Det skulle nu gøres
Niels Hemmingsen, professor og berømt teolog, dannede skole, da han 1575 udsendte sin »Advarsel om at undgå overtro på trolddom«; den fik efterfølger på efterfølger - en strøm af formanende skrifter, som randt gennem næsten 200 år. En slags højdepunkt nåedes 1736 med hofpræsten Erik Pontoppidans langtitlede indlæg: »Fejekost til at udfeje den gamle surdej eller de i de danske lande tiloversblevne og her for dagen bragte levninger af såvel hedenskab som papisme«. Forargelse er et fattigt ord for de følelser, der her kommer til udtryk. Der fremføres mange eksempler på den danske almues vildfarelser, men de er, stort set, så uskyldige, at det kan være svært at forstå, de har kunnet bringe det teologiske blod i kog. Man undrer sig, men mest fordi overtroen - dengang som endnu langt senere - var alt andet end harmløs. Det vildeste hedenskab trivedes rundt om i sognene, men det så de lærde herrer ikke. De må have haft bind for øjnene (fig. 1).
Af Harald Andersen
Fig. 1. Tegning af Flemming Bau.
»En kone i Vesterbølle var meget overtroisk. Der var engang kommet fåresyge i gården, og så fik hun det råd, at hun skulle hugge alle fire ben af et får og dernæst begrave det levende under dørtræet ind til fårestien. Hun fulgte også rådet. Da min svigermor hørte det, sagde hun til hende: Hvordan kunne du gøre det? - Jo, det skulle nu gøres, og så kunne a«.
Ovenstående beretning fra Himmerland, nedtegnet af folkemindesamleren Evald Tang Kristensen sidst i 1800-årene, er langt fra enestående. Dyreofring af åbenbar hedensk natur har fundet sted højt op mod vor tid, omend vel kun i de mere afsides egne af landet. Det var husdyrenes trivsel, man mente at fremme ved sådanne midler. Ritualet varierede noget, men et træk var fælles: den barbariske aflivning af offerdyret. Der meldes om høge naglet til port eller dør, om brænding af en stud, men oftest - som i førnævnte tilfælde - om nedgravning af levende dyr. Hvalpe, killinger eller høns kunne bruges, men var tilfældet alvorligt, måtte der mere til, f.eks. kalv, får eller hest. Gravene blev lagt under gulve eller ved døre, som det onde måtte passere for at komme ind. Det skete også, at man begravede et dyr ved hvert hushjørne. Så var hele bygningen beskyttet.
»Der var altid uheld med kreaturerne, indtil de fik gravet en levende hundehvalp ned i hvert hjørne af gården«, fortæller Maren Nielsen fra Fur. Og hun tilføjer: »Et andet sted blev der gravet en levende kalv ned lige inden for døren til kostalden, så hjalp det også der«. Rasmus Antonsen i Nebsager ved Horsens havde sygdom blandt sine heste, men fik råd og hjælp af sin far: »Nu skal vor hund have hvalpe, og så kommer a med et par af dem og graver dem levende ned uden for stalddøren«. En tredje meddeler, Kristen Ebbesen, Egtved, ved hvad han taler om, når han anbefaler at grave en kalv levende ned under dørtræet. »Det blev prøvet hjemme i min drengetid«.
»I min fødegård Norge i Kjetrup«, fortæller en mand fra Fjerritslevegnen - stadig med Tang Kristensen som mellemled - »skulle der for få år siden opføres en ny lade. De havde haft uheld i gården med kreaturerne og vidste ikke andet råd til at få det stilt, end så nedgrov de levende en gammel hest inde i den nye bygning. De fik den dajet derhen, fik den skudt ned i hullet og kastede så jord på den, indtil den var begravet«. Fra Såby syd for Mossø foreligger en lignende beretning. En mand ved navn Jørgen Hovgård havde sygdom blandt sine heste og fik det råd at begrave en af dem levende. Det gjorde han, men »så blev de jo meldt, og de gav vistnok en stor mulkt. Der blev arbejdet på at opdage, hvem der havde tilskyndet til det råd, men Jørgen tog det på sig. Jørgen Hovgård er levende endnu«.
Et yndet offerdyr var den upopulære hugorm, derom foreligger en lang række optegnelser fra flere forskellige indsamlere. »Det er nu 30 år siden, der blev gravet to flasker ned i den sønderste gård her i byen«, har Marie Andersen, Dokkedal, fortalt. »Der var en hugorm i hver flaske, og de blev gravet levende ned. A var med til at få dem i flaskerne og bar dem hjem«. I stedet for at begrave dyret kunne man bore et hul i dørstolpen, lempe ormen ind og slå en prop i.
For dyrenes trivsel ofredes dyr. Hvad gjorde man, når det var mennesker, det gjaldt? Herpå svarer sagnene med barsk logik, og er vi end skeptiske, må vi dog ty til dem under vor søgen bagud i tiden, hvor de sikre kilder er tørret ud. Fra flere egne af landet meldes om ofring af børn som middel mod pest. På Tuse Næs, fortæller Anders Uhrskov i sine »Sjællandske sagn«, blev på Valdemar Atterdags tid et par tiggerunger nedkulet for at modvirke sortedøden. Man gravede et dybt hul og fik dem derned ved at lokke med mad. »Da børnene havde begyndt at spise, blev der kastet jord ned på dem, skønt de græd og klagede over, at der kom jord på deres mad«.
- Åbenbart er det i dette sagn, forfatteren Martin A. Hansen har hentet inspirationen til sin fortælling »Offer«.
Hvor gamle er disse makabre skikke? Det er svært at sige, men at de skulle være af kristen oprindelse, kan formentlig udelukkes. Arkæologien burde her være til hjælp, men er det kun i ringe grad; at et skelet ligger i forvreden stilling, kan i det højeste give en formodning om, at levende begravelse har fundet sted. Det gælder også slangegravene, men alligevel indtager disse en særstilling, fordi man jo ikke normalt ville begrave dette dyr. Under stalden til en gård i Gunderup ved Esbjerg fandtes for nogle år siden hugormerester i en lerpotte (se Skalk 1964:5), og fra et vikingetidsfund kendes en kobberdåse med et slangeskelet, hvoraf vi måske tør slutte, at i hvert fald denne særform af dyrebegravelsesskikken går tilbage til oldtiden. Desværre er der kun undtagelsesvis påvist spor af indholdet i de lerkar og kopper, som ikke så sjældent findes nedgravet under gulve i jernalderhuse, men de har en anden ejendommelighed, som på mærkelig måde bringer dem ind i kredsen, nemlig den, at øret ofte er afslået. Folkelivsforskeren H. P. Hansen fortæller, at da de engang havde kalvekastning på gården Suderbæk i Ikast, »blev de rådet til at grave en levende hugorm ned i en rød lerpotte og dække den med et fad, der var slået et skår af«.
