Dolktids cirkelgrav

Det er nærværende artikels ærinde at føje et nyt træk til dette lidt forvirrende billede - og nyt er det i hvert fald: udgravningen, hvis resultat fremlægges, er i skrivende stund netop afsluttet. Som så ofte drejer det sig om et slemt ødelagt anlæg, men det er dog muligt at give en nogenlunde pålidelig forestilling om dets oprindelige skikkelse og art.

En omfartsvej skulle anlægges ved byen Søndersø nordvest for Odense. Ifølge Nationalmuseets sognebeskrivelse har der på strækningen ligget et par oldtidsminder, og selv om de angives sløjfet for mere end 100 år siden, kunne det ikke udelukkes, der var noget af interesse tilbage. Det blev Odense-museet »Fyns Oldtid« betroet at undersøge sagen, en udgravning blev iværksat og rester fundet af en høj (vistnok langhøj) med spor af et større sløjfet stenkammer, muligvis en jættestue. Højen var altså fra stenalderen, men på marken uden for den blev fundet en brandgrav og to jordfæstegrave fra senere oldtidsperioder. Alt sammen meget interessant, men det, der især fangede opmærksomheden, var et fem-seks meter bredt, kredsrundt anlæg tæt ved højtomten, i dennes forlængelse. Om det har hørt til langhøjen eller ligget for sig selv, måske under en selvstændig høj, kunne ikke afgøres.

I overfladelagene lå tre flintdolke, den ene noget beskadiget, og nogle knoglestumper, måske fra ødelagte grave. Lidt dybere fremkom spredte sten og to små sammenbyggede stenkister; i den ene fandtes ubrændte knoglerester af menneske og en flintdolk, i den anden brændte ben, en hjerteformet pilespids og endnu en flintdolk. Kisterne var ganske små, kun 75 X 30 centimeter i indvendigt mål, hvilket er stort nok til en brændtbensdynge, men forekommer noget knebent for en ubrændt person over spædbarnsalderen. Kisterne var ikke gravet ned i eller blot ned til undergrunden, de stod frit i fyld af brunsort muld. Begge grave må efter udstyret tilhøre dolktiden.

Kisterne blev fjernet og udgravningen fortsat nedad, men det, som nu dukkede op, var i en helt anden størrelsesorden, et stort sammenhængende anlæg. Man kan forestille sig det tilblevet på følgende måde: Der er gravet et ca 5,40 meter bredt og nogenlunde cirkelrundt hul gennem muldlaget og omkring 40 cm ned i undergrunden. Det havde flad bund, men let skrånende sider, og disse sidste blev på et tidspunkt belagt med større og mindre sten i pakning af knust flint. Denne stenkrave, som vi kan kalde det, har - især på grund af flinten - været ganske solid, men fandtes nu temmelig ødelagt af senere nedgravninger. De indeholdt jern- og teglstensstumper, som klart daterer dem til nyere tid, og da de fulgte kravens runding, kan man vist gå ud fra, det er stenene, man har været ude efter. De har vel ligget i vejen for markarbejdet. (Fig. 1)

Vor første tanke ved synet af alt dette var, at der måtte være tale om sporene af et sløjfet stenkammer, men der manglede huller efter de store sidesten, og det gik i det hele taget hurtigt op for os, at denne forklaring ikke duede. Nordligt på kredsanlæggets bund, der i modsætning til siderne ikke var stenbelagt, fandtes et tydeligt afskilt område. Det var udefter begrænset af kraven (dog her forstyrret af en moderne grube) og indefter af en knap halvanden meter lang og otte centimeter høj bræmme sat af fem stenfliser rejst på højkant i en smal grøft og ompakket med knust flint. I dette aflukke var, direkte på undergrundsleret, indrettet et »leje« af ca nævestore sten, ligeledes i en pakning af knust flint. Området mellem krave og stenleje var som nævnt forstyrret, så det kunne ikke afgøres, om der også har været en stenkant her, men det er dog mest sandsynligt, at kraven selv har dannet denne; i hvert fald sås der omkring beskadigelsen forskellige pyntelige tendenser i form af sten rejst på højkant med fladsiden frem, som for at udmærke netop dette område. På stenlejet fandtes tre pilespidser (såkaldte tværpile), to flinteflækker og en ravperle - de kan med sandsynlighed antages at være gravgods, mens det er mere tvivlsomt, om nogle lerkarskår og stumper af ubrændte knogler, der indgik i fylden over stenlejet, også har hørt til den grav, lejet må antages at repræsentere. Tilsvarende sager fundet uden for aflukket, i fylden over den runde grubes bund, opfatter vi som tilfældig indblanding fra ældre ødelagte grave. (Fig. 2, fig. 3, fig. 4)

Der viste sig ikke andre gravlejer inden for stenkraven, men midt i området var undergrundsleret rødbrændt, og der sås trækul og stumper af brændte ben. Det kan være et ligbål, der har flammet her - i så fald endnu et eksempel på brandgravskikkens tilstedeværelse i senstenalderen – men måske er det mere nærliggende at tænke på ofring af dyr eller menneske til personen i stenlejegraven.

Mens de højtliggende stenkister let lader sig tidsfæste gennem deres indhold af genstande, ligger det tungere med selve det store cirkelanlæg og den dertil hørende grav. Af de omtalte skår fra fylden inden for stenkraven er nogle tydeligvis fra den ældre del af bondestenalderen, men de kan som nævnt være - og er sandsynligvis - tilfældig indblanding. Tværpilene er dateringsmæssigt til ringe hjælp, typen var i brug gennem meget lange tidsrum. Vort sikreste holdepunkt er i virkeligheden stenkisterne, der synes anbragt af folk, som kendte eksistensen af kredsanlægget og derfor næppe kan være meget yngre end dette. Vi vover at datere hele komplekset til dolktid. (Fig. 5, fig. 6)

Det runde anlæg virker i princippet ukompliceret, det lader sig, trods ødelæggelsen, let rekonstruere, men naturligvis er der usikre detaljer. For eksempel ved vi ikke, om kraven, der ved undersøgelsen blot var et stenlag oven på grubens skrå sidevægge, oprindelig har været tykkere, ja måske ligefrem har haft karakter af en mur; de øverste sten kan jo være fjernet ved markarbejdet. Det før berørte problem, om kredsanlægget har været en del af langhøjen eller et selvstændigt oldtidsminde, er ikke kommet løsningen nærmere.

Der er noget manegeagtigt over vort runde anlæg, den forsænkede bundflade virker som en scene, hvor en handling (grav-ceremonien?) har kunnet udspilles til opbyggelse for et omstående publikum. En konstruktion som denne burde have forbilleder, og søger man blandt de ældre gravtyper, støder man da også på noget, der uden at være overbevisende beslægtet har en vis lighed med det nyfundne. Her tænkes på stridsøksefolkets »cirkelgrav«, en sjælden form, men dog kendt i et antal eksemplarer. Den består af en kredsrund nedgravning, lidt dybere end den ved Søndersø, men knap så stor i omfang. Stenkraven mangler, og graven ligger ikke til siden, men i midten, så ligheden har sin begrænsning, men helt afvise, at der kan være en forbindelse, tør man dog vist ikke. Gravanlæg som disse må have været forbeholdt betydende folk. (Fig. 7)