Dobbeltgrave

På vikingetidens gravpladser, som der efterhånden er undersøgt mange af rundt om i landet, ses det sjældent, at grave griber ind i hinanden; de må på en eller anden måde have været markeret over jorden. Undtagelser forekommer dog, men det er ikke dem, der her skal tales om, derimod de egentlige dobbeltgrave, hvor to lig helt bevidst er placeret i samme gravgrube. Det er et ret sjældent fænomen, som ikke des mindre efterhånden er påvist adskillige steder, og man har spurgt sig, hvad det vel kan betyde. Det er ikke så let at afgøre, især fordi knoglerne jo ofte er ret stærkt opløste, men i to tilfælde, en grav fra Lejre på Sjælland og en anden fra Stengade på Langeland (se Skalk 1972:1), synes der ikke at være tvivl, den ene af de to afdøde har nemlig fået hovedet hugget af; i tilfældet fra Lejre ses snittet i halshvirvlen tydeligt. Det må være trælle, som har måttet følge deres herrer i døden for at opvarte dem i det hinsidige - en skik, vi kender fra pålidelig skriftlig overlevering. De to grave var i øvrigt ret forskellige (Fig. 1, Fig. 2). Lejretrællen var placeret direkte oven på sin herre, som formodentlig har ligget i kiste, selv om der ikke blev fundet spor af den. Den hovedløse krop lå på maven og i en stilling, som kunne tyde på, at hænder og fødder har været bundne. I Stengade var de to anbragt side om side, næsten som var de jævnbyrdige, men denne grav var også meget stor, en såkaldt kammergrav. Trællen lå - som herren - på ryggen, og såvel hændernes som benenes stilling tydede også i dette tilfælde på sammenbinding. Ved ingen af de to trælleskeletter blev der fundet gravgaver.

Nu har de fleste skeletter, som findes i dobbeltgrave, hovedet på rette plads, men der er jo andre drabsmåder, som ikke sætter sig spor i knoglerne, så skikken kan sagtens have været mere almindelig, end de sparsomme fund giver indtryk af. Blandt dobbeltgravenes udgravere er meningerne delte, nogle regner deres fund til Lejre/Stengade-gruppen, mens andre stiller sig skeptiske. En række undersøgelser, som Langelands Museum gennem det sidste tiår har foretaget på øens mange gravpladser, kan tjene til belysning af sagen. Antropologen Pia Bennike fra Københavns Universitet har stået for undersøgelsen af det store skeletmateriale og dermed bidraget væsentligt til resultatet.

På to pladser, begge fra Sydlangeland, er der fundet grave med mere end et skelet; de er i alle tilfælde placeret etagevis, det ene over det andet. Ved Kågården øst for herregården Skovsgård, på en lille bakke ud mod Langelandsbæltet, var der således to dobbeltgrave blandt ca 70 normale. Pladsen her synes at være opgivet omkring år 1000 efter at have været i brug gennem ca 500 år. Den har vel hørt til en nærliggende landsby.

Skeletterne i den første dobbeltgrav lå begge på ryggen og begge med hovedet mod nordvest; de var dårligt bevaret, men lod sig alligevel alders- og kønsbestemme med rimelig sikkerhed. Det nederste var af en kvinde på 40-50 år, efter vikingetidens forhold altså en ældre dame, det øverste af en midaldrende person, sandsynligvis en mand. Der var ingen tegn på kister og kun gravgods ved det nederste skelet: en lille, opskærpet jernkniv og en svær jerngaffel, 20 cm lang skønt nu uden skaft; den må have været til stegebrug (Fig. 3). De to personer lå meget tæt sammen og må enten være begravet samtidig eller så hurtigt efter hinanden, at det nederste lig endnu har været intakt, da graven blev genåbnet. I knoglerne sås ingen tegn på vold, men den samtidige nedlæggelse og mangelen på gravgods ved det øverste lig kunne måske nok i dette tilfælde tale for ofring. Intet er dog sikkert (Fig. 4, Fig. 5).

Den anden dobbeltgrav på denne plads var anderledes, og menneskeoffer kan antagelig udelukkes. Skeletterne var dårligt bevaret, næsten kun mørkebrune aftegninger, men begge har ligget med hovedet i vest. Den nederste var en ganske lille person, sikkert et barn, den øverste heller ikke stor, men øjensynlig af større betydning. Her var nemlig gravgods (en jernkniv) og spor af kiste - alt sådant savnedes i barne- graven. Niveauforskellen mellem de to var så betydelig, at man vanskeligt kan forestille sig, ligene er nedlagt samtidig, men så nøjagtigt, som de dækkede hinanden, kan sammenfaldet af grave næppe være tilfældigt. Den anden gravplads - på lokaliteten Bogøvej lidt syd for Lindelse nor - har givet ikke mindre end fire fund af dobbelttypen. Selve pladsen har været kendt gennem mange år; så tidligt som i 1924 udgravede Jens Winther, Langelands Museums stifter, et par gravsteder her. Et af dem omfattede ikke mindre end tre personer, så det vil være rimeligt at tage det som udgangspunkt.

Den nederste af de tre, en ca 40-årig mand, kan vi dog antagelig se bort fra, hans gravgrube faldt nemlig ikke sammen med de andres - den lå noget forskudt og med en lidt anden længderetning, så der må være tale om et af de sjældne sammenstød mellem grave, der ellers intet har med hinanden at gøre. De to øverste, en 30-35- årig kvinde og en midaldrende mand, lå derimod på sammenfaldende plads, kvinden (nederst) på ryggen, manden på siden, begge med hovedet mod øst. Ingen af ligene har tilsyneladende ligget i kiste, og gravgodset indskrænkede sig til en jernkniv hos manden. Det kan med sikkerhed siges, at parret ikke er nedlagt samtidig, for ved mandens begravelse er kvindeskelettet blevet lettere beskadiget. De to grave faldt imidlertid så nøje sammen, at anlæggeren af den sidste må have kendt den førstes plads.

Ved de senere udgravninger på Bogøvejpladsen er fundet omkring 50 grave, og flere kan ventes, eftersom arbejdet stadig er i gang. De synes at stamme fra 900- årene, også de tre dobbeltgrave, som er tilbage at omtale. I den første fandtes skeletter af en spinkel 20-25-årig kvinde og en velvoksen midaldrende mand - begge havde hovedet mod vest, men kvinden lå på siden med bøjede ben, manden derimod udstrakt (Fig. 6, Fig. 7). Kun ved det øverste skelet (manden) fandtes kistespor og gravgods, en kniv og et kraftigt bronzespænde med jerntorn, men det må rigtignok tilføjes, at spændet lå på en måde, så at man ikke kan udelukke, det har tilhørt kvinden, hvis knogler var blevet meget forstyrret ved den senere jordfæstelse. Mandsgraven må være betydeligt yngre end kvindegraven, men var ikke des mindre anlagt så præcist oven i denne, at det var umuligt at adskille de to gravgruber.

I den næste grav af denne art hvilede et barn på 6-7 år og over det en 18-20-årig mand, begge på ryggen med hovedet mod vest. Barnet, der havde en jernkniv med sig, synes at have ligget i kiste lavet af en træstamme, ved mandsskelettet fandtes intet tilbehør. Mandens underben lå krydset, hvilket måske kan betyde, at de har været bundet sammen. Helt udelukke, at der i dette tilfælde er tale om menneskeofring, kan man vist ikke, men slaveejeren forekommer ganske vist påfaldende ung.

I den sidste grav, som skal omtales, fandtes på bunden skelettet af en midaldrende mand og spredt i gravfylden knogler af en 30-35-årig kvinde. Situationen er klar: den yngste grav er i dette tilfælde blevet ført helt til bunds og har næsten fuldstændig ødelagt det ældre skelet; kun underben og fødder samt højre hånd lå urørt tilbage. En bæltedop af bronze og en jernkniv knyttede sig til mandsskelettet, mens nogle ubestemmelige forrustede jerngenstande kan være fra kvindens udstyr. De to har ligget med hovederne i hver sin retning, han mod vest, hun mod øst. Også her faldt gravgruberne nøjagtigt oven i hinanden.

Langeland har således i denne omgang bidraget med seks dobbeltgrave, hvoraf kun to med lidt god vilje kan henføres til den fra Lejre og Stengade kendte type: grav med trælleoffer. For de resterende synes denne mulighed udelukket, her er der tale om gravlægninger til forskellig tid og altså uden direkte forbindelse; i de tre tilfælde, hvor det ældre skelet er blevet beskadiget ved anbringelsen af det senere lig, kan det i hvert fald siges med fuld sikkerhed. Men hvorfor sådanne dobbeltbegravelser, når man ellers med flid har undgået at lægge nye grave oven i ældre? Det mest sandsynlige er vel, at det drejer sig om mennesker, der har stået hinanden nær i livet, og som man derfor har villet genforene i døden. Også vi begraver jo medlemmer af samme familie nær hinanden, om end ikke helt så tæt som de nævnte fra vikingetiden. Dobbeltgravsfænomenet har også været studeret fra svensk side, nemlig i forbindelse med den store vikingegravplads på Björkö i Mälaren, og man er kommet til samme resultat.

I fire af de langelandske dobbeltgrave var det mand og kvinde, som delte pladsen, og selv om vi muligvis må se bort fra den ene, som kan være af offertypen, er det jo nærliggende at tænke på ægtepar. Når den først afdøde i alle tilfælde er kvinden, kan det måske hænge sammen med den risiko, børnefødslerne indebar. Af de to grave med mindreårige er den ene muligvis af offertypen, den anden kan indeholde et par søskende, men det må selvsagt blive rent gætteri (Fig. 8, Fig. 9). Tidsrummet, der er hengået mellem første og anden begravelse, kan have været kort eller langt - det har vekslet efter omstændighederne. I de tilfælde, hvor nederste skelet er blevet splittet ved den nye gravlæggelse, må der nødvendigvis være gået nogen tid. Dog ikke længere end at man stadig havde fuld viden om den ældre gravs placering.

Vikingetidens dobbeltgrave er altså dobbelte i mere end én forstand. Baggrunden må søges i to vidt forskellige skikke, den ene en makaber offerhandling, den anden en fredelig og ganske sympatisk »familiesammenføring« efter døden. Det må man gøre sig klart ved fremtidige fund, og dem vil der sikkert, med den efterhånden forbedrede udgravningsteknik, komme mange af.