En Frølich
Lorenz Frølich er en af forrige århundredes mest fremragende bogillustratorer. Med et vældigt persongalleri af guder og helte levendegjorde han de gamle sagn og fortællinger fra Danmarkshistorien på en ny og overbevisende måde, og hans billeder er da også blevet flittigt genbrugt lige siden. I Paris, hvor han slog sig ned for en årrække, udfoldede han en anden side af sit talent, børnebogsillustreringen, og opnåede en sådan yndest, at en børnebog ligefrem blev kaldt »un Froelich«. Inspireret af sine egne oplevelser med datteren Edma skabte han i samarbejde med forlæggeren Hetzel, som skrev teksterne, en figur, mademoiselle Lili, der straks blev meget populær. Det blev til mange udgivelser om den lille pige, de udkom i store oplag og blev oversat til flere sprog. Det særlige ved disse bøger er deres moderne syn på børneopdragelse. De prøver ikke, som det ellers var almindeligt, at gøre børnene til bedre mennesker ved at skræmme og belære, der er intet af Den store Bastians rædselspædagogik, derimod et skarpt, men kærligt blik for barnets ejendommeligheder, dets fantasi og opfindsomhed; barnlighed er blevet en kvalitet, ikke en svaghed. Det er nye ideer, som her føres frem, og måske var man i Danmark ikke moden til dem. Det er i hvert fald en kendsgerning, at et af de få steder, hvor bøgerne ikke slog an, var i kunstnerens hjemland. Kun en enkelt blev udgivet her.
Af Redaktionen
Fig. 1: ingen billedtekst.
Det har forlaget Wormianum prøvet at råde en ganske lille smule bod på gennem udsendelse af endnu én i serien, nemlig Line og fætter Lukas på opdagelsesrejse. Den er fra 1866, hvor de store ekspeditioner optog sindene, også hos de to små hovedpersoner, som i løbet af en enkelt begivenhedsrig dag trænger ind i Afrikas jungle, bestiger Mont Blanc og opdager Nilens kilder, endda flere år før det skete officielt. Den indbundne bog er på 56 sider og koster for abonnenter 92 kr, i boghandelen 107 kr.