Drømmen om et museum

Nu må man ikke tro, at det er idel begejstring, der driver dette værk. Museumsfolkene har deres videnskab, som giver dem mere end nok at gøre, og det oplysende arbejde, som er dem pålagt gennem udstillingerne, har sandt at sige aldrig ligget dem særligt på sinde. Baggrunden for den pludseligt opkomne iver er, at de har fået konkurrenter, farlige medbejlere til folkets gunst, og det har man ikke i længden kunnet lukke øjnene for. Noget må ske, en ny museumsform må opstå, hvis skansen skal holdes.

Det er massemedierne - radio, fjernsyn, populærvidenskabelige bøger - der således har sat de offentlige samlinger stolen for døren, og det kan ikke nægtes, at de har gode kort på hånden, og at de varetager kulturhistoriens folkeoplysende opgave langt bedre, end museerne - i hvert fald hidtil - har gjort. Man kan komme i tvivl, om det overhovedet tjener noget formål at fortsætte denne ulige kamp. Det er bekosteligt at holde et museum åbent for publikum. Var det så ikke, under de givne omstændigheder, meget bedre at lukke - om ikke det hele så i hvert fald det meste. I de gamle udstillingssale kunne der indrettes magasiner, hvor forskerne kunne drive deres studier, og hvor den nye tids formidlere kunne hente inspiration. Lad os i hvert fald efterprøve, hvad der kommer ud af museernes heroiske modangreb - om det nye, som nu skabes, er konkurrencedygtigt.

For ret at forstå, hvad det egentlig er, der sker, må man gøre sig klart, at en genstand kan have to kvaliteter, som gør den værd at samle på, nemlig en raritetsværdi og en forskningsmæssig værdi. Et fejltrykt frimærke har for kulturhistorikeren snarest mindre interesse end det samme mærke i uskadt udgave, men spørg filatelisten, hvordan han ser på det. Blodpletterne på Christian IV’s lommetørklæde er kulturhistorisk set uden betydning, men hvem ville drømme om et sende den kongelige næseklud til et renseri? Raritetsværdien er på det underholdende plan, en slags sætten rekord, og det er ikke at foragte; men det er forskningskvaliteten, genstandens kulturhistoriske indhold, som giver varigt udbytte.

Gennem århundreder, helt op til nyeste tid, har vore museer bygget deres udstillinger alene på rariteten. Det gjaldt naturligvis især de gamle kunstkamre med deres snurrepiberier og vanskabninger, men også de »rigtige« museer, da de opstod - iøvrigt gennem en omvæltning, der i mangt og meget ligner den nu igangværende - var i virkeligheden raritetskabinetter. Det forskningsmæssige indhold var ganske vist til stede, det kom blot ikke til udtryk i udstillingerne, der var indrettet som kulturhistoriske magasiner til ringe berigelse for den uforberedte museumsgæst. Den folkeoplysende funktion, man har tillagt museerne, har de i virkeligheden aldrig haft. Det er det, man nu omsider, hårdt trængt, prøver at bøde på, men let er opgaven ikke, for samtidig må man se i øjnene, at der stilles langt større krav til underholdning, også den kulturelle slags, nu end forhen. Der er brug for mange strenge at spille på.

Hvordan lykkes så denne fornyelsesproces? Ikke alt for godt må man desværre sige, selv om der er hæderlige undtagelser også fra denne regel. Museumsmænd er et konservativt folkefærd, og det er ikke mange, der evner at frigøre sig for den traditionelle museumsforestilling, som de er vokset op med. Nationalmuseet er det store forbillede, og da dette museum fra arilds tid har været opstillet kronologisk (en vandring fra den ældste oldtid frem til nutiden), så skal alle landets andre museer, nye som gamle, naturligvis også være det. Tidligere, da vejen var lang til København, kunne dette måske have en slags berettigelse, med nutidens trafikale muligheder er det en oplagt svaghed. De fleste museumsgæster kommer idag udefra, fra andre egne, og det er ikke mærkeligt, at trætheden breder sig, når den ene udstilling ligner den anden til forveksling. I stedet for at kvæle lokalpræget burde man fremhæve det, koncentrere udstillingen om markante sider af den aktuelle landsdels fortidsliv og vise, hvad egnen ejer af kulturhistoriske seværdigheder. Vægten bør lægges på »hvor« mere end på »hvornår«. Som det er nu, henter turisten sin lokalhistoriske orientering - ikke på museet, men i turistbureauet.

Også større, mere landsprægede, museer kunne med fordel bryde med det kronologiske opstillingssystem. Det ville være forfriskende til afveksling at se stoffet skåret ud på tværs, efter emner: håndværk, handel, gravskik, religion o.s.v., hver i sin afdeling. Den kronologiske sammenhæng kunne tilvejebringes ved tidstavler slået op på væggen - eller bedre: stukket i hånden på de besøgende som en slags billet, man kan tage med sig rundt og putte i lommen, når man går hjem. - Fastholder man den kronologiske opstilling - og det kan naturligvis under givne omstændigheder være velbegrundet - hvorfor så altid med retning fra oldtid til nutid? Det omvendte var dog egentlig mere naturligt.

Museer bør ikke være ens; idealet må være, at hver har sit særpræg. Her ligger nu i en mindre provinsby et museum, svigtet af publikum. Mon ikke besøgstallet ville stige væsentligt, hvis man drejede nøglen om og erstattede den permanente udstilling med skiftende dito én eller to gange om året. Biografen kører jo heller ikke den samme film aften efter aften, år efter år. - Eller en anden mulighed: Man kunne flytte montrerne ud i byens venteværelser: hos lægen, på apoteket - alle kedsommelighedens små tilholdssteder. I ventesalen på stationen kunne hovedudstillingen anbringes; her er jo alle tiders mulighed for at orientere byens gæster om egnens historie og om udflugtsmål, og det kunne statsbanerne vel ikke have noget imod. Et udstillingsvindue i byens hovedgade til præsentation af nyerhvervelser ville heller ikke være af vejen. Det museum ville i hvert fald blive set.

At en udstilling skal have en klar og overskuelig disposition med passende »overskrifter«, så at man hele tiden ved, hvor man er henne, har de færreste udstillere forstået, og udstillingssproget - den måde man får tingene til at meddele sig på - ja det er et helt kapitel for sig. Et nyåbnet østjysk museum, opstillet efter de mest moderne principper, byder sine gæster velkommen med en tavle, hvorpå læses en række navne: Lyngbykultur, Maglemosekultur, Kongemosekultur, Norslundkultur, Ertebøllekultur. I de tilsvarende montrer ses billeder, genstande og tekststykker i dekorativt arrangement på forskelligfarvet baggrund. Man forstår, at det er ældre stenalder, som her søges levendegjort, men hvad er det dog for et billede at give af vor første oldtidsperiode (Fig. 1)? De store vidder, hvor skoven efterhånden breder sig, landet med de mærkelige grænser, helt forskelligt fra nutidens Danmark, den ejendommelige dyreverden og befolkningen, så fåtallig at man næsten ikke kan tro det - ja det er der sikkert alt sammen, men hakket i stykker og syltet til i periodesystemer og »kulturer« karakteriseret ved små forskelligheder i oldsagsformerne - alt det, som optager arkæologen, og som han finder så interessant. Udstilleren glemmer, at museumsgæsten almindeligvis er lige så uvidende om arkæologi, som han selv er det om astronomi eller et andet fag, som ligger uden for hans daglige synsfelt. Værten taler et sprog, som gæsten ikke forstår, og udbyttet må blive derefter.

Der må komme en dag - sikkert inden så længe - da der til ethvert ordentligt museum hører TV-skærme fordelt rundt i rummene, måske ligefrem i skabene. Dermed vil en del af museernes åbenbare talebesvær være afhjulpet, for på billedbåndene kan man jo let og ubesværet få alt det frem, som bør forklares, men som man har så svært ved at udtrykke med tingene alene: Hvordan stenaldermanden huggede flint. Hvordan en musket fungerer. Hvad et manglebræt har været brugt til. O.s.v. Måske kan man herigennem nå frem til en acceptabel museal fortælleteknik.

Variation i den bærende ide, en klar disposition og et levende, letfatteligt udstillingssprog er, hvad man ønsker for de museer, som endnu ikke har taget springet, men som turen snart kommer til.