Det bjerg, der kaldes Gamle Lybæk

Lybæk ligger ved Travefloden, men som så mange byer har den flyttet sig - forgængeren, Gamle Lybæk, var placeret en milsvej nærmere flodmundingen. Af den fordums herlighed er idag kun levnet en halvt sløjfet ringvold på spidsen af et øde næs, men dette fortidsminde - resterne af byens engang mægtige borg - har siden midten af forrige århundrede bestandig tiltrukket sig forskernes opmærksomhed. Også danske arkæologer har været indblandet; de har i de senere år flere gange haft lejlighed til at sætte spaden i jorden syd for grænsen, og Gamle Lybæk var et af stederne. Vigtige, hidtil ukendte sider af byens historie kom herved for dagen.

Gamle Lybæks historie er ellers usædvanlig veldokumenteret, den kan følges i de skriftlige kilder fra ca 1050 og frem til 1138, hvor byen lægges øde med flytningen til følge (Fig. 1). »Slaverlandets hovedstad« kaldes den i et aktstykke og med god grund, for slaviske folkeslag af østlig oprindelse havde på det tidspunkt sat sig fast langs den sydlige Østersøkyst. Fra Rygen kender vi venderne, der som bekendt skaffede Danmark en del bryderier, men dette folkenavn var i virkeligheden fællesbetegnelse for en lang række stammer - blandt disse var abodriterne, der boede vestpå i et område, hvis udstrækning er noget uklar, men som i hvert fald omfattede Lybæk. De var vandret ind næsten et halvt årtusinde tidligere, og som tiden gik, blev situationen spændt, tyskerne begyndte at blive nærgående. En initiativrig fyrste, Godskalk, forsøgte ved midten af 1000-årene at tømre en slavisk stat sammen, og i begyndelsen af det følgende århundrede fortsatte hans søn Henrik disse bestræbelser. Med ringe held! Sammenholdet mellem stammerne var for svagt.

Begge de nævnte fyrster var nært knyttet til det danske kongehus. Godskalk, der blev Sven Estridsens svigersøn, havde i sin ungdom tjent under Knud den Store, og Henrik, som var opfostret i Danmark, hvorhen moderen måtte flygte efter gemalens fald, kom senere til magten med den danske konges hjælp. Samme Henrik, der selv antog kongerang, skal ifølge Saxo på sine gamle dage have peget på sin frænde Knud Lavard, hertug af Slesvig, som mulig arvtager, og faktisk blev det denne, der ved Henriks død indtog pladsen efter ham. Som abodriternes hersker var han den danske konges ligemand, og da han yderligere i egenskab af Erik Ejegods søn havde et berettiget krav på den danske krone, forstår man, at han blev en torn i øjet på kong Niels og hans søn Magnus. Det var en yderst farlig mand, der januar 1131 blev skaffet af vejen i den midtsjællandske skov.

Også Gamle Lybæks dage var på det tidspunkt ved at være talt (Fig. 2). Det faldt og blev i praksis udslettet syv år efter Knuds død, dog mærkelig nok ikke af tyskerne, men af abodriternes egne slaviske stammefrænder. Gammelt fjendskab mellem fyrstehusene og vrede over Lybækfyrsternes overgang til kristendommen var baggrunden for aktionen. Få år senere genopstod Lybæk dog, men nu på det nye sted og under tyskerne. Grunden var lagt til middelalderens førende hansestad.

Af borgen blev kun voldstedet tilbage. En forfatter fra omkring 1300 beskriver det som et bjerg (»det bjerg, der kaldes Gamle Lybæk«), og man forstår, det må have hævet sig anseligt over flodlandets sivskove. Senere blev det som nævnt molesteret. Vi i nutiden kan have svært ved at forestille os anlægget i dets velmagt, men udgravninger og historiske kildeskrifter tilsammen tegner billedet: en storborg, hvor landfyrsten residerede, og omkring den bebyggelse med håndværkerkvarterer m.m. samt havn og søhandelsplads. På flodens modsatte bred havde fjernhandelens købmænd deres særlige bydel. Vi ved, at Godskalk grundlagde et kloster på stedet, og vort hovedvidne, en vis Helmold, skildrer levende og af selvsyn staden i tiden under Henrik (Fig. 3).

Midt i voldstedet ligger resterne af en lille stenkirke, kendt fra kilderne som kong Henriks hofkapel. Den blev udgravet for 127 år siden, i 1852, og restaurering var efterhånden påkrævet - hvilket blev anledningen til vor udgravning. Et par barnebegravelser blev fundet, men det interessante var selve fundamentets placering øverst i et mere end metertykt kulturlag. Kirken var altså tydeligt fra borgens seneste tid, og det samme gjaldt hjørnerne af to store huse, åbenbart stavbyggede haller. Det må være borgens fyrstelige bebyggelse, der her for første gang tonede frem. Et par oldsagsfund af guld peger i samme retning.

Selve tykkelsen af kulturlaget antydede, at bebyggelsen har været langvarig, og fundene viste, at det i hvert fald har drejet sig om århundreder. Men var borgen også så gammel? Den kunne - som enkelte forskere har ment - være rejst på en ældre, ubefæstet boplads. Ude i voldlegemets forparti var ved tidligere undersøgelser fundet enorme træpakninger, som dendrokronologisk lod sig datere til året 1058, Godskalks regeringstid (Fig. 4, Fig. 5). Om denne fyrstes medvirken kunne der altså dårligt rejses tvivl, men det var vel ikke givet, at han havde bygget borgen fra grunden. Den gamle voldudgravning stod endnu åben, så vi kunne bekvemt lægge et snit i kanten og forlænge det efter forgodtbefindende. Det afsløredes herved utvetydigt, at Godskalk »blot« har forstærket fronten på en allerede eksisterende vold. Om dennes alder har dendrokronologien også et ord at sige: i anlægget indgår træ, der samstemmende peger mod 817 som opførelsesåret. Der er tale om byggeri på jomfruelig grund; det omtalte tykke kulturlag i området inden for volden strakte sig nemlig ikke ind under den, men lagde sig hen over voldfoden. Til dette kulturlag knytter sig den ejendommelighed, at det tydeligt falder i to faser, en ældre fra borgens første tid og en yngre fra dens sidste, tilsyneladende glimrer 900-tallet ved sit fravær. Anlægget må vel i denne mellemperiode have været helt eller delvis ude af brug.

Godskalks indsats var altså, at han genskabte og udbyggede den mere end 200 år gamle borg. Hvem den første bygherre var, kan vi af gode grunde ikke vide, men vi kan gøre os tanker om hans motiver. At borgen er placeret i flodsløjfen undrer ikke, det må være af strategiske grunde, men det er overraskende at finde den anlagt på tørveagtig bund og næsten i højde med vandspejlet, så at volden foruden sin forsvarsmæssige funktion tillige får betydning som dige. Nu er lav beliggenhed ikke så usædvanlig for slaviske borge, men i dette tilfælde kan der måske være en særlig forklaring: Pladsen på næssets højereliggende del, hvor man skulle synes, borgen med fordel kunne være anbragt, var muligvis optaget - nemlig af byen Lybæk (eller hvad den nu hed dengang) (Fig. 6). I hvert fald er der ved tidligere gravninger på dette sted fundet kulturlag, der er mindst lige så gamle som den ældste vold. Borgens anlæggelse får med denne teori en mening. Den skulle beskytte den opblomstrende stad.

Det har været en udbredt opfattelse blandt historikere, at Gamle Lybæk sammenlignet med de andre vestslaviske magtcentrer var en opkomling, skabt i 1000-årene som en frugt af de sene slaverfyrsters statsdannelsesforsøg, men sådan forholder det sig altså ikke. Trave-staden har bestået i betydeligt omfang flere hundrede år før Godskalk, og det forekommer mærkeligt, at den skulle være aldeles unævnt i de ældre historiske skrifter. Et perspektiv for tolkningen melder sig: den gamle hypotese om, at Lybæk er identisk med den slaviske søhandelsplads Reric, som kilderne omtaler uden nærmere angivelse af beliggenheden. De to navne har ganske vist ikke meget med hinanden at gøre, men det siges udtrykkeligt i de frankiske rigsannaler, at »Reric« er danskernes navn for stedet. Her læses under året 808 om den danske konge Godfred, at han i vrede over abodriterfyrstens følgagtighed over for hans farligste modstander, frankerkongen Karl den Store, lod sin flåde angribe Reric og købmændene derfra tvangsforflytte til Hedeby, hans egen nygrundlagte handelsstad ved Slien. Det oplyses også, at Godfred tidligere havde krævet skat af Reric og derved skaffet sig betydelige indtægter, men flytningen har åbenbart været ham til endnu større nytte, og Hedebys efterfølgende opblomstring stemmer unægtelig til eftertanke. Handelen var en af de grundpiller, hvorpå det gamle danske kongehus byggede sin magt.

Reric lå i nærheden af havet, siger kilden, og det fremgår jo klart, at stedet var i abodriternes land. Mange lokaliteter har været foreslået og altså også Gamle Lybæk, men den gængse datering til 1000-årene var svær at komme uden om. Den hindring er i hvert fald nu ryddet af vejen. Grundbetydningen af ordet Reric er »siv«; hvilket stemmer ganske godt med næssets fugtige beliggenhed (Fig. 7). Om stedets kommercielle muligheder kan ingen være i tvivl. Lybæk blev jo senere i middelalderen handelsstaden frem for nogen.

Hvis teorien holder, hvis Gamle Lybæk virkelig er Reric, har det været den ubefæstede by, Godfred overfaldt i 808; borgen blev jo ifølge dendrokronologien først opført ni år senere, i 817. Dette årstal - 817 - er iøvrigt interessant, det foreligger nemlig særdeles velbelyst i kilderne. Abodriter og franker havde været i en slags alliance, men venskabet var kølnet, og netop 817 skiftede abodriteme side, en delegation blev sendt til Danmark og forbund indgået, nu til bekæmpelse af frankerne. Det nye broderskab kom hurtigt på prøve. Endnu samme år angreb det en af frankernes nordligste forposter, borgen Esesfelth ved Störfloden.

Man kan - stadig under forudsætning af at Gamle Lybæk er Reric - opfatte borgens opførelse som en reaktion på Godfreds overfald, en begivenhed man naturligvis ikke ønskede gentaget. At i mellemtiden venner var blevet fjender og fjender perlevenner, har for den sag været uden større betydning.