En ikke ringe ære for byen

Viborg ligger i hjertet af Jylland med sin domkirke på bakken, højt hævet over den lange Viborg sø. I Danmarkshistorien har den spillet den største rolle i kraft af landstinget, hvor kongerne kåredes, og rigets ypperste mødtes med folket til fælles drøftelser. Med udgangspunkt i navnet, hvis ældste form er Vibjerg, helligdomsbjerget, antog allerede omkring 1120 Odensemunken Ælnod, at oprindelsen fortoner sig i den hedenske oldtid, og dette postulat har ingen historiker siden betvivlet, skønt det har skortet på beviser, vi i dag vil tage for gode varer. (Fig. 1). Des frodigere har fantasien arbejdet. 1600-årenes lærde med Lyscander og Resen i spidsen tillagde byen en bemærkelsesværdig høj alder, og omkring 1700 kunne Viborgpræsten Chr. Erichsen sammenfatte fantasterierne i de ovennævnte stolte ord. Til hans svimlende årstal har senere historikere med god grund stillet sig noget tvivlende, men langt op i 1800-årene finder vi uholdbare udredninger om byens førkristne eksistens bygget på uhistoriske sagndannelser.

På sikker historisk grund kunne man nå tilbage til den sene vikingetid. Under Knud den Store (1018-35) blev der slået mønt i byen, og ca 1065 - på Svend Estridsens tid - oprettedes her et bispesæde. At byen eksisterede i 1000-årene, udelukkede jo imidlertid ikke, at den var ældre, og man kunne ikke derudaf slutte noget om bydannelsens art, dens størrelse, struktur og dagligliv. Viborg delte her skæbne med de fleste af vore andre middelalderbyer, hvis oprindelse på lignende måde fortonede sig i historiens mørke.

Usikkerhed virker provokerende, og byhistorikerne forsøgte at komme den til livs ved at træde nye veje. Byernes grundplaner og deres placering i landskabet kunne for eksempel analyseres. En foregangsmand på dette område var Hugo Matthiessen, som i en statelig bogrække, påbegyndt 1910, forsøgte at indkredse vore købstæders opkomst. Gadenet, vandløb, torve og gejstlige institutioner toges i betragtning. Byernes udvikling blev set under en samlende synsvinkel.

For Viborg havde, mente Hugo Matthiessen, Hærvejen spillet en væsentlig rolle. Denne jyske hovedfærdselsåre, der strakte sig ned gennem halvøen netop med Viborg som udgangspunkt, var, mente han, det element, hvorom den ældste bebyggelse havde koncentreret sig. Gennem bykernen med domkirken og Gammeltorv, der - som det hedder 1584 - »haver været fra Arilds tid«, løber flere gader i retningen nord-syd, således Sct Ibsgade (tidligere kaldet Nedergaden eller Adelgaden), der følger søen, og hvor før reformationen en stor del af byens mange kirker var placeret. Det synes, som om Matthiessen var tilbøjelig til at foretrække dette på hans tid ret ydmyge strøg som byens ældste, men et mere nuanceret billede lykkedes det ikke den hæderkronede historiker at etablere før sin død 1957. Teorien om en langby opvokset omkring en af landets hovedveje var spændende, men grundlaget trods alt for spinkelt. Det, der manglede, var »jordfundenes klare vidnesbyrd«.

Med Viborgs dokumenterede oprindelse i vikingetid kan det ikke undre, at der nu og da er dukket fund op fra denne periode ved jordarbejder i byen, men der har været bemærkelsesværdigt langt imellem dem - længere end det var tilfældet for eksempel i Århus. I slutningen af 1960'erne og begyndelsen af 70'erne gennemførtes en større sanering sydvest for domkirken, i området omkring Store Sct Pederstræde, og her fik Stiftsmuseet mulighed for at gennemføre egentlige udgravninger i de gennem tiderne ophobede kulturlag. Helt ved bunden fremkom rester af huse med buede langvægge, den såkaldte Trelleborgtype, der hovedsageligt hører hjemme i vikingetid, men desværre var de genstande, der fandtes i samme niveau, få og gennemgående ukarakteristiske og kunne kun i ringe grad tjene til at udbygge dateringen. (Fig. 2). Fundets tolkning voldte udgraveren, Erik Levin Nielsen, ikke ringe hovedbrud: var det rester af den ældste bykerne, et forstadskvarter eller et større gårdsanlæg? Da så gamle bebyggelsesrester ellers ikke var lokaliseret i byen, måtte den første mulighed prioriteres, og naboskabet med flere af de gamle, nu forsvundne, kirker bestyrkede antagelsen.

Men problemet var stadig den ringe fundmængde. I løbet af 1970'erne blev der foretaget adskillige arkæologiske undersøgelser i det indre Viborg, men ingen steder fremkom spor af oldtidsbyen - ingen egentlige vikingelag som i Århus eller Ribe. Kunne det skyldes, at bebyggelsen var sæsonbetonet, at byen kun levede rigtigt på de tider af året, hvor der holdtes ting. Her kunne Ælnods beskrivelse fra ca 1120 passende fremføres: »Der samles hyppigt store skarer fra hele Jylland, dels for at forhandle om de fælles anliggender, dels for at drøfte, hvorvidt lovene er retfærdige eller endnu gyldige - «. Man kunne forestille sig, at det, som blev tilbage, når gæsterne drog hjem, ikke var en egentlig by, men blot spredt, landsbyagtig bebyggelse. Tanken lyder besnærende, men modsiges af det store antal kirker, der synes at kræve en større fastboende befolkning. I hvert fald størsteparten af de 12, som var i funktion ved reformationen, må være opført i den tidligste middelalder. Det nøjagtige anlæggelsestidspunkt kendes desværre ikke for en eneste; den, der først dukker op i kilderne, er Mikkelskirken, som domkirkens kanniker havde ejet i 40 år, da de 1159 afgav den til et hospital for de fattige. Den lå lidt syd for byen, og udgravninger 1977 (se Skalk 1980:4) viste, at der før den frilagte kvaderstensbygning sikkert har været en trækirke.

Mikkelskirkens noget afsides placering har undret historikerne, men det vil vi vende tilbage til - først skal en anden afsides beliggende, men for byhistorien yderst betydningsfuld, kirke omtales, nemlig den i Asmild øst for Viborg-søen (se Skalk 1978:6). I dag er den en forholdsvis enkel bygning, men tidligere har den, som udgravninger har vist, været treskibet og næsten af domkirkekarakter. Tæt ved havde Viborg-bispen sin gård, og det forekommer meget mærkeligt, eftersom han måtte krydse søen for at komme over til byen; den er nu passabel ad en dæmning, der deler det langstrakte bassin i en Nørre- og en Søndersø, men tidligere gik de to i ét, dog med en indsnævring på midten, hvor der indtil 1812 var færgefart. Om anlæggelsestiden for bispegården, der i 1960'erne blev udgravet af Viborg Stiftsmuseum, vides intet sikkert, men 1132 eller -33 dræbtes bisp Eskil under morgenmessen i Asmild kirke, så formodentlig har den eksisteret allerede dengang. På Valdemar Sejrs tid residerede den berømte bisp Gunner - ophavsmanden til Jyske lov - på gården, her døde han 1251 i en alder af hundrede år, og »hans lig blev af provster, klerke og andre gode mænd ført nordpå, over søen — til den hellige Marias kirke (domkirken)«. Senere flyttede bispen over til byen; nøjagtigt hvornår kan ikke siges, men det må være sket nogen tid før 1440, hvor vi hører, at han skiftede bolig inden for bygrænsen. Flytningen over til Viborg var hensigtsmæssig, og man må spørge sig, hvad grunden kan have været til, at den, der anlagde den ældste bispegård, valgte en så upraktisk plads. Har der alligevel på en eller anden måde været landfast forbindelse over søen? Betyder det noget, at flere af de sjældne løsfund fra vikingetiden netop er gjort langs søbredden over for Asmild?

Et stort projekt kaldet »Middelalderbyen« prøver i disse år at løse nogle af problemerne omkring vore ældste købstæder. Viborg er en af dem, og området ned mod søen blev prioriteret højt, da planerne lagdes. Betingelserne her var gunstige, en stor del af strækningen er i dag hospitalsområde, og selv om meget er bebygget, er der dog store friarealer. Man startede med en lang snitgrøft fra Riddergade ud mod Søndersø. Området syntes ret uforstyrret, men det viste sig, at terrænet oprindelig har været meget stejlt og derfor er blevet udjævnet med kolossale mængder af tilført jord. Fyldlagene voldte problemer, og da den bratte skråning ikke har indbudt særligt til beboelse, blev fundene forholdsvis få. Øverst, op mod Riddergade, påvistes dog en bronzestøbervirksomhed fra 11-1200- årene, og længere nede, under fyldlagene, fandtes et lergulv fra højmiddelalderen. At dette sidste lå i højde med vandspejlet i søen, noteredes som noget påfaldende.

Den næste udgravning blev lagt noget nordligere, hvor det skønnedes, at terrænet oprindelig har været mere jævnt. Det var planen også her at grave en lang snitgrøft, men det måtte hurtigt opgives, da man løb ind i egentlige kulturlag af betragtelig tykkelse. (Fig. 3). Der konstateredes sammenhængende bebyggelse fra ca 1000 til ca 1300. Vikingernes Viborg var uimodsigeligt fundet.

Det ser ud til, at man, før området blev taget i brug til bebyggelse, har foretaget en slags byggemodning: over den forhåndenværende eng er spredt et lag afkvistede grene, og derover er lagt lerblandet sand. I dag ligger det oprindelige terræn 1,5 meter under vandspejlet i Søndersø. Et sikkert bevis på, at vandstanden er hævet!

I et lidt højere niveau fandtes rester af et hus - en fodrem med isiddende »støjler« hvorom vidjefletning. En dendrokronologisk datering, foretaget af Wormianum, giver byggetidspunktet. Egetræet, som har leveret fodremmen, er fældet år 1018 eller ganske tæt deromkring. Bygningen er dog næppe den første på pladsen; der synes at være dybereliggende levn af mindst en til.

Af de følgende ca 300 års bebyggelse blev der i det ret snævre udgravningsfelt kun påvist gulvlag og ildsteder - de sidste lå næsten nøjagtigt over hinanden, så at man må tro, det er den samme bygning, der er fornyet gang efter gang. Ydervæggene faldt uden for feltet og blev kun eftersøgt ved det yngste hus i serien. Det har haft jordgravede stolper, hvorimellem der var lagt en sokkel af dels kampesten, dels dårligt brændte munkesten, stablet uden mørtel eller andet bindemiddel. Af væggene fandtes ingen spor, men den ret store afstand mellem stolperne (1,7 meter) kunne tyde på, der er anvendt bulfjæle. Husets dimensioner kan ikke angives, da kun nordvesthjørnet og et stykke af nordre langside afdækkedes. Dateringen - ca 1300 - har et møntfund givet.

Om huset med fodremmen, vikingehuset, hører med i serien, er svært at sige, da kun så lidt af det blev undersøgt, men det kan ikke udelukkes. Dets væg ligger ganske vist under de senere bygningers gulvlag, men måske har det blot været mindre end de andre, og vægretningen er i hvert fald den samme som i det yngste hus. Man fristes til at tro, at der siden begyndelsen af 1000-årene har været en forholdsvis fast matrikulering på stedet og formodentlig en ret tæt bebyggelse, ellers havde man næppe så omhyggeligt fastholdt netop dette sted. Det, at man er startet med en slags byggemodning af det formodentlig ret fugtige engareal, kunne tyde på, at de bedste byggegrunde på den tid allerede var optaget. (Fig. 4), (Fig. 5). Arealet umiddelbart vest herfor ligger ikke slet så lavt og kan tænkes at have været fuldt bebygget, da engen toges i brug.

På grund af den høje vandstand var bevaringsforholdene meget gunstige. I de ældre lag blev fundet ganske meget læderaffald sammen med enkelte sko og halvstøvler; der er ingen tvivl om, at huset i 1000-årene var beboet af en skomager. (Fig. 6). Senere kom der andre håndværkere. I mange lag fandtes forarbejdede stykker af ben og tak samt affald: afsavede knogleender og dele af hjortegevirer. En benmagers efterladenskaber! Produktionen har nok især været lagt an på kamme, men der er også fremstillet andre ting, således »islægger«, datidens skøjter.

Skønt Byprojektets udgravning ikke var i stort format, klarer den væsentlige problemer omkring det ældste Viborg, herunder »Asmildmysteriet«. Det oprindelige jordsmon under vikingetidshuset ligger, som nævnt, 1,5 meter under søens vandspejl. Så meget - og sandsynligvis en del mere - må vandstanden være hævet. Forklaringen er ligetil, ved afløbet i søens sydende ligger Søndermølle, anlagt på ukendt tidspunkt i middelalderen, og her er vandet stemmet op til et fald på 2,2 meter. (Fig. 7). De to søbassiner er ret dybe (7 og 12 meter), men mellem dem, lidt syd for den nuværende vejdæmning, er der et lavvandet område. Tænker vi os vandstanden sænket 2 meter, vil der opstå en tange, ad hvilken man tørskoet kan komme over til Asmild. Da bispegården blev anlagt, har forbindelsen til byen utvivlsomt været i orden. Vikingehuset og dets efterfølgere har sandsynligvis ligget ved nordsiden af Asmildvejen.

Som Hugo Matthiessen forestillede sig, må der have været en nord-sydgående hovedgade, sikkert Sct Ibsgade og dens fortsættelser, Riddergade og Lille Sct Mikkelsgade. Her løb veje fra alle egne af Jylland sammen, og herfra udgik Hærvejen. Langs med gaden lå kirkerne tæt, og uden for byområdet mod nord og syd var der - i hvert fald i senmiddelalderen - vejfartskapeller. En væsentlig del af det ældste Viborg skal nok søges langs dette strøg, men bebyggelsen har næppe været sammenhængende. Som allerede berørt var det oprindelige terræn meget bakket og uregelmæssigt, og det er sandsynligt, at de mest jævne områder først er taget i brug.

Østfra, fra Randers, kom en vej, den passerede Asmild, overskred tangen, krydsede den nord-sydgående vej og fortsatte op over bjerget, hvor terrænet igen blev jævnt, og hvor der derfor har været bebyggelse. Området omkring vejkrydset har nok været et af centrene i det tidligmiddelalderlige Viborg.

Ifølge Saxo befæstede Svend Grathe Viborg omkring 1150. Vi ved ikke med sikkerhed, om hans forsvarsværker svarer til dem, vi kender fra middelalderens slutning, men terrænforholdene taget i betragtning forekommer det sandsynligt. Det således indhegnede område kan ganske vist langtfra have været fyldt ud, men til den formodentlig spredte bebyggelse var det næppe for rummeligt. Visse kvarterer må endda være faldet uden for voldene, således mod syd, hvor fæstningslinjen fulgte et dalstrøg og dermed kom til at afskære Mikkelskirken, som jo bevisligt eksisterede på Svend Grathes tid. At få også den med ville have været bekosteligt og have svækket fæstningen som helhed. Som nævnt blev Sct Mikkel få år senere afgivet til de fattiges hospital. Sogneboerne var vel flyttet inden for fæstningsværkerne.

Inden for volden levede borgerne deres liv, rejste deres huse, hvor terrænet tillod det, og byggede dem troligt op igen, når de brændte eller faldt sammen af ælde. På et tidspunkt omkring år 1300 er bebyggelsen ned mod vandet dog blevet opgivet. Det skyldes uden tvivl opstemningen ved Søndermølle og den deraf følgende stigning af søen, som ganske vist ikke direkte satte husene under vand - terrænet var jo hævet betydeligt siden vikingetiden - men som gjorde området fugtigt og på længere sigt ubeboeligt. Da samtidig forbindelsen østpå til Asmild blev afbrudt, må vel i øvrigt kvarteret være blevet af mindre betydning. For bispen, som blev afskåret fra sin domkirke, har vandstigningen været til stor gene, og man forstår, at han på et tidspunkt flyttede over til byen.

Søndermølle nævnes første gang 1488, men det er temmelig tilfældigt, og der er ingen grund til at betvivle, den er langt ældre. Man skulle synes, at opstemningen af søen har medført større ulemper for byen end fordelen ved en vandmølle kunne opveje, og det er da også sandsynligt, den er foretaget af en helt anden grund, og at mølleriet blot var en tilgift. På næsset, der fra bysiden skyder sig ud mellem Nørre- og Søndersø, det hvorfra nu dæmningen udgår, ligger et voldsted, Borgvold, som har spillet en rolle i Danmarkshistorien. 1313 rejste nørrejyderne oprør mod Erik Menved. Det lykkedes dem i første omgang at besejre den kongelige hær, men til slut blev de nedkæmpet med hjælp af tyske lejetropper. Ved den efterfølgende rettergang afsløredes det, at revolten var planlagt af stormænd og bønder i forening på landstinget i Viborg. Borgvold skal, ifølge Ribeårbogen, være bygget af kongen som repressalie efter disse begivenheder. Om anlægget blev opført fra grunden af, ved vi ganske vist ikke, der kan have ligget en borg i forvejen, men så meget synes sikkert: Borgvold er anlagt af kongemagten - ikke for at beskytte Viborgs borgere, men for at holde dem i ave og vel navnlig for at kontrollere begivenhederne på landstinget. For at voldgraven kunne fyldes, krævedes hævet vandstand i søen, så mon ikke opstemningen er foretaget ved den lejlighed? At ændringen ødelagde den lavtliggende bydel og afskar vejforbindelsen mod øst, så man stort på, ja betragtede det måske ligefrem som en retfærdig straf mod genstridige borgere.

Man kan dårligt, når dette nævnes, undlade at genkalde sig beretningen om bisp Gunners jordefærd 1251: »Hans lig blev af provster, klerke og andre gode mænd ført nordpå, over søen«. Desværre fremgår det ikke, om søtransporten foregik pr båd eller ad en forbindende landtange.

Flere danske byer har i de senere år gennem udgravninger kunnet dokumentere deres oprindelse i vikingetid, ja for en af dem - Ribe - er det endda lykkedes at komme endnu længere tilbage. Også i Viborg har jordfundene altså nu talt deres klare og tydelige sprog, som har gjort os klogere på en række områder. Resultatet er overraskende og mere end almindeligt løfterigt. Det ganske lille hjørne af vikingebyen, som udgravningen afdækkede, viste - takket være opstemningen - bevaringsforhold, som langt overgår, hvad de andre byer har præsteret; vel kun Hedeby kan opvise noget tilsvarende. Arealerne langs søen er for en stor del ubebyggede og altså relativt let tilgængelige. Bordet er dækket den dag, det ældste Viborg for alvor skal graves frem.