Dødens tjenerskab
Sommeren 1980 vistes på Louisiana udstillingen »Kinas skatte«. Blandt det mest imponerende og tankevækkende var en række klenodier fra gravmælet for Qin Shihuangdi, herskeren, der omkring 220 før vor tidsregning samlede hele Kina og lod den kinesiske mur opføre. I 1974 fandtes ved et tilfælde en hvælving, der satte arkæologerne på sporet af kejserens mausoleum. Udgravningen af dette har været en af vort århundredes store arkæologiske sensationer, idet den afdøde med sig i graven havde fået hele sin garde på omkring 7500 soldater og heste - ikke ved en kæmpemæssig menneskeofring, men som legemsstore lerstatuer, bemalet i strålende farver og med tilbehør af ægte stridsvogne og bronzevåben. Disse naturtro figurer stod opmarcheret i gravmælets forgård, sikkert for at kunne tjene deres herre i hans liv efter døden. Man må have lov at kalde denne brug af kunsten som formidler af evigheden for en højt kultiveret løsning af problemet menneskeofring.
Af Hans H. Worsøe
Hvad gjorde nu vore egne oldtidsforfædre i en lignende situation? Nærmest svaret kommer vi i araberen Ibn Fadians rejsebeskrivelse, for nylig udgivet af Wormianum, resumeret, deloversat og kommenteret af Jørgen Bæk Simonsen. Den centrale begivenhed er her en høvdingebålfærd, foranstaltet år 922 af nordiske vikinger fjernt fra deres hjemland, nemlig ved floden Volga i det indre Rusland, og personligt overværet af Ibn Fadlan. Vi hører om menneskeofring, men aner, at nordboerne har haft samme problem som mændene i det gamle Kina. Der tilkom den døde et tjenerskab, men det skulle skaffes uden alt for blodige indhug i de levendes rækker.
Offeret er en slavinde, der frivilligt har tilbudt at følge sin herre i graven. Ceremonierne begynder med dyreofringer: en hund, to heste, to køer, en høne og en hane må lade livet, og derefter kommer turen til kvinden. Om hendes sidste timer fortæller Ibn Fadlan blandt andet:
»Tjenestepigen, der ønskede at dø, gik hid og did rundt i deres telte. Hver enkelt teltejer havde samleje med hende og sagde til hende: »Sig til din Herre, jeg gjorde dette af kærlighed til dig« (nemlig til den afdøde) — De førte hende så hen til skibet — Den gamle kone tog hende ved hovedet og førte hende ind i teltet (som var rejst på skibet, og hvor den afdøde lå) — Mændene begyndte at slå på skjoldene med træstave for at overdøve hendes skrig, for at andre piger ikke skulle blive bange, så de ikke ville søge døden med deres herre. Så trådte seks mand ind i teltet og havde alle samleje med hende. Derpå lagde de hende ned ved siden af hendes døde herre. To mand greb hendes fødder, to hendes hænder —«. Derefter følger skildringen af selve henrettelsen.
Meningen er i hovedsagen klar nok: dyrene og slavinden skal følge deres herre hinsides. Men hvilken rolle spiller de seksuelle ritualer? Ja hvem var det, der havde samkvem med slavinden? En ganske anselig flok: teltejerne, som jo nok var den afdødes mest fremtrædende folk, og til sidst seks mænd (efter en anden tekstudgave: seks af den afdødes frænder), kort sagt dem, han nødigst ville skilles fra. Og så er vi måske alligevel ikke så langt fra kinesernes løsning. Vikingernes var knap så raffineret, men til gengæld yderst livsnær og håndgribelig.
Vi kan vel aldrig opnå helt at forstå tankegangen hos tidligere tiders mennesker, men meningen med det beskrevne ritual kan meget vel have været, at slavinden i den næste tilværelse skulle give høvdingen de venner, den hird, tilbage, som havde tjent ham, mens han levede. Teorien har vist ikke før været fremsat, men er overvejelse værd.
