Det lille hus

En stor udgravning var i gang nordvest for domkirken, i haven til den nuværende bispegård. Vi havde arbejdet os gennem meget fundrige lag og nærmede os nu bunden, det vil sige det urørte undergrundssand, som dog i dette tilfælde ikke var så urørt endda, eftersom der på flere steder var gravet i det. En af disse muldfyldte nedgravninger tiltrak sig vor opmærksomhed, fordi den var udtalt firkantet og med et tydeligt stolpehul i hvert hjørne (Fig. 1). Det kunne minde lidt om et af vikingetidens grubehuse, men størrelsen talte derimod, og efterhånden som tømningen skred frem, blev vi klar over, at enhver tanke i den retning godt kunne opgives. Nedefter blev jorden nemlig mere og mere gødningsagtig, og nederst lå, under et lag hvid kalk, en sammenpresset brun masse, hvis fækale karakter ikke var til at tage fejl af. Vort fund var et middelalderligt nødtørftshus, en såkaldt »hemmelighed«.

Gruben var skarpt firkantet og målte 1,3 x 1,4 meter. Da den gamle overflade manglede, kunne den oprindelige dybde ikke afgøres, men den har i hvert fald været større end de 30-40 centimeter, hullet nu nåede ned i undergrunden. Hjørnestolperne, som åbenbart er trukket op, har efter hullerne at dømme været firsidet tilhugget. Der fandtes jernnagler, som på en eller anden måde må have samlet konstruktionen. Sandsynligvis har der over selve latrinkulen været et dæksel og over dette igen et beskedent hus båret af stolperne samt vel også en form for sæde. Dækslet må have kunnet fjernes og måske også »det lille hus«, så at gruben kunne renses op, når den var fuld, men ind imellem har man altså strøet kalk som en desinficerende foranstaltning. Da huset til slut blev nedlagt, har man ikke renset op, men dækket det hele til. Skår i stolpehullerne viser, der er tale om et anlæg fra 1200-årene.

Det er vistnok første gang, der herhjemme er fundet rester af et egentligt nødtørftshus fra middelalderen. Latringruber er der derimod nok af, de er velkendte fænomener fra byudgravninger, ikke mindst i Ribe, men der er ingen spor af stolper, som kan have båret en overbygning, så vi ved ikke, om der har været en sådan. Disse gruber er i øvrigt af en afrundet form, der dog op i tiden ændres i retning af det mere regelrette, måske fordi man er gået over til nye spadetyper. Fra andre byer ved vi, at nedgravede tønder kunne bruges som latrintanke (se Skalk 1987:5), og her kan Ribe også være med, ja har endda bidraget med et særligt raffineret eksemplar, hvor flere tønder var stillet over hinanden, så at de dannede en lodret skakt dybt ned i jorden; den har været svær at rense op, så måske er der tale om en brønd, der efter at være opgivet som sådan har fundet anden anvendelse. Det var nu sjældent, det gik så fint til, de simple gruber er langt det almindeligste, og i øvrigt skal man nok regne med, at byens borgere har klaret sig, som de kunne, og i stor udstrækning forrettet deres ærinder helt uden hjælpemidler i stalde, på møddinger eller i smøger mellem husene (Fig. 2).

På de huse, der her er tale om, går selv konger alene, siges det, men sådan har det i hvert fald ikke altid været, nødtørftshusene kunne i lighed med tidligere tiders badstuer være ganske selskabelige. Fra udgravningerne i Øm kloster, Midtjylland, foreligger et toiletsæde med plads til to personer, men egentlig er det ikke særlig overraskende, sådanne dobbeltsæder har været brugt mange steder helt op til vor tid. Brættet er fundet i en af de kanaler, munkene havde gravet tæt op ad klosteret for at have rindende vand i nærheden, og det kan udmærket stamme fra et nødtørftshus bygget over strømmen, som let og elegant skaffede urenhederne af vejen. Offentlige toiletbygninger med gennemstrømmende vand kan stadig ses i Orienten, men kendes i øvrigt fra det gamle Rom. »Penge lugter ikke«, skal kejser Vespasian have sagt, da man bebrejdede ham, at han lod borgerne betale for toiletbesøg.

Til bortskaffelse af det menneskelige affald var strømmende vand bedst, men det stillestående kunne også bruges, som det skete i 1500-årenes borgbygninger med »hemmeligheder« som karnapper ud over voldgraven. De var praktiske, fordi de kunne anlægges i forskellige stokværk, ikke blot i stueetagen. Fra udenlandske borge og paladser, hvor vand ikke var umiddelbart for hånden, men også fra privathuse af en vis klasse, kendes murede latrintanke beregnet til opsamling gennem længere tid; de optræder i Tyskland helt op til Lübeck, men er vistnok ikke påvist i Danmark (Fig. 3). På grund af lugtgenerne, der må have været betydelige, er de ofte anbragt i bagbygninger. De største af disse anlæg rummede et risikomoment: det skete, at de møre trædækker brød sammen under de besøgende (Fig. 4). Helt grotesk virker følgende beretning fra Tyskland år 1183: »Da kejseren (Frederik Barbarossa) holdt hof i Erfurt, brød gulvbjælkerne sammen, og otte fyrster og mange stormænd og mere end 100 riddere, men ingen biskop eller gejstlige, faldt ned i kloakken, som var under bygningen. Kejseren bragte sig i sikkerhed ved et spring gennem et vindue. En af fyrsterne, den mægtige Henrik af Schwarzenberg, som faldt særlig dybt i, plejede altid at sværge således: Lad mig synke i latrintønden, hvis jeg har sagt eller gjort noget sådant!« Man fornemmer for en sjælden gangs skyld humoren bag den middelalderlige beretters skadefryd og mærker sig, at han åbenbart var en kirkens mand, siden han så stærkt betoner, at forsmædelsen ikke overgik nogen gejstlig. Måske overdriver han - det lyder i hvert fald sådan - men faktisk er der fundet menneskerester i latrinbeholdere, hvordan de så ellers er kommet der. Det kan i den forbindelse nævnes, at man i 16-1700-årenes retsakter sporer en vis skepsis over for kvinders påstande om at have født pludselig under toiletbesøg og derved tabt barnet i latrinen. Juristerne mente, det kunne være en måde at skaffe sig af med uønsket afkom (Fig. 5, Fig. 6). Såvidt vides, er det dog aldrig sket, at der er fundet spædbørnsknogler i latrinkuler.

Som så meget andet i fortiden afspejler toiletindretningerne standsforskelle. Til den fine afdeling må vi vist regne et fund fra Odense: et stolesæde med gennembrydning og ansats til tre ben. Denne »natstol«, som det jo er, stammer fra 12- eller 1300- årene og har efter størrelsen at dømme været til et barn. Potten mangler naturligvis, og det får én til at spekulere på, om ikke nogle af lerkarskårene, det vrimler med i udgravningerne, i virkeligheden er fra natpotter. Det vigtige møbel eksisterede i hvert fald. Vi finder det ved senge på senmiddelalderlige billeder, for eksempel i fremstillinger af familielivet omkring Jomfru Maria med den nyfødte Jesus.

Tilbage til Ribe! Vi har ovenfor talt om jordfundene og vil nu se, hvad der fra anden side kan hentes om aftrædelsesforholdene der på stedet. I byens stadsret fra 1269 siges om disse anliggender: »Når nogen vil bygge en svinesti eller en hemmelighed, er det ham ikke tilladt at bygge nærmere gaden end fem fods afstand eller nærmere sin nabo end tre fods afstand eller nærmere kirkegården end syv fods afstand eller fem fods, hvis det er nødvendigt«. Især den sidste sætning afspejler dagliglivets betingelser og de trange pladsforhold i den tæt bebyggede stad. Egentligt bevarede toiletindretninger finder vi først langt frem i tiden og selvfølgelig i rigmandsmiljø. Den fredede Quedens Gård fra 1580'erne, som byens museum nu råder over, har en tårnagtig tilbygning, som rummer husets hemmelighed; adgangen er fra et fornemt kammer på første sal, mens udrensningen skete på gårdspladsniveau. Som bekendt er Ribe gennemstrømmet af åløb, og de blev naturligvis udnyttet til de her behandlede formål. Om en rigmand i 1300-årene berettes, at han havde sit »private hus« ud til vandet, og fra 1500-årene ved vi, at byens offentlige nødtørftshus stod på pæle ude i åen - af hygiejniske grunde lidt længere nede ad strømmen end den ligeledes offentlige vaskeplads og badstuen.

Trods åernes bidrag til Ribes renholdelse var de sanitære forhold i byen yderst ringe, ikke mindst på grund af det udstrakte husdyrhold. Hvor mødding, brønd og lokum, som det tit var tilfældet, måtte dele den snævre plads mellem husene, opstod et kredsløb af bakterier, hvis indflydelse på folkesundheden man let kan forestille sig. Og de beskrevne tilstande gælder ikke blot for middelalderen, faktisk varede de ved helt til Ribe i 1880'erne fik offentlige kloakker og vand fra dybe boringer, forbedringer der blandt andet medførte et betydeligt fald i børnedødeligheden.

Det er karakteristisk ikke blot for Ribe, men for de fleste nordeuropæiske middelalderbyer, at væksten af den stadslige affaldsdynge synes at ophøre eller i hvert fald mindskes i 1300-årene. Det forklares - og sikkert med rette - ved, at byerne omkring den tid har fået brolagte gader og i tilknytning dertil et organiseret renovationsvæsen. Om nogen daglig rengøring var der dog naturligvis ikke tale, affaldet hobede sig stadig op, men af og til, når ånden kom over bystyret, fik man det fjernet. Vore hjemlige kilder fortæller om, hvordan man i 15-1600-årene forud for større festligheder, for eksempel turneringer, kørte hundreder af læs møg væk fra gaderne. Så var problemet løst for en tid, eller rettere: det var flyttet uden for byportene, hvor stanken og svineriet i hvert fald var lidt mindre generende. Da Frederik 2. i 1580 skulle afholde et vigtigt møde med de sønderjyske hertuger i Odense, beordrede han den vestlige indkørsel renset for affald (Fig. 7). Eftersom »der uden for porten er lagt en stor hob møg og urenlighed langs hele stenbroen, så den ligger højere, end broen er høj — skal de inden påske lade porten sætte i stand og give borgerne ordre til ligeledes inden påske at føre den møg og urenlighed, der ligger langs stenbroen uden for porten, over på den anden side af grøften ved stenbroen og herefter ikke tillade nogen at lægge urenlighed eller møg mellem grøften og byen«. Om Odense bys råd, som brevet er stilet til, klarede at leve op til kravet, ved vi ikke, blandt andet fordi kongens opmærksomhed efter mødet i 1580 fik andre retninger, men eksemplet viser i hvert fald, hvor man dér på stedet gjorde af affaldet; det blev kørt ud og læsset af, hvor det var nemmest, nemlig ved vejen lige uden for byporten. Sådan er det nok også foregået i landets andre købstæder, herunder Ribe. Uden for byens Nørreport, ovre på den anden side af åen, lå en sumpstrækning kaldet Pajpyt, som endnu i dag volder bygningsentreprenører store kvaler, når de skal fundere deres huse; den er sandsynligvis opstået, da man i 1200-årene hentede fyldjord til den store dæmning, som stadig, i forbindelse med broer, fører hovedgaden gennem byen (Fig. 8). Denne Pajpyt kom senere til god nytte. Udgravningerne viser, at den i 15-1600-årene er blevet fyldt op med affald, sikkert det fra byen, kørt ud gennem Nørreport.

På disse pladser uden for byportene må vi regne med, at også latrinen er havnet, og hvem der kørte den ud, ved vi ganske nøje: at tømme lokummer var et arbejde, som »ærlige« mænd ikke kunne befatte sig med, så det blev varetaget af rakkeren, bødlens håndlanger, og ved nattetide; jævnfør ordet »natmanden«. Nu er gødning i tørret tilstand et udmærket brændsel, så man kan ikke udelukke, at en del af det menneskelige affald - i hvert fald i ældre tid - efter en passende lagring og bagning i solen er endt på byens ildsteder, ganske som det skete med dyrenes efterladenskaber. 1461 beder en munk i et brev til paven mindeligt om at blive flyttet bort fra Ribe. Hans begrundelse er, at der over byen hænger en så kvalm røg, at han i uger har lidt af hovedpine og er nærved at blive vanvittig (Fig. 9).

I middelalderen som senere har man måttet leve med gadesnavs og latrin på en måde, vi dårligt kan forestille os. Man væmmedes ved tingenes tilstand, men havde vanskeligt ved at ændre den, dels af tekniske årsager, dels på grund af forestillingen om renovationsarbejdets »uærlighed«. For os, der nu graver i disse ulækre ting, stiller sagen sig lidt anderledes, århundreders nedbrydning har gjort deres virkning, så at ubehaget er begrænset. Den kulturhistoriske gevinst er til gengæld stor, for de menneskelige affaldsprodukter har meget at fortælle, derom har blandt andet fundene fra Svendborg overbevist os (se Skalk 1987:5). De giver oplysninger om naturforhold på stedet og indblik i befolkningens kostvaner, til daglig og ved festlige lejligheder. Potteskår i latrinen og totter af mos kan måske forklares som datidens form for toiletpapir.

I Ribe er disse undersøgelser, der jo foregår i laboratorier, endnu kun ved deres begyndelse. For tiden er vi mere optaget af lagene fra vikingetidsbyen, som nu endelig har meldt sig, og her kan det godt være en smule irriterende, når middelalderens latrinkuler stikker deres skakter ned og bringer uorden i ældre sammenhænge.