Det gamle Ladoga

Et af de steder, hvor kultursammenstødet mellem øst og vest har sat sig de kraftigste spor, er Staraja Ladoga, ikke langt fra Leningrad. I denne by, som i vikingetiden var en driftig handelsstad, er der gennem en årrække foretaget store udgravninger. Fra lederen af disse, den russiske arkæolog dr. A. N. Kirpitjnikov, har vi modtaget nedenstående artikel.

Staraja Ladoga (Det gamle Ladoga) er nu en lille landsby i Leningraddistriktet, strækkende sig over et par kilometer langs floden Volkhov. En borg af sten, kernen i den gamle by, ligger i landsbyens centrum på et næs, som dannes af floderne Ladoga og Volkhov; den er grundlagt i slutningen af 800-årene og har fungeret til 1600-tallet. Herfra breder huse, haver og klostre sig langs vejene og floderne - ligesom i gamle dage. En af vejene, som er mange århundreder gammel, hedder den dag i dag Varægervej.

Her føler man, at den russiske histories tolv århundreder er nærværende. I selve landsbyen og i dens udkant er der stadig flere end 150 arkitektoniske og arkæologiske mindesmærker, som har national og almeneuropæisk betydning. Det er fæstningsværkernes mure og tårne, kirker, klostre, klokketårne, huse, husholdningsbygninger, gravpladser, bopladser og forfaldne forsvarsanlæg. Ved indfaldsvejene er der gamle bebyggelser, krat og gravhøje i en tilstand så oprindelig, som man sjældent ser. En af højene knytter legenden til fyrst Oleg, der forenede det nordlige og det sydlige Rus. I 1984 blev Ladogaområdet fredet af historisk-arkitektoniske og arkæologiske grunde.

I 1899 kom maleren og humanisten Nikolaj Rerikh til Staraja Ladoga. Han kom nordfra, og alt, hvad han så, overraskede ham - derom har han skrevet i artiklen »På vejen fra varægerne til grækerne«.

»Vi kommer op ad en bakke og ser et af de smukkeste russiske landskaber foran os. Den gråbrune Volkhov flyder med hvirvlende vande og strømmens lyse skumhale i midten; langs de høje bredder ligger gravhøje som på vagt og ikke tilfældigt, men i en lige række, den ene smukkere end den anden. Bag en gravhøj stritter en hvid Ivan- kirke med fem grønne kupler frem, halvt dækket af en sort pløjet bakke. Længere fremme ser man forfaldne grå og gullige konstruktioner i en forstadsagtig bebyggelse, som veksler med kirkernes hvide figurer. Langt henne skinner en kuppel, så noget, der ligner et gærde, et eller andet glimter hvidt, og bag det hele er der en mørkegrøn skov - mest nåleskov; imellem gran- og fyrretræernes silhuetter titter gravhøjene frem. Overalt er der foregået noget, hver plet er fuld af fortid. Der er historisk stemning«. - Man kan stadig finde den bakke, den henrevne maler stod på, og udsigten over Staraja Ladoga har næsten ikke forandret sig. Heldigvis! (fig. 1).

Ladoga, som landsbyen kaldtes indtil 1704, opstod på en eurasisk søhandelsrute: »fra varægerne til grækerne« og »fra varægerne til araberne« - en international handelsforbindelse, som byen kontrollerede fra 700 til 900-årene. Gennem flere århundreder var Ladoga Ruslands nordligste by og den eneste havn, som var vendt mod Østersøen. Her på kajen, på torvene og ved slæbestederne ved Volkhovs vandfald mødtes folk fra fjerne lande, der lød mange tungemål, og det internationale marked blomstrede (fig. 2). I russiske krøniker omtales Ladoga som en af de ti største byer i Kiev-staten; den var et af de vigtigste centrer med sociale institutioner og en bycivilisation, som var ny dengang. Den tids Ladoga blev et sted, hvor der etableredes forbindelser mellem stammer og folk i Østersøområdet, mellem de østlige og vestlige kulturer, en by med samfundsmæssigt og teknisk fremskridt.

Arkæologiske udgravninger, som er blevet foretaget her fra 1909, har hjulpet med til at vurdere Ladogas internationale betydning. På den såkaldte Jordbys territorium, som støder op til stenborgen sydfra, er der under moderne bygninger og veje og på åbne steder bevaret et kulturlag med fund fra slaverne, finnerne, skandinaverne, balterne, araberne, germanerne og andre europæiske og asiatiske folk og stammer. Blandt sagerne er smykker, våben, benkamme, husgeråd, klædestof og mønter. Man kan næsten tale om et underjordisk skatkammer; der findes vist ingen anden russisk by med så rigt et internationalt materiale fra denne tid. Jordlaget, hvoraf alt dette udgraves, er op til tre meter tykt og dækker et areal på 16 hektar, men foreløbig er kun tre procent arkæologisk undersøgt. Fra 1972 er udgravningerne i Staraja Ladoga blevet varetaget af et arkæologisk hold fra Leningradafdelingen af Sovjetunionens Videnskabsakademis arkæologiske institut under ledelse af denne artikels forfatter.

Som et vigtigt eksempel på, hvad der er kommet ud af alt dette, kan nævnes følgende; Første gang, Ladoga omtales i krøniken, er i forbindelse med begivenheder i 862, men udgravningerne har vist, at byen er grundlagt mere end hundrede år tidligere; et stykke udgravet træ er savet af til bygningstømmer 753. Det ser ud til, at man netop på det tidspunkt er begyndt at opføre boliger her på Volkhovs bredder. På den tid må Ladoga være grundlagt, og samtidig synes den internationale handel, der gik gennem byen ad ruten Østersøen -Volga - Det Kaspiske Hav, at have taget sin begyndelse. Udgravningen sandsynliggør, at terrænet nærmest floden har været bebygget fra ibrugtagningen med hovedhuse og omgivende husholdningsbygninger. Disse huses beboere - købmænd, håndværkere, skibsejere og skibsbyggere - udgjorde byens socialt aktive befolkning (fig. 3).

Ved et sammentræf af historiske omstændigheder blev Ladoga stedet for de tidligste og tætteste kontakter mellem på den ene side slaverne og på den anden side finner og skandinaver - kontakter, der til en vis grad påvirkede tilblivelsen og udviklingen af den nordrussiske statsdannelse. Om byens eksistens i dens første århundrede (fra anden halvdel af 700-årene til første halvdel af 800-årene) kan vi dømme ud fra brudstykker af skriftlige kilder, først og fremmest krøniken »Sagnet om varægernes tilkaldelse«; det menes at være nedskrevet i 1000-årene og er overleveret til os i forskellige versioner, som kun adskiller sig i detaljer. I »Sagnet« får vi at vide, at slaverne - nærmere bestemt slovenerne, krivitjerne og de finske stammer tjud, merja og ves - først betalte skat til varægerne, men derefter fordrev dem »hinsides havet« (Østersøen). I Ladoga kunne repræsentanter for alle de i »Sagnet« nævnte stammer mødes, her ydede man tribut til varægerne, aftalte fælles aktioner mod dem, og herfra fordrev man dem - vel sagtens, da de er kommet for at hente den omtalte tribut. Og på dette sted samledes efter alt at dømme det stammernes råd, der tog den ansvarsfulde beslutning at tilkalde varægerne igen, det vil sige invitere skandinaviske herskere til magten efter nærmere aftale. Der har ikke på den tid (midten af 800-årene) inden for forbundet af slaviske og finske stammer eksisteret en bosættelse, der kunne sammenlignes med Ladoga; ved sin nøgleposition på en eurasisk hovedhandelsvej knyttede den forbindelsen mellem den tids største byer i Europa og Asien, og dertil kom så dens eget økonomiske potentiel i kraft af håndværk og handel med pelsværk. Dette bekræfter den mest pålidelige version af »Sagnet om varægernes tilkaldelse«, der siger, at Ladoga er hovedstaden i det nordlige Rus. Det var da også - ifølge denne version - til Ladoga og ikke til nogen anden by, at de tilkaldte varæger, brødrene Rurik, Sineus og Truvor, ankom i året 862 (fig. 4).

De arkæologiske iagttagelser bekræfter »Sagnets« oplysninger om de nordlige stammer, der ikke alene samledes, men formodentlig også boede i deres forbunds hovedstad. I Ladoga er der blevet fremdraget talrige fund, som kan henføres til skandinaverne og krivitjerne. Der findes også selvstændige varæger- og krivitjergravpladser samt høje opkastede af Ladogas indfødte beboere, slovenerne (fig. 5).

I jagten efter data om Ladogas tidligste historie og tidsfølgen i de begivenheder, der knytter sig til den (krøniken angiver kun formodede årstal), bliver man opmærksom på en vestlig kilde, nemlig Rimberts bog om Ansgars levned, hvor der fortælles om danskernes belejring af den svenske by Birka (852). Det lykkedes for den svenske kong Anund, der havde provokeret angrebet, at overtale danerne, der allerede havde erobret Birkas forstæder, til at forlade Sverige og drage til en vis by (ad urbem), som lå langt derfra inden for grænserne af land, der tilhørte slaverne (in finibus Slavorum). Efter tilbagetrækningen fra Birka skyndte danerne sig »ad en lige vej« til byen på 21 skibe (et almindeligt vikingeskib kunne rumme 50-70 mand). »Efter at have angrebet byens beboere, der levede stille og fredeligt, erobrede de den med våbenmagt, tog et rigt bytte og byens skatte og rejste hjem«. Polske historikere har ment, at denne by var Wolin eller en af de andre byer ved havet, mens man fra russisk side har peget på Novgorod. Som Rimbert fremstiller det, kunne byen være beliggende i forskellige dele af Nordeuropa, men det ville være urimeligt ikke at tage Ladoga i betragtning. Rimbert havde vel nævnt byen ved navn, hvis den havde ligget i et af de ham bekendte Østersølande, fra Danmark til Kurland, så ekspeditionen må have rakt længere end hans geografiske kundskaber.

Dansketogtet gik utvivlsomt ad kendte veje, og man synes at have satset på overraskelsesmomentet; målet har været et sted, hvor man ikke ventede fjendtligt overfald og derfor ikke havde truffet forsvarsforanstaltninger. Nogle af de slaviske Østersøbyer var i 800-årene stærkt befæstede på grund af de mange røverangreb, men det er muligt, at den store handelsstad Ladoga ikke på denne tid havde sådanne værn, hvilket har gjort den til et fristende bytte. Hvad angår Novgorod (hvis den eksisterede i midten af 800-årene), så regnede man den næppe for en rig by fuld af klenodier (fig. 6). Også den lå ved Volkhov, men dybt inde i landet og beskyttet af flodens vandfald, som danernes skibe næppe har kunnet passere uhindret. Den var altså uegnet for et overrumplende røverisk overfald og hvorfor prøve, når den blomstrende Ladoga, et kendt punkt, hvor der foregik omladninger fra havgående skibe til fladbundede flodpramme, lå lige på vejen?

Forsøget på at knytte Rimberts oplysning til et bestemt geografisk punkt finder støtte i en arkæologisk iagttagelse, som ovenikøbet uddyber og præciserer et af motiverne i »Sagnet om varægernes tilkaldelse«. Under udgravningerne i den omtalte Jordby blev der udskilt en horisont, dateret 842-55. Horisontens bygninger forsvandt under en stor ildebrand - den kan være foranlediget af det danske angreb 852. Sådan supplerer Ansgars Levned og »Sagnet« på en vis måde hinanden. Man kan forestille sig, at det slavisk-finske forbund efter Ladogas udplyndring 852 er blevet beskattet af varægerne - måske for første gang - og at der opstod en situation, som førte videre til den oven omtalte indkaldelse af de fremmede herskere af nordisk oprindelse. Dannelsen af selve stammesammenslutningen har sikkert været af ældre dato.

Den formodede krig 852 kan man sammenstille med nogle omstændigheder, som er omtalt i »Sagnet«. Den såkaldt frivillige tilkaldelse af Rurik og hans brødre for at forsone indre strid (en udlægning, som sikkert skyldes senere omarbejdelse af kildematerialet) kan forklares som de slaviskfinske forbundsfællers forsøg på at modstå et voksende skandinavisk pres mod øst; man har til det formål skullet bruge en fælles marionetfeltherre fra et fremmed land. At invitere en feltherre med hans hær for at forsvare et land i en kritisk situation, var for resten almindeligt blandt den tids europæiske stater. I lyset af det danske togt 852 er det ingen urimelig antagelse, at den første repræsentant for dynastiet i det nordlige Rus har været en fra vestlige kilder kendt person, Rorik. Han var fra Jylland, tjente frankernes konge, regerede Frisland, gjorde indfald i naboområder og i sit eget land. Han havde stor militær erfaring og kendte naturligvis godt sine landsmænds banditmetoder. Måske var det denne egenskab, der henledte de lokale lederes opmærksomhed på ham. Efter at være kommet til Nordrusland valgte Rurik som sin residens først Ladoga, der var hovedstaden for stammerne. Senere, efter styrkelsen og udvidelsen af storfyrstens magt, blev sædet flyttet ind i landet, til Novgorod, men Ladoga og dens område forblev endnu længe den vigtigste del af fyrstendømmet, et bindeled mellem Rus og Skandinavien. Set på denne baggrund er det betegnende, at fra den tid, da Rurik blev fyrste, og op til slutningen af 900-årene er der ingen oplysninger om vikingeangreb på Ladoga. Det ser ud til, at planen om en langvarig sikring af Ruslands nordgrænse holdt stik.

Efter at være kommet til magten i det fremmede land blev stifterne af Rurikdynastiet nødt til at acceptere de lokale traditioner og løse den unge russiske stats historiske opgaver. Snart ved at købe sig fri for de skandinaviske naboer, snart ved at opmuntre deres købmandsvirksomhed afværgede Ruslands herskere af nordisk afstamning til sidst vikingernes angreb på landet, og senere udnyttede de krigeriske talenter hos de vikinger, der kom til de russiske sletters vidder.

Hvis altså følgerne af togtet 852 er fortolket rigtigt, så har de første slavisk-danske forbindelser en egentlig årsag: de blev etableret ved Ladogas mellemkomst i den tredje fjerdedel af 800-årene og slet ikke tilfældigt.

Studiet af disse forhold har på det sidste tiltrukket sig stor opmærksomhed fra videnskabsmændene i Sovjetunionen og Danmark. Da denne artikels forfatter spurgte direktøren for Nationalmuseet, rigsantikvaren Olaf Olsen, om han og hans kolleger ønskede at etablere direkte forbindelser med sovjetiske arkæologer, svarede han, at danske arkæologer var meget interesserede - det var netop, hvad de altid havde drømt om. Ordene er senere underbygget af handling; der er udarbejdet et program for tosidede arkæologiske kontakter. Der skal efter planen foretages fællesstudier af vore folks byer. Disse folk, der fra gammel tid har levet ved den samme Østersø, og som for en stor del er forbundet ved en fælles historisk skæbne.

Lit: A. N. Kirpitjnikov: Kamennije kreposti Novgorodskoj zemli. Leningrad 1984. - Srednevekovaja Ladoga. Leningrad 1985.