Dronningen

Skarpsallingkarrets fundhistorie er ikke uden dramatik. I 1892 kom det til Nationalmuseet fra Randers Museum, som året i forvejen havde erhvervet det fra en opkøber. Ifølge dennes opgivelse skulle det være fundet i Skarpsalling ved Løgstør under arbejdet med anlæggelsen af Hobro-Løgstørbanen. For forrige århundredes arkæologer var tingene hovedsagen, fundoplysningerne kom i anden række. Man gjorde derfor intet forsøg på yderligere at efterspore karrets herkomst.

42 år senere tog en interesseret privatmand, J. Thulstrup Christensen, opgaven op. Et heldigt tilfælde bragte ham i forbindelse med en aldrende stenhuggermester, som viste sig at være finderen i egen person. Karret var, fortalte denne, ikke fra Skarpsalling, men fra den nærliggende Oudrup hede. Sit fund havde han ganske rigtigt - gennem en mellemmand - afhændet til den omtalte opkøber. Perlen blandt danske oldtidskar blev solgt på banegården i Hobro - for 18 kr, men finderen fik nu aldrig sine penge.

Af den høj, hvor karret er fundet, eksisterer nu kun de sørgelige rester, men heldigvis findes der på Nationalmuseet en tegning, som viser mindesmærket, mens det endnu var nogenlunde intakt. Det ses dog, at højen allerede dengang var afgravet i den ene side, hvorved et stort stenkammer var blotlagt, og man forstår, at dette syn har fristet praktiske folk på en stenfattig egn. At lerkarret blev reddet er forbavsende og tjener gravrøveren til ros.

Skarpsallingkarret - som det stadig kaldes - er formet uden brug af drejeskive, alene med hændernes hjælp. Billedet viser den elegante skål og ved siden det lille redskab, som tjente kunstneren, da han smykkede sit værk. Lerkarrenes dronning kan i øvrigt ses på Nationalmuseet. For ret at kunne nydes er det anbragt på en søjle midt i rummet i ensom majestæt (Fig. 2).