Efterligning i ler

De i det følgende fremførte eksempler er alle hentet fra stridsøksekulturen, som dukker op med sit udvalg af helt nye former i sidste halvdel af bondestenalder, uden at man rigtigt har kunnet forklare, hvor den kommer fra. Er der tale om indvandring eller, som mange nu mener, om udvikling på hjemlig grund? Den diskussion vil vi nu ikke blande os i, her gælder det oprindelsen til nogle af de nye lerkartyper.

En lille lerskål med fire eller flere - helt op til ni - små knopformede ben findes nu og da i stridsøksegravene. Skønt den altså ikke er særlig almindelig, er det naturligt at tage den som udgangspunkt, da forbilledet er klart og tydeligt. I samtidige tyske grave optræder nemlig helt tilsvarende skåle, men skåret i træ. Leret er et føjeligt materiale, der let antager en hvilken som helst form, og man har altså fundet behag i denne.

Til kulturens hyppigst forekommende lerkar hører de såkaldt retvæggede bægre, af facon nærmest som urtepotten, men med sider, der nærmer sig det lodrette. Det er en karform, man ellers ikke ser meget til i oldtiden - vore forfædre har måske fundet den lidt for primitiv - men her er den altså, og så meget mere nærliggende er det at søge forbilledet i andet materiale. Det er ikke svært at finde, en slags æsker af bark eller spån, som optræder i stridsøksegrave (se Skalk 1967:1), men som vi i øvrigt kender bedst fra bronzealderens egekister, melder sig af sig selv. De er af forståelige grunde næsten altid cylindriske, materialet har bestemt formen, og den overtog man så.

Fra andre kulturer ved vi, at også lædervarer kunne inspirere pottemagerne. I de tidligste stridsøksegrave optræder, om end langtfra almindeligt, et svajet lerbæger med »indsnøring« på midten. Halsen er ornamenteret med vandrette linjer, dannet ved indtryk af tosnoet snor, og lige under den, allerøverst på bugen, ses en bort af små lodrette streger, som en række kommaer. Skulle forbilledet være skindposen med snor til sammensnøring, senere tiders kræmmerpung? Til at optage snoren tjener en række små snit et stykke under randen, det kan være dem, man har villet efterligne med kommaerne. Når pungen er lukket, vikles de løse ender af snøren om halsen, og også det er jo illustreret på lertøjet. Senere i stridsøksetiden udvikler de svajede bægre sig videre, formen bliver mere udflydende og ornamentikken går i andre baner, men netop på de ældste synes den foreslåede løsning at passe perfekt. At karrene er forsynet med en lille bundflade og altså kan stå i modsætning til pungen, der nødvendigvis må ligge, tilskriver vi praktiske hensyn. Det nye materiale gav nye muligheder.

Stridsøksetidens store husholdningskar kender vi meget lidt til, men enkelte er dog fundet: brede, rummelige krukker uden dekoration bortset fra grove bølgevulster under randen. Man fristes til i denne hverdagsornamentik at se det rynkemønster, der fremkommer, når man lukker en sæk. Sække med korn, mel eller lignende kan meget vel have stået side om side med karrene i stridsøksefolkenes forrådsrum.

Har vi givet fantasien lidt for frie tøjler? Måske, men vi vil undskylde os med, at der hos de historiske naturfolk kan hentes talrige eksempler på sådanne efterligninger. Tænk i øvrigt på, hvad der i dag eftergøres i vidunderstoffet plastic. Det er jo arkæologiens svaghed, at den kun viser os en side af genstandsmaterialet, de mange sager af organisk stof, som også eksisterede, har vi kun lige akkurat færten af. Med dem i hånden ville mangt og meget åbenbares (fig. 1).