En kopfuld korn

I den nordlige udkant af Esbjerg, området omkring Præstestien, er i årene 1984-86 afdækket en række bopladser spændende over en lang periode af jernalderen, fra yngre romertid til et stykke ind i vikingetiden. I virkeligheden er der tale om en og samme bebyggelse, der blot - som det var skik i disse århundreder - har skiftet plads inden for et større område. Hertil er knyttet en gravplads, hvoraf dog kun en del er undersøgt, men der er også fundet spredtliggende grave. Det var i en af dem, vi gjorde det omtalte lerkarfund.

Gruben, som vi stødte på, blev i første omgang opfattet som hørende til bopladsen, en affaldskule eller lignende, men det viste sig altså, at der var tale om en grav. En del potteskår i syddelen må være tilfældig indblanding, men midt i graven fandtes resterne af et større kar samt enkelte brændte ben af får eller ged, måske stammende fra et madoffer. Menneskelige skeletdele blev ikke påtruffet, men østligt i den nord-sydvendte grube fremkom et mørkt trækulholdigt lag, der kan være sporet af liget og kisten, som det vel har ligget i. Oven på dette stod endnu et lerkar, en kop, kun ca. seks centimeter høj - den giver, sammen med det andet kar, gravens datering: yngre romertid eller begyndelsen af den følgende periode, ca. 400 efter Kristus.

I koppen var mørk fyld, som ved sigtning viste sig at bestå af korn og noget andet mere ubestemmeligt: en sort, porøs masse, fladtrykt til en tykkelse på knap én centimeter. Stumper af denne masse fandtes også i jorden uden for koppen.

En nærmere undersøgelse af karrets indhold blev foretaget på Nationalmuseets naturvidenskabelige afdeling. Det viste sig, at lidt over halvdelen af kornet var rug (236 kerner), resten avnklædt byg (157) og havre (37). Byg har været kendt i Danmark siden stenalderen, mens havre kom til i bronzealderen, og rug dukkede op kort efter Kristi fødsel. Det ældste fund af rug, vi kender, er fra en boplads i Himmerland, men denne rug har tydeligvis været vildtvoksende, markukrudt uden økonomisk betydning, og det samme gælder rugfund fra senere dele af jernalderen. Dyrket rug er først påvist i vikingetid. I vort tilfælde er kernerne af en sådan størrelse og optræder i en sådan mængde, at der klart må være tale om afgrøde, og fundet bliver dermed det tidligste eksempel på rugdyrkning i Danmark. Som ukrudt kan vi derimod betragte enkelte andre planter (fersken-pileurt, kiddike, vikke), hvis frø blev fundet mellem kornet, dog i ganske ringe mængde. De må være kommet tilfældigt med.

Den mørke, fladtrykte substans havde også med korn at gøre, men denne gang i forarbejdet tilstand. Det var resterne af et fladt brød, nærmest en slags kiks, bagt af bygmel. Dette mel tåler fint sammenligning med nutidens; der er på ingen måde sjusket med fremstillingen. Kornet må have været kværnet flere gange, og formodentlig er der også anvendt sigtning.

Brødet fra lerkarret var meget tæt og med kun få luftblærer, en konsistens, der netop opnås ved brug af bygmel, som har et lavt glutenindhold og derfor ikke kan hæve i nævneværdig grad. Måske er der anvendt surdej, men det sandsynligste er vel, at der simpelthen er tale om uhævet brød. Bagningen kan være sket på en flad sten eller lerplade. De små stumper trækul, som også fandtes i karret, stammer måske derfra.

Kornet i koppen har vel også været bestemt til brødbagning, men det arbejde har man altså overladt til den døde selv.

Hvordan smagte nu sådan et brød? Vi har prøvet at genfremstille det og kan her meddele opskriften, som blev resultatet af forsøget:

Det fint sigtede bygmel røres sammen med en passende mængde vand (ca. én deciliter til 100 gram mel) og salt til en sej masse, der hænger i skeen. Dejen står nu tildækket i ca. seks timer, hvorefter den formes til fladbrød, som klappes ud i bygmel til højst én centimeters tykkelse. Brødene bages på en meget hed, tør pande og er i orden, når der ved bankning på dem fremkommer en hul lyd. De færdige brød kan virke lidt seje, men egner sig fortrinligt til suppe og anden søbemad. Smager også godt med smør og ost eller pølse.

Vi har fået et glimt - om end kun et ganske lille - af jernalderfolkets kogekunst. Dem har vi ikke for mange af.