Døden og mosen

Fortiden er virkelig blevet nærværende, men alting har sin begrænsning. Det er med moseligene som med så meget andet i den arkæologiske forskning gået sådan, at undersøgelsen af dem har rejst flere spørgsmål, end den løste. Hvem var disse mennesker og hvordan forklare deres skæbne? Var de simple forbrydere, som her i mosen fik deres æreløse grav, eller var de særligt udvalgte, måske stammens ypperste, der blev skænket guderne som offer? Nye fund kunne muligvis hjælpe på vej med svarene, men moselig er blevet en sjælden vare. Når de i ældre tid blev fundet så forholdsvis talrigt, skyldes det, som nævnt, tørvegravning, og selv i vor energifattige tid kan man næppe forestille sig denne industri genoptaget uden med stort maskineri, der kun i begrænset omfang tillader fund og iagttagelser.

I de seneste år er der trods alt kommet mere materiale, ikke nyfundet, men hentet frem fra Nationalmuseets magasiner og Antropologisk Laboratoriums hylder, hvor det har ligget forholdsvis upåagtet. Heriblandt var et moselig fra Elling ved Silkeborg, som i 1938 blev fundet knap hundrede meter fra det sted, hvor man tolv år senere optog Tollundmanden. Begge blev, som det bør sig, fundet under tørvegravning, og mens Tollundmanden slap nogenlunde helskindet fra processen, blev Ellingliget slemt tilredt - hele forsiden ødelagt - idet man i første omgang troede, det drejede sig om et rådyr, der var gået i mosen. Først da man opdagede, at kadaveret bar et vævet bælte, blev man klar over, der måtte være tale om et menneske. Tilkaldt ekspertise sørgede for udgravning og overførsel til Nationalmuseet, hvor man kunne fastslå, at den døde var indsvøbt i et korthåret skind - det, der gav anledning til rådyrteorien - foruden det omtalte bælte, samt at håret var flettet og sat i frisure. Man tog fotografier, lavede tegninger og notater, og derefter blev fundet lagt på hylden, hvor det har ligget godt og halvglemt, indtil fornyet interesse vågnede.

Trods de mange års opmagasinering var det stadig muligt at foretage en grundig undersøgelse af liget og dets påklædning, og der blev til formålet sammensat et hold, som udover arkæologer bestod af retsmedicineren dr.med. M. Gregersen, røntgenlægerne overlæge Bendt Langfeldt og 1. reservelæge Jørn Raahede samt til undersøgelsen af tænderne retsodontologen professor H. P. Philipsen. Det er om resultaterne heraf og om konsekvenserne for de andre moselig, der i det følgende skal berettes.

Moseliget fra Elling har flere gange kort været omtalt i litteraturen, specielt for sin frisure, og skiftevis som mand og kvinde. At også mænd kunne bære langt hår, snoet og opsat, for eksempel i den såkaldte sveberknude, ved vi fra romerske skildringer og fra andre mosefund, men allerede her var der således et vigtigt spørgsmål at løse. Det havde heller ikke ved optagelsen været muligt nærmere at tidsbestemme fundet, en vanskelighed, der dengang gjaldt alle moseligene, og som nok har været medvirkende til, at den videnskabelige interesse for dem ikke var så overvældende. Den øgedes først, efter at det ved hjælp af kulstof-14 metoden blev muligt at foretage ret nøjagtige dateringer. Den nye undersøgelse indledtes da også med en kulstof-14 analyse, der gav som resultat, at liget var nedlagt i mosen omkring 200 år før Kristi fødsel, altså i den tidlige jernalder. Så var den side af sagen klar. Dødsårsagen kunne lægerne uden større besvær fastslå, idet man på fotografier fra 1938 tydeligt erkendte en »hængningsfure« omkring halsen. Da der oven i købet blandt det tilhørende fundmateriale lå en læderstrikke, hvis bredde svarede til furen, kunne der ikke herske tvivl om drabsmåden (Fig. 1). Den døde var en kvinde på omkring 25-30 år, og på den del af liget, som den hårdhændede fremdragelse havde levnet uskadet, kunne der ikke konstateres andre kvæstelser eller sygdomstegn (Fig. 2, Fig. 3).

Frisuren, der er sluppet uskadt gennem alle omskiftelser, er hidtil blevet fejltolket, når den har været behandlet i den arkæologiske litteratur. Man har nemlig benyttet de fotografier, der blev taget lige efter fundet, og her får man indtryk af flere fletninger. En nøjere undersøgelse af håret har nu vist, at der i virkeligheden kun er én, og at opsætningen i det hele er ret enkel, dog såpas vanskelig, at kvinden formentlig måtte have hjælp til friseringen. Det gjaldt i hvert fald den levende model under rekonstruktionsforsøget. Samtidig blev det klart, at der krævedes betydelig hårpragt: Op mod en meters længde, et overordentlig sjældent syn idag, selv blandt langhårede.

Håret er først redt bagud over issen, hvor det - en halv snes centimeter fra pandens hårgrænse - er flettet sammen i en stram treslået fletning. Denne er ført midt over hovedet ned til nakken, hvis sammenredte hår indgår i den, men derefter ændrer den karakter: nu deles håret i syv snoede piske, som sammenlægges i tre bundter, to på to og et på tre piske, hvorefter fletningen fortsættes mere end 30 cm ned ad ryggen, hvor der lukkes af med en knude. Til denne bruges et af piskebundterne, de andre fortsætter i en snoning, der måske også har sluttet med en knude, hvis enderne da ikke har fået lov at dingle løst. Fletningens samlede længde fra isse til afslutning er på 80 cm, og heraf har man dannet en nakkeknold ved at sno den løsthængende del to gange om den, der går fra isse til nakke. Tilbage bliver en fri ende på et halvt hundrede centimeter. En flot frisure til et stort og kraftigt hår (Fig. 4).

Det medgivne skindtøj viste sig at bestå af to dele, nemlig et slag, som kvinden har været iført, og resterne af et tilsvarende, der var viklet om hendes ben. Det, hun havde på, var af fåreskind med hårsiden vendt ind mod kroppen. Skønt det havde lidt en del overlast ved udgravningen, var halsrundingen og den nederste kant klart erkendelige, og på fotografier og tegninger fra den oprindelige undersøgelse ses forkanten tydeligt. Stykket kan derfor rekonstrueres med ret stor sikkerhed. Det er sammensat af flere skindstykker og formet, så det fra et snævert skulderparti breder sig ud nedefter. Sammensyningen, hvortil er anvendt en spundet tråd af utrolig finhed, er foretaget med kastesting, der på ydersiden fremtræder som en zig-zagsøm (Fig. 5). En enkelt syning er dog udført med sømmesting, der udenpå nærmest ser ud som rining, og her er brugt en meget kraftig lædertråd, der må have stukket noget i øjnene sammenlignet med det øvrige fine syarbejde (Fig. 6, Fig. 7). Reparationen, som det må være, er vel hjemmegjort, i hvert fald foretaget af en hånd, der ikke mestrede de fine kastesting med den tynde tråd. Den elegante syning, som genfindes på klædningsstykker fra adskillige moselig, måske bedst udført på Tollundmandens hue, lader ane, at der i ældre jernalder foregik handel med professionelt udført skindtøj. Også andetsteds i Ellingpigens slag fornemmer man den drevne skrædder. Forkanten er således forstærket ved, at skindet er lagt dobbelt, og dette fortsætter op i halsrundingen, hvor der er små huller til bindebåndet, en lædersnøre, som har holdt kappen sammen foran, og som der endnu var bevaret rester af. Sådanne knækorte slag med vidde nedefter synes at have været et fast element i ældre jernalders garderobe.

Det meget ødelagte slag, der var svøbt om benene, er af kohud syet i samme grove teknik som reparationen på det første, altså formodentlig af lokal tilvirkning. Det har nogle overbrudte stropper, som man ikke umiddelbart kan forklare brugen af, men stykket kan jo have haft mange anvendelser, inden det endte som ligklæde. Endelig bæltet af spundet fåreuld: det var 4 cm bredt og 67 cm langt. Slank har hun været, pigen.

Vender vi os nu til spørgsmålet om Ellingpigens kranke skæbne, må vi også inddrage lidelsesfællerne. Moselig er ikke noget isoleret dansk fænomen, det er vidt udbredt i rum og tid, men vi vil koncentrere os om de hjemlige og lægge vægten på et lille udvalg af de bedst undersøgte og sikrest daterede, nemlig dem, der har kunnet kulstof-14 bestemmes. Disse - ni i antal - stammer alle fra jyske moser. Alderen vil fremgå af listen, men det må rigtignok bemærkes, at dateringen ved denne metode aldrig kan angives helt præcist; der må regnes med en fejlmargen, dog højst 100 år til begge sider, ofte mindre.

Borremose I – 840 før Kristus
Borremose III – 770 før Kristus
Haraldskær – 490 før Kristus
Borremose II – 475 før Kristus
Tollund – 220 før Kristus
Elling – 205 før Kristus
Grauballe – 55 før Kristus
Krogens Møllemose – 55 før Kristus
Huldremose – 95 efter Kristus

Resultatet er ret overraskende. Man har indtil for ikke så forfærdelig mange år siden forestillet sig, at moseligene hørte til i perioden ca 400 år før til 400 efter Kristi fødsel. Det skyldes først og fremmest Grauballemanden, der ved en kulstof-14 analyse foretaget efter udgravningen 1952 blev dateret til ca 300 efter Kristus. Efterhånden som de andre dateringer indløb, forekom dette resultat mærkeligt ungt, og mistanke opstod, om at overliggende tørv kunne have forurenet analyseprøven. Et nyt forsøg gjorde ham, som det fremgår, betydeligt ældre.

I den periode af oldtiden, det nu drejer sig om - yngre bronzealder og ældre jernalder til omkring Kristi fødsel - praktiseres ligbrænding overalt i Danmark. Alle blev brændt, fattige som rige, med en eneste undtagelse: vor lille flok, som af en eller anden grund blev dræbt og begravet ubrændt i moser. Det er denne grund, vi skal prøve at finde ud af. Dødsårsagen er naturligvis af interesse, men også spørgsmålet, om der er tilføjet anden vold end den for drabet nødvendige. Hvordan foregik begravelsen og hvordan med udstyret: har de i almindelighed fået beklædning eller andre gravgaver med sig?

I alle de tilfælde, hvor der foreligger fundoptegnelser, fremgår det, at nedlægningen er sket i en »gammel« tørvegrav, det vil sige en, der har stået åben i nogen tid; flere steder ses antydning af gengroning, inden liget blev anbragt. Hvordan sagen er grebet an i detaljer, er svært at sige, men de døde synes ikke at være lagt ned i vand, så graven må forinden være øst tør. Efter nedlæggelsen er der i hvert fald i nogle tilfælde kastet jord på, og vandet har gennemtrukket tørvemassen, til liget var helt dækket - det sidste er en simpel nødvendighed, ellers ville fænomenet moselig næppe være opstået. Mosevandet ikke alene lukkede for ilttilførslen, men forhindrede ved sin særlige beskaffenhed de ikke-iltkrævende bakteriers virksomhed, samtidig med at en garvningsproces sattes igang. Muligvis har en lav temperatur på nedlægningstidspunktet også haft betydning, idet forrådnelsen vil foregå meget langsomt under fire grader Celsius og den bevarende mosesyre derved få bedre muligheder for at gennemtrænge organismen og forhindre opløsningen. I nogle tilfælde er det som nævnt tydeligt, at liget er blevet tildækket umiddelbart efter nedsænkningen, mens man andre steder har konstateret en rolig tilgroning hen over det, så her har det været småt med jordpåkastelsen. Flere er med omhu anbragt, som om de sov, det gælder Tollundmanden, mens Grauballemandens noget forvredne stilling kan skyldes, at han ikke straks er blevet dækket med tørvemasse. Undertiden er den døde lagt på et lag birkebark eller lyngris. Et af Borremoseligene var omgivet med kæruld.

For fem af vore ni mosefolk var det muligt at fastslå dødsårsagen. Den døde fra Krogens Møllemose, Ellingpigen og Tollundmanden var hængt, Grauballemanden havde fået halsen skåret over, og en af Borremosefolkene (III) var dræbt ved et slag i hovedet. Det lyder barskt, men den tilføjede vold overstiger næppe den for henrettelsen påkrævede. Når et andet Borremoselig (I) og iøvrigt også Grauballemanden har ben- og kraniebrud, kan det måske forklares med, at man ville forebygge flugt, samt at bevidstløshed var at foretrække under drabshandlingen, i visse tilfælde vel nærmest nødvendig. Borremose III, en kvinde, er blevet fremhævet som eksempel på den grove vold, de ulykkelige udsattes for. Hun er dræbt ved et slag i hovedet ført forfra, efter at hendes hår er barberet af. Man har tolket dette som straf for utroskab, men det rimer ikke godt med, at hun derefter omhyggeligt er stedet til hvile i en seng af kæruld, som de efterladte oven i købet har måttet samle andetsteds i mosen, da den ikke kan have vokset i nærmeste omegn. Det er svært at forestille sig, at man midt i den moralske ophidselse og deraf følgende afstraffelse har givet sig tid til dette, der vel snarest må betragtes som en kærlighedsgerning. På Tollundmanden har man nænsomt lukket mund og øjne. Det tyder ikke på, at han blev opfattet som en gemen forbryder.

Det er ofte fremhævet som karakteristisk for moseligene, at de er begravet nøgne, men det er en sandhed med store modifikationer. Af de ni undersøgte var kun Grauballemanden helt og Tollundmanden delvis nøgen, de andre var for de flestes vedkommende godt nok nedlagt, som de er kommet til verden, men deres beklædning lå i umiddelbar nærhed: oftest et eller to skindslag akkurat som det Ellingpigen var begravet i, men også vævede tæpper og skørter som for eksempel Huldremosekvindens (se Skalk 1978:4) foruden personlige genstande som kamme og perler (Fig. 8). Om mosefolkets »normale« samtidige var bedre udstyrede, når de blev lagt på bålet, er svært at sige, men det er langtfra givet; de jernnåle og lignende, man finder i urnerne, mangler ganske vist her, men det kan meget vel skyldes, at de er opædt af det syreholdige vand (Fig. 9). Man har tidligere ment, at mosetøjet var ringere end det, man ellers brugte dengang, men det var ud fra den forkerte forudsætning, at ligene især hørte til i romersk jernalder. Nu ved vi, at de er fra en ældre tid med andre former for påklædning.

Undersøgelsen af disse repræsentanter for mosefolket viser efter min mening, at der ikke med sikkerhed kan konstateres anden vold, end drabet nødvendiggjorde, at gravgodset næppe var ringere end det for datiden normale, og at begravelsesformen i hvert fald i nogle tilfælde udtrykker respekt og omhu for de afdøde. Ved en nedkuling af henrettede forbrydere ville man nok ikke have taget sådanne hensyn, så vi må tilslutte os den anden teori; at de døde er ofret til en guddom. Men hvilken gud? Vi er som ofte før henvist til den romerske skribent Tacitus, fra hvis flittigt citerede skrift om germanerne et afsnit om gudinden Nerthus er taget til indtægt for offerteorien. Han fortæller om en række germanske stammer, »at de i fællesskab dyrker Nerthus, det vil sige Moder Jord, og tror, at hun griber ind i menneskenes anliggender og kommer kørende rundt til de forskellige folkeslag«. Her følger en beskrivelse af den guddommelige kørsel, der slutter med, at en præst »fører gudinden, som er træt og mæt af samværet med de dødelige, tilbage til helligdommen. Derpå vaskes vognen og klædet, og hvis man vil tro det, guddommen selv i en afsidesliggende sø. Slaver, som straks efter opsluges af søen, udfører renselsen«. Man har ment, at mosefolkene kunne være sådanne slaver, der på grund af deres medvirken ved hellige handlinger måtte lide døden, men som Tacitus beskriver det, kommer man snarere til at tænke på sammensatte ofringer, som dem vi kender fra andre jernaldermosefund, for eksempel to sjællandske fra Rappendam og Rislev, hvor der er fundet menneskeknogler sammen med - i første tilfælde vogndele, i andet dyreknogler. Her finder man det ofrede spredt ud over en moseflade i grel modsætning til de enkeltfundne, nedgravede moselig. Forskellen understreges yderligere af, at ofrene i disse store fund som regel er kvinder og børn, mens der ikke synes at herske nogen særlig kønsfordeling blandt de egentlige moselig. Det er altså tvivlsomt, om Tacitus' forklaring er møntet på netop den offergruppe, vi her er interesseret i, og det var vel heller ikke at vente, eftersom han skrev sin beretning omkring 100 år efter Kristi fødsel, altså på en væsentlig senere tid end den, hvorfra hovedparten af de danske moselig stammer. Måske har han endda sin viden fra andre dele af det Germanien, hvortil hele Nordeuropa og dele af Østeuropa henhørte. Nogen fælles og ensartet kultur for så mange stammer og landsdele tør vi ikke regne med, og herpå tyder fundene da heller ikke (Fig. 10).

Spredningen af moseligene må vække undren - de fordeler sig uens over landet, og det skønt hele Danmark efter de øvrige fund at dømme var nogenlunde ligeligt beboet. Det må skyldes, at øernes kalkholdige moser i modsætning til de syreholdige jyske sjældent bevarer de døde med hud og hår, men nok skeletterne, som altså må tages med i betragtning. Afmærker man fundene - lig såvel som skeletter - på et kort, finder man en nogenlunde jævn fordeling i Østjylland og på øerne, mens Vestjylland er fundtomt. At det ikke skyldes mangel på egnede nedlæggelsessteder, fremgår af et jordbundskort: netop i Vestjylland findes den største koncentration af syreholdige moser, så ligene burde være talrige der. Betragter vi en anden, samtidig fundgruppe, de såkaldte mosepotter, møder vi til vor overraskelse samme billede: en nogenlunde ligelig fordeling, men et blankt Vestjylland. Mosepotterne er lerkar fundet i moser uden sammenhæng med større anlæg, som kan forklare deres tilstedeværelse. De kan være ofrede med et indhold af mad, men i de fleste tilfælde var det vel mosearbejdernes mad, de rummede, og de er så enten glemt eller gået tabt ved uheld. Hvordan det nu end forholder sig, så er den fordelingsmæssige overensstemmelse med moseligene påfaldende.

Måske har vi her en slags nøgle til forståelse af mysteriet. Netop i det halve årtusinde før Kristi fødsel - ligenes og lerkarrenes tid - fik moserne en øget betydning for samfundet. En forværring af klimaet har sat gang i tørveskæringen, og i mosernes myremalm fandt man råstoffet for den gryende jernalder. I mange primitive kulturer er det almindeligt, når nye områder tages ind til udnyttelse, at bringe ofre til de højere magter, under hvem de hører. Moseligene kan være sådanne takofre til guden, hvis domæne blev overtrådt.