Død var jeg længe
Med oprettelsen af de to nordbobygder i Sydgrønland nåede den nordiske kultur i slutningen af 900-tallet sin yderste grænse. Hvor tidens andre togter for en stor del var motiveret af ønsket om en øjeblikkelig og kontant gevinst, synes de nordvestlige færder ofte at have baggrund i stolthed; man tålte ingen højere myndighed end én selv. I 800-årene befolkes Island af utilfredse nordmænd, der ikke vil bøje sig under Harald Hårfager. Senere kommer flere til, der på en eller anden måde har gjort sig umulige i Norge; bl.a. Erik den Røde. Et drab er baggrunden for hans udvandring, og efter nye uheld med sværdet må han atter ud at rejse, hvilket resulterer i Grønlands første indtræden i den nordiske interessesfære. Det er i 980'erne. Mere end 400 år frem i tiden formår nordboerne at overleve med den medbragte bondekultur som økonomisk grundlag, indtil de engang i 1400-årene så at sige sporløst forsvinder ud af sagaen. Tænker man på Grønlands klimatiske og geologiske vilkår, kan det undre og imponere, at de holdt ud så længe, og man spørger: Hvordan var de egentlig disse sære mennesker?
Af Joel Berglund
For folk i Europa var Grønland virkelig Ultima Thule, og før nordboerne for alvor begyndte at bidrage til den pavelige stols underhold med hvalrostand, vadmel og huder, havde man yderst vage begreber om dem deroppe. I 1070 skriver den lærde Adam af Bremen: »Folkene dér er grønne af havet, hvoraf landet også har fået sit navn. De fører et lignende liv som islændingene, med undtagelse af, at de er temmelig grusomme og forulemper de søfarende ved sørøveri. Rygtet siger også, at kristendommen nylig er nået også til dem«.
(Fig. 1).
(Fig. 2).
Fig. 1: Klædningen, som artiklens forfatter her promenerer, er en kopi - men en yderst nøjagtig kopi - af en af de nordbodragter, som i 1921 blev fundet på kirkegården ved Herjolfsnæs. Billedet kunne for den sags skyld være taget i 1300-årene.
Fig. 2: »En råstærk mand«. Nordbohovedet, som er skåret i hvalrostand, er fra gården Sandnæs i Vesterbygden.
Omkring 1200 begyndte man på Island at nedskrive de mundtlige traditioner, således i »Landnamabok«, der kan betragtes som en slags norrøn »Who's Who« om de mænd, der tog land på Island og i Grønland. Hvad de sidste angår, er oplysningerne kun få; mest udførligt berettes der om Erik den Røde, men to andre mænd bliver dog fremhævet. Om Herjolf, der tog land ved Herjolfsnæs, siges ganske kort, at han var en mand af megen ære, og Torkel Farserk, der slog sig ned ved Hvalsø, beskrives lige så lapidarisk: han var en råstærk mand. I sagaerne får personerne straks mere farve. Godt nok skal disse beretninger som kildeskrifter behandles med varsomhed, men der er næppe grund til at tvivle på, at grundholdningen i personskildringerne rummer mere end et gran af sandhed. Om den brede del af befolkningen, den der skabte det økonomiske grundlag, siges kun lidt, meget derimod om den uafhængige overklasse, der tegnede samfundet. Man er stolt, stejl og efter nutidige begreber ærekær indtil det sygelige, selvhævdende og parat til at lade livet for en kvik bemærkning til eftermæle. Stind slægtsloyalitet bar ved til årelange brændende vendettaer, der toldede blodigt af befolkningen, høj som lav. Kristendommens indførelse dæmpede vel gemytterne lidt, men forskellen var næppe stor. I »Fostbrødre Saga«, der foregår i tiden efter 1020, hvor Erik den Rødes barnebarn Torkel sidder på Brattalid, berettes om voldsomme stridigheder og drab som følge af blodhævn.
Blandt de eskimoiske sagn finder man enkelte, der handler om sammenstød med nordboerne, og her er det - karakteristisk nok - eskimoen, der står som den sejrrige og klogere part. Disse skildringer må naturligvis også læses med forbehold, men visse sider af personbeskrivelserne stemmer forbløffende overens med opfattelsen i sagaerne. (Fig. 3). (Fig. 4). Vi hører om nordboernes overmod og barnagtige selvhævdelse, der resulterer i tåbelige væddemål med livet som indsats. I »Ungortoqs Saga« opfordrer en nordbo en forbisejlende kajakmand til at kaste sit fuglespyd efter sig blot for at se, om han kan ramme - hvad det til nordboens uheld viser sig, at han kan. I et andet sagn fortælles om, hvordan et ellers varmt venskab mellem en eskimo og en nordbo endte, ved at nordboen udfordrede eskimoen til kapskydning. Taberen skulle kaste sig ned fra fjeldet. Det blev nordboen, som faldt - tungt og langt.
Fig. 3: »Så blev der kamp mellem de to partier. En mand, der hed Stengrim, sagde, at de værsgo' skulle holde op med at slås og gik ind mellem dem med nogle folk, men begge parter var så ophidsede, at Stengrim fik et sværd igennem sig lige på stedet. Ejnar døde oppe på bakken ved grønlændernes bod«. Teksten er fra Flatø-bogen, billederne ridset i et vævesværd af hvalben fundet ved en nordbogård.
Fig. 4: Nordbofremstillinger i træ, skåret af Eskimoer. Om disses syn på Erik den Rødes efterkommere vidner følgende grønlandske sagn: »En kajakmand roede til bugten Ininguit for at fange fjordsæl. Da han kom dertil, så han et telt med kavdlunakker (nordboer). Da han hørte dem snakke og le inde i teltet, fik han lyst til at se til dem, steg ud af kajakken, gik op og slog på teltet. Derover forskrækkedes de, og da det morede ham, vedblev han at slå på teltet, hvorefter de blev tavsere og tavsere, og da han endelig så ind til dem, var de alle døde af skræk«.
Senere forfattere, såvel populærvidenskabelige som fiktionsskrivende, har stort set bevaret dette billede, men nu dukker undergangstemaet op. Nordboen var nøjsom og hårdfør, men efterhånden som isolationen blev mere og mere fuldstændig, svækkedes hans modstandskraft, og befolkningen gik tilbage i enhver henseende. Sådan forestillede man sig, det var gået til, og opfattelsen fik ny næring i 1921, da Nationalmuseet udgravede kirkegården på Herjolfsnæs. Gunstige jordbundsforhold havde bevaret en del skeletter; de blev hjemsendt til antropologiske målinger, hvilket resulterede i følgende dystre gravskrift over de sidste nordboer: »En uvirksom flok af sygeligt svækkede individer, undersætsige og vanskabte, det var, hvad de var blevet til«. Dette gustne billede var gældende i mange år, men nye undersøgelser af det gamle materiale har sat et stort spørgsmålstegn ved degenerationsteorien, og senere skeletfund i de gamle bygder har på ingen måde kunnet bekræfte den.
De materielle levn fortæller ikke om enkeltpersoner, men om et nøjsomt folkefærd, der levede ved den medbragte bondekulturs yderste muligheder. Man fremhævede sig ikke på anden måde end ved at bo i dette barske marginalområde. Glemsel og tåge blev disse menneskers skæbne gennem nogle hundrede år, og da man igen kom i tanke om dem og begyndte at lede efter dem - først over så under jorden - synes de næsten at jamre med Vølven:
»Hvem er de mænd, som min hvile bryder, tvinger mig op til så tung en gang? Sænket i sneen, slagen af regnen, drivende af duggen - død var jeg længe«.
