Disse mennesker mener –

De romerske legioner, som i århundrederne omkring vor tidsregnings begyndelse underlagde sig væsentlige dele af Vesteuropa, nåede ikke til Danmark; hvis det var sket, havde meget set anderledes ud. Vi havde da haft historie, hvor vi nu kun har tågede sagn, og vi havde i hvert fald kendt nogle af de personer, som nu hviler navnløse i deres grave. Ruiner af romerske bygningsværker havde livet op mellem vore hjemlige hustomter og gravhøje. - Det skete ikke, og vore jernalderforfædre har næppe beklaget det.

Når alligevel et afsnit af dansk jernalder har fået navn af romertid, skyldes det - ikke påtvunget kontakt, men fredelig indflydelse fra verdensriget i syd. En strøm af romerske varer fandt over de stængede landegrænser vej til det mere tilbagestående Norden. Man må formode, at der fulgte andet med, at man også modtog kulturelle impulser gennem købmændenes mund, men umiddelbart var man nok mest interesseret i indholdet af deres kister. En dansk storbonde med respekt for sig selv satte romerske bronzekar på sit bord, og når han døde, fik han dem med i jorden, som det fremgår af en række rige fund, især fra Sjælland og Sydjylland. Grave uden dette indslag, men alligevel af virkelig klasse, er sjældne, men forekommer og virker forfriskende som en understregning af, at vi alligevel, trods al fremmed indflydelse, bevarede vort særpræg. Tre sådanne grave er netop dukket op.

Under pløjning af et nyerhvervet jordstykke havde gårdejer Kristen Thomsen i Bjergby på Mors sat ploven en smule dybere i jorden end det tidligere var gjort der på stedet. Et tyndt lag af det lyse undergrundssand under muldlaget blev derved vendt op, hvilket gav marken et gulligt udseende - på nær et enkelt sted, hvor tre mørke pletter tegnede sig i pløjelaget. De fleste ville nok ganske roligt have pløjet videre, men ikke Kristen Thomsen. Han sendte bud til museet i Nykøbing, hvis medarbejder, P.C.O. Nørgaard efter samråd med Rigsantikvarens Fortidsmindeforvaltning foretog en prøvegravning. Den gav så kontante resultater, at det blev nødvendigt igen at søge assistance hos Fortidsmindeforvaltningen, hvorfra undertegnede omgående rykkede ud efter en telefonopringning en sen aften i begyndelsen af januar.

I den nordvendte bakkeskråning, hvor muldlaget nu var fjernet over et passende område, sås tre grave tydeligt som mørke øer i den lyse undergrund. Af den ene, som Nørgaard havde undersøgt, var optaget sværd, guldring, sølvbroche samt et lerkar. Hele situationen indbød umiddelbart til fortsættelse, hvis det ikke havde været for årstiden; udgravningsarbejde er i frostvejr fuldt af tekniske problemer og i det hele taget en blandet fornøjelse - rent bortset fra, at man hvert øjeblik kan risikere at få en snedyne hældt i hovedet (Fig. 1, Fig. 2). På den anden side var en udsættelse også risikabel: frosten kunne skade indholdet af de nu afklædte grave og svage sjæle fristes af rygter om guldfund på en afsides liggende mark. Et løfte om hjælp fra Thisted museum indgik i overvejelserne, og enden på dem blev, at vi gik igang.

Gravgodset viste sig hurtigt - meget rigt, men uendelig skrøbeligt (Fig. 3). Rigtig galt blev det, da rav- og glasperler begyndte at vælte frem; selv hele og tilsyneladende ubeskadigede eksemplarer kunne ved den mindste berøring forvandles til pulver, formodentlig fordi der opstod spændinger i materialet ved overgangen fra jorden til den kolde luft. Under disse omstændigheder måtte slagplanen ændres. Vi greb til den noget usædvanlige udvej at sende dele af gravene uundersøgt til København, hvor det videre arbejde kunne foregå under mere betryggende omstændigheder. Resultatet af udgravningen i marken blev derfor - til skuffelse for egnens beboere, som interesseret havde fulgt vort arbejde - ikke en række spændende oldsager, men nogle store i gips indstøbte jordblokke, hvis indhold man kun kunne gætte sig til.

Udgravningen, der havde taget ti dage i Bjergby, kom på Nationalmuseet til at strække sig over tre måneder, varetaget af konservator og udgraver i skøn forening. Indledningsvis blev præparaterne røntgenfotograferet. Det var en ejendommelig oplevelse at stå ved de lukkede gipskasser og se genstand efter genstand tone frem på lysbordet. At afgøre, hvad det drejede sig om, var ikke altid muligt, men det var i hvert fald klart, at indholdet overtraf vore vildeste forventninger. Dog, lad os ikke foregribe begivenhederne, men gennemgå fundet fra en ende af.

Først lidt om gravenes indretning (det eneste punkt, som ved afrejsen fra Bjergby var fuldt klarlagt). Den var - i modsætning til indholdet - såre enkel. De gravede gruber havde ingen usædvanlig størrelse; dybden var ringe, kun godt en halv meter under nuværende overflade. Af skeletterne var der ikke andet tilbage end lidt tandemalje, men nok til at vise, at de døde har ligget med hovedet lavest på den ret stejle, nordvendte bakkeskråning - en lidt mærkelig placering af fornemme folk. Trælåg med flere lag græstørv over har lukket gravene, som måske har været synlige på jordoverfladen, men som aldrig har ligget under høj. Simplere kan et gravsted næsten ikke være.

Trods det, at skeletterne ikke var bevaret, voldte kønsbestemmelsen ingen vanskelighed; det fremgik utvetydigt af gravgodset, at de døde var to kvinder og en mand. Og dermed er vi fremme ved det, som i dette tilfælde er det væsentlige, nemlig det usædvanlig rige udstyr, som til afveksling er næsten uden fremmed indblanding. Indholdet af mandsgraven, som Nørgaard havde udgravet, er allerede omtalt: lerkar, guldring, sølvbroche og jernsværd, det sidste 85 cm langt, i træskede med bronzebøjle til ophængning. En prydplade, ligeledes af bronze og med forskelligt tilbehør, kan have hørt til et bandoler.

Den omtalte træskede var i meget dårlig forfatning, og af de mere forgængelige materialer var intet tilbage bortset fra en lille klump læder, som har ligget tæt op ad fundets bronzegenstande og ved disses konserverende indvirkning er blevet reddet fra tilintetgørelse. Den bestod ved nærmere eftersyn af ikke mindre end syv lag og kan være fra en taske eller pung. Et af lagene viste sig til udgravernes overraskelse at være forgyldt. Det er vist første gang, gyldenlæder er påvist i et dansk oldtidsfund.

De to kvinder har naturligvis ikke båret våben i egentlig forstand, men en af dem havde dog en kniv i bæltet. Den var af jern, men med fæsteknap af bronze og med grebbeklædning af et organisk materiale, muligvis elfenben eller hvalrostand. Den tilhørende skede bestod af to benplader sammenholdt af bronzeskinner og med en række sølvstifter som pynt ned ad forsiden (Fig. 4). Kniven er et pragtstykke og et unikum; der kendes ikke magen til den her fra landet. Sammen med den lå to lange bronzehylstre til synåle og en lille æske(?) flettet af et ubestemmeligt materiale. Den knivbærende kvinde har været klædt i en dragt af fint vævede uldstoffer; stumper af den blev påvist flere steder, men helheden lader sig ikke rekonstruere. Nogle små sølvgenstande har formentlig været syet på tøjet. Af egentlige smykker har hun båret følgende: En fingerring af tyk guldtråd. To meget tynde sølvspiralringe, der måske også har prydet fingrene (Fig. 5). En stærkt slidt snoet sølvhalsring af en type, som i dette materiale ellers kun kendes fra Bornholm. En sølvbroche, der har siddet på skulderen. Og endelig et brystsmykke bestående af en jernkæde fæstet ved enderne med korte jernnåle; atter en type, som er ukendt fra tidens andre fund.
Den anden kvindes gravgods var ikke mindre rigt, men afgjort mere kompliceret; det omfattede, da alt var talt op, ikke mindre end 402 nummererede genstande, og selv om de fleste af dem er perler, er der alligevel et pænt udstyr. Perlerne lå i to dynger. Den ene, bestående af 61 omhyggeligt slebne ravperler, tre brogede mosaikperler og en enkelt glasperle med guldindlægning, fandtes - ikke på, men ved siden af den døde; perlekæden, som de vel tilhørte, har sammen med en jernbroche og en bronzebøjle dannet et lille reservelager, som hun kunne gribe til, hvis hun ønskede afveksling i det hinsidige. Den anden og betydeligt større dynge må være fra et kompliceret halsgehæng, måske med flere selvstændige kæder, som den døde har båret ved begravelsen. Her indgik 101 ravperler, 13 store mosaikperler, 59 glasperler med guldindlægning samt 138 almindelige glasperler af varierende form og farve (lyseblåt, mørkeblåt, teglrødt, hvidt, mørkegrønt og turkis). Endvidere fire bronzespiralperler, syv små sølvtingester, der har siddet på enden af snore, og en kunstfærdig ringformet bronzegenstand. Mange af perlerne var meget små, helt ned til 3 mm i diameter.

På brystet, under perleprydelsen, har hængt et kædeformet sølvsmykke fæstet med en nål ved hver ende; samme type, som hos den anden kvinde optræder i jern. Kæden bestod af seks lange led (to glatte og fire snoede) og mellem dem små sølvringe. En kraftig bronzenål med trefliget hoved har formentlig været stukket i hår eller hovedklæde. Endelig, på den ene skulder, har hun båret en broche, en såkaldt »rosetfibula«, og den har vi gemt til sidst, da den er hele fundets største overraskelse. Roset-fibler er ofte store, men denne, der måler knap 14 cm på længste led, overtræffer vist alle tidligere kendte. Den er prydet med rosetter af forgyldt sølvblik og hvælvede mørkeblå glasskiver. Helt igennem et pragteksemplar.

Bortset måske fra perlerne er der intet af fremmed oprindelse i de tre grave (Fig. 6, Fig. 7, Fig. 8). Så velhavende mennesker skulle ellers have haft råd til udenlandsk luksus, og at de også havde adgang til den, viser andre samtidige fund fra Mors. Men hver sin smag. Disse satte åbenbart pris på hjemlige frembringelser, og man forstår dem, når man igen mønstrer fundet: kniven, rosetfibulaen, gyldenlæderet o.s.v. Det er sager, som fuldt ud står mål med de fremmede varer. Gravene er fra den sene romertid (200-400 efter Kristus). Verdensriget var da i nedgang, og presset voksede fra bl.a. det Germanien, som Danmark var en del af. Det endelige sammenbrud lod ikke vente længe på sig.

Vort fund peger egentlig fremad. I den følgende periode - germanertiden - opbyggedes en nordisk selvstændighed, som kommer til udtryk på mange måder, ikke mindst i kunsthåndværket. De spændinger, der herved opstod, førte til vikingetidens store udladning.

De nordiske lande kom aldrig under Rom. Hvis det var sket, havde meget set anderledes ud.