Det bugter sig

Det drejer sig om en serie små akvareller med motiver fra Nordsjælland - flere fra Søllerødegnen - hvoraf nogle har franske undertekster og er dateret år 1800. De udstråler en smittende glæde over det sjællandske sommerlandskab, og farverne er lige så friske og klare, som den dag de blev sat på papiret. Dette skyldes, at de altid har haft plads i deres mapper og kun af og til er hentet frem i dagens lys for at blive beundret i familiens kreds. En anden mappe indeholdt nogle blyantstegninger fra Danmark, Sverige og England, samt en rejsebeskrivelse fra England skrevet på fransk i 1786 og signeret »Drevon«.

De små kunstværker egner sig forbløffende godt til at illustrere den nye opfattelse af landskabet og dets skønhedsværdier, som i disse år vandt indpas. En interesse, som fulgte med den romantiske bølge, der op mod år 1800 gik over Europa, hvor overklassen var træt af stive ceremonier og - blandt andet påvirket af den franske filosof Rousseau - længtes efter et friere og mere oprindeligt liv i pagt med naturen. Samtidig kommer vi på tæt hold af nogle mennesker fra de kredse herhjemme, som i særlig grad var i stand til at modtage og viderebringe påvirkninger fra tidens europæiske åndsretninger og deraf følgende ændringer i stil, smag og interesser.

Det var især maleriet og havekunsten, der kom til at præge ideerne om, hvad der er smukt og attraktivt ved et landskab - og gør det den dag i dag. Den lille samling nordsjællandske landskabsbilleder og rejseberetningen med Drevons tegninger og beskrivelser af engelske parker i romantisk stil kan derfor fortælle os en del om baggrunden for vor egen natur- og landskabsopfattelse.

Familien de Jonquiéres, der ejede Folehavegård ved Hørsholm fra 1798 til 1821, er en gammel adelig huguenot-slægt, som i slutningen af 1600-årene, da protestanterne forfulgtes i det katolske Frankrig, var søgt til Holland. Efter de franske revolutionshæres indtrængen i Nederlandene i 1790'erne blev forholdene imidlertid også her så usikre, at familien igen måtte begive sig på rejse. Paulin Philippe Henri de Dompierre de Jonquiéres (1744-1821), der havde haft et højt embede hos prinsen af Oranien, søgte til Danmark med sin hustru og deres tre voksne sønner. Hustruen Cecile var søster til storkøbmanden Frederic de Coninck, der havde slået sig ned i København allerede 1763, da han var ganske ung.

Frederic de Conincks skæbne mindede i mangt og meget om svogerens. Han kom fra en rig flamsk købmandsslægt, også han og hans familie var protestanter. De stammede oprindeligt fra Antwerpen, men måtte på grund af deres tro flytte bort, først til Frankrig og i slutningen af 1600-årene videre til Holland. I København var de Coninck i løbet af få år blevet en af Danmarks mest velhavende og indflydelsesrige mænd. Han havde tjent formuer ved handel på Østen og havde selv en stor handelsflåde. Nu lovede han at hjælpe sin søsters familie i gang i Danmark, og foråret 1798 begav de sig hertil den lange vej med heste og vogn op gennem Slesvig og Jylland over Lillebælt til Fyn og videre over Sjælland til København. En junieftermiddag blev de modtaget på Dronninggård, de Conincks pragtfulde landsted ved Furesøen, hvor man netop den dag havde selskab for hele det diplomatiske korps. Her har man uden tvivl beundret den moderne park i romantisk, engelsk landskabsstil, som de Coninck havde anlagt, hjulpet af vennen, den flamske oberst de Drevon, ritmester hos prinsen af Oranien. Det er den Drevon, vi allerede er stødt på i forbindelse med indholdet af vore mapper.

De Jonquiéres boede på Dronninggård nogen tid, indtil de i august måned fandt sig en passende bolig på Folehavegård, dengang kaldet Fuglehavegård. (Fig. 1) Her tog forældrene ophold hele året. Faderen omstillede sig fra sin embedskarriere og satte sig ind i landbrugsdrift. Han blev en foregangsmand på egnen med hensyn til jordbrug, støttet af den yngste søn, Frederic Anne, som blev boende hos forældrene.

Indvandrerne sluttede sig til den reformerte kirke i København, der var centrum for en kreds af, ofte indflydelsesrige, familier, som havde forladt Frankrig, Nederlandene eller Tyskland på grund af deres protestantiske tro. I Danmark var de reformerte velkomne, ikke mindst fordi de ofte var velhavende og kunne formidle forbindelsen til fyrsteslægter og betydningsfulde handelshuse rundt om i Europa. (Fig. 2) De Jonquiéres gled således ind blandt landets økonomiske og kulturelle elite, og det var blandt andet mennesker fra deres kreds, som blev bærere og formidlere af nye impulser udefra, heriblandt også af romantikkens ideer og de smagsændringer, som deraf fulgte. Disse mennesker havde alt både økonomisk og uddannelsesmæssigt, og netop derfor kunne de tillade sig den luksus at opfatte naturen som andet og mere end noget farligt, som mennesket skulle betvinge, og hvorfra det i sit ansigts sved skulle skaffe sig mad, klæder og husly. De var ikke uddannet alene med en nøgtern handels- eller embedsmandskarriere for øje. Både mænd og kvinder var hjemme i emner som litteratur, filosofi og kunst, og det var en normal del af deres opdragelse, at de lærte at tegne, male, skrive digte og forme et smukt sprog.

Alt dette gjorde dem modtagelige for romantikkens vågnende erkendelse af følelsernes betydning og dens reaktion imod de foregående generationers rationalistiske tankegang og tro på, at mennesket kunne løse sine problemer hovedsageligt ved fornuftens hjælp. Man - og »man« var især dem, der allerede havde, hvad de skulle bruge - kom til den erkendelse, at menneskets fremskridt ikke havde gjort dets tilværelse lykkeligere. Derfor ville man »tilbage til naturen« og søgte samtidig efter »oprindelige« træk i menneskets kultur. Interessen vågnede for det enkelte lands egen historie og mytologi, som man fandt, at især bondebefolkningen, almuen, havde dybe rødder i. Disse følelser, ideer og nyvurderinger fandt ikke alene udtryk i litteraturen, landskabsmaleriet og havekunsten, som forandredes gennemgribende. De resulterede også både udenlands og herhjemme i en begyndende national traditionsforskning (man indsamlede »folkeminder«), historieforskning og arkæologi. Man fandt ganske vist stadig inspiration i den klassiske kulturarv fra Grækenland og Rom, ikke mindst med hensyn til arkitektur, boligindretning og klædedragt, men interessen for egen »oprindelig« kulturarv øgedes mere og mere i takt med behovet for en national identitetsfølelse.

Motivvalget i de små akvareller fra familien de Jonquiéres understreger interessen for det nordsjællandske landskab, som var det, der først fangede kunstnernes opmærksomhed herhjemme. Det skyldtes ikke mindst, at Frederic de Coninck havde ladet maleren Erik Pauelsen skildre naturen og parken omkring Dronninggård, og at disse malerier blev banebrydende for landskabsmaleriet her i landet. Det milde østdanske land med bløde bakker, skove, søer og bælter var det, man først og fremmest havde blik for. Denne landskabstype blev i de følgende årtier slået fast nærmest som et symbol på Danmark, således som det i begyndelsen af 1820'erne beskrives af Oehlenschlæger i »Der er et yndigt land«. Først senere fik man sans for de mere barske og storslåede jyske landskaber.

Mange motiver er naturligvis fra familiens ejendom Fuglehavegård og det nærliggende Hørsholm eller fra Dronninggård og den dertil hørende Kaningård. Men også klædefabrikken ved Usserød og geværfabrikken Hammermølle i Hellebæk har man interesseret sig for. Fabrikkerne lå dengang ensomt langt ude på landet ved åløb og skove, hvor der var let adgang til den tids energikilder: vind og vand, træ og tørv. (Fig. 3)

Ejerne havde ofte deres sommerbolig ved fabrikken, men Nordsjælland var i det hele taget det foretrukne sommeropholdssted for velhavende byboer, der ønskede at dyrke landlivets enkle glæder og den smukke natur i passende nærhed af hovedstaden. Denne forkærlighed afspejler sig klart i billederne.

Akvarellerne er meget tidstypiske og må have virket moderne på samtiden. Det er først og fremmest selve landskabet, der har optaget maleren. Nok stammer de fleste billeder fra omegnen af landsteder og andre bebyggelser, men huse og mennesker indgår kun som underordnede elementer i helheden. Bygningerne placeres i nogle tilfælde nærmest som en slags monumenter i naturen, der ofte dramatiseres og gøres mere bakket, end den egentlig er. Man lagde megen vægt på at have udblik over et landskab, det regnedes for et stort fortrin ved en ejendom. En del af akvarellerne er netop udsigtsbilleder - for eksempel blikket fra Søllerød kirkebakke ned mod søen. Det at komme fra en dunkel, ensom skov og blive overrasket af et vidt udsyn over åbent land frydede tidens mennesker og var en af de virkninger, man tilstræbte i de romantiske landskabsparker. Der måtte meget gerne være dramatiske effekter, man sværmede vildt for bjerglandskaber, og da de ikke fandtes i Danmark, lavede man dem selv i parkerne med store stenhøje, vandfald og det hele. (Fig. 4) Var der en oldtidshøj i området, blev den inddraget i anlægget som udsigtspunkt og fik et romantisk navn, for eksempel fra den nordiske gudeverden. Og hvis kunstneren ønskede at skildre et motiv, uden at der var mulighed for at komme op på et virkeligt udsigtspunkt, blev det alligevel malet, som om det var set højt oppe fra. Eller man byggede landskabet op, ligesom rejste det med en slags kulissevirkning, så en almindelig, let bakket egn kom til at se ud som et helt bjergterræn. (Fig. 5)

Den måde træerne er malet, sådan at man omtrent kan skelne hvert blad, er et andet karakteristisk træk for tiden. (Fig. 6) Den tydelige etagedeling af trækronerne, man ser på nogle af billederne, er derimod en ældre mode, der kan spores helt tilbage til 1600-årene og skyldes kinesisk påvirkning. Europa modtog uendeligt mange impulser fra Kina i 1600-tallet og fremefter, og selve den nye landskabsopfattelse står i gæld til Østen (se Skalk 1975:5).

Nordsjælland har passet fuldstændigt til romantikkens begreber om landlig idyl. Her på bondefrigørelsens tid bliver det legalt for overklassen at interessere sig for den arbejdende bondes - i byboernes øjne - muntre og naturlige liv. Landlige arbejdsscener med harvning, høhøst og tørvegravning er populære motiver. Men de velhavende holdt også af at klæde sig ud og legebønder for en stund. Eller de tilkaldte bønderne og bad dem danse i deres farverige egnsdragter, for eksempel ved sommerfester i parkerne omkring deres landsteder. Her byggede man i visse tilfælde små idylliske bondehuse, eller man anbragte en vandmølle ved en bæk for at understrege den landlige stemning. Disse sværmeriske forestillinger, som man iøvrigt finder eksempler på helt tilbage i 1600-tallet, må nok have forbavset bønderne en hel del. For dem var »naturen« ikke et begreb, men en realitet, som skaffede dem selv og andre det daglige brød. Først senere i 1800-årene, da bønderne kom på højskole, hørte de om mere poetiske opfattelser af naturen og dens skønhed, hvilket af og til kunne give konflikter, når de vendte hjem til det nøgterne liv på landet. Som når den unge pige, der nylig har været på højskole, under en måneskinstur udbryder »Se hvor Luna smiler til os«, og hendes ven lidt brysk svarer »Hvem griner af os?«.

I parkanlæggene bevirker den ændrede landskabsopfattelse, at man lidt efter lidt går bort fra det stive og symmetrisk opbyggede, som man kendte fra Italien og Frankrig. (Fig. 7) (Fig. 8) Haverne i denne »franske« stil var planlagt af arkitekter som en del af den arkitektoniske helhed omkring et bygningskompleks. De nye parker anlægges på en helt anden måde og med det hovedformål i sammentrængt form at skulle virke som et ideallandskab med netop de skiftevis idylliske og dramatiske effekter, landskabsmalerne fremstillede på deres lærreder. Man arrangerer et i forvejen egnet landskab, så det kommer til at indeholde de ingredienser, man holder mest af: åbne, helst bakkede partier med trægrupper vekslende med stumper af skov, vandløb og småsøer. Et væld af meget snoede småveje og stier fører fra stemning til stemning med bestandigt nye overraskelsesmomenter, der forstærkes af tankevækkende mindesmærker, pavilloner og lysthuse i form af klassiske templer, borgruiner eller eremithytter, hvor den ensomme vandrer kan slå sig ned for en stund og tænke over livet og døden og verdens forgængelighed.

Sådanne parker planlagdes sjældent af arkitekter. Det var oftere ejeren selv, der var aktiv - måske efter studier under rejser i udlandet. De mennesker, han tog med på råd, var ofte talentfulde amatører med en bred almendannelse og ikke mindst med kendskab til historie, mytologi og litteratur, især poesi - eller man inddrog direkte digtere og bildende kunstnere i arbejdet.

En af de første danskere, som stiftede nærmere bekendtskab med de engelske landskabsparker, var billedhuggeren Johannes Wiedewelt, der kom til at præge udviklingen herhjemme gennem sin medvirken ved anlægget af Fredensborg slotspark, en forløber for den nye mode. Blandt de mest gennemførte parker i egentlig romantisk engelsk-kinesisk havestil var den, som Frederic de Coninck anlagde ved Dronninggård i begyndelsen af 1780'erne. Hans gode ven, den førnævnte flamske oberst Henry de Drevon, der boede på stedet i en flerårig periode, mens anlægsarbejderne stod på, er netop et eksempel på, at en talentfuld amatør med bred almendannelse optræder som skaber af en romantisk park. (Fig. 9) Anlægget har uden tvivl været et hjerteanliggende for de Coninck selv, og Furesøens skovklædte bredder var som skabt til formålet. Parken, der var meget stor, rummede et rigt udvalg af sjældne planter og stemningsskabende ingredienser, blandt andet kunstige vandfald, kildegrotter, snoede vandløb med små broer over, adskillige mindesmærker og småbygninger, således en eremithytte og et kinesisk lysthus anbragt på en lille ø i Furesøen.

De Coninck har med sine internationale forbindelser, sin handelsflåde og sit engagement i handelen på Østen haft de bedste betingelser for at hjembringe de ting og planter, han skulle bruge til sit haveanlæg. Samtidig var han en stor kunstsamler og -kender. (Fig. 10) Han gjorde bestillinger hos blandt andet Wiedewelt og en anden af tidens billedhuggere C. F. Stanley, som udførte nogle af de monumenter, der stadig er bevaret i Dronninggårds park. Sit københavnske palæ lod han udsmykke med malerier af Erik Pauelsen, der, som allerede nævnt, skildrede landskaberne omkring det berømte landsted. Tegninger af samme kunstner og med de samme motiver indgår også som illustrationer sammen med andre udført af Drevon selv i dennes udførlige beskrivelse af parken, affattet 1786. Den er i nyere tid - 1930 - udgivet med forord af Eiler Nystrøm.

Som nævnt i indledningen indeholder mappen, foruden billeder, en af Drevon forfattet beskrivelse af en rejse til England. Denne blev foretaget 1786 af Drevon og de Coninck i forening. Det skete lige efter, at anlægget af Dronninggårdparken var fuldført, så der har ikke været tale om forstudier. Besøget - Drevons første i England - var snarest opfyldelsen af et længe næret ønske om at se et land, hvorfra inspirationen til den romantiske landskabspark var udgået. Under hele den seks uger lange færd gjorde Drevon dagbogsoptegnelser og lavede beskrivelser og tegninger af de mange seværdigheder, der særligt måtte tiltrække havekyndige og historisk interesserede romantikere.

Efter en strabadserende sejltur fra Holland til Harwich ankommer Drevon i slutningen af juni til London, hvor han slutter sig til de Coninck. Tre uger tilbringes med at se på kunst, gå i teatret og iøvrigt besøge en række seværdigheder, som turisterne strømmer til den dag i dag. Fredag den 21. juli begiver de sig sammen ud på en rundrejse i det frodige, sommerlige Sydengland, hvis landskabelige skønhed gang på gang begejstrer dem. Over Windsor og Henley går turen vestpå til Oxford, videre til Bath og Bristol, sydover til Exeter og Plymouth og tilbage til London over Salisbury. Det er tydeligt, at rejsens mål først og fremmest er parker og haver. De besøger blandt meget andet de stadig berømte anlæg ved Stowe og Blenheim nord for Oxford og Stourhead noget syd for Bath. (Fig. 11) (Fig. 12) Ved Stowe finder de endda en gæstgivergård oprettet specielt med henblik på at huse de fremmede, der kommer rejsende for at se parken. (Fig. 13)

Drevon beskriver omhyggeligt, hvad han oplever, og nedfælder også en del af sine indtryk på tegneblokken. Hans tegninger er et godt historisk kildemateriale, fordi de, som det fremgår af dagbøgerne, er tegnet på stedet. Samtidig er de et middel til forståelse af tidsånden, fordi de skildrer og fremhæver netop det, man dengang sværmede allermest for: stejle, skovklædte skrænter med vandfald i Cornwall, blide, åbne landskaber ved Themsen eller et særpræget naturområde som den dramatiske Cheddar Gorge, en klippeslugt, der pludselig skærer sig ind i et ellers blidt landskab. Stonehenge, oldtidsmonumentet, som fascinerede datidens mennesker lige så meget som nutidens, er med, men hovedtemaet er og bliver parkerne med deres gotiske ruiner, kildegrotter, søer og små tempelbygninger.

Drevons tegninger fra England, parkanlægget ved Dronninggård og familien de Jonquiéres' små landskabsbilleder danner tilsammen et mønster - et tidsbillede - udgået som de er fra samme kreds af mennesker med fælles forudsætninger i tid og miljø og med den samme trang til at leve sig ind i naturen. Denne søgte man at forbedre, gøre mere fuldkommen og varieret, hvadenten det nu skete gennem malerens idealisering af sit landskabsmotiv eller havekunstnerens naturarrangementer.

Romantikkens landskabsopfattelse holder sejt ved også i nutiden. Der er stadig en tendens til, at man betragter det flade landskab som kedeligt, om det end er nok så særegent, karakteristisk og storslået, mens en bakket, skovrig natur én gang for alle er slået fast som smuk og særlig værdifuld. På Københavns vestegn går man i dag lige så vidt, som man i sin tid gjorde ved anlægget af de romantiske parker: er der ikke en bakke eller en sø fra naturens hånd, så laver man den selv. (Fig. 14)

Lit: Chr. Elling: Den romantiske have. 2. udg. 1979. - Politiken: Dansk kunsthistorie 3. 1972.