En dejlig sang
(Fig. 1) Når danskere kommer i den helt store feststemning, sker det, de tager hinanden under armene og vuggende, i forholdsvis samlet kor istemmer: Sejle op ad åen sejle nedad igen for derefter at gentage disse linjer i en uendelighed. Her kan alle være med, men odenseanere lidt mere end andre. Det er nemlig deres å, der synges om.
Af Arne Bloch
Fig. 1: Dette stemningsfyldte billede af bådfarten på Odense å er malet 1908 af teatermaleren Carl Lund. Det findes nu på Møntergården, der rummer det odenseanske bymuseums samlinger.
Sommeren 1870 startede man i Odense daglige sejladser fra Slusen i Munke Mose nær byens centrum til den grønne skov med det poetiske navn Fruens Bøge. Disse udflugter, der foregik med dampbådene Odin, Kvik og Sct. Alban, fik med årene mange deltagere, blandt disse var forfatteren Lauritz Stephan og komponisten Emilius Wilhelmini, begge Odenseborgere. Åbenbart har de nydt turen, for den inspirerede dem til en skønsang, »Langs åen«, som 1895 udkom med tekst og musik på et odenseansk forlag. Den fik den bedst tænkelige introduktion for publikum, da Odense Folketeater - byens teater nummer 2 bestemt for den lettere muse - samme år blev indviet. Komponisten dirigerede selv det store orkester, mens kongelig operasanger Eduard Agerholm foredrog de tre vers, hvoraf det første lyder:
Sejle op ad åen
en dejlig sommerdag.
Hvilken lyst, på engens kyst
nikke tusind blomster tyst,
og ved den blinkende vove
langt fra vejenes støv
vinke de skyggende skove
med herlig luft og løv.
Kommer imellem der brud på maskinen,
eller vi løber en smule på grund,
har ved forliset en trøst vi i pinen:
vi kan ej drukne, hvor vi føler bund.
Sejle op ad åen
en dejlig sommerdag.
Båden glider på den
med sagte stempelslag.
Sangen blev populær i byen, og den nåede hovedstaden, hvor den kom til at høre til det faste repertoire i Dyrehavsbakkens sangerinde-pavillon. Efterhånden gled den i baggrunden, men adskillige år senere fik den et slags comeback, da kapelmester Henrik Clausen lod den indgå i et potpourri, han spillede med sit orkester i Lorry. Den nye form var dog meget forskellig fra den oprindelige, faktisk var kun en enkelt linje i behold - den fik til gengæld alt, hvad der tilkom den. En poetisk evighedsmaskine var startet. Den fungerer i bedste velgående den dag i dag.
Fig. 2: Bådfarten udgår stadig fra Slusen i Munke Mose. I baggrunden ses Odense Folketeater, hvor sangen lød for første gang. FOT. ARNE BLOCH
