Djævlens mester

I Holtug kirke indtraf sidste år en af de begivenheder, som den kulturhistoriske forskning lever af og gør sine fremskridt på: der blev gjort fund af kalkmalerier. Kirken skulle hvidtes indvendig, en stige blev sat lidt hårdt mod et hvælv, hvorved en flage af pudset sprang af og åbenbarede de underliggende herligheder. Nationalmuseet blev tilkaldt, men måtte desværre konstatere, at malerierne var meget ufuldstændigt bevarede, hvorfor man overkalkede det hele undtagen tredje hvælvs øst- og sydkappe. Dette skyldtes ikke, at billederne var udviskede, men derimod den kendsgerning, at alle kirkens hvælvinger undtagen den vestligste har været nedstyrtede i større eller mindre grad. Da man i sin tid indbyggede dem, har man øjensynligt overvurderet væggenes bæreevne. For menigheden, som nu besøger kirken, må det være ængstende at konstatere, at murene også i dag hælder faretruende ud under sidetrykket. (Fig. 1)

Man kan nok ærgre sig over dette. Vi kunne ellers her have haft en usædvanlig velbevaret billedserie uden nogen af de ellers sædvanlige beskadigelser af sod og fugt og uden den hårdhændede restaurering, som en del af vore fra gammel tid kendte kalkmalerier lider under. Nu må vi altså nøjes med det, der er. Og hvad er der så? En fremstilling af Gudfader, der skaber himmellegemerne og dyrene, og, i sydkappen, skabelsen af Adam. Det er malet i sengotisk stil (1400-tallet).

Er det nu noget at opholde sig ved? Er det for eksempel værd at ofre en søndagstur på? Hvis man endelig vil se sengotik i fuld blomstring, tager man sydpå, til Møn og Falster, og lader Elmelundemesteren fortælle. Sådan omtrent må man ræsonnere, hvis man betragter billederne isoleret, men sagen stiller sig noget anderledes, når man ser dem i større sammenhæng. De ukendte kunstnere, som skabte kalkmalerierne (»mestre« som vi kalder dem i mangel af bedre betegnelse) har jo hver deres særpræg, som gør, at vi kan kende deres arbejder fra kirke til kirke. Spørgsmålet er nu: har maleren i Holtug været aktiv andre steder?

Det har han. Vi skal ikke langt for at træffe ham igen. Ca 30 kilometer fra Holtug, lidt nordvest for Køge, ligger Højelse kirke, en anselig, gulkalket kridtstensbygning, hvis - i hvert fald rent ydre - lighed med Holtug-kirken, man ikke kan lade være med at mærke sig. Indenfor finder vi en rig udsmykning af en maler, man meget nærliggende har givet navnet »Højelsemesteren«. Om denne mester nu også virkelig er identisk med, hvad vi kunne kalde Holtugmesteren, er et spørgsmål, som vi vil udskyde lidt. Vi nøjes med at konstatere, at i tredje hvælv, østkappen, findes en fremstilling af Gudfader skabende himmellegemerne og dyrene, og i samme hvælvs sydkappe skabelsen af Adam (og Eva) - altså just de motiver, vi fandt på de tilsvarende steder i Holtug-kirken. (Fig. 2)

Vi kører videre og denne gang mod sydvest, atter ca 30 kilometer, til Tybjerg kirke, der til afveksling ikke er stor og gulkalket, men hvid og af den for landsbykirker sædvanlige størrelse. I koret er der romanske malerier, men i skibet sengotiske billeder - og det er en anerkendt opfattelse blandt sagkyndige, at de er fremstillet af den samme maler, som har været på færde i Højelse, altså Højelsemesteren. På det efterhånden velkendte sted: tredje hvælv, østkappen, finder vi som ventet skabelsen af himmellegemerne og dyrene, og i sydkappen - ja, der finder vi ingenting udover hvid kalk; men Egmont Lind, der har forestået afdækningen af billederne, oplyser, at der her var ødelagte rester af netop det, vi søger, nemlig en fremstilling af Adams skabelse. Altså igen overensstemmelse med Holtug.

Lad os sammenholde resultaterne af denne sjællandske rundtur. Vi har i tre kirker i ikke særlig stor indbyrdes afstand fundet nøjagtig de samme motiver anbragt på nøjagtig de samme steder. Det kan betragtes som fastslået, at billederne i Højelse og Tybjerg er udført af samme mester (Højelsemesteren), men det er endnu ikke fyldestgørende bevist, at det også er ham, der har ansvaret for billederne i Holtug. Kan man, når det kommer til stykket, overhovedet slutte noget som helst ud fra et så beskedent billedmateriale som det, der er bevaret i Holtug? Helt spontant siger man ja; der kan ikke være tvivl; komposition, malemåde, figurkarakteristik stemmer overens. Går man sagen efter i detaljer, ser man dog, at der trods alt er markante forskelligheder mellem billederne i alle tre kirker; men her er der en vigtig ting, som ikke må glemmes: Vi taler om »mesteren«, i dette tilfælde Højelse-mesteren, og forledes derved til at søge en enkelt kunstnerpersonlighed med en ganske bestemt malemåde. Alt tyder imidlertid på, at »mesteren« i mange tilfælde har været en gruppe af mennesker, et »værksted« omfattende flere malere, som samarbejdet har afstemt efter hinanden, men som dog har haft hver sit særpræg, der kan komme mere eller mindre tydeligt til orde. Dette gælder sikkert også for Højelsemesteren. De måske ret fremtrædende detailvariationer i de tre kirker kan vi acceptere som udslag af forskellige medarbejderes individualitet. Hvad der i øvrigt betyder noget for identifikationen af et værksted, er dets temaer og måden, hvorpå disse er komponeret. I vort tilfælde er temaet skabelsesscenen. (Fig. 3)

Karakteristisk for Højelsemaleren er, at han anbringer Gudfader i mandorla (den ovale indramning plejer at være forbeholdt Kristus), og at han lader »utyskernes nedstyrtning« indgå i skabelsesfremstillingen. Begge disse træk genfindes i Holtug-billederne og berettiger, at de tilskrives ham. Malerierne i de tre her nævnte kirker er alt, hvad vi foreløbig kender til hans virke. Går man videre til andre kirker, finder man nok hans motiver, men ikke hans måde at behandle dem på. Nærmest kommer Isefjordmesterens skabelsesscener, men forskellen er åbenbar.

Vor ukendte mester har altså nu fået i det mindste en smule identitet. Vi kan nærmere studere hans personlighed i de tre kirker, prøve at gøre os forestillinger om, hvordan han var - idet vi stadig holder in mente, at det egentlig ikke er korrekt at tale om ham i ental. Ja, hvordan var han? Man gør sig unægtelig sine tanker, når man står over for hans helvedesgengivelse i Højelse (og så sandelig også den i Tybjerg - man gad nok have set den, der må have været i Holtug). Mage til raffinerede djævle finder man næppe i Danmark, og mage til saftige detaljer som djævelen, der rider på kvinden - ja dem finder man nok andre steder, men ikke så velafbalanceret, beregnende gjort som her. Det er en øvet kunstners bevidste arbejde med sine udtryksformer, man her er vidne til; vi er langt fra den umiddelbare almuekunst, som vi finder i for eksempel Elmelundemesterens billeder. Tilhængere af opfattelsen om kalkmaleriernes belærende karakter kunne hente stof her, men det er nok et spørgsmål, om man kan tillægge sådanne billeder en skrækindjagende indflydelse på middelaldermenneskene - der ikke, hvad mange endnu forestiller sig, var religiøst forkuede, frygtsomme væsener, men som havde appetit på livet, og som, hvad verdslige udskejelser angår, på ingen måde stod tilbage for os. Inden for kirkens mure har man optrådt med en frimodighed, som nu til dags ville forekomme anstødelig; man kan blot minde om jule- og nytårsspillene, opført af gejstlige i kirkerne, hvor man ikke undså sig for at drive endog særdeles grove løjer. De utroligt krasse detaljer, som ikke så sjældent forekommer i kirkemalerierne, og som vi nu kalker over, kan ikke have forarget middelalderbonden, så mon han har ladet sig anfægte af malede djævle? Snarere har de vel forskaffet ham en god latter.

Der knytter sig mange problemer til de gotiske kalkmaleres virke. Hvem var de? Hvem antog dem? Hvem finansierede dem? Svaret er kort: vi ved det ikke, men vi håber, at kommende forskning vil kaste lys over sagen. Hvad det første spørgsmål, kalkmalernes identitet, angår, kan der dog hentes en smule hjælp i Sverige, hvor man har nogle få håndgribelige biografiske oplysninger om en enkelt mester. Det er Albertus »Pictor«, en fremragende sengotisk kunstner, om hvem man ved, at han var forretningsmand i stor stil og har beskæftiget sig ikke blot med kalkmaling, men også med tekstilfremstilling og følgelig må have haft et stort antal ansatte i sin virksomhed. Selv om hans billeder er signerede Albertus Pictor, behøver han strengt taget ikke at have haft mere hånd i tilvirkningen af disse, end for eksempel Bing og Grøndahl har haft i udførelsen af porcelænet, som bærer deres navn. Tilfældet Pictor giver i hvert fald ingen støtte til den opfattelse, man undertiden ser fremført, at kalkmalerne var fattige håndværkssvende eller munke, der travede landet rundt og malede lidt, hvor de kunne få penge for det. (Fig. 4, fig. 5, fig. 6)

Men nu de andre spørgsmål: hvem tog initiativet til, at billederne blev udført, og hvem finansierede dem - ja her er det, Højelsemesteren bliver rigtig interessant. Det ser nemlig ud til, at der kan gives i hvert fald antydning af svar.

Vi må have en arbejdshypotese at gå ud fra. Lad det være den ofte fremførte påstand, at malerierne blev bekostede af en rigmand, en adelig eller en bisp - hvilket ikke er usandsynligt, i hvert fald i den sengotiske periode (1400-tallet), hvor bønderne i menigheden næppe har haft penge at give ud til den slags. I Holtug sogn lå indtil 1536 Roskildebispernes faste borg Gjorslev, så at der her har været en snæver forbindelse mellem landsbykirken og bispen, er hævet over enhver tvivl. Går vi videre til Højelse, konstaterer vi straks, at her ligger gården Gammel Lellingegård, som fra omkring 1300 til 1536 var i Roskildebispens besiddelse.

Endelig Tybjerg. Nu ville vi selvfølgelig gerne finde Roskildebispen her igen. Det gør vi bare ikke. Men det, vi finder, er ikke mindre spændende. Næsten som nabo til kirken ligger en af Sjællands ældste gårde, Tybjerg-gård. At der har været en forbindelse af en eller anden art mellem gården og kirken, er indlysende, og vi finder vidnesbyrd om den inde i kirken, i kalkmalerierne. På væggen under det tidligere omtalte skabelsesbillede, lige over triumfbuen, sidder tre våbenskjolde. De to er identificerede som tilhørende rigsråden Steen Tygesen Basse, ejer af Tybjerggård indtil sin død 1448, og søsteren Sophie Basse, der arvede gården efter Steen Basses død. Det tredje våbenskjold, anbragt lidt diskret ude i siden af hvælvet, skal have tilhørt Steen Basses foged Otto Voss. Der kan ikke være tvivl om, at våbenskjoldene hører med til Højelsemesterens udsmykning, så her har vi altså et sikkert vidnesbyrd om en forbindelse mellem ham og en navngiven adelsmand. Om Otto Voss ved man, at hans tilknytning til Tybjerggård var ret kortvarig; den falder inden for perioden 1424-34, og det er en helt usædvanlig sikker datering af en kalkmalers virke, vi på denne måde får foræret. Steen Basse var en overmåde rig herre med stor appetit på jord.

I 1414 erhvervede han sig gården Søholm, som ligger i nabosognet til Holtug og kun et par kilometer fra bispens Gjorslev. (Fig. 7, fig. 8)

Lad os vende tilbage til Holtug. Vi ser nu her, grupperet i umiddelbar nærhed af kirken, to personer, som vi kan anse for hovedmændene bag Højelsemesterens virke: Steen Basse på Søholm og Roskildebispen på Gjorslev: den sidstnævnte var i 1420'erne Jens Andersen Lodehat. At disse to naboer, finansmanden og kirkens tjener, har haft noget med hinanden at gøre, har vi ingen håndgribelige beviser på, men der er al mulig grund til at tro det. Hvad er mere nærliggende end at antage, at bispen har været initiativtageren, der har tilkaldt eller engageret Højelsemesteren, Steen Basse den, der har betalt. Bispen har naturligvis anbefalet sine to sognekirker, Holtug og Højelse, og dertil har Basse så føjet kirken ved slægtsgården hjemme i Tybjerg.

Det kan forekomme mærkeligt, at en adelsmand som Steen Basse, rigsråd og jorddrot i det store format og sandsynligvis en kølig forretningsmand, pludselig bliver sentimental og begynder at smide penge ud på sådan noget som kirkemaleri; men også det er der en rimelig forklaring på. Der var overgået ham en ulykke, vel den største, som kunne ramme en rig adelsmand: hans eneste søn var død ung, og der var således udsigt til, at han ville gå barnløs i graven og slægten uddø med ham (hvilket også skete). I denne tragiske situation, hvor den ellers almægtige herre var kommet til kort over for skæbnen, kan vi forestille os, at vejen over til bispen på Gjorslev har været kort og nærliggende, og at pengene har siddet løst, da denne tog fat med sine overtalelser. Hvad bispen kunne byde til gengæld var næppe af denne verden, men nok af interesse for en ældre, hårdt prøvet mand. Tanken om at sikre sit navn mod glemsel må også have foresvævet ham, for meningen med det malede våbenskjold var vel, at kommende slægter af Tybjerg-bønder skulle se det og mindes hans godgørenhed - som vist ikke var alt for udtalt, mens han levede.

Det må erkendes, at vi med disse betragtninger har vovet os længere ud, end der er dækning for i det sparsomme kildemateriale. Af de foreliggende historiske kendsgerninger lader der sig - bortset fra dateringen af billederne - intet sikkert udlede, men vi har dog med nogen sandsynlighed udpeget de personer, som har stået bag Højelsemesterens virke. Det centrale spørgsmål om hans identitet er vi ikke kommet nærmere. Vi mangler stadig et navn at hæfte på djævlenes mester, men finder trøst for savnet i hans kunst. (Fig. 9)

Tegning og fot: Claus Andersen og Søren Krogh.