Drager
Roskilde-fjorden har i vikingetiden haft en ganske særlig betydning. Herfra lå vejen åben til Lejre, og da den mistede sin førerstilling, trådte Roskilde til som landets - eller i hvert fald landsdelens - hovedby. Det har naturligvis sat sig spor i fundene, men ét har især kastet glans over farvandet: skibene, der sommeren 1962 blev hævet op fra bunden ud for landsbyen Skuldelev, og som gav anledning til opførelsen af Vikingeskibshallen i Roskilde. Så store gevinster er sjældne i det arkæologiske lotteri, men mindre kan gøre det, således har en bestemt lokalitet i de senere år givet mange fund fra germansk jernalder og vikingetid, nemlig Sønderø, som i dag ikke er nogen ø, men en halvø på fjordens østside ganske nær Roskilde. Der synes at have ligget en lille anløbs- eller ladeplads, men det er endnu usikkert. Foreløbig er det kun blevet til en mindre udgravning på stedet. (Fig. 1, fig. 2)
Af Tom Christensen
Fig. 1. Aldrig har den nordiske dyreornamentik været elegantere end i sin sidste sene udløber, den såkaldte Urnesstil. Navngiveren er Urnes-kirken ved Sognefjorden i Vestnorge, af hvis portal titelbilledet viser et udsnit. - Tegning: Jens Aarup Jensen. Fig. 2. Ingen billedtekst.
Et af fundene fra Sønderø er en ca fire centimeter lang bronzeplade dekoreret i Urnesstil, en form for ornamentik, der kom på mode i den sene vikingetid. Den er forsynet med fire nitte- eller sømhuller, hvoraf de tre sidder på hver sit »blad«, eller hvad man skal kalde det; tilsammen danner de en slags trekløver. På de samme blade ses imidlertid linjer, der løber sammen og ud i noget, som bestemt ikke tilhører planteriget, nemlig et slangeagtigt dyr, der med sin krumme krop danner et øje. Man kan forestille sig, at beslaget har været fæstnet på en læderrem, måske som del af et spænde.
Det er flere år siden, stykket blev fundet. Det forekom dengang usædvanligt, og et kort sekund vakte det mindelser om noget kendt, men den lille sag blev fortrængt af andre, som skønnedes mere vigtige. For nylig dukkede den imidlertid op i erindringen i forbindelse med søsætningen af Vikingeskibshallens nyeste skibskopi. Øjnene blev med ét opladt på den hidtil blinde museumsmand.
Vender man stykket, som det er gjort på billedet, og som det i øvrigt forekommer naturligt af hensyn til dyret, behøver man ikke at være i besiddelse af nogen tøjlesløs fantasi for at se et vikingeskib stævne direkte mod sig. De sammenløbende linjer, eller rettere deres mellemrum, bliver da til bordplanker i et klinkbygget fartøj og det slanke Urnesdyr til et dragehoved, stævnprydelsen, der ganske vist, af hensyn til stykkets praktiske funktion, er vredet om til siden. Skrogets trekløverform må også være praktisk betinget, den har skaffet plads til tre naglehuller.
Det omtalte skib fra Vikingeskibshallens værft - det som vakte genkendelsen - er en så vidt muligt nøjagtig genskabelse af Skuldelevfundets Vrag 5. Der er tydeligvis tale om et krigsskib, og man har derfor tilladt sig den frihed at tilføje dragehovedet, skønt et sådant ikke blev fundet ved udgravningen. De stolte stævnprydelser er jo uadskilleligt knyttet til vore forestillinger om vikingeskibene, men i virkeligheden var de ikke - i hvert fald ikke altid - en fast bestanddel af disse; de kunne tages af og sættes på efter forgodtbefindende, deres hovedformål var jo at imponere fjenderne. I krønikeskriveren Snorres uforlignelige beskrivelse af forspillet til slaget ved Svold finder vi således denne replik tillagt dane- kongen Svend Tveskæg: »Nu er Olav Trygveson bange. Han tør ikke sejle med dragehovedet på sit skib«.
På det her viste billede af Helge Ask (navneligheden med et andet kendt dansk skib er utilsigtet) ses stævndyret drejet for at fremhæve ligheden med beslaget. Den er efter vor mening iøjnefaldende. Det skyldes ganske vist til dels, at Vrag 5 ligesom stykket fra Sønderø stammer fra 1000- årene, så det har været naturligt at lave kopiens dragehoved i Urnesstil, men alligevel forekommer det utroligt, at skibsmuseets bådebyggere har udført deres arbejde uden kendskab til bronzebeslaget. Det siger lidt om, hvor langt eksperimentalarkæologien kan nå, når faglig grundighed forenes med godt håndværk og en knivspids fantasi.
Det lille bronzebeslag kan udmærket være et lokalt arbejde, udført af en bronzestøber i Roskilde, hvor skibe fra de kongelige flåder sikkert har været hyppige gæster. Det ville give god sammenhæng i tingene, og det er der i øvrigt på flere måder. Fra Vikingeskibshallens vinduer har man en fremragende udsigt til Sønderø. (Fig. 3, fig. 4)
Fig. 3. Fot: Flemming Rasmussen. Fig. 4. Fot: Flemming Rasmussen.
