En spionhistorie
I året 1797 udfærdigede provsten i Jämshög i Blekinge, dr. theolog kongelig hofprædikant Jöran Öller, et omhyggeligt og seglforsynet pas til et af sine sognebørn:
Af Hilmar Agerlin Ødum
Kobbersmeden, herr Fredrik Gustaf Agerlin og dennes kære hustru Ingeborg Åkerberg, der gennem nogen tid har været på besøg hos deres slægtninge i Danmark, meddeles det skudsmål, at de gennem elleve års bosættelse i nedennævnte sogn med forsvarlig kristendomskundskab uhindret har nydt salighedsmidlerne samt Herrens hellige nadver, sidste gang Dominica XV post. Trin. i år. Og, som de ivrigt har ført en kristelig og anstændig vandel, så være de hos Plurimum Venerand Ministerium, hvor de tilmelder sig til yderligere sjælesorg og nådemidlers nydelse, omsorgsfuldt anbefalet. De haver med sig: datteren Stina Maya, født 4. juli 1785, sønnerne Anders Gustaf, født 12. december 1787, Paul Johan, 5. september 1790, Sven Mathias, 30. juni 1792, og datteren Anna Charlotta, født 14. februar 1794. Måtte de alle følges af den højestes ledsagende nåde og velsignelse.
Jämshög i Blekinge, d. 5. december 1797
Jöran Öller
Theol. Doet, S. Reg. Mt: Sacrio. Ord.
Past. et Præp.
Kobbersmeden Fredrik Gustaf Agerlin var født 1759. Faderen, der var godsinspektør, men som senere blev »brukspatron«, det vil sige driftsleder, på kobbermøllen i Ö. Ljungby, var fra sin opvækst i Småland fortrolig med metalindustri, og det er uden tvivl ham, der har ladet sin erfaring gå videre til sønnen. Fredrik Gustaf blev i en alder af 28 år kobbersmed og tillige driftsleder på værket Olofström i Jämshög, hvor de i passet nævnte børn fødtes.
Gennem årene 1787-94 giver kirkebøger, mandtalslister og andet lignende nøje oplysning om familiens ophold i Jämshög. I årene 1794-97 er de borte; efter oplysningen i passet er de på besøg hos deres slægtninge i Danmark.
Det lyder alt sammen såre tilforladeligt i den gejstlige udtalelse - men der er bare det at bemærke, at Fredrik Gustaf ikke havde slægtninge i Danmark! (Han er min tipoldefar, så jeg har tilladt mig at snage grundigt i slægtens liv). For at være korrekt: Han havde een slægtning vestensunds, en yngre broder, men han var smedesvend i Skelgårde på Amager, sandsynligvis boende hos sin mester og i hvert fald helt ude af stand til at huse en hel familie i tre-fire år. Der er altså et dunkelt tomrum i familiens liv i årene fra 1794 til 1797, da de ifølge passet atter er på et kort ophold i Blekinge - utvivlsomt for at ordne visse sager inden den endelige udrejse til Danmark.
Fredrik Gustaf Agerlin bliver i 1797 ansat som kobber- og knivsmed på Frederiksværk, så det er her, vi skal søge gådens løsning (Fig. 1). Når dette store nordsjællandske industriforetagende optog nye fabrikationer, havde man naturligvis brug for nye mestre med særlig sagkundskab, og dem hentede man både i Tyskland og - fortrinsvis - i Sverige. I listerne over håndværkere og mestre på Frederiksværk er der lange rækker af tyske og svenske navne.
Fig. 1: En kanonfabrik anlagt 1751 på tangen mellem Arresø og Roskildefjord fik fem år senere navnet Frederiksværk. Samtidig overtoges virksomheden af J. F. Classen, han udvidede den med et jernstøberi og et kobbervalseværk og producerede alskens krigsmateriel - samt krudt, hvilket i særdeleshed fik betydning. Efter Classens død i 1792 videreførtes værket, først på privat basis, senere i statens besiddelse. Som en aflægger af alt dette voksede byen Frederiksværk frem til en størrelse, der i 1907 skaffede den status som købstad. På billedet - fra 1773 - ser man ud over byen og fjorden. Bag den store støberibygning med tilhørende værksteder og arbejderboliger ligger bakken med krudtmagasiner. - Lit: Carl Christensen: Frederiksværk. 1926. - Egon Eriksen: Frederiksværk. Jubilæumsskrift for De forenede Jernstøberier. 1956.
Som inspektør på Frederiksværk finder vi i årene fra 1794 til 1830 kaptajn, senere oberst, Ejlert Peter Tscherning, en dygtig mand med alsidige interesser. Tscherning foretog i årenes løb adskillige rejser i Norge og Sverige i studieøjemed (nutildags ville man muligvis kalde det »industrispionage«, men i oplysningens århundrede var dette både en hæderlig og nødvendig ting), og når mester Agerlin netop 1794, samtidig med Tschemings ansættelse som inspektør, forlader Jämshög, kan der næppe være tvivl om, hvor tilskyndelsen kom fra. Han må med sin familie være rejst til Frederiksværk, hvor han befinder sig så godt, at han i 1797 tager skridtet fuldt ud og lader sig ansætte som »kobbersmed og knivsmed«, en stilling han bestrider til sin død i 1833. Her vokser hans børn op, og også sønnerne træder med tiden i værkets tjeneste.
Nu var Tscherning imidlertid meget andet end bare en dygtig administrator og industrimand; han var officer - og i virkeligheden den anonyme chef for hærens efterretningstjeneste! - I tiden mellem det engelske overfald på København 1807 og freden i Kiel 1814 udfoldedes mange diplomatiske forsøg på at trække Danmark aktivt ind i storkrigen, på den ene eller den anden side, og samtidig havde vort forbund med Napoleon bragt Danmark-Norge i et spændt forhold til Sverige. Den latente krigstilstand bestod hele tiden. 1809 forberedte Frederik VI angreb på Skåne, men planen løb ud i sandet. Fire år senere, i 1813, var det Sverige, der mobiliserede med landgang på Sjælland for øje.
I dette kritiske tidsrum kunne Tscherning selvfølgelig ikke personligt rejse i Sverige - men hans efterretningsvæsen fungerede upåklageligt! Effektiviteten fremgår til overflod af hans »Indberetninger til den Høystkommanderende«, det vil sige Frederik VI, hvilke findes i Rigsarkivet. De indeholder et væld af overraskende enkeltheder vedrørende den svenske mobilisering, dennes omfang fra sted til sted, folkets stemning overfor udsigten til krig med Danmark - selv hemmelige debatter i den svenske rigsdag refererer han!
Alt dette bekræftes iøvrigt af Tschernings søn, politikeren Anton Frederik Tscherning, der i sine erindringer skriver: »Min fader blev udenfor sin egentlige stilling brugt i mange fortrolige sendelser og hverv, og jeg var meget tidligt hans fortrolige, han prøvede min pålidelighed og benyttede den. Jeg var således næppe 17-18 år gammel, da han betroede mig sine brevskaber og papirer og gjorde mig meddelelser, der bragte mig til at se begivenheder, hvis tråde var skjult for de fleste« (Fig. 2) (Fig. 3).
Fig. 2: Vinteren 1809 rustede Danmark sig til krig mod Sverige, indledningsvis blev der sendt balloner med opråb til skåningerne, og det var planen, at hæren skulle følge efter, så snart isen på Sundet var blevet tyk nok. Uheldigvis blev det tøvejr, så der blev aldrig brug for de svensksprogede pengesedler, som var blevet trykt til lejligheden.
Fig. 3: Paul Johan Agerlin, en af de fem søskende, som nævnes i udrejsedokumentet. I 1813, da han og brødrene kan antages at have fungeret som meddelere for E. P. Tscherning, var han 23. Han opnåede en alder af 67 og døde i Frederiksværk, hvor han havde virket, først som guldsmed, senere som slibemester ved sabelsliberiet. - Maleri af Johan Frederik Busch, søstersøn til den portrætterede.
Hvem anvendte Tscherning nu til arbejdet i Sverige? Som en fornuftig leder nævner han naturligvis aldrig navne i sine officielle indberetninger, og originale rapporter findes ikke. I Frederiksværk opholdt sig imidlertid som nævnt en række håndværkere og funktionærer, der var indkaldt fra Sverige, og det kan ikke drages i tvivl, at mange af disse endnu talte svensk. Alene Fredrik Gustaf Agerlin havde i 1813 tre sønner i alderen 21-26 år, alle tre født i Sverige (og tilmed på grænsen af det dansksindede Göinge herred). Al sandsynlighed taler for, at Tscherning i sin efterretningstjeneste har brugt disse svensktalende mænd, utvivlsomt også Agerlin'erne.
Endelig kan vi forlade de mange formodninger og sandsynligheder og gå over til beviset: En morbroder til mig, postekspedient Tycho Agerlin, et oldebarn af Fredrik Gustaf, overgav mig engang i 1920'eme en guldring med en agat, ledsaget af den oplysning, at »en af Agerlin'eme havde fået den af Frederik VI for spionage i Sverige«. Det bør understreges, at nævnte Tycho Agerlin intet kendskab havde til alt det ovenfor fortalte, heller ikke til det meget vigtige udvandringspas af 1797 (det dukkede først i 1944 op fra en chatolskuffe efter en fjern slægtnings død).
Jeg har ladet ringen undersøge på Kunstindustrimuseet, hvis udtalelse lyder på, at vel er ringens ornamenter så almindelige, at en helt sikker tidsfæstelse ikke er mulig, men det er mest sandsynligt, at den er fra begyndelsen af 1800-tallet (Fig. 4).
Fig. 4: Spionringen.
