Det store krucifiks

(Fig. 1). I Nationalmuseets smukt nyopstillede middelalderudstilling kan man glæde sig over et indtagende trærelief. Det forestiller de hellige kvinder, der påskemorgen er gået ud for at salve den døde Kristus. Men kistelåget er væltet til side, og en engel med palmegren peger ned i den tomme grav: »Bliv ikke forfærdede! I søger Jesus fra Nazaret, den korsfæstede; han er opstanden, han er ikke her; se, der er stedet, hvor de lagde ham«

Af Ebbe Nyborg

Billede

Fig. 1: Fot: Lennart Larsen

Billedskærerarbejdets helt usædvanlige kvalitet i sammenligning med vore øvrige træskulpturer fra 1200-årene har længe stået som en gåde. Om det 56 cm høje relief vides blot, at det har været i museet siden forrige århundrede og skal stamme fra en dansk kirke. Her skal gives et forslag, der sætter det ind i en sammenhæng, og tillige fører os på sporet af et forsvundet krucifiks, der næppe har haft sin lige i Norden.

Vi skal til de malede og forgyldte krucifiksgrupper, der i kirkerne anbragtes ved indgangen til koret som et tegn på Kristi lidelse og triumf; her åbnede Herren og Kongen gennem fornyelsen af sit offer vejen til frelsen. I middelalderens almindelige landsbykirker bestod gruppen normalt kun af selve krucifikset med sidefigurerne Maria og Johannes sørgende under korset. Sådanne opstillinger eller dele af dem kan endnu ses i adskillige danske landsbykirker og på vore museer. Her vil vi imidlertid vende opmærksomheden mod de større og rigere udformninger, arrangementet kunne få i tidens virkelig monumentale kirkebygninger.

Desværre har ikke én eneste af de prægtige franske og engelske katedraler og klosterkirker, der opførtes i 11-1200-årene, bevaret sin gamle triumfkrucifiksgruppe - overalt er den blevet offer for senere århundreders fornyelsestrang eller bevidste billed-ødelæggelse. Kun i Tyskland kan man endnu et par steder danne sig et indtryk af arrangementets udformning i en storkirke.

Man kan opleve det i Bücken og Wechselburg og vel allerbedst i domkirken i Halberstadt, hvor udsmykningen vistnok er anskaffet i forbindelse med en indvielse af kirken i 1220. (Fig. 2). Det mere end fem meter høje kors hænger ned fra hvælvingen i jernkæder og er forneden fæstnet til en svær bjælke, der spænder henved ti meter tværs over kirkerummet. Herpå står sidefigurerne Maria og Johannes; hun træder den slange under fode, der fristede Eva, han står på en konge, der formentlig repræsenterer hedenskabet. Yderligere flankeres korsfæstelsesgruppen af to vældige engle, »serafer« eller de »keruber«, der ifølge skriften skulle stå ved begge sider af nådestolen. Hver af dem har fire gyldne vinger og står på et af de hjul, der var »som funklende krysolit« (ædelsten). Blandt bærebjælkens billeder er et relief af særlig interesse for os; det viser kvinderne, der ved Kristi tomme grav modtages af Herrens engel. Denne scene er anbragt på bjælkens bagside lige under korset som en foregribelse og understregning af opstandelsesunderet og fuldbyrdelsen af triumfen over døden og djævelen. Samme raffinerede anvendelse af dette motiv finder vi på en anden mægtig krucifiksgruppe, i klosterkirken i Bücken ved Weserfloden, hvor relieffet har en endnu mere fremtrædende placering nederst på selve korset.

Billede

Fig. 2: Krucifiksgruppen i Halberstadt med nærbillede af relieffet på bærebjælkens bagside. De spir, der stikker op i forgrunden, hører til en korskranke, der er væsentlig yngre end krucifiksgruppen. - Efter R. Haussherr.

De tyske relieffer af kvinderne ved graven har i størrelse og udformning en påfaldende lighed med Nationalmuseets - har det prydet et forsvundet pragtkrucifiks i en af Valdemarstidens store danske kirkebygninger?

10. april 1806 afholdtes i Roskilde domkirke en auktion, hvorved kirken skilte sig af med adskilligt »gammelt malm, jern, billeder og andet skramleri«. Trods heftige protester afhændedes en række uerstattelige kunstværker, heriblandt »et stort krucifiks med Kristus på korset«. Det blev for otte mark købt af en kobbersmed Gennerup, der vist havde haft i sinde at stille det op i sin have; men da gejstligheden foreholdt ham det upassende heri, fuldbyrdedes vandalismen. Krucifikset blev slået itu til brænde, men da kobbersmeden kløvede Kristushovedet, viste det sig at være hult; indeni lå et kosteligt lille guldkors smykket med 7 perler og 15 ægte stene og rummende en lille sortbrun træpind - en splint af Kristi kors!

Nu vågnede myndighederne. (Fig. 3). Det enestående relikviekors erhvervedes til kongens kunstkammer, hvorfra det siden overgik til Nationalmuseet. Finderen gjorde en fin forretning; for sine 8 mark fik han udover det gode brænde 60 rigsdaler og 48 skilling i godtgørelse for guldkorset.

Billede

Fig. 3: Roskildekrucifiksets kløvede Kristushoved set fra gunstigste synsvinkel. Jævnfør billedet på bladets forside. - Fot: Niels Elswing.

Men hvorledes så det sønderhugne krucifiks ud? Den bedste del af det flækkede Kristushoved indkom nogle år senere til det nyoprettede Nationalmuseum. Hovedet er over naturlig størrelse, ædelt i udtrykket og endnu med den oprindelige bemaling i behold. Der kan ikke være tvivl om, at det krucifiks, der solgtes 1806, har været domkirkens oprindelige, vældige triumfkrucifiks fra 1200-årene - man gad nok have set resten af arrangementet. Gamle beskrivelser lader os ane en overdådig rig opbygning.

Ved auktionen 1806 afhændedes tillige fire store træfigurer, der i 1700-årene sammen med det store krucifiks havde været anbragt i Sct Birgittas kapel ved domkirkens nordside: »to efterlignelser af Johannes og Maria« og »to seraphim«. De sidste, der havde hele seks forgyldte vinger med malede øjne, har sikkert givet anledning til auktionslistens tale om »ægyptiske billeder«! Før krucifiks og figurer omkring 1690 var blevet henlagt i kapellet, havde de prydet domkirkens højkor. Englene »Sanctus Seraphim« og »Sanctus Cherubim« var ophængt over og på hver side af altertavlen, og foran den hang de øvrige billeder, der gjorde et kendeligt indtryk på digteren Mikkel Jernskæg:
»dog under høye loft og stenet hvelvet dække jeg seer et crussifix foruden alders brække forgylt ret lue rød, og på den højre side står Herrens Moder, som må see sin søn at lide. På anden side står Sct Hans den ørnefører«

Af andre beskrivelser fremgår, at korstræet hang ned fra hvælvingen »udi en jern lencke«, medens dets nedre ende stod på en bjælke, som bar sidefigurerne Maria og Johannes. (Fig. 4). Disse har ganske som i Halberstadt, Bücken og Wechselburg trådt onde magter under fode, for den nordre sidefigur - Maria - beskrives som »een, som træder på en slange« og Johannes som »een, som træder på axlerne af en mand«. (Fig. 5). Korsets arme endte med »evangelisterne udhugne«, det vil sige de fire evangelistsymboler, og nederst var »ved fødderne udhuggen Christi graff oc de, som kom at søge efter hannem«. Mon det er dette relief, der efter auktionen 1806 ad skjulte veje er kommet til Nationalmuseet?

Billede

Fig. 4: I Bücken er relieffet af englen og kvinderne ved den tomme grav anbragt nederst på selve korstræet. Den øvre korsarm holdes frem af Gudfader med Helligåndsduen i favnen, så krucifikset samtidig udgør en treenighedsfremstilling. - Efter R. Haussherr.

Billede

Fig. 5: Forfatterens fantasi over Roskilde domkirkes krucifiksgruppe og dens anbringelse i 1200-årenes kirkerum; tegnet af Jørgen Kraglund. Lektoriets rekonstruktion er hentet fra Elna Møller: Om danske lektorier. Nationalmuseets Arbejdsmark 1950.

Lad os gemme dette spørgsmål et øjeblik og først overveje, hvorledes det samlede arrangement oprindelig kan have fremtrådt i kirken, idet billedernes placering ved højalteret rimeligvis er et resultat af forskellige omflytninger. I 1200-årenes nybyggede katedral har krucifiksgruppen efter al sandsynlighed været anbragt i tilslutning til »lektoriet«, en art pulpitur, der i sådanne kirker lukkede koret for lægfolk. Domkirkens ældste lektorium - navnet skyldes, at man herfra læste skriften - er længst forsvundet, men vi ved, at det var anbragt mellem kirkens tredje pillepar fra øst, lige vest for korsskæringen. Takket være grundige undersøgelser af spor i murværk og gulv har dets udformning omtrentlig kunnet rekonstrueres på papiret. Lektoriet havde tre hvælv i underetagen, der rummede sidealtre og åbnede sig mod skibet ved søjlebårne buer; de meget smukke søjler er endnu bevaret i domkirkens museum. Trapper førte op til platformen, hvorfra læsningen foregik.

Herover må vi tænke os krucifiksgruppen anbragt, så den har fremtrådt noget i retning af tegningerne på denne og næste side. Til grund for rekonstruktionsforslaget er lagt det formentlig nogenlunde samtidige arrangement i Halberstadt, ændret i overensstemmelse med vor viden om opbygningen i Roskilde. Når det gælder de enkelte figurers udformning og udtryk, er vi naturligvis henvist til gætterier, bortset fra det bevarede Kristushoved og måske relieffet af kvinderne ved graven, som vi har indsat på pladsen nederst på korset. Også til selve opstillingen knytter der sig usikkerhed. Vi må nok tænke os yderligere billeder på bærebjælken, og noget tyder på, at en treenighedsfremstilling på en eller anden måde har indgået, således som det er tilfældet i Büchen og Wechselburg.

Det kan naturligvis ikke med bestemthed afgøres, om relieffet af kvinderne ved graven virkelig har hørt til Roskildekrucifikset. Eventuelt vil en teknisk analyse af Kristushovedets farvelag og de desværre beskedne farvespor på relieffet kunne give nogle holdepunkter. Indtil da må vi nøjes med at konstatere, at teorien ikke blot ville kunne forklare relieffets anvendelse og dets høje kvalitet - passende for en domkirke - men måske også kunne give en nøgle til forståelsen af dets stilpræg.

Som næsten al skulptur, der blev til i 1200-årenes Vesteuropa, bærer vort relief præg af den nyskabelse, der fandt sted i det nordfranske område, på mange måder tidens åndelige og kunstneriske kraftcentrum. Her skabtes middelalderens originaleste frembringelse, den gotiske katedral, og her skete samtidig en fuldstændig fornyelse af billedskulpturen. Til de domkirker, der rejste sig i Chartres, Paris og Amiens udførte kunsthåndværkere for første gang siden oldtiden skulpturer, der viser mennesker med en fri naturlighed i udtryk og bevægelse. Denne genfødsel, der kan sammenlignes med udviklingen i 5. århundredes Grækenland, lader sig følge årti for årti på de berømte franske portaler; inspirationen bredte sig som bølgeslag til stenhuggere og billedskærere i hele Vesteuropa.

Til Norden synes impulserne gerne at være kommet med nogen forsinkelse og via forskellige mellemled i Tyskland eller England. Det gælder dog øjensynlig ikke Nationalmuseets relief, hvis rene franske stilpræg ofte er blevet fremhævet, ikke mindst af vor store kender på området, Poul Nørlund. Kvinderne og englen ved Kristi grav er som hentet ud af de ypperste nordfranske portaler fra årene lige efter 1200, da skulpturen gennemløb sin mest betagende så at sige »klassiske« fase, en ny uskyldig ynde forenet med den ældre romanske stils alvor.

Dette forhold kunne helt naturligt forklares, såfremt relieffet stammer netop fra Roskilde! Bispen her var i årene fra 1191 til 1214 den indflydelsesrige, franskorienterede Peder Sunesøn, der havde fået sin tids bedste uddannelse i Paris. 1194 var han atter i Frankrig, denne gang i det allerhøjeste ærinde, idet han skulle arrangere brylluppet mellem Valdemar den Stores datter Ingeborg og den franske konge Philip August. (Fig. 6), (Fig. 7). Man har gættet på, at han ved denne lejlighed har besøgt sin gamle læremester Stephan, der nu var bisp i Tournai, og der skaffet sig bygmestre. I hvert fald kunne det godt være omkring denne tid, at det påbegyndte domkirkebyggeri i Roskilde ændredes efter de nyeste franske signaler, og åbenbart netop med domkirkerne i Tournai og i Arras som nære forbilleder. Roskilde domkirkes østparti, der rejste sig i de første årtier af 1200-årene, er et enestående eksempel på fransk tidliggotisk arkitektur indplantet i Skandinavien. Var det ikke nærliggende om man også, da dette bygningsafsnit skulle udstyres med den store krucifiksgruppe, havde hentet inspirationen og måske kunsthåndværkerne i det samme nordfranske område?

Billede

Fig. 6: Det er muligt, at en række sjællandske landsbykirkekrucifikser fra midten af 1200-årene afspejler træk ved domkirkens forsvundne krucifiksgruppe. Kun ganske få har som dette fra Rørby ved Kalundborg (nu i Nationalmuseet) bevaret sine enkle sidefigurer; til gengæld er selve korstræet gået tabt, ligesom farveresterne er nyere. I Torslunde ved København er der - som i Roskilde - nederst på korstræet et relief. Det viser dog ikke kvinderne ved graven, men derimod Kristi gravlæggelse. - Fot: Niels Elswing.

Billede

Fig. 7: Idag er portalernes stenfigurer næsten ene om at tegne vort billede af de franske katedralers skulpturudsmykning. Dette Mariabillede og et tilsvarende af Johannes - sidefigurer til et iøvrigt forsvundet krucifiks - er alt, hvad der er bevaret af tidens franske triumfkrucifikser, og de stammer fra en mindre kirke.

Hvis det er tilfældet, så kan man på Nationalmuseet i København se de eneste bevarede rester af en rigtig fransk krucifiks-gruppe, som den, der udførtes til klosterkirken Saint Berlin: »et kors af træ med Herrens billede hængende og stående figurer af Maria, Johannes og Keruber samt på korset og bærebjælken mange andre billeder hørende til Herrens lidelseshistorie og tildannet med en forunderlig skønhed-«.

Lit: Danmarks Kirker, Roskilde Domkirke. - Reiner Haussherr: Triumphkreuz-gruppen der Stauferzeit. Die Zeit der Staufer V. Stuttgart 1979.