Doodles fra vikingetid

I juni dette år afleverede frk Lene Lange til Nationalmuseets 1. afdeling en lille klump rav, ca seks centimeter lang, som hun havde fundet i strandkanten ved Elsehoved på Fyn. Ravstykket er nærmest sekssidet og utildannet når bortses fra tre små skødesløst indridsede »tegninger«, der umiskendeligt røber vikingetidsherkomst.

På en af stykkets langsider ses en figur, der ligner en mellemting mellem en and og et skib set i stærk forkortning. Måske har kunstneren ikke selv gjort sig helt klart, hvad det egentlig var, han tegnede, men at han under udformningen af detaljerne har haft vikingeskibet i tanker, kan der næppe være tvivl om (Fig. 2). Den svømmefugleagtigt tilbagebøjede forstavn er spiralsnoet, som vi kender det fra et af de berømte norske skibsfund, nemlig Osebergskibet, og den højt svungne bagstavn med markerede bordplanker kan man finde magen til i adskillige skibsbilleder fra vikingetiden og den tidlige middelalder.

De to andre småtegninger er anbragt sammen på en anden af ravklumpens sideflader. Den ene, som forestiller et stiliseret dyrehoved, er vigtig, fordi den uden vaklen lader sig placere i vikingekunstens store tidstavle og derigennem bidrager væsentligt til ravklumpens nøjagtige datering. Dyret er en sen slægtning af alle de zoologiske mærkværdigheder, der gennem hele yngre jernalder boltrer sig i nordisk ornamentik. Det langstrakte hoved med ovalt øje, nakketop og krølle på snuden er umiskendeligt i »Urnes-stil«, vikingetidens afsluttende kunstgruppe, hjemmehørende i 1000-tallet og opkaldt efter Urnes stavkirke i Norge (se Skalk 1966: 2). Tilsvarende dyrefigurer kendes ikke blot i tegning, men også i fri skulptur (Fig. 3). Der kunne nævnes utallige eksempler, for der er ikke megen kunst fra denne tid, hvor omtalte dyr ikke på en eller anden måde får lejlighed til at stikke sit særprægede snudeskaft frem.

Den tredje og sidste tegning, der er placeret lige over dyrehovedet, er et lidt forvirret ornament. Det gør et ufuldendt indtryk og er muligvis begyndelsen til en af de rosetter eller »knuder«, der er så almindelige i vikingekunstens mønstre af slyngede bånd (Fig. 4).

Vikingetidens ornamentik har hentet sine motiver fra dyreverdenen, men de afbildede skabninger er stiliserede, ofte til ukendelighed. Ved siden af alle de slyngede, deformerede dyrekroppe finder man imidlertid, omend i ret ringe antal, rent naturalistiske tegninger, ikke sjældent med et henkastet præg, som frister til at bruge ordet doodles. Man har nærmest indtryk af, at de strengt skolede ornamentmestre undertiden følte trang til at spænde fra og hengive sig til mere utvungen udfoldelse. Op i middelalderen, hvor den romanske stils planteslyngværk afløser dyreornamentikken, finder vi stadig denne fritidskunst og nu i fuldt flor: flåder af skibe sejler over tilfældige træstykker, ryttere på velnærede heste sprænger over stavkirkernes vægge. De to kunstarter har ikke meget tilfælles (Fig. 5). Tegningerne på vort ravstykke, der alle har karakter af doodles, viser dem i pudsig blanding. Rosetten og dyrehovedet er helt stilbundne ornamenter, mens det lille skib repræsenterer den naturalistiske kunst, skønt det er et misfoster og næppe vil kunne godkendes af Statens skibstilsyn. I ornamenternes stramt regelbundne skemaer vil man i hvert fald ikke finde det.

Den ukendte, der engang i 1000-tallet indridsede sine doodles i ravstykket, kan have øvet sig i tegningens vanskelige kunst, men det er også muligt, at han bare har skullet slå tiden ihjel. En kniv havde man jo altid på sig, og det faldt vel helt naturligt at lege med den, når messen føltes ulideligt lang, eller når man sad hjemme ved ilden i lange vinteraftener og lyttede til mere eller mindre spændende eller sandfærdige historier.