Digteren og rugbrødet

Johannes Buchholtz debuterede som forfatter i 1915 og hørte i en årrække derefter til blandt Danmarks mest læste. Som kulturpersonlighed var han den store inspirator og igangsætter på Struer-egnen. Meget af det, han skabte - således Struer museum - lever stadig. 

Igennem hele Buchholtz’ virke løber en rød tråd af historisk interesse. En stræben efter at gøre fortidens indsigt og erfaring nyttig for nutiden. Det kom ikke mindst til udtryk i hans engagement omkring grovbrødet, og det er ganske interessant, hvordan en gammel bondeopskrift blev til en efterspurgt industriel mærkevare. 

Historien begynder på den lille Limfjordsø Venø. Hos bonden Markus Bjerre, der i første halvdel af dette århundrede boede på gården Sønderskov. Her havde man - som på de fleste gårde - en stor, muret bageovn, hvor der hver måned bagtes rugbrød af halvandet hundrede pund mel. Godt kraftigt rugbrød, som man havde bagt det i generationer. »Dejen æltes af sønner og døtre, hver bagning føles som en fest«, fortæller forfatterinden Karin Michaelis efter et besøg på Limfjordsøen. 

Buchholtz og Bjerre var gode venner og sås ofte. Når Buchholtz havde besøg af digterkolleger, gik udflugten gerne til Venø for at hilse på den navnkundige bonde og se hans veldrevne gård. 

»Min mand interesserede sig så meget for alt gammeldags«, har Buchholtz’ hustru Olga siden fortalt, »hjemmevævet tøj, hjemmebrygget øl og hjemmebagt brød, og når vi enkelte steder hos vore venner på landet fik sådanne hjemmefremstillede ting, var han meget begejstret«. Om grov brødet fortæller Olga Buchholtz: »Hos Markus Bjerre, der jo også holdt stærkt på det gode hjemmelavede, fik vi især noget dejligt, kraftigt rugbrød, og min mand holdt på, at vi også selv måtte kunne fremstille sådan noget. Vi fik lavet et dejnetrug, og hvad der ellers hører til, og vi fik skrevet op, hvordan vi skulle bære os ad - og så tog vi fat. Min mand hjalp med at lægge dejen og sled huden af sine knoer, og så bagte vi, først i gasovn, men det var ikke så godt, for der skal en mængde varme til, senere i en komfurovn, og det gik bedre«. 

Det brød, som nu også blev bagt i Buchholtz’ hus, er utvivlsomt blot en lokal variation af gammeldags, groft bonderugbrød, men det har en helt speciel, lidt syrlig, smag, som tiltaler mange. Markus Bjerres søn Peter har fortalt om rugbrødsbagningen på Sønderskov: »Man tager et dejfad, hvor rester fra tidligere bagning endnu forefindes. Disse rester skal gøre fyldest som surdej til det nye brød. Dog skyller man lige mulige mugdannelser af«. Derpå skolder man rugkernerne, og melet omrøres til en passende konsistens (Fig. 1). Blandingen »dejnes« i dejnekarret og henstår i fem- seks timer. Dejen æltes atter med mel og henstår nogle timer. »Tidligt dagen derpå ildes der med lyng i bryggersovnen. Når de røde mursten i ovnen bliver lyse, har »æ swoth mand« forladt ovnen, og den er klar til brug. Bagningen pågår i tre-fire timer«. - Så vidt Peter Bjerre. Visse detaljer i »opskriften« er nok faldet nogen for brystet. Til deres beroligelse kan tilføjes, at fremstillingen i dag foregår efter alle hygiejnens regler. 

Olga og Johannes Buchholtz serverede grovbrødet for de mange gæster, der kom og besøgte dem fra nær og fjern. Buchholtz’ hus var i 20’erne og 30’erne samlingssted for en stor del af tidens kulturelite. Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg, Thit Jensen, Thøger Larsen, Johannes V. Jensen. Billedkunstnerne Albert Naur, Anker Hoffmann, Sigurd Swane, Kresten Bjerre, Jens Søndergaard. Digteren Piet Hein, forfatteren og radiomanden Karl Bjarnhof. Skuespillerne Albert Luther og Albrecht Schmidt. Og mange flere. Ved afrejsen fra Struer fik adskillige af gæsterne et brød med i bagagen, » - - og efterhånden måtte vi forsyne deres husholdninger med grovbrød«, fortæller Olga Buchholtz. » — vi måtte bage tidligt og sent«. 

På et tidspunkt overvejede Buchholtz at oprette et grovbrødsbageri (Fig. 2). Men det blev ved tanken. I stedet gik han fra bager til bager og foreslog, at man tog fremstillingen op. Der var imidlertid ingen, der turde binde an med projektet, før bagermester C. M. Moselund kom til byen og overtog Struer Rugbrødsfabrik. »Moselund fik min opskrift«, fortæller Olga Buchholtz, »og efter nogen tids eksperimenteren lykkedes brødet godt for ham, så det kunne bringes i handelen. Det blev lanceret under navnet Ægte Struer Grovbrød, og min mand, der naturligvis stadig interesserede sig stærkt for brødet, hjalp til med reklamen« (Fig. 3, Fig. 4). 

Forfatterens stærke sprog og letflydende pen satte sit præg på den første reklametryksag: »De, der synes godt om håndstrøgne mursten og hjemmevævet tøj, vil sandsynligvis også være glade over Struerbrødets grove, solide naturlighed«. Og uden omsvøb skrev Buchholtz: »Træg afføring kendes ikke i de hjem, hvor dette brød daglig nydes«. Det er senere blevet omskrevet til »Holder maven i topform«. 

I slutningen af 30’erne blev brødet solgt i stort set alle landets købstæder. Men det var små leverancer, og salget var ikke nogen indbringende forretning, snarere en honnørsag. Efter krigen var tiden en anden og mulighederne for ekspansion større, og det skulle nu vise sig at være en god investering, bagermester Moselund havde foretaget. Grovbrødet slog an, og med det som »murbrækker« og »flagskib« formåede Struer Brødfabrik at erobre en stadig større del af markedet, således at fabrikken i mange år hørte til de største inden for branchen. 

Historien om grovbrødet er en del af historien om digteren Johannes Buchholtz og hans »gode lille by«. I sin samtid var Buchholtz nok kendt som forfatter, men også for sine mange andre aktiviteter, hvoraf flere har sat sig dybe spor. Et af disse spor er Struer Grovbrød, som ikke havde eksisteret i dag uden Buchholtz og hans interesse for egnen og dens historie.