøre min lykke. Jeg anskaffede mig altså i hast en del matrosklæder og gik til en kaptajn Karsten, med hvilken jeg tilbød mig at fare som halvbefaren. Han befandt mig ikke dygtig dertil, men antog mig dog som koksmat« for syv hollandske gylden om måneden. Det bliver til to Spaniensture. Efter hjemkomsten fra den sidste får hun tilbudt status som matros, men afslår.

Mødet med det åbne Atlanterhav har kølnet Marias interesse for søen, så hun står af i Amsterdam, men ikke for at blive der; nu vil hun genoptage sin gamle virksomhed som vandrende skræddersvend. Undervejs til Wedel i Holsten kommer hun i selskab med nogle husarer, som forsøger at få hende indrulleret i militæret, ja endda får hende fremstillet for deres oberst. Hun undslipper dog, og sammen med ni håndværkssvende rejser hun videre gennem de nordtyske stater. Undertiden får alle svendene arbejde, andre steder kun nogle få. I Berlin bliver de uenige og skilles.

Sammen med en anden skræddersvend når hun frem til Polen. I byen Ratewitz får hun arbejde hos en enke, og denne bliver så betaget af sin unge medhjælper, at hun vil giftes med ham/hende. Ja Maria får tilmed den salig mands klæder foræret, men kan jo ikke yde gengæld som forventet. »Altså var jeg nødt til, for ikke at åbenbare mit køn, hemmeligt at forlade dette mig så behagelige sted og en lykke, som vist havde været min, hvis Gud havde ladet mig fødes som et mandfolk«. Vinteren står for døren, den tilbringer hun sammen med andre svende i Sachsens skovrige egne, hvor de betler sig igennem hos bønderne, der kun selv har lidt at dele af. De må skjule sig i vildthytter og lider sult og kulde. Ad omveje når de tilbage til Berlin, og her får alle arbejde. Ved byporten, hvor håndværkere skal vise deres kundskab, holdes Maria ved en lejlighed tilbage, fordi officeren har opdaget hendes afklippede pandehår (Fig. 4, Fig. 5). For civile er den frisure forbudt, og man tror, hun er desertør. Ledsagerne og hendes mester i byen må bevidne, at det ikke er tilfældet.

Så følger nye rejser gennem Preussen med arbejde her og der. En tid bliver hun syg og lider stor nød, men her kommer broderskabet til hjælp, og hun kan fortsætte sin tur gennem Nordtyskland til Slesvig-Holsten og de hjemlige egne.

Hun kommer til Åbenrå og møder her sin eneste tilbageværende bror, der dog ikke genkender hende. I Christiansfeld, som hun betler sig frem til, er der igen en dame, som får kig på hende, denne gang en snedkerenke, men Maria afslår tilbud om kompagniskab og nøjes med fire styver og et brød til den videre rejse. Denne går stadig nordpå. I Kolding bliver hun otte dage på laugskroen og tjener til føden ved at spinde for konen, der villigt lader sig bilde ind, at sådan gør mændene i Tyskland.

Omsider når hun frem til Vejle, hvor hun får fem ugers arbejde hos mester Søren Nielsen i Nørregade. I den lille by er der kun én skræddersvend foruden Maria, men til gengæld mange skomagersvende, og dem søger hun så samkvem med. »En søndag aften var jeg i selskab med ni af dem, hvoraf den ene ved navn Falk, en svensk, som var i krigstjeneste, hvilket jeg ikke vidste. Jeg kom i strid med ham, og de andre fik mig til at give ham en ørefigen, hvorover vi kom i slagsmål sammen, men jeg overvandt ham på det sidste, så at han fik en mængde hug og næppe kunne se ud af øjnene. Hans kammerater fik ham derpå i bryggerhuset og toede hans ansigt med eddike og brændevin. Men da han i det samme sagde, at det var en skælm, der havde slået ham, blev jeg vred i hovedet, fik atter fat i ham og kastede ham ned i bryggerkarret. Han skreg derpå elendig, at hans ryg var itu og begærte, at vagtmesteren og svendene skulle hentes fra vagten, hvilket skete. Disse folk befalede værten at holde mig i sikker forvaring indtil om morgenen, da jeg blev afhentet til hr kammerherre Juel i Vejle, som nøje udspurgte mig, hvorledes alle ting var tilganget. Jeg beråbte mig på min uskyldighed og forsikrede højt og dyrt, at det var mig aldeles ubekendt, at denne karl stod i krigstjeneste. Men her hjalp ingen snak« (Fig. 6, Fig. 7, Fig. 8). Maria må gå i tjeneste hos kammerherren i stedet for den svenske krigsmand, som hun har gjort ukampdygtig.

Kammerherre Juel er chef for Slesvigske Kavalleriregiment i Vejle. Han beholder hendes kundskab, men sender hende i øvrigt til Horsens, til en anden kammerherre, nemlig F. L. C. Beenfeldt til Serritslevgård; her fungerer hun i nogle uger som skrædder. »Derefter kom jeg i lære hos trompeter Schwarzborg for at lære hans kunst. Hos ham skulle jeg daglig to timer lære noder, hvortil jeg ingen lyst havde, og for at undgå dette stillede jeg mig dum an, hvilket frugtede så meget, at jeg slap fra denne information og blev altså herfra fri. Nu hændte det sig, da officeren roste mig som en smuk ung bursch og nødig ville miste mig, at kammerherren antog mig til forrider, hvilket jeg var i fire uger og måtte i denne tid, mens kammerherren rejste til Randers, oppasse tolv heste og en hingst samt skære hakkelse til dem, hvorved jeg forstrakte min højre arm. For at lære at ride led jeg meget ondt og fik mange slag. Da kammerherren kom hjem og så, at jeg ikke duede til at være forrider, ville han dog nødig miste mig af sin tjeneste og gjorde mig til sin løber, hvilket jeg var i tre fjerdingår. Jeg havde det ikke meget godt og ønskede inderligt at kunne slippe derfra. Jeg førte her et temmelig vidtløftigt levned i den tanke, at kammerherren skulle blive ked af mig og give mig afsked«.

Det gør kammerherre Beenfeldt imidlertid ikke, han synes opsat på at beholde det unge menneske, tilbyder et hus og en smuk pige til kone, men Maria afslår, og til sidst giver han hende lov til at købe sig fri for 24 rigsdaler, en sum, han mener, hun umuligt kan skaffe. Det lykkes dog om end på en lidt ufin måde. »I Horsens, hvor jeg tit kom og svirede natten igennem, var en jomfru W..., som var inderligt forelsket i mig, hende fortalte jeg min herres tilbud, hvilket havde den virkning hos hende, at hun gav mig de 24 rigsdaler til at købe min frihed for. Af glæde herover forsvirede jeg endnu samme aften med de andre skræddersvende fire rigsdaler og var altså nødt til at sælge mit tobaksur for syv rigsdaler for at kunne få den forlangte sum samlet igen. Jeg betalte den derpå til min herre, fik af ham min afsked som løber på stemplet papir og forlod derpå med glæde dette sted, som slet intet stod mig an«.

Det varer nu ikke så længe, snart er hun igen i Horsens, indlogeret hos værtshusholder Knub, og straks kommer hun igen i slagsmål, denne gang uheldigvis med kammerherrens sadelmager og den omtalte trompeter Schwarzborg. De nægter at tro, hun har fået sin frihed, konfiskerer afskedsbeviset og leverer det tilbage til kammerherren. Da hun samtidig står uden arbejde, og da den unge forelskede pige begynder at blive besværlig, forlægger hun residensen til Vejle, hvor det lykkes at få tingene sat på plads (Fig. 9, Fig. 10, Fig. 11). Her bliver hun i fire uger.

Man skulle synes, Maria havde fået nok af omflakken, men det var langt fra at være tilfældet. Over Fredericia tager hun til Fyn, men vender - efter at være blevet bestjålet i Assens - tilbage til Jylland. En mester i Tønder antager hende, men ham fører hun sag imod, fordi han fedter med brændslet og oven i købet kalder hende og de andre svende »forfrosne hunde«. Nogen tid efter finder vi hende i Slesvig hos en mester Klink, og her må man have sat pris på hende, for hun bliver der i over et år og avancerer til oldgeselle, den mest betydningsfulde svend i lauget, den som forestår de så vigtige ceremonier og har ret til at udstede svendebreve. At hun på kort tid skulle have opnået en sådan position, er måske det mest utrolige i Marias lange historie.

Dog hun må videre, kommer til den lille by Arnæs i Angel, hvor hun får arbejde, men geråder som sædvanlig i klammeri og efterlades ilde tilredt i en grøft. »Jeg måtte altså antage en feltskærer, under hvis hånd jeg længe lå og i ti dage spyttede blod. Men uagtet min sygdom varede længe, og næsten hele mit legeme var forslået og fortrådt, vidste jeg dog så at skjule mit køn for feltskæreren, at han aldrig havde mindste mistanke om, at jeg var et fruentimmer«. Behandlingen koster hende 41 rigsdaler, et betydeligt beløb, når man betænker, at en årlig svendeløn dengang lå på 70-80 rigsdaler. Atter ved helbred tager hun til Hamborg, hvor hun arbejder nogle uger, træffer gamle bekendte, udstår nye stridigheder for sluttelig - sammen med en ufaglært polak - at begive sig til København; ankomst Skt Hans dag 1784. Ringen er sluttet, og her ender Marias rejse som omvandrende skræddersvend. Mandstøjet beholder hun dog lidt endnu.

»I København anmeldte vi os straks på herberget hos krofar Søren Weile, som affordrede mit kundskab, hvilket han også fik. Tre dage derefter fik jeg arbejde hos mester Wellerup i Møntergaden, hvor jeg dog ikke fik lov til at blive længere end en uge, ved hvilken lejlighed mit forsæt at give mig til husarerne også blev forpurret«. Ugelønnen og lidt til taber hun i kortspil. Morgenen derefter får hun en stærk lyst efter at vide, om hendes mand endnu er i live og går derfor »til strømpevæver Andreas Bötcher i Peder Hvitfeldts Stræde, der havde været min forlover, og som nu tillige holdt værtshus«. Han kender hende ikke i forklædningen, men Engelbrecht Maria og hendes mand, som hun spørger efter, ved han god besked med, og han lover at føre hende til Morten Dalsgaard. Så kommer imidlertid strømpevæverens madamme til, og nu kniber det. »Så snart hun så mig, kendte hun mig straks, og - endskønt jeg ikke ville vedgå det - bekræftede hun det bestandig med mange eder og bander«.

Nu bliver politiet indblandet. De pågriber Maria på åben gade ud fra en forestilling om, at hun kan være hemmelig agent, og bringer hende til politimesteren, som sender hende til Københavns rådhus, dengang på Gammeltorv, »hvor jeg indtil middagen blev arresteret med fire lystige fruentimmer, der ikke vidste andet, end at jeg var et mandfolk og i hjertet glædede sig derover«. Hendes mand tilkaldes, men i betragtning af hans opførsel undgås en konfrontation. I dagene derefter må hun aflægge mandsdragten og igen krybe i fruentimmertøjet, men hun får ingen bøde eller straf, da man mangler bevis for noget egentligt kriminelt. Opmuntret af denne halve sejr spænder hun buen højt: anmoder kongen om tilladelse til at nedsætte sig som skrædder. Det lykkes, ansøgningen bevilges, endda med ret til at holde svend. Dokumentet er underskrevet af Christian 7. og bevidnet af Københavns magistrat. Hendes optræden som oldgeselle i Slesvig nævnes, så formodentlig har den imponeret de høje herrer og dermed været udslagsgivende.

Når man lidt stakåndet er nået igennem Maria Stokkenbecks historie, føler man sig splittet, for hvad skal man tro: har man lært en bemærkelsesværdig og fandenivoldsk kvinde at kende, eller er det hele en mægtig røverhistorie? Kammerherre Beenfeldt har i et heftigt avisindlæg hævdet det sidste, men den omtale, han får af Maria, er jo ikke udpræget venlig, så det skal man nok ikke lægge for meget i (Fig. 12, Fig. 13). Til gunst for beretningens pålidelighed taler, at alle de i denne nævnte personer, som har kunnet kontrolleres såvel i København som i provinsen, virkelig har eksisteret. Ordlyden af det kongelige dokument kan læses i bogen og - hvad der er nok så vigtigt - i Danske Kancellis supplikprotokol, så der er altså i hvert fald ikke svindlet på det punkt. At hun faktisk har optrådt som mand, kunne politiet jo bevidne, og det synes dokumentets skabere da også at have været klar over.

Vi vover at tillægge Marias beretning en vis troværdighed uden dog at tage alt for gode varer; især de afsnit, hvor hun fremhæver sin egen fortræffelighed og den lykke, hun gør hos begge køn, har vist ikke fået for lidt. På den anden side må det indrømmes, at hun ingenlunde lægger skjul på sine svagheder: svireturene med tab af penge i kortspil for slet ikke at tale om de ret grove svindelnumre, hvor hun under falske forudsætninger franarrer andre kvinder penge og værdigenstande. Noget hårdkogt har hun i hvert fald været og vel også lidt kolerisk. At hun geråder i slagsmål over et forholdsvis uskyldigt skældsord som »skælm«, er der dog måske ikke så meget at sige til; det havde dengang en anden og kraftigere betydning, noget i retning af fusker, og det skal man ikke kalde en ærekær håndværker. Datidens verbale chikanerier var ret udspekulerede og tillagdes stor vægt, ofte større end mildere grader af fysisk vold. Hendes forhold til det andet køn er unægtelig svært at gennemskue (Fig. 14, Fig. 15). At ægteskabet med bryggerkarlen bryder sammen, er forståeligt, og at hun i forholdet til den polske enke ønsker sig at være en mand, skyldes jo nok de økonomiske fordele, det ville indebære, men det forekommer utroligt, at hun i årevis har kunnet leve tæt sammen med unge håndværkssvende, uden at naturen er gået over optugtelsen. Nu var moralen ret streng i håndværkerlaugene, løse forbindelser tillodes ikke gerne. Det er kommet Maria til gode både over for kammeraterne og i forholdet til de kvindelige tilbedere.

Rent bortset fra Maria Stokkenbecks personlighed giver bogen et væld af oplysninger om det at være svend på valsen i slutningen af 1700-årene. Vi får at vide, at man ofte rejste parvis eller i grupper op til en halv snes stykker, at man fulgtes med svende af forskellig profession, og at man i vid udstrækning var solidarisk med hinanden. Som vandrende svend havde man krav på en geschenk i laugskroen, og man skulle vise sit kundskab ved byporten og til laugets mester, der derefter havde pligt til at anvise den pågældende arbejde, hvis der var noget at få. Når det virkelig kneb for den farende håndværker, trådte laug og broderskab til. Fritiden tilbragtes i hinandens selskab, der blev spillet kort, og det kunne koste ugelønnen. Arbejdet, hvis man fik det, var af meget forskellig varighed, fra en ugestid og helt op til halvandet år. Gik man ledig, var tiggeri den sædvanlige udvej, og så var faren for at blive indrulleret i militæret ganske stor. Det var der ikke mange, som ønskede sig. Led svendene overlast ved uretfærdig behandling, dårlige lønninger eller dårlige forhold på arbejdspladsen, kunne de klage til myndighederne og ikke altid med negativt resultat. Ugelønnen faldt om lørdagen. Blev man syg, måtte der tilkaldes en læge eller feltskærer, men det kunne koste dyrt. Den opsparede løn og måske dele af klædedragten kunne gå i løbet.

Som kilde til håndværkets og dets udøveres historie har Maria Stokkenbecks beretning hidtil været overset; det må vel skyldes, at man har opfattet den som blot kuriøs, ganske som det vel var tilfældet, da den udkom i slutningen af 1700-årene. Snurrig er den da også, men ikke udelukkende. Interessante er oplysningerne om, hvor handikappet en gift kvinde kunne være, når det gjaldt at skaffe sig arbejde; hun var normalt udelukket fra at ernære sig ved andet end de helt specielle kvindeerhverv og måske lidt småhandel. Var hun derimod enke og sad tilbage med - for eksempel - et snedkerværksted, tegnede sagen sig anderledes, enkeretten gav nemlig adgang til laugsnæring; tidligere, mens manden levede, havde hun kun kunnet virke som medhjælpende hustru. Lempelser i loven var der dog, og Maria fandt altså et smuthul.

Om Marias videre skæbne ved vi meget lidt, hendes færden synes ikke at have sat sig spor i de københavnske arkiver. Man må gå ud fra, at hun efter den vellykkede ansøgning har arbejdet en tid som en slags frimester, for hun er ikke optaget i det fornemme skrædderlaug og figurerer heller ikke som svend i laugets protokoller. Om ægtemanden, den fordrukne Morten Dalsgaard, er vi lidt bedre underrettet, han boede på Christianshavn, hvor han var spisemester, det vil sige værtshusholder. På et tidspunkt synes han at være blevet gift igen, så ægteskabet med Maria må vel være blevet opløst. En Maria Engelbrecht, som i 1805 modtager fattighjælp, kan være hende, men det er dog usikkert. En mulighed er vel, at hun er søgt tilbage til det sønderjyske. Tredjeudgaven af hendes levnedsskildring blev trykt i Haderslev.

Bogen har vel ikke været nogen guldgrube, men en vis indtægt må den have givet, eftersom den blev så flittigt genoptrykt, ja tilmed udkom på tysk, og altså åbenbart har vakt opmærksomhed. Det forstår man godt, med sine bramfri omtaler af kendte personer må den have været en lækkerbisken for småbyernes sladretasker. Diskretion hørte ikke til Marias mest fremtrædende dyder, men helt blottet for sømmelighedsfølelse var hun ikke; det fremgår af, at hun undlader at nævne den unge forelskede Horsenspige ved navn, men blot omtaler hende som jomfru W. Små bøger og hæfter af den art blev solgt på markeder sammen med skillingsviser og kisteblade. De henvendte sig især til det gode borgerskab og embedsstanden, næppe i særlig grad til de håndværkere, om hvem Maria skrev.

Maria Stokkenbecks lille skrift er i dag en stor sjældenhed. Af de tre danske udgaver (fra 1784, 1787 og 1806) ejer Det Kongelige Bibliotek nr 1 og 3, mens Universitetsbiblioteket tegner dig for nr 2. Et eksemplar af 1806-trykket findes på Vejle Museum. Det blev i begyndelsen af århundredet skænket af en boghandler fra byen og har dannet grundlag for denne artikel (Fig. 16).