En sag om kvalitet

Andre lande som Sverige og Frankrig har en lang tradition for møbelmærkning, men her var snedkerne også gennem lavsforskrifter påbudt at signere deres arbejder. I Danmark vandt skikken efterhånden indpas, omend mere tilfældigt, i løbet af 1700- årene, hovedsageligt i hovedstaden af den simple grund, at det var der, møbelsnedkerne og stolemagerne fandtes. I provinsen var der få af dem - i Viborg for eksempel kunne man før 1810 »end ikke få et stoleben fat« - men billedet vendte. I århundredets løb foregik en helt fantastisk udvikling på området. Nu blev der fremstillet møbler i snart sagt hver eneste dansk købstad, og mange af dem var signerede.

Der var flere måder at signere møbler på. Mesteren kunne skrive sit navn med hånden, eller han kunne foretage en egentlig stempling med et jern, der huggedes eller brændtes ned i træet - koldstempel eller brandstempel, som det hedder. Ved midten af 1700-årene begyndte man at bruge påklæbede trykte etiketter, og de kom snart i stor yndest, ja blev gennem lange tider den foretrukne mærkningsmåde. Vor viden herom stammer for en stor del fra datidens aviser. Snedker Jens Chr. Holst, der i mere end 30 år virkede i København, bekendtgør således 1816, at hans møbler er kendelige på en trykt navneseddel, og i »Dannevirke« 1858 kan man læse, at kvalitetsmøblerne fra De forenede Snedkere i Haderslev er forsynet med foreningens stempel, hvilket sandsynligvis også betyder en trykt seddel. Talrige møbelmagasiner oprettedes, og i næsten hvert eneste tilfælde er deres »stempel« en trykt etikette, der minder påfaldende om avisannoncen; købstadens bogtrykker og avisudgiver var som regel at finde under samme hat. Sedlen havde det fortrin frem for det egentlige stempel, at den foruden fremstillerens navn, kunne bringe oplysninger om virksomhedens fortræffelighed, den havde altså reklameværdi, deraf populariteten. Eftertiden - og i særdeleshed møbelhistorikerne - har ikke været helt så begejstrede for disse mærkater, der havde en kedelig tilbøjelighed til at falde af, undertiden vel med hjælp af lidt sæbevand. (Fig. 2).

Der er ingen tvivl om, at mange møbler, som i dag er umærkede, oprindelig har været signerede på den ene eller den anden måde, men de anonymes antal er alligevel for stort til, at tab af »stempel« kan være hele forklaringen. Her skal peges på en anden mulighed, så indlysende, at den måske netop derfor er overset; den har gyldighed både her og i udlandet, hvor ustemplede møbler skønt knap så almindelige som i Danmark dog langtfra er ukendt. Foruden de snedkere, der alene dyrkede møbelfremstillingen, var der dem, som nok lavede møbler, men tillige påtog sig almindeligt bygningssnedkeri. Denne opdeling tegner sig helt tilbage fra 1700-årenes København, og ved nærmere eftersyn opdager man, at det er de specialiserede møbelsnedkeres mærkninger, der kan spores såvel i avisannoncerne som i det bevarede materiale. (Fig. 3). De talrige småhåndværkere, der trods alt står for en væsentlig del af den samlede produktion, har næppe signeret deres produkter. Man satte jo ikke sit navn på bygningsarbejdet og mente vel, at det kunne være det samme med møblerne.

Signeringen var en form for reklame, men opfattedes - og med god grund - af kunderne som en borgen for kvalitet. En fælles faglig kvalitetskontrol fandtes imidlertid også, den trådte i kraft 1777 og varetoges af Det kongelige Møbelmagasin i København, en udmærket institution oprettet på initiativ af arkitekten G. E. Rosenberg og finansieret af staten. Det var ikke blot et fornemt udsalgssted, men hjalp tillige snedkere med tegninger, materialeindkøb, forskud eller direkte lån og gjorde iøvrigt i sin næsten 40-årige levetid en betydelig indsats for at højne og forny stilen - en pionergerning, der skaffede det talrige efterlignere på andre fagområder. Kun møbler af fineste kvalitet fik magasinets mærke, der i Rosenbergs tid vistnok var et af ham selv tegnet brandstempel: et ganske lille KMM og nedenunder sandsynligvis et nummer. Ejendommeligt nok er denne signatur endnu ikke påvist på et eneste møbel, skønt jernet må have været i brug fra begyndelsen. En opgørelse, som er bevaret, viser, at der i sidste kvartal af åbningsåret 1777 blev afhændet 9 kommoder og 66 borde med tilhørende stole i sæt på 6 eller 12 samt adskillige andre møbler. Nu behøver alt dette bohave ikke at have været stemplet, og det er vel endda troligt, at det meste ikke har været det, de tilknyttede snedkere havde nemlig ret til at indsætte også møbler, der ikke kunne opnå det eftertragtede kvalitetsmærke. Dog måtte de ikke huses længere end et år. Var de ikke solgt inden den tid, returneredes de på snedkerens regning.

En anden af Rosenbergs stempelideer var et rødt laksegl, men han mente selv, at det ikke egnede sig til anbringelse på træ, og først efter at han i 1781 var fratrådt som leder, blev det i lidt ændret udgave taget i brug til møbelstempling. Og så bagvendt kan det falde, at mens brandstemplet, som let kunne være bevaret, ikke er kendt, så er lakseglet fundet i nogle få ufuldkomne eksemplarer på møbler og i en enkelt perfekt udgave på papir, den der blev omtalt i indledningen. (Fig. 4). Den sidstnævnte, der er fremdraget i Rigsarkivet, må opfattes som en prøveprægning, et forarbejde til den stemplingsvirksomhed, som netop for 200 år siden tog sin begyndelse.

Dansk møbeldesign har vundet internationalt ry. Det genfundne segl bringer en hilsen fra manden, der med sin indsats skabte grundlaget.

Lit: Nationalmuseets Arbejdsmark 1949. - Anton Jepsen: Signerede danske møbler. 1979.