Eksil

Vi skal til Pommern for at finde hans grav, nærmere bestemt til Mariakirken i den tidligere hansestad Rügenwalde. I vore dage hedder byen Darlowo. Den ligger ved den pommerske Østersøkyst, små to hundrede kilometer vest for Gdansk i Polen. 

Darlowo er i dag en stemningsfuld, men også noget søvnig provinsby, som dog i et par hektiske sommermåneder fyldes med liv, når turisterne fra indlandet strømmer ud til Østersøkysten. Tidligere, i middelalderen og renæssancen, var byen anderledes aktiv. Dels var den jo medlem af hanseforbundet - om end ikke et af de vigtigste - og havde gode indtægter gennem købmændenes handel, dels var den fyrsteby. Fra 1368 havde hertugerne af Pommern-Stolp deres residens her. 1637 døde den sidste hertug barnløs, slottet overgik til Brandenburg, og 1701 kom det til Preussen. 

Her var det, Erik døde mæt af dage i 1459, langt fra sine riger. Fremmed har han dog ikke følt sig, for slottet i Darlowo var hans barndomshjem. Erik var fra fødslen pommersk og bestemt til at arve faderens hertugtitel. At han skulle blive konge, var ikke sunget ved hans vugge. Indtil seksårsalderen hed han Bugislav, og ingen så i ham en kommende hersker over de tre nordiske riger. Hvordan gik det hele da til? 

Vi må repetere lidt af Danmarkshistorien fra Margrethe 1.s tid. Hun regerede jo som »fuldmægtig frue og husbonde« for sin umyndige søn Oluf, men denne døde ganske ung 1387, og da han var enebarn, måtte man til at se sig om i de fjernere grene af kongefamilien efter en tronarving. Man fandt ham på den anden side af Østersøen: den unge Bugislav i Rügenwalde. Han var søn af hertug Wartislav 7. af Pommern- Stolp og Maria af Mecklenburg. Her er det, at forbindelsen til Danmark kommer ind. Hendes morfar var nemlig Valdemar Atterdag. 

Det var noget langt væk, skulle man synes - ikke bare i slægt, men også rent geografisk. Det har en og anden nok også ment dengang, men andre kunne pege på Danmarks hundredårige traditioner for nære forbindelser i den retning. Valdemar den Store havde jo underlagt sig Rygen, og 1185 satte hans søn, Knud 6., kronen på faderens værk ved at erobre den pommerske kyst, hvorefter de danske konger kunne smykke sig med titlen »De venders og goters fyrste«. De vendiske lande gik ganske vist hurtigt tabt igen, men det forhindrede ikke monarkerne i at benytte titlen - faktisk helt frem til 1972 (Fig. 1, Fig. 2). 

Ikke blot den lille Bugislav, men også hans søster Catharina blev kaldt til Danmark, hvor dronning Margrethe opdrog dem som sine egne børn. Samtidig fik han nyt navn: det slaviske Bugislav blev til det nordiske Erik. Margrethes afdøde søn Oluf var opkaldt efter den norske Skt Olaf, plejesønnen fik den svenske nationalhelgens navn, alt i unionens ånd. Margrethe måtte dele sol og vind lige i sine tre riger! 

Erik fik en grundig uddannelse, planlagt i alle detaljer af dronning Margrethe med henblik på hans senere tronbestigelse. Catharina blev opdraget i Sverige, nemlig hos birgittinernonnerne i Vadstena. Netop denne orden stod Margrethes hjerte nær, og vi ved, at de to fyrstebørn blev dybt præget af den hellige Birgittas tanker. Begge blev således klostergrundlæggere. Erik stiftede efter Margrethes død birgittinerklostrene i Maribo og Mariager. 

Erik var som sagt i seksårsalderen, da han 1388 kom til Norden, men allerede året efter blev han hyldet i Norge. Hans kroning som unionskonge fandt dog først sted i 1397; det skete i Kalmar. Endnu i femten år måtte han regere under Margrethes formynderskab, for hun slap ikke tøjlerne, før døden indhentede hende 1412. Da var Erik 30 år gammel. 

Erik af Pommern kunne ellers sagtens stå på egne ben. Han havde et fast greb om kongemagten, og stribevis af tiltag vidner om hans handlekraft. Det lykkedes ham at vriste København fra Roskildebispen, hvilket blev begyndelsen til byens position som hovedstad. Det var også Erik, der satte opkrævningen af Øresundstolden i værk. Han grundlagde Landskrona som handelsby, og han byggede borge ved Helsingør (Krogen), Malmø (Malmøhus) og Visby på Gotland (Visborg). Den italienske humanist, Æneas Sylvius Piccolomini, som senere blev pave under navnet Pius 2., traf Erik, formodentlig i forbindelse med hans rejse til Det hellige Land 1423-25, og har givet følgende beskrivelse af ham i et værk om samtidens navnkundige mænd: »Erik havde et skønt legeme, guldgult hår, et rødmosset ansigt og en lang, smal hals. Han bar ejendommelige klæder, thi han dækkede sin hals med et linnedtørklæde, som var fasthæftet med et gyldent spænde. Alene, uden hjælp og uden at berøre stigbøjlerne, sprang han op på sin hest, og han drog alle kvinder, især kejserinden, til sig med elskovs længsel«. 

Med årene blev Erik af Pommerns forhold til rigsrådene i Sverige og Danmark imidlertid mere og mere anstrengt. En af ankerne var, at han, der selv var barnløs, forsøgte at få sin fætter på fædrene side - han hed også Bugislav af Pommern - anerkendt som tronarving. Det var trods alt for langt fra den danske kongeslægt! Man foretrak Christoffer af Bayern, en søn af søsteren Catharina. 

Vi skal gøre en lang historie kort. 1439 blev Erik af det danske rigsråd opsagt som konge - vi havde jo valgkongedømme i middelalderen - og drog i eksil, først til Visborg på Gotland, hvor han sad i ti år. Da han omsider måtte fortrække herfra, valgte han at søge hjem til Pommern, til slottet i Darlowo, hvor han var født. Ringen var sluttet. 

Slottet, der stadig eksisterer og netop har gennemgået en omfattende restaurering, fungerer nu som museum for de pommerske hertuger (Fig. 3). Det blev oprindelig opført på en ø i floden Wieprza (tysk Wipper), men byen er for længst vokset uden om det. Anlægget er firefløjet omkring en borggård. Ældst er længerne i øst, vest og syd; de blev opført kort før Eriks fødsel. I 1500-årene tilføjede man en fløj i nord med vindebro og port mod byen. Den oprindelige port, der vender mod syd, væk fra staden, er overbygget med et 23 meter højt tårn; her boede fyrstefamilien til daglig, og herfra skulle det sidste forsvar føres, hvis det lykkedes en fjende at trænge over på slotsøen. Vestfløjen, der indeholdt riddersalen, brændte i slutningen af 1700-tallet og blev ikke genopført. På dens plads findes i dag en lav udstillingsbygning af nyere dato, men bortset fra det er slottet velbevaret og i høj grad et besøg værd for dem, der rejser ad Pommern til. 

Erik døde som nævnt 1459. Begravelsen fandt sted i en nærliggende by, men på et tidspunkt, vistnok 1654, blev han og to andre fyrsters jordiske rester overflyttet til Darlowos Mariakirke. Kisterne hensattes i en krypt under kirkens kor, men det viste sig at være et uheldigt valg, for dels trængte grundvandet ind, dels brød hvælvingen sammen, hvilket i særlig grad gik ud over Eriks kiste, der var af træ (Fig. 4). Den måtte fornyes. 1888 blev de fyrstelige kister hentet op af krypten og placeret bag et smedejernsgitter i selve koret. 

På foranledning af kejser Friedrich 3. blev der fremstillet en ny kiste til Erik. Den blev hugget af fransk kalksten, og udstyret som det sømmer sig for en konge. På låget ser man Danmarks, Norges og Sveriges rigsvåbener samt det pommerske våben: griffen. Senere er kisterne blevet flyttet endnu en gang, og Eriks foreløbigt sidste hvilested er nu et kapel i kirkens vestende. 

Erik er ikke glemt i Darlowo - tværtimod. Det er ham af alle de pommerske fyrster, der i dag afbildes i slotsmuseets bomærke. I vor kongerække benævnes han Erik 7. Polakkerne kalder ham Eryk 1., nemlig hertug Erik 1. af Pommern (Fig. 7, Fig. 8).