Digter på flugt
1853 ramte den sidste store pestepidemi Danmark. Det var koleraen, som alene i hovedstaden kostede næsten 5000 mennesker livet. Den brød ud blandt Holmens mandskab i juni, hvorefter den raserede store dele af byen, specielt de tættest beboede kvarterer med de dårligste hygiejniske forhold, indtil den i oktober måned ebbede ud. De, der havde midler og mulighed, rejste i stort tal bort fra København til mere uberørte dele af landet. Blandt dem var digteren H. C. Andersen (fig. 1).
Af Redaktionen
Fig. 1. Eventyrillustration af Lorenz Frølich.
Han opholdt sig det meste af sommeren i Silkeborg, i papirfabrikant Michael Drewsens hjem; herfra gjorde han kortere udflugter til jyske og fynske herregårde, men alt forekom ham »tungt og henslæbende«. En stærk sygdomsangst plagede hele livet digteren; denne sommers begivenheder var derfor belastende for hans sindstilstand. De uhyggelige beretninger om de angrebnes lidelser og den tilbagevendende, sørgelige læsning af dødslisterne satte ham i voldsom affekt. En udflugt til Fyn, hvor han hørte om to tilfælde af kolera i Odense, udviklede sig til den rene tortur. » — min fantasi bearbejdede således min mave, der havde lidt skæren, at jeg til sidst fik angst for kolera, der under rejsen til Middelfart tog således til, som om det var en ond mare, der red mig«.
Som bekendt undgik H. C. Andersen lykkeligt koleraen og levede mange år endnu. Slemme forskrækkelser slap han dog ikke for under sit frivillige eksil. Således blev han, under besøg i en cirkus, angrebet af en buldog, der bed sig fast i hans støvle. Selskabet morede sig ubarmhjertigt, men til hans store lettelse »kom der ikke noget blod«.
Alvorligere udgang kunne en anden hændelse måske have fået. Det skete under hans besøg på herregården Vilhelmsborg nær Århus. Sammen med sine værtsfolk havde han været til selskab på det nærliggende Moesgård (nu Forhistorisk Museum). Det blev sent, før man brød op, klokken var 12, da turen atter gik til Vilhelmsborg i hestevogn. Netop som en bro over Giber å skulle passeres, gik noget løs på vognen, og nu tog pokker ved køretøjet: » — vi skulle over en høj bro, og her, i fuld fart, tørnede vognen mod en af de høje afvisere, det ene hjul gik ud over broen og ned i dybden, vogntrinet blev skruet op mod baghjulet, og hestene sprængte remmer og tøj, så at kammerherren fløj på hovedet ud, men vedblev at holde på hestene, uagtet de slæbte ham et stykke med; den unge baronesse lå næsegrus kastet ud, derimod en frøken Kjærulf, kaptajnens datter fra Århus, og jeg blev siddende i vognen, begge to lidt forskrækkede, men ingen af os allesammen kom noget til«.
Begivenheden var åbenbart det spark, der skulle til for, i hvert fald midlertidigt, at rive digteren ud af hans nedtrykte sindsstemning; koleraen trådte lidt i baggrunden - skæbnen havde været ham gunstig, livet var en gave. I let varieret form fortalte han oplevelsen til flere af dem, han vekslede breve med. Veninden Henriette Wulff kunne glæde sig over den mest udførlige version, og her slutter han: » — da jeg siden lå i min gode seng, var jeg ordentlig glad over at ligge der med hele lemmer, jeg syntes ordentligt, at disse i aften var en ny present fra Vorherre. Jo vi leve sommetider endnu i miraklernes tid«.
