Det skal nok blive til et museum

Mens »museum« i folkeviddet har klang af gamle ben og skårede potter begravet i støv og spindelvæv, er det i virkeligheden en levende organisme, som i sin udstilling og sin formidling afspejler sin egen tids tanker og samfund. - Det hænder, at et museum afgår ved døden, fordi forudsætningerne for dets liv er borte, så opløses det eller mumificeres, eller dets brugbare dele transplanteres til levende museer. Men i museumshistorien bevares det, som det var, da det levede og var i pagt med sin tid.

Museer, hvor genstandene udstilles for at studeres og forstås, opstod for fem -seks hundrede år siden hos videnskabsdyrkere i renæssancens Europa. Det hjemlige eksempel er Museum Wormianum, Danmarks første museum, skabt af lægen professor Ole Worm og indrettet i hans bolig i Store Kannikestræde ikke langt fra Københavns universitet, hvor han virkede. Selvom Ole Worms museum opløstes ved hans død, kender vi det så godt fra det store katalog, han udarbejdede over sin samling og som lå færdigtrykt i 1655, året efter hans død.

Katalogets titelkobber viser udstillingen i Museum Wormianum. Som et
ægte renæssance-museum spænder det vidt i sit indhold. Disse museer var først og fremmest naturaliekabinetter, samlinger af udstoppede dyr, pressede planter, forsteninger og andre naturmærkværdigheder, men rummede også meget andet: oldsager, etnografica, manuskripter og trykte bøger. Det var en samling af det kildemateriale, som var den nye videnskabelige metodes våben i opgøret med middelalderkirkens håndfaste greb om videnskaberne. Ole Worms samling var tilvejebragt på hans rejser og gennem hans forbindelser med andre videnskabsmænd rundt om i Europa og var ordnet efter naturvidenskabelige principper. Tingene i dette museum, sammenholdt med Worms værker og brevvekslinger, fortæller om de nye ideer, som trængte frem i universitetskredsene i hans samtid. Mens man tidligere ukritisk havde bygget videnskaberne på oldtidens forfattere, blev nu egne iagttagelser det videnskabelige arbejdes grundlag. Udover at bruge sin samling i egne studier anvendte Worm den i sin undervisning af studenterne og desuden var museet åbent for interesserede folk. (Fig. 1)

Både om tilvejebringelsen og brugen af Museum Wormianum får man et indtryk gennem et brev, Ole Worm skrev d. 20. juni 1639 til vennen Arngrim Jonsson på Island: »Forskelligt har jeg samlet på mine udenlandsrejser, og fra Indien og andre meget fjerntliggende egne bringes der mig efterhånden forskellige ting: prøver af jordarter, stenarter, metaller, planter, fisk, fugle og landjordens dyr, som jeg opbevarer omhyggeligt med det formål, at jeg sammen med en kort fremstilling af de forskellige tings historie tillige kan forelægge tilhørerne tingene selv at tage på med hænderne og se med deres øjne, så at de selv kan dømme om, hvorvidt det sagte stemmer med tingene og kan erhverve sig en nøjere viden om dem alle«.

Ole Worm døde under pesten i København i 1654, han var da 66 år gammel. I det testamente, han kort forinden havde oprettet, ønskede han, at Museum Wormianum skulle forblive samlet i familiens hus. Men det gik anderledes - Museum Wormianum indlemmedes i Frederik Ill's nyoprettede kunstkammer på Københavns slot.

Rundt om på Europas slotte indrettede fyrster og adelsmænd sig kunstkamre med tilhørende biblioteker. Det var museer jævngamle med Museum Wormianum, men selvom de også indeholdt sager af naturhistorisk art, var de dog væsensforskellige fra renæssancens videnskabelige museer. Europas kunstkamre rummede kostbare samlinger af kunst og kunsthåndværk og fik i første række karakter af fyrstelige statussymboler. Der indgik også en hel del rariteter af tvivlsom værdi. En af seværdighederne på Det Kongelige Kunstkammer i København var »en stol som slår sammen, når nogen sætter sig«. Uden tvivl har det vakt jubel, når ofret sad fastklemt mellem stoleryggen og armlænenes jernbøjler; mon ikke den har stjålet billedet fra Worms indiske jordarter, tørrede planter og udstoppede dyr, som den delte hus med. (Fig. 2) - At vække forundring og beundring og skabe underholdning var, hvad man forventede af et sådant museum. I 1821 blev Kunstkammeret ophævet. Tiden var løbet fra det - i København havde et nyt museum set dagens lys, det kommende Nationalmuseum - og lidt over midten af 1800-tallet fordeltes de sidste kunstkammer-genstande i de nyoprettede offentlige samlinger.

Et middelalderligt stenkors, forsynet med indskrift, var målet for en yngre professor, som en sommermorgen i 1805 sammen med en ven hastede over de fynske marker mod herregården Juulskov. Professoren var litteraturhistoriker og bibliotekar ved Universitetsbiblioteket i København, hed Rasmus Nyerup og havde studeret korsets indskrift i Ole Worms runeværk fra 1643, men var ikke enig med Worm i hans læsning af indskriften. Nyerup beskriver ankomsten til Juulskov således: »Vi kom og fandt - Intet«. Korset var nogle år i forvejen hugget til brosten og intet var mere tilbage. Fra Juulskov fortsatte Nyerup sin fodrejse på Fyn, der bragte ham flere nedslående oplevelser af antikvarisk art og fyldte ham med bekymring for den skæbne, som landets fortidsskatte gik i møde, dersom man ikke tog initiativet til deres redning. Det resulterede i en lille bog med en lang titel:

(Fig. 3)

Denne fremtidsvision, der udkom 1806, bærer i høj grad præg af den sparsomme viden, man dengang havde om fortiden, ligesom også af den ukritiske holdning overfor historiske kilder. Nationalfølelsen er fremherskende, som den var det i tiden, men kan give sig pudsige udslag, således i trøsten til dem, som måtte begræde tabet for museet af de to guldhorn fra Gallehus, der få år tidligere var blevet stjålet og omsmeltet. Der refereres til et lille skrift om hornene af P. E. Müller udgivet 1804: »Han (Müller) beviser, at hornene er komne fra Spanien og er celtiberisk arbejde, og er det i den patriotiske skandinavers sorg og græmmelse over det skændige ran, som skilte dette museum ved sine to ypperligste allersjældneste sjældenheder, en ikke ringe trøst og lise, at forfatteren har kunnet godtgøre, at hornene oprindeligvis ikke var nordiske«.

Nyerups museumstanker fængede - bekymringerne for fortidslevnenes skæbne var ikke hans alene. Allerede kort tid efter at hans bog var udkommet, begyndte folk at sende ham oldsager til det kommende museum og disse opbevarede han indtil videre på Universitetsbiblioteket, der havde til huse på kirkeloftet over Trinitatis. Det var den spæde begyndelse til hans vision - et nationalmuseum. Den 22. maj 1807 nedsattes en kongelig kommission til oldsagers opbevaring og denne dato regner Nationalmuseet for sin fødselsdag.

De ideer, som bar det unge museum frem, var skabt i den franske revolution. Det var tanker om frihed og oplysning for folket. En ny tids museer kunne fortælle landets borgere og almue om deres oprindelse og fremvise deres fælles arvegods - og et sådant museum blev første gang til i Danmark.

Fra alle egne af landet indsendtes nu oldsager til kommissionen i København og samlingen på kirkeloftet voksede. Den tid var forbi, da den kunne rummes i en kasse og da oldsagskommissionens unge sekretær Christian Jürgensen Thomsen i 1818 ordnede og opstillede sagerne efter sit nye system i grupper for sten-, bronze- og jernalder, fik Danmark sin første videnskabeligt ordnede museumsudstilling siden Ole Worms dage. I 1819 åbnedes samlingen for publikum med Thomsen som leder.

I sin dagbog fortæller en ung student fra Kiel om sit besøg i museet. Det fandt sted en torsdag i september 1820 - Thomsen foreviste samlingen for publikum hver torsdag mellem kl 11 og 1. Her er studentens beretning i uddrag:

»Kl 11 gik jeg på Runde Tårn (egentlig Trinitatis Kirkes tårn), en ganske herlig fast og ærværdig bygning (på den smukke Kjøbmager Gade) fra vor store Kristian IV tid, for at se Universitets-Bibliotheket og Oldsagers Museum. Begge er på Trinitatis Kirkens loft, og hint består af 100.000 bind.

Både herr bibliothekar og professor Nyerup og herr secretær Thomsen var meget venskabelige mod mig og tog det ret godt op, at jeg tiltalte dem på dansk. Herr professor Nyerup viste mig den betydelige islandske manuskriptsamling, og ved herr Thomsens godhed (mærkværdigt er det, at han egentlig er grosserer) fik jeg nøjagtigen at se den først nyligen begyndte oldsagersamling. Den er opstillet i den skønneste orden og består af 2 hovedafdelinger, den første indbefatter oldsager fra hedenoldet, og den anden fra den kristelige tid; denne sidste er atter afdelt i 2 dele, hvoraf den ene indbefatter oldsager hørende til den katolske cultus, og den anden oldsager fra riddertiden. Samlingen af hedenske oldsager er den fuldstændigste; i det ene skab er lutter ting af sten, henhørende til religionsvæsenet .... I et andet er lutter sten-våben, økser, daggerter, kastestene, næsten alle af de hårdeste stenarter. Derpå følger i et tredie skab oldsager af metal, henhørende til religionsdyrkelsen (afgudsbilleder, offerkar osv.) og i et fjerde skab våben og redskaber af metal, hvis samling også er meget fuldstændig.... Efter at have moret mig næsten 2 timer ved disse oldtidsminder forføjede jeg mig op på Runde Tårn.... «

Biblioteket, hvor udstillingen var anbragt bag boghylder i den fjerneste ende over kirkens kor, var ikke velegnet til at huse en hastigt voksende samling med adgang for publikum, og i 1832 flyttede den til en række værelser på Christiansborg slot. »I sten- og bronzeafdelingerne stod i hver et skab med forskellige sager fra Sydhavsøerne og andre fremmede lande til sammenligning med vore egne sager; det var den første begyndelse til den af Thomsen senere skabte Ethnografiske Samling«, skriver Magnus Petersen, der gennem mere end 50 år var tegner og restaurator ved museet.

Magnus Petersen, der var født i 1827, har givet en levende skildring af dette folkeoplysningens museum. Han skriver i sine erindringer om drenge- og ungdomsårenes museumsbesøg: »I de følgende år blev jeg også en flittig besøger af vore samlinger, særlig oldsagsmuseet, og på dets åbningsdage sluttede jeg mig gerne til de store grupper af folk, der samlede sig om den af alle kendte »gamle Thomsen«, når han, den høje kraftige mand med de spillende, milde brune øjne, stillede sig midt i en klynge af besøgende og med sit venlige smil forklarede unge og gamle de forskellige fund og de redskaber og smykker, fortidens folk havde benyttet; hans ansigt strålede af glæde, når han så den opmærksomhed, der ydedes ham. Et kært emne var det for ham, når vi kom til et skab, der indeholdt det i 1833 fremdragne fund fra Broholm Hovmark på Fyen med de mange store hals- og armringe, det første betydelige guldfund museet var kommet i besiddelse af; da fremtog han altid en af de største og vægtigste guldringe og lagde den om en eller anden tilstedeværende ung piges hals, medens han spøgende fortalte om de store og kraftige kvinder i den fjerne oldtid, der ikke ængstedes for at bære sådanne tre punds vægtige smykker foruden mange andre prydelser«. (Fig. 4)

I 1849 vedtog rigsdagen at flytte museet fra Christiansborg til Prinsens Palais overfor Slotsholmen og for første gang blev alle statens samlinger af arkæologisk, historisk og etnografisk art samlet under fælles tag og i eget hus. Men brandfaren lurede i det gamle 1700-tals palæ og som samlingerne voksede blev også pladsmanglen følelig. Det var ikke længere muligt at opretholde en rimelig tidsmæssig og topografisk opdeling.

I 1907 gav Sophus Müller, der nu var direktør for museet, en beskrivelse af det revnefærdige Nationalmuseum. Anledningen var museets 100 års fødselsdag, hensigten - at skaffe en ny bygning med større plads og mindre brandfare. Han skriver blandt andet: »Om den knebne gulvplads i forhallen slås fodrensere og måtter med mægtige runestene, der rejser sig i krogene og foran vinduerne; vore ypperste døbefonter trænger sig sammen med hedenolds mærkeligste stenbilleder tæt ind på det hædersminde, som rigsdagen satte for Thomsen. Alt står i et jævnt halvmørke«. (Fig. 5)

Fra Thomsens tid var der tradition for omvisning i samlingerne, men nu lagde pladsmanglen sig hindrende i vejen. »Kommer blot 20, må halvdelen lytte bagved et skab, og den anden halvdel dækker de sager, der skulle ses, imedens der tales«.

Men lad os for en stund forlade det betrængte museum og gøre et spring tilbage i tiden for at orientere os om, hvad der foregik udenfor Slotsholmen og dens nærmeste omgivelser.

I England havde opfindelsen af dampmaskinen sat skub i udviklingen. Mens Thomsen bragte orden og system i udstillingsskabenes indhold, var den unge industrialisme vokset frem og satte nu i århundredets sidste halvdel blomst i en række udstillinger. Her fremvistes industrivarer, råmaterialer, maskiner og kunstindustri. Disse arrangementer, skulle det vise sig, fik på forskellig måde betydning også indenfor museernes verden. Dels skabtes helt nye udstillingsomgivelser og nye udstillingsprincipper, dels førte udstillingerne til oprettelsen af nye museer. I Danmark således: Dansk Folkemuseum (1885), Landbrugsmuseet (1888), Kunstindustrimuseet (1890) og Den gamle By i Århus (1914).

Men det begyndte i London, hvor dronning Victoria i maj 1851 indviede den første verdensudstilling. - Udstillingsbygningen, der skyldtes arkitekten Joseph Paxton, var rejst i løbet af fire måneder i Hyde Park - et teknisk vidunder i glas og støbejern, opført af præfabrikerede elementer og af kolossale dimensioner. Den var en halv kilometer lang, 90 meter bred og så høj, at tre høje gamle elmetræer, som voksede på byggegrunden, kunne blive stående og indgå i udstillingen. Med rette bar den navnet Krystalpaladset. Udstillingsgæsterne strømmede til fra nær og fjern og takket være århundredets opfindelse, jernbanen, voldte det ikke problemer at transportere menneskemasserne til London. Da udstillingen lukkede i oktober, havde godt seks millioner besøgt den. (Fig. 6-7)

Som forventet stimulerede den handel og industri, men den kunne opvise endnu et resultat og det var den belæring og information, som de besøgende her havde modtaget om en hidtil ukendt verden, der begyndte på den anden side Kanalen og strakte sig hinsides oceanerne. Dette førte til planerne om oprettelsen af et kultur- og undervisningscenter i South Kensington i Londons vestlige udkant. En af de første institutioner, som etableredes her, var South Kensington Museet, et kunstindustrimuseum, som senere ombyggedes og fik navnet Victoria & Albert Museet. Det centrale indhold i dette museum ligesom i naboen det tekniske museum, Science Museum, var erhvervet af staten på den store verdensudstilling.

Som et minde om de ældste udstillingsbygninger i South Kensington, hvor man anvendte Paxtons opfindelse, den præfabrikerede glas- og jernkonstruktion, ligger en af de gamle museumsbygninger nu i den nordøstlige del af London. Den blev genopført her og åbnet i 1872. Det er Bethnal Green Museet, som idag rummer bl.a. Victoria & Albert Museets legetøjssamling. (Fig. 8)

I sommeren 1879 åbnedes Kunst- & Industriudstillingen i København. Udstillingskomiteens formand var kammerherre Worsaae, der var direktør for Det Oldnordiske Museum og for Rosenborg Samlingen. Som medhjælper ved udstillingsarrangementerne havde han en kyndig mand, der havde været costumier ved Casino og Det Kongelige Teater og nu var artistisk direktør for Tivoli. Han var tillige tegner og skribent ved Illustreret Tidende og havde som illustrator arbejdet ved Rosenborg Samlingens publikumskatalog. Hans navn var Bernhard Olsen. Udstillingen, der, som en anmelder skrev, gik ud på at stille Danmarks fortid til skue, bestod af privatejede genstande, møbler og malerier udlånt af borgere, bønder, adel og kongehus. At landbostanden blev repræsenteret, skyldtes alene Bernhard Olsen. Ikke blot havde han lånt folkedragter, brugsgenstande og møbler, men hele stuer med lofter, paneler, alkover, døre og vinduer havde han fremskaffet, bl.a. den smukke panelstue fra Magleby på Amager. Disse stuer opstillede han befolket med voksfigurer i legemsstørrelse iført egnens dragt. (Fig. 9)

Inspirationen til sine interiører havde han fået året før, da han som medarbejder ved Illustreret Tidende var til verdensudstilling i Paris. Her havde Sverige en række tableauer tilrettelagt af museumsmanden Arthur Hazelius og visende svensk bondekultur og svenske bønders liv. Hazelius, skaberen af Nordiska Museet og Skansen i Stockholm, forstod at få folk i tale. Han appellerede til de enkle følelser, hvad der fremgår af tableauet »Lilians sista bädd«, som gik lige til hjertet hos verdensudstillingens store publikum. (Fig. 10)

Mens Bernhard Olsen var igang med indsamlingen til sine udstillingsinteriører, forelagde han genstandenes ejermænd den mulighed at skænke det udlånte til et kommende folkemuseum. »Det skal nok blive til et museum«, skrev han et par dage efter udstillingens åbning i et brev til Hazelius - og det blev det. I 1885 blev Bernhard Olsens danske folkemuseum indviet og i 1897 hans frilandsmuseum. Som det i sin tid var fortidsmindernes usikre fremtid, der igangsatte indsamlingen af oldsager, så skabtes folkemuseerne af ønsket om at bevare, hvad den gamle bondekultur havde frembragt, inden alt forsvandt udkonkurreret af industrikulturens produkter.

Modtagelsen i museumskredse af den nye udstillingsform - interiørerne - blev mildest talt kølig. Sophus Müller fordømte i tale og skrift de nye ideer. På et møde for danske museumsmænd, som i 1897 afholdtes i København, rettede Müller i et foredrag et hårdt angreb mod interiør-princippet. I den efterfølgende diskussion tog kun to blandt tilhørerne til orde mod ham, den ene var Bernhard Olsen, den anden en lærer fra Ålborg. Måske fandt de øvrige det uklogt at være uenige med Nationalmuseets direktør, måske var de det heller ikke.

Nu havde Nationalmuseet i 1897 slet ikke plads til den slags nymodens påhit. Men en landsomfattende indsamling i midten af tyverne udrettede, hvad flere af rigsdagen nedsatte kommissioner ikke havde formået. Befolkningens frivillige bidrag gjorde det muligt i 1938 at indvie et nybygget museum i tilknytning til det gamle palæ. Her indlemmedes Dansk Folkemuseum og med det knæsattes interiørprincippet også i Sophus Müllers museum. (Fig. 11)

Nybygningen medførte i det hele taget, at det gamle næsten afdøde museum atter vågnede til live. Omvisninger genindførtes og venlige rum med elektrisk belysning gjorde det muligt at holde samlingerne åbne om aftenen i forbindelse med arrangementer i den nye fyldte foredragssal.

Et museum er en levende organisme, der en vis tid kan overleve, selvom uforstående myndigheder udsulter det - men det kan også dø.