En håndfuld flint

I de senere år har forholdet dog ændret sig, sådan at man nu normalt hjembringer alle menneskegjorte genstande fra udgravningerne - og at det ikke er overflødigt, vil efterfølgende lille redegørelse forhåbentlig vise (Fig. 2). Den håndfuld flintaffald, der skal omtales, er sammen med mængder af andre ting fundet på en sydsjællandsk boplads fra yngre Maglemosetid, en sen del af jægerstenalderen. Pladsen lå oprindelig ved sydbredden af en sø. Den er nu ved tilgroning blevet til mose - Holmegårds Mose, nær det bekendte glasværk.

Under arbejdet med at nummerere det hjembragte fundmateriale opdagedes det, at der var indridset ornamenter i den hvidlige skorpe på siden af en flækkeblok. I skrålys kunne man klart skelne en kraftig ret linje med tilhørende række af krydsskraverede trekanter. Blokken var fundet øverst i en lille dynge flintaffald, og nu, da opmærksomheden var vakt, viste det sig straks, at en del af de andre stykker ligeledes havde skorpe med indridsede ornamenter; åbenbart var de alle brudstykker af en og samme flintknold. Samlingen kunne yderligere suppleres med et antal stumper, uden skorpe, men af samme karakteristiske homogene flint. Stykkerne blev limet sammen, og resultatet blev en 21 cm lang, nærmest bananformet sten.

Før vi går over til en nærmere omtale af selve denne genstand, vil vi
kort opholde os ved sammensætningen, som jo - i omvendt rækkefølge - giver et billede af den i oldtiden foretagne ophugning. Hensigten med denne har åbenbart været at lave flækker, men hertil krævedes flækkeblokke med en ganske bestemt vinkel mellem side og topflade (hvor slaget skulle falde), og fremstillingen af egnede slagflader har derfor været flinthuggerens primære opgave. Det er interessant at se, hvor systematisk han har arbejdet sig frem mod målet. Først når det var nået, kunne den egentlige flækketilvirkning begynde.

Det er lykkedes at finde 77 stykker af flintknolden, og ud fra hulrum og ar kan det med sikkerhed siges, at der yderligere har været mindst 66 (Fig. 3, Fig. 4). Ingen af de tilstedeværende stumper har blot antydning af brugs- eller forarbejdningsspor, de er slet og ret affald. Resultatet - det som hele arbejdet drejede sig om - finder vi mellem det manglende, men altså i negativ: en halv snes ganske regelmæssige småflækker, de mest regulære stykker, ophugningen har frembragt. At de glimrer ved deres fraværelse kan ikke undre. De er blevet lagt til side, måske til fremstilling af mikroliter (små fint tilhugne flintstykker, der bl.a. har været brugt som pilespidser). Tilvirkningen af en halv snes småflækker (længde knap 5 cm) har altså afkastet mindst 133 stykker affald. Spildet har været stort inden for dette håndværk.

Den restaurerede flintknold er på det meste af overfladen dækket af den omtalte skorpe, der er hvidlig og hård som ben. Tegningerne, som må være frembragt med et spidst instrument, rimeligvis en flintspån, virker ved første øjekast meget forvirrende, men ved nærmere betragtning anes en komposition, en gruppering af samhørende elementer. Ved den ene ende ses således flere omløbende ornamentborter (zigzaglinjer, rækker af trekanter med og uden krydsskravering); de danner en slags ramme omkring endepunktet, som markeres af en kraftig streg, lagt hen over selve spidsen med forankring i krydsskraverede felter. Og omtrent midt på stykket står en gruppe figurer: to kryds skraverede, langsløbende bånd mellem to trælignende tegninger og - på stykkets anden side - et mindre krydsskraveret bånd samt et par kamformede figurer. Også denne gruppe kan med nogen rimelighed anses for en enhed; når man fra et bestemt udgangspunkt følger den kredsen rundt, ser man, at stregtykkelsen tiltager gradvis, hvilket kan betyde, at den er ridset i én omgang med et efterhånden sløvet instrument. - Helt uden system synes kradserierne altså ikke at være. Indtrykket af total planløshed, som vi fik ved første betragtning, kan ikke opretholdes.

Flintstykker med ornamentik er omend ikke helt ukendte så dog overordentlig sjældne, men på samtidige redskaber af ben og tak findes ret hyppigt tilsvarende tegninger, så der savnes ikke sammenligningsmateriale, når vort »kunstværk« skal vurderes. Spørgsmålet er så, om sammenligningerne egentlig gør os meget klogere. Nok er det en udbredt opfattelse blandt vor tids forskere, at der ligger klare tanker og forestillinger bag indridsningerne, men hvad disse forestillinger egentlig gik ud på, har det endnu ikke været muligt at gennemskue. Trekanter, kamme, træformede figurer o.s.v. kan have haft en symbolværdi, måske med magisk islæt, men vi kender den ikke. Til disse problemer kommer så spørgsmålet om selve stykkets anvendelse, for det må have haft en sådan, det kan næppe tænkes dekoreret alene med ophugning for øje. En hjortetaksøkse eller en benpren kan man forestille sig brugen af, men dette sære stykke – (Fig. 5)? I det følgende skal forsøges en tolkning, men det må stærkt understreges, at vi bevæger os på gyngende grund.

Formen og den kraftige streg, der er tegnet hen over spidsen, leder tanken hen på fallosen, afbildningen af det mandlige kønslem, som kendes fra mange primitive kulturer. De omløbende borter omkring spidsen kan da markere den ydre fortykkelse på nævnte legemsdel. Så vidt så godt, men hvad med de øvrige tegn og figurer? På enkelte af jægerkulturens ristninger optræder stiliserede menneskebilleder, i reglen med skraverede, undertiden krydsskraverede, kroppe (se Skalk 1968:2). Det mindste af de afkrydsede bånd på flintstykket kunne være en sådan - ganske vist yderligt forenklet - menneskefigur og da vel snarest en person af hankøn (Fig. 6). Godtages dette, kommer man imidlertid ikke uden om også at opfatte de to større, desværre noget mangelfulde, krydsbånd som menneskefremstillinger, og vi får da en samlet gruppe på tre personer, som under hensyn til størrelsesforholdene kan tænkes at være to voksne og et barn. Hermed skulle tolkningen være hjemme: Der var engang en mand og en kone, der ønskede sig en søn —.

Det ser ud til, at menneskene i den del af oldtiden, der her er tale om, en stor del af året har opereret i smågrupper bestående af nogle få eller måske blot en enkelt familie. For en sådan gruppes eksistens på længere sigt måtte det være af yderste vigtighed, at der blev født børn af begge køn. Hvad kunne man gøre? Det samme, som er gjort og stadig gøres af folk på tilsvarende kulturtrin: gribe til magiens hjælp.

Skeptikere vil indvende, at flintknoldens ophugning passer dårligt i dette billede. Dertil kunne for eksempel svares, at dens brug måske ikke har ført til det ønskede resultat. Det helt usædvanlige, at så mange af stenens stumper lå samlet i en dynge, antyder under alle omstændigheder, at der har været noget særligt ved denne genstand.

Det hypotetiske i ovenstående tolkning må atter betones, andre og måske mere nøgterne udlægninger kan sikkert fremføres, men alle vil lide under den samme beklagelige mangel på bevis. Vort kendskab til oldtidens åndsliv er imidlertid så mangelfuldt, at selv det dunkleste budskab må modtages med taknemmelighed, ikke mindst når det kommer fra denne fjerne tid. Om fundets kvalitet hersker der iøvrigt ingen diskussion. Ristninger i flint er som sagt yderst sjældne, og genstanden hører til de rigest ornamenterede, som kendes fra ældre stenalder. Dertil kommer de klare oplysninger om ophugningsprocessen, som rigeligt betaler for sammenlimningens besværligheder. Det var historien om en håndfuld flint (Fig. 7).