Drik og spil

Et par dage før jul 1977 ville gårdejer Rasmus Nielsen, Dalagergård ved Sønder Vissing, undersøge nogle sten, ploven gennem flere år var stødt på, og snart lå en lille samling oldsager blottet på den vinterlige mark. Silkeborg Museum tilkaldtes, men der var både frost og sne, så nogen større udgravning blev det ikke til i den omgang. Man nøjedes med at indbringe tingene - to lerkar, en bronzenål og en lille spand af træstaver holdt sammen med brede bronzebånd - til museet. På nålen var endda bevaret stofrester fra borten, den havde siddet i. Glædelig jul!

Det var klart, der var tale om en grav - det bjærgede gods daterer den til tiden 350- 400 efter Kristi fødsel - og at en nærmere undersøgelse måtte til, når vejret blev mere arkæologvenligt. Det skete hen i april, og nu kunne der arbejdes efter alle regler og forskrifter. Den hurtige ransagning i december havde vist, at der ikke kunne være meget af graven urørt, så forventningerne var ikke de største. Det kom som en overraskelse, at det bedste endnu var igen.

Den største kostbarhed var en glasskål, men totalt knust og krakeleret - helt ned til knappenålshovedets størrelse. Den var som et sandslot, der alene holdes sammen af fugtigheden, og man kunne uden videre forudse, at det ved udtørringen ville gå som med bemeldte slot. Glasset havde oprindelig været klart, men det meste var farvet grågult af jordens jernsalte (fig. 1).

Trods udmærkede vejrforhold kunne en frilægning ikke ske på stedet. Skålen blev, udskåret i en jordblok, overført til Statens Konservatorskole, hvor konserveringstekniker Knud Botfeldt fik den overdraget. Det var en problematisk opgave, men efter mange forsøg og opfindelser var den i 1980 lykkeligt fuldført, dog således, at skålen fremstod, som da den blev fundet ved udgravningen - en egentlig sammensætning af de uendeligt mange små stykker kunne der ikke være tale om (fig. 2). Under arbejdet var karret blevet vendt, så bunden kom opad, herved opdagedes en meget svag indridsning i det, der engang var ydersiden. Problemet var nu at få mening i de fine ridser. Skålen var kommet tilbage til Silkeborg, hvor museet eksperimenterede med lys og fotografering, og i den rette belysning tonede et motiv frem - en jagtscene: rytter med flagrende kappe og to halsende hunde forfølger en hjort, der har et spyd plantet i venstre skulder. Ind mellem figurerne er antydet græstotter og omkring dem ses stiliserede træer. På grund af forskydninger i glasfladerne ser spyddet i dag ud, som det var knækket, og beskadigelser, der skyldes sten i graven, har berøvet hest og rytter deres hoveder. Også den nederste hund har fået snuden læderet (fig. 3).

Stregtykkelsen var under 0,2 millimeter, så mange af detaljerne i graveringen kunne næppe skelnes med det blotte øje; man måtte ved udtegningen have hjælp af mikroskop og kraftigt forstørrede fotografier. Små unøjagtigheder i tegningen, som er lavet særdeles kunstnerisk, viser, at den er frihåndsarbejde. Indridsningen må være foretaget med en spids genstand af samme hårdhed eller hårdere end glas, der som bekendt er et materiale, man ikke let sætter mærker i. Efter vort kendskab til glaskunst i oldtiden er valgmulighederne begrænsede; det må enten dreje sig om ædelsten - måske diamant eller smaragd - eller om flint, der har nogenlunde samme hårdhed som glas. Ridsesporene synes at vise, at instrumentet ret hurtigt er blevet sløvt. Det kunne tyde på, at en flintspids har været anvendt.

På grund af jordtrykket i graven er glasskålen i dag næsten så flad som en pandekage, men oprindelig har den haft kuglekalottens form. Tværmålet har været omkring tyve centimeter og højden ca. seks. Om fremstillingsmåden kan man danne sig et indtryk ud fra mere velbevarede eksemplarer af samme type. Glasmageren har med sin pibe pustet en blære. Når den rette størrelse var nået, blev den stukket ned i en form, der kunne være af træ eller, som de romerske glaspustere ofte brugte det, af ler, men som under alle omstændigheder var holdt drivende våd. Ved mødet mellem det varme glas og den våde form dannedes et damplag, der lod glasset glide let, når det derefter drejedes rundt i formen for at få sin fine blanke overflade. Formklodsen gav produktet den ønskede skikkelse, men endnu stod tilbage at fjerne den overflødige del af blæren. Det er sandsynligvis gjort på den måde, at man har ført et varmt jern hen over glasset, hvor man ønskede, det skulle knække, for derefter at fremkalde bruddet ved at slå vand på. Tilbage stod at slibe brudfladerne af, som man kan se, det er sket på romerske skåle. Ja, og så naturligvis at tilføje graveringen, men den hører ikke med i den egentlige fremstillingsproces (fig. 4).

Skåle som denne med indridsede figurer er ikke tidligere fundet i Danmark. Vi må syd for Romerrigets gamle grænse, der fulgte Rhinen og Donau, eller til England, som også var romersk provins, for at finde noget tilsvarende. Motiverne falder i tre grupper, en med emne i kristne forestillinger, en anden med billeder fra hedensk mytologi og en tredje med jagtscener - den sidste har størst interesse i vor forbindelse. De jagede dyr er vildsvin, bjørne, harer og hjorte. Oprindelig fandtes fire skåle med hjortejagt, men det bedste eksemplar gik tabt under anden verdenskrigs kampe om Berlin. De tre tilbageværende er alle brudstykker, så den nyfundne er et kærkomment supplement til samlingen. Korte tekster på græsk eller latin kan være tilføjet - til de kristne billeder således kristne sentenser, til de hedenske optrin og jagtscener ofte en hyldest til vinens glæder, ganske som vi kender det fra ikke-figurdekorerede drikkeglas, for eksempel det fra Stilling ved Skanderborg, hvor man læser: Drik, og du vil leve herligt (se Skalk 1974:4). Vor skål er uden indskrift, måske fordi den fra begyndelsen har været bestemt til det germanske område, hvis indbyggere ikke kunne forventes at mestre fjerne, fremmede sprog. Da motiverne er anbragt på ydersiden, har man hovedsageligt set dem spejlvendt, gennem glasset - og vel også gennem indholdet, der formodentlig var i flydende form. Det er almindeligt antaget, at disse glaskar var til drikkebrug (fig. 5).

Det ville være interessant at kende fabrikationsstedet for den her i landet så sjældne skål, og faktisk kan det med ret stor sikkerhed bestemmes. Ser vi bort fra det danske eksemplar, har vi, når stumperne regnes med, kendskab til i alt 30 graverede skåle, alle fundet i den nordvestlige del af det provinsialromerske område, det vil sige i England, Nordfrankrig, Belgien og Sydtyskland. Spredningen er imidlertid ikke jævn, fundkortet viser en så kraftig koncentration om byen Köln, at der næppe kan herske tvivl om, den er hjemstedet for disse pragtstykker. Köln ved den sejlbare Rhin blev grundlagt af romerne og slog hurtigt igennem som handelscentrum. Allerede i første århundrede efter Kristi fødsel var her et vigtigt produktionssted for romersk glas, og det synes senere at være avanceret til simpelthen det vigtigste. Denne førerstilling skyldes blandt andet, at man lige uden for en af byportene havde råstoffet til at lave klart, ufarvet glas, nemlig næsten 100 procent rent sand - kun 0,02 procent jernsalte i sandet giver grønt glas, så lidt skal der til. Skålenes tegninger virker så ensartede, at der næppe kan have været mere end nogle ganske få glasgravører om at lave dem, og højst sandsynligt er det sket inden for en meget kort periode på ét glasværksted. Sønder Vissing-skålen er den første, der er fundet på germansk område, bortset fra en enkelt, som ligger lige ved grænsen og ganske tæt ved Köln. Ad hvilken rute, den er nået frem til hjertet af Jylland, kan ikke afgøres. Som nævnt har der været livlige handelsforbindelser til visse dele af landet, men næppe regelmæssige besøg af omrejsende købmænd i netop denne egn. Hvor sjældne eller måske hvor dyre glasvarer har været, illustreres af den anden overraskelse, som forårsudgravningen gav os (fig. 6).

I gravens nordøstlige hjørne fandtes 34 spillebrikker, som efter fundomstændighederne at dømme har været anbragt oven på kisten (fig. 7). 16 af dem er lavet af lysegrønt glas, 2 af hvidt og 9 af sort til blåsort glas. Hertil kommer imidlertid 2 tilslebne sorte potteskår, der kan have erstattet bortkomne brikker af mørk farve, samt 5 små, runde sten, hovedsagelig af lyse stenarter, som på tilsvarende måde kan være trådt i stedet for lyse brikker; det hele blev fundet inden for et lille område og har vel hørt sammen med et nu forsvundet spillebræt af træ. Tilsvarende briksamlinger kendes fra andre danske jernalderfund, således en omtrent samtidig grav fra Valløby ved Køge, hvor der var hele to forskellige sæt, det ene med lige mange lyse og mørke brikker, det andet med dobbelt så mange lyse som mørke. Den sidste kombination svarer til vort fund. Ganske vist kan vi kun mønstre 23 lyse og 11 mørke brikker, men et par stykker kan, fundomstændighederne taget i betragtning, tænkes at være smuttet (fig. 8).

Den skæve fordeling af brikker leder tanken hen på et spil, der var meget populært hos vikingerne i 9. til 11. århundrede, og som formodes at være af romersk oprindelse. Hnefatafl, som det hed, havde netop den ejendommelighed, at der skulle være dobbelt så mange lyse som mørke brikker. Spillet foregår på et bræt ligesom dam og skak - de lyse brikker er angriberne, hvis opgave det er at forhindre en kongebrik i at nå ud til kanten af spillebrættet. Hvis kongen omringes på alle sider, så han overhovedet ikke kan flyttes, er spillet slut, men dette søger de mørke brikker at afværge samtidig med, at de baner vejen til kanten.

De romerske spilleregler har nok været noget anderledes, navnet ligeledes, men et spil af den art har i hvert fald været kendt og har bredt sig til det spilleglade Germanien. Storbonden i Sønder Vissing har forlystet sig med det, og samtidig har han kunnet glæde sig over sin smukke glasskål. Mon han selv var klar over, hvor sjælden den var?

Lit: Fritz Fremersdorf: Die römischen Gläser mit Schliff, Bemalung und Goldauflagen aus Köln. Köln 1967.